Af Thomas de Laine | Skrevet 15. december 2015 kl. 22:31 i Almex Manifestet | Endnu ingen kommentarer

Et afsnit til ære for Danmarks engang største busfabrik. Med struktur som brune træimitationer og overbid som en tidligere salgsprokurist.

"Kunne Therkild ikke?," spurgte Simon.

"Nej," forklarede Stephan. "Han fik brev i fredags om, at han er nødt til at flytte ud af sin lejlighed. Der er en eller anden medicinmand, der skal bruge huset til noget andet."

"Hmm..." Simon spejdede ned ad Apollovej, hvor de tre nørder havde taget opstilling for at fotografere de nye 9A-busser her på den første dag efter overtagelsen. "Vi har altså ventet længe nu," bemærkede han.

"Det kan også være, de markerer overtagelsen ved at holde fagligt møde. Det er jo set før!," spekulerede Boje.

"Det værste er altså, at de har flyttet kontraktskiftet til december. Det var meget bedre i 90'erne," mente Stephan. "Både lyset og temperaturen..."

"Hov, der kommer én. Og én til bagved," udbrød Simon. De gjorde kameraerne skudklare. "Og nummer tre holder for rødt nu!"

Kort efter strøg 7526, 7525 og, tyve sekunder senere, 7521 forbi.

"Arh, pis! Skiltet blev sort!," peb Simon, da han kiggede billederne igennem.

"Rolig nu. Der kommer tre mere om en halv time!," lo Boje.

"Nå, men det viser jo, hvor vigtigt, det er, at vi kommer af sted til Jylland og får ordnet det med rulleskiltene," smilede Stephan hemmelighedsfuldt.

Planen

Kvart over tre samlede vennerne Therkild op. Han var tydeligt træt og stresset, og det var måske årsagen til, at han virkede helt mild og glad ved synet af Stephans Berlingo.

"Hop ind! Turen går til Jylland!," hilste Stephan, da Therkild satte sig ind i bilen.

Efter at have lagt øre til Therkilds boligrelaterede frustrationer satte de musikken på. De fik hver især varmen tilbage i kroppen, eventyrlysten indfandt sig, og stemningen var helt høj, da de passerede toppen af Storebæltsbroen til lyden af Det prune punktum.

Ved aftenstid ankom de til Silkeborg, hvor de lod sig indlogere på et hotel og derefter gik ud for at finde noget at spise.

Over maden ville de tre andre gerne høre, hvad det nu egentlig var, der var Stephans plan. Nu var det vel ikke noget farligt, ville Boje gerne vide?

"Overhovedet ikke!," fastslog Stephan. "Først, når vi står op i morgen, skal vi da lige en tur forbi rutteren."

"Du mener Trafikterminalen?," spurgte Simon.

"Nemlig," sagde Stephan, og fortsatte: "Og så skal vi en tur tilbage til 1990. Vi finder en eller anden rundkørsel... Og nede i 1990 skal vi - naturligvis - besøge et firma på Kejlstrupvej. Jeg er sikker på, I ved, hvilken biks, jeg taler om!," storsmilede han.

"Billesbølle Serigrafi?," spurgte Simon.

"Neeeej, de lå i Haderslev," sagde Therkild, men tilføjede alligevel: "Kender du virkelig dem? Skilteruller er da før din tid..."

"Vi skal selvfølgelig til DAB - Dansk Automobil Byggeri!," sagde Stephan. "De byggede en ledfætter til Møns i 1990, som fik punktmatrixskilte. Vi skal sørge for, at der aldrig er nogen, der vil købe punktmatrixskilte efter dén bus!"

"Og hvordan vil du sørge for det?," spurgte Boje med tydelig skepsis.

"Jeg har fået lavet en lille anordning, der nok skal få skiltet til at starte en brand en gang i mellem. Bare en lille en. Og samtidig sørger vi for, at der bliver lækket et brev, der beskriver brandfaren, til pressen nogle måneder senere. Så vil trafikselskaberne ikke binde an med det skidt de første mange år!," var Stephans forklaring.

Noget søgt, tænkte Simon. Var det virkelig den mest plausible måde, Thomas kunne få dén historie til at hænge sammen på? Som om Danmark ville være upåvirket af, at punktmatrixskilte ikke gik i brand alle andre steder i verden! Den slags litterære nødplaner var ikke just Simons smag. "Kæft, hvor er det elendigt skrevet!," mumlede han for sig selv. De andre kiggede forvirret på ham.

Udførelsen

Næste morgen oprandt, og nørderne indfandt sig med deres kameraer på trafikterminalen. "Nu skal vi bare falde i med de lokale og for alt i verden undgå at vække opsigt," gjorde Stephan opmærksom på.

En morgenbus fyldt med gymnasieelever ankom kort efter. Rart at se en 12'er i drift! Den slags skete jo kun i Jylland. Vrimlen af unge mennesker gjorde dog, at bussen først kunne foreviges, da dørene var blevet lukket, og bussen var på vej ud fra terminalen igen. Men kameraerne kom op, og billeder taget. Det kom imidlertid så meget bag på chaufføren, at han glemte at følge vejen og ramlede ind i en container, der stod ude på Drewsensvej.

"Det er vist nu, vi skal videre," konstatere Therkild, og de gik mod Berlingo'en.

De måtte køre en del rundt i byen, før de fandt en rundkørsel, men lige ved den ene af søerne lå der to på stribe. Den første blev taget en omgang den forkerte vej rundt, og lige pludselig var de tilbage i 1990. "Nu er du ikke født endnu," bemærkede Therkild over for Simon.

Turen gik nu direkte til de hellige haller i byens nordlige del. Vel ankommet til forpladsen, spejdede de fire entusiaster ind på rækken af ibyttetagne busser, der stod opmagasineret bag fabrikken.

"Skulle det være en Roskilde-serie 4'er?," spurgte Therkild og pegede på en bus, Simon troede var fra Kirsten Jensen i Hallund.

Boje og Therkild lo af Simons åbenlyse forvirring. "Lad os komme inden for!," sagde Therkild.

Kaffe

De fire entusiaster entrerede den store, gule murstensbygning. Stephan gik hjemmevant i en bestemt retning, og de andre fulgte efter, indtil de ankom til et hyggeligt kontor med salgsprospekter, ringbind og andet godt.

"Daw!," sagde Stephan og gav hånd til manden, som tydeligvis genkendte ham. "Vi kunne godt tænke os at se os lidt omkring."

"I skal da være velkomne. Vil I ikke have en kop kaffe?," var det imødekommende svar. Simon kunne ikke tro sine egne ører. Kunne man bare sådan komme på besøg hos DAB!? Godt nok havde Stephan en kontakt, men...

De fire slog sig ned, og den rare kontormand forsvandt for at hente kopper og kaffe. Imens blev der kigget på diverse salgsmateriale.

Fra et kontor på den anden side af gangen havde nørderne tillige lejlighed til at overhøre den ene side af en telefonsamtale:

"Hej Thyge!" Pause.

"Ja, det var det jeg tænkte! Nu er det jo et par år siden, I sidst har fået en ny bus. Var det ikke tid igen?"

Længere pause.

"Jo jo, 1,7 millioner. Men vi tager en af jeres gamle i bytte. Ved du hvad, vi har en helt ny holdende. Vi har faktisk allerede malet den i jeres farver. Du kan have den i morgen!"

Meget lang pause.

"Det var det, jeg tænkte. Jeg tager papirerne med! Vi ses."

"1,7 millioner!?" Simon var forbløffet. "Det koster en ny bus jo også i dag!? Men det må vel svare til to en halv million i nutidskroner!!"

"Jo jo. Men så var det også den nyeste model med indbygget zoneviser og ur i standserskiltet," hviskelo Boje.

"De var måske nok dyrere dengang," forklarede Therkild, "men man kunne virkelig også få dem bygget lige som man ville have dem." Han rejste sig og tog et hæfte med farveprøver fra skrivebordet og lod Simon kigge i det. "Prøv at se, otte sider bare med nuancer af brun, som du kan vælge i mellem til holdestængerne, stopknapperne, sædebetrækket, skillevæggene, gulvbelægningen, indersiden af dørene... Alt hvad hjertet kan begære."

"Det var derfor, de kaldte turistbusversionen af serie 7 for type T. Det var Ford-princippet: Du kan få interiøret i lige den farve, du vil have. Bare du vil have det i brunt!," gnækkede Boje.

Manden returnerede med kaffen. "Der er mange, hva'?," sagde han henvendt til Simon, der stadig havde snuden begravet i farveprøverne.

"Ja..."

"Faktisk har vi fået undersøgt, at folk over 40 slet ikke kan skelne nuancer nok til at se alle de varianter af brun, vi tilbyder!" Han var tydeligt stolt. "Kvalitet er også de ting, man ikke kan se!"

Herefter gik snakken om løst og fast, men især busrelateret. Boje måtte dog inkassere nogle lidt nedladende bemærkninger om sin smag inden for busser, men det tog han ikke så tungt. Den der ler sidst, ler bedst, tænkte han.

Da kaffen var drukket, fik de en lille rundvisning. Man var i færd med at bygge en stribe bybusser til Århus Sporveje. De var endnu lidt rå at se på, men det kommende dørarrangement var ikke til at tage fejl af.

"De her bliver til gengæld ikke brune inden i," forklarede den rare mand klukkende. "Århus vil have dem med 60'er-interiør!"

Bagefter fik de selv lov til at gå rundt. Både Therkild og Stephan glædede sig som små børn til at komme ud på pladsen bagved og snuse rundt mellem de mange hensatte, brugte busser, men Boje mindede dem om, at missionen også skulle fuldføres. Først.

Efter at have sikret sig at være ude af syne, opsøgte de den næsten færdigmonterede 12-1800L til Møns Omnibusser. En af de første busser med punktmatrixskilte - dog med neongrønne tekster på sort baggrund snarere end det senere så velkendte hvid tekst på sort.

"I holder øje," hviskede Stephan og smuttede ind i bussen med en skruetrækker i baglommen. Et øjeblik efter var dén ged barberet, og de kunne koncentrere sig om det åbne busmuseum på pladsen bag fabrikken.

Tilbage til fremtiden

På vej ud fra DAB huskede Therkild Stephan på, at den der lækage også skulle arrangeres, inden de tog tilbage til 2015.

"Vi skal bare poste det her brev," forklarede Stephan, og hev en kuvert op ad inderlommen.

De lagde vejen forbi det nærmeste posthus, hvor et frimærke til 3 kroner og 50 øre blev erhvervet. Damen ved skranken fugtede det selv på en lille pude, klistrede det på kuverten, sikrede sig, at det sad fast, og smed kuverten i en sprække. "Så har han det i morgen," smilede hun.

Og så var det bare at opsøge en rundkørsel.

Molbohistorier er opdigtede

Tilbage i 2015, og undervejs retur mod Sjælland, blev det hurtigt besluttet at lægge vejen forbi Aarhus. De kørte gennem byen for at se, om de talrige Urbino'er nu også have fået rulleskilte.

Det tog sin tid at finde en bus, men på vej ind mod centrum begyndte en rødhjørnet Urbino langt om længe at køre dem i møde. Skuffelsen var dog stor, da bussen kom tæt på: "19 Tilst Vest," stod der på bussens LED-skilt.

Flere busser blev afventet, men lige lidt hjalp det. De havde også alle sammen enten LED- eller punktmatrixskilte.

Slukørede trillede de mod havnen, hvor Mols-Liniens færge mod Sjælland da i det mindste ville kunne byde på lidt til ganen.

Vel ombord, blev de nu alligevel glædeligt overrasket. En linje 888 kørte nemlig ind på sporet ved siden af dem, og jo! Den havde rulleskilt! Det kompenserede ikke helt for, at det var en Neoplan og tilmed med en slags reklame på, det fortalte, at det Abildskous halvtredsindstyvende af slagsen. Men det gav håb.

"Måske er det bare Aarhus, der nok engang har valgt at være anderledes?," sagde Therkild optimistisk.

Mobiliseringen

"Efter den!," råbte Stephan, da Therkild - ellers for at aflaste Stephan - kørte Berlingo'en af færgen. "Jeg vil have et billede af det bæst!"

Turen gik over stok og sten lige i halen på 888'eren helt til Valby station, hvor de smed bilen, fotograferede bæstet, og derefter traskede op på broen, der førte Toftegårds Allé over banen. "Nu skal vi se, hvad København har fået ud af det!," proklamerede Stephan.

Et øjeblik efter lagde en spritny 4A-bus an til landing. Den var skiltet blank hvid. Men med rulle.

"Okay, så fejlfrie var rulleskiltene måske heller ikke," nikkede Therkild. "Vi venter en omgang."

"Det behøver du ikke," sukkede Stephan og henledte gutternes opmærksomhed på den 4'er, der netop kørte til stoppested i modsatte retning på den anden side af gaden.

"Se destinationen på app'en Din Offentlige Transport," stod der på skiltet. Nummerrullerne viste "4", "A" og en QR-stregkode, som det antageligvis var meningen, man skulle scanne med sin mobil.

"Det er ikke sjovt!," vrissede Boje.

"Lad os lige vente på én til, ikke?," sagde Therkild.

Men lige lidt hjalp det. Sådan var det på alle busserne.

Nedtrykte begyndte de fire nørder at vade tilbage mod Berlingo'en.

"Hvorfor i alverden bruger de ikke skiltene?," mumlede Stephan for sig selv.

"Jeg har en idé," sagde Simon. "Jeg prøver at spørge inde på Movias Facebook-side." Han tog et billede af en 8A med stregkode og app-henvisning over forruden og skrev sit spørgsmål. Nu var det bare at vente lidt.

Kameraerne kom frem, da en kolonne 4A-Mercedes'er nærmede sig. App'en oplyste, at "Svanemøllen st. slø" var deres destination.

"Det er nu lidt mærkeligt efter tolv år med OmniLink'erne," sagde Simon eftertænksomt. "Nogle af dem var så gamle, at de var samlet i Katrineholm," tilføjede han.

"Du skal ikke til at blive nostalgisk over dét," sagde Boje. "En ægte Katrineholm var noget særligt!"

"Det er du også," grinede Therkild.

"Okay, hør her, hvad Movia svarer!," afbrød Simon. "De skriver, at det var dyrt at ændre rullerne, hver gang der var omlægninger, og at de har undersøgelser, der viser, at folk, der står og venter på bussen, alligevel godt ved, hvor den kører hen, inden de går til stoppestedet. Desuden er digitale kanaler, især mobiltelefoner, fremtiden."

"Altså i modsætning til busdrift?," spurgte Therkild skeptisk.

"Kammerater!" Stephan tog ordet. "Tag det ikke så tungt. Vi har stadig to opgaver, der ikke er mislykket endnu: Trykte køreplaner og bolsjestriber!"