Myldretid

Menu

Myldretids blog

Historiske indslag, bag om Myldretid, satiriske julekalendere og det løse.

Et kvart århundrede med Myldretid

Af Thomas de Laine | Skrevet i Om Myldretid | 3 kommentarer

I januar 2024 har Myldretid eksisteret i 25 år. Et kvart århundrede. Uhyggeligt, især når det tages i betragtning, hvad det indebærer om min egen alder. Vores folkestyre har forbrugt 14 transportministre i samme periode, hvor Arriva i øvrigt også er både kommet og gået igen.

Det hele burde jo egentlig fejres med en stor parade af historiske busser gennem byens gader, mens dens borgere er nødt til frivilligt at stå på fortovet og juble med. Men det må vente til 50-årsjubilæet i 2049. Her kommer i stedet et lille tilbageblik.

1999 - En nat i Nyhavn

Efter nogle ugers forberedelse, uploader jeg den første udgave af hjemmesiden til internettet tidligt natten til mandag 25. januar 1999. Det tager sin tid, men som den ansvarlige gymnasieelev jeg er, går jeg da i seng omkring kl. 1.30.

Denne første udgave af hjemmesiden havde jeg i al beskedenhed opkaldt efter mig selv: Den hed de L@ines bussider, for dengang var det endnu ikke sådan rigtig kikset at bytte 'a' ud med snabel-a. Hjemmesiden blev placeret på det daværende Netby, som var en form for gratis dansk webhotel, hvor det hele var opdelt i kvarterer, gader og adresser, vist nok med intention om, at de forskellige hjemmesideejere skulle bevæge sig lidt rundt i byen og komme hinanden ved. Den del lettede vist aldrig rigtig, men "de L@ines bussider" boede på Nyhavn 59 i Netby Havn og skulle tilgås via så lethuskelige adresser som www.netby.net/Havnen/Nyhavn/thomasdl/ (og den, der skrev "Havnen" eller "Nyhavn" med småt eller "thomasdl" med stort, røg i havnen og ikke ind på nogen hjemmeside!). En alternativ adresse var thomasdl.nyhavn.h.netby.net (alt med småt). Der var maksimalt 2 megabyte til hver hjemmeside, men det var ikke noget problem, for min lokale kopi lå på en diskette med plads til under halvanden megabyte. Så det eneste billede var logoet, som nok ville få enhver grafiker til at gå grædende hjem:

de L@ines bussider i juli 1999

de L@ines bussider som forsiden så ud i juli 1999. Ikke det helt oprindelige design, men tæt ved. Som man ser, er interaktivitet forbeholdt moderne mennesker.

"Markedsføringen" bestod i at gøre opmærksom på min kreation i en foreningsintern e-mail-gruppe og at tilføje siden til Jubii - datidens danske søgemaskine, som altså var et register over danske hjemmesider, opdateret ved håndkraft. Hvad internettet dengang ikke havde i udviklingsniveau, havde det til gengæld i hype: Alt hvad der var noget med internet var hot, og virksomheder med de mest håbløse eller helt fraværende forretningsmodeller kunne finde investorer, hvis altså bare de lavede noget med internet. .com-boblen var på sit højeste.

I september 1999 havde jeg den ubeskedenhed at tilmelde min hjemmeside til en konkurrence om bedste private danske hjemmeside, som dagbladet Politikens torsdagssektion Internet (der udkom på papir!) afviklede. "de L@ines bussider" endte på en delt andenplads! Kigger man dén avis igennem 25 år senere, må man sige, at den generelle standard på internettet er hævet betydeligt over årene. Men de kriterier, Politikens medarbejdere henviste til som de afgørende for udfaldet af deres konkurrence, kunne vi vist som samfund godt tåle at vende tilbage mod: At hjemmesiderne bidrager med originalt indhold.

Søren Kierkegaard var tidligt ude med en kommentar om situationen: "Meddelelses-Midlerne blive fortræffeligere og fortræffeligere, de kan trykkes hurtigere og hurtigere, med utrolig Hurtighed men Meddelelserne blive mere og mere travle og mere og mere forvirrende."

2000 - Myldretid

I midten af 2000 skifter hjemmesiden navn til Myldretid. Det er naturligvis et navn, der spiller på, at det er dér, man finder flest busser og tog. Adressen er herefter også myldretid.dk, og ".dk"-delen er med i logoet på hjemmesiden. Det er ikke helt så pinligt i dag som et snabel-a, men efter min mening forekommer det i 2024 lidt gammeldags at bruge ".dk" eller ".com" i navne på hjemmesider, firmaer og produkter. .com-boblen bristede da også i 2000. "Det var en flugt, der endte godt," som Poul Nyrup sagde i sin nytårstale 1. januar 2000. Hvad mener du med, at det må være taget ud af sammenhæng?

Bus ved Ishøj station i 2000

Myldretid har heddet Myldretid i to dage, og det er fem dage siden, HT overdrog sine opgaver til HUR, Hovedstadens Udviklingsråd. Foto ved Ishøj station 5. juli 2000: Thomas de Laine.

2001 - Busbasen

Myldretid havde haft vognlister over HT-entreprenørernes busser lige siden åbningen, men det var manuelt førte lister, som man ikke kunne søge eller sortere i. Det rette svar på sådan noget er en database, og 18. juli 2001 åbnede Busbasen. Det var City-Trafiks busser, som blev lagt ind først, så bussen med id-nummer 1 var City-Trafik 2016. Samtidig omlagdes Myldretids design radikalt og minder fra dette tidspunkt noget mere om hjemmesiden af i dag.

"Data er det nye olie," erklærede den britiske matematiker Clive Humby. Hans pointe var ikke, at data nu er vejen til at blive stenrig, men at data, ligesom (rå)olie, skal forfines og bearbejdes for at have værdi.

2002 - Mere af det samme!

Hjemmesidemæssigt er 2002 blot et år, hvor der sker løbende opdateringer og tilføjelser, men der er også rigeligt med trafikale begivenheder ude i virkeligheden at skrive om: Den sidste buskørsel landet over, som aldrig før har været i udbud, kommer for første gang gennem møllen, og København får et helt nyt linjenet med A-busser.

Metrotog mellem Ørestad og Bella Center i 2004

Metroen åbnede i 2002 og bragte snart en del københavnere på udflugt til den nye bydel Ørestad. Den manglede dog i det store hele endnu at blive bygget, men det blev der senere rådet bod på. I sommeren 2004 bar området tydeligt præg af opbygningen af Ørestad såvel som en generel boligboble... Foto: Thomas de Laine.

Metroen åbnede jo i 2002, men der skulle nu gå yderligere omkring halvandet år, før det nye tekniske vidunder begyndte at køre sådan rigtig pålideligt. "Metroen er uligevægtig som et kvindesind," bedyrede en filosofistuderende dengang over for mig. Han må hellere få lov til at være anonym.

2003 - Billeder

Indtil 2003 var der meget få fotos på Myldretid. Det skyldtes ikke længere primært pladsbegrænsninger, men det forhold, at jeg endnu fotograferede på film. Det var dengang, det kostede nogle kroner, hver gang man trykkede på knappen, og hvor man skulle aflevere sin filmrulle til fremkaldelse, før man et par dage senere kunne se på sine 24 eller 36 billeder, om de nu var blevet skarpe og fornuftigt belyste. Derpå kunne man så scanne dem til brug på sin hjemmeside, hvis man altså besad det fornødne udstyr.

Verdens første digitalkamera var blevet udviklet af Kodak allerede i 1975, men hvis vi taler om digitalkameraer med en billedkvalitet, der var gangbar, og som kunne købes for menneskepenge, så skal vi ind i begyndelsen af det 21. århundrede for at finde dem. I sommeren 2003 mente jeg, at tiden var inde, og jeg købte et Sony DSC-F717. Det var ikke kun digitalt, men også noget mere avanceret end det filmkamera, jeg hidtil havde brugt, så jeg skulle lige lære at betjene det. Men en stor fordel var det, at jeg nu kunne fotografere ude i marken og have billederne på hjemmesiden senere samme dag.

Arriva-bus ved Ballerup station

Et af de første billeder taget med mit digitalkamera: Arriva 1793, der også kun er kommet på nummerplader tre dage før, ved Ballerup station 17. juli 2003.

"Et fotografi er pauseknappen på verden," har en eller anden vist nok engang sagt.

2004 - Østudvidelse

EU blev 1. januar 2004 udvidet med ti lande, hvoraf de fleste tidligere havde været en del af Østblokken. Det var bl.a. Polen og de baltiske lande. Tilfældigvis blev det samme år, jeg første gang selv rejste østpå. I juli var jeg i Rusland og i oktober i Polen, og juli 2005 fulgte Estland, Letland og Litauen. Det var en anden busentusiast, jeg måske aldrig havde lært at kende, hvis jeg ikke var begyndt at lave hjemmeside, som jeg på disse ture havde koblet mig på.

Ex. HT 1311 i Satka, Ural, Rusland

Jeg var svært tilfreds med igen at møde en mængde af busserne fra min barn- og ungdom i Køge, da vi i juli besøgte den russiske mineby Satka i Uralbjergene. Rusland var i øvrigt et spændende land at besøge, men det er et åbent spørgsmål, om vi som samfund får et "normalt" forhold til russerne igen i min levetid. Ex. HT 1311 i Satka i Rusland 6. juli 2004. Foto: Thomas de Laine.

Ud over at bringe billeder i kassen af danske busser eksporteret til disse lande, gav det mig en del appetit på at rejse, hvilket også betyder, at jeg i skrivende stund har besøgt omkring 50 lande på seks kontinenter. "Jeg har ikke været overalt, men det er på min liste," som den amerikanske forfatter Susan Sontag sagde det.

2005 - Forum

I 2005 var jeg endnu forholdsvis ung og havde en vis tillid til menneskeheden. Sådan noget med, at det bedste argument i sidste ende altid vil vinde, og at debat gør deltagerne klogere. Så jeg etablerede et forum på Myldretid, hvor hvem som helst kunne oprette sig som bruger, stille spørgsmål og svare på andres spørgsmål.

Jeg blev stille og roligt mere kynisk indstillet og fik brug for diverse mekanismer til at holde snor i debatten, men det vender vi tilbage til. Det hele begyndte dog meget godt, og jeg tror faktisk, at forummet også var med til at bringe nogle busentusiaster i kontakt med hinanden i de år, det eksisterede. Når folk rent faktisk ønsker at lykkes med noget i fællesskab, kan de som regel også godt finde ud af at samarbejde. "Lad os spytte i næven og give hinanden hånden," som Steffen Brandt har sunget.

2006 - Billedagenten

Jeg er ikke den eneste, der har fået et digitalkamera i hænderne, og pludselig er der en hel stribe danske hjemmesider med busbilleder. Så mange, at det er svært at følge med. Billedagenten går i luften 19. december 2006 og fungerer på den måde, at et lille robotprogram hver time aflægger de inkluderede hjemmesider et besøg, og gør opmærksom på nye billeder.

Der har været en del udskiftning i rækken af hjemmesider over årene, og de fleste billedsamlinger ligger i dag på f.eks. Flickr eller Danskebusser.dk snarere end på individuelt drevne sider. Det totale billedantal er til genæld kun gået op og op, og det rundede i løbet af 2023 de 100.000.

"We are all robots when uncritically involved with our technologies," hed det fra den canadiske filosof Marshall McLuhan en eller anden gang før hans død nytårsaftensdag 1980. Han var vist forud for sin tid med den betragtning.

2007 - Melonengelb über alles!

Kommunalreformen bragte 1. januar 2007 antallet af danske kommuner ned fra 270 til 98. Samtidig blev amterne slagtet, og deres opgaver - herunder i forhold til bustrafikken - blev rykket andre steder hen. Det betød også, at de gamle trafikselskaber forsvandt. På Sjælland med omliggende øer blev resultatet en fusion af Vestsjællands Trafikselskab, Storstrøms Trafikselskab og Hovedstadens Udviklingsråd (HUR), som ellers siden 2000 havde videreført HTs aktiviteter.

Sammenlægningen af de tre trafikselskaber til Movia gjorde, at det ville blive lidt kunstigt at opretholde en skelnen mellem Hovedstadsområdet og resten af Movias område, ligesom det var forventningen, at de tre delområder ville blive mere integrerede med tiden. Derfor blev de over 300 busser fra de tidligere Vestsjællands og Storstrøms trafikselskaber i foråret 2007 optaget i Busbasen. I løbet af de følgende år udbredtes meget gammel HT- og HUR-praksis da også til hele Movia-området, herunder den helgule busbemaling i standardfarven RAL 1028 Melonengelb, firecifrede busnummerserier til hver operatør, krav om at nye busser er lavgulvsbusser og meget andet. Der var vist også en medarbejder eller to fra Vest eller Syd, der oplevede det hele mere som en overtagelse end som en fusion. Men "modvind gør flaget smukkere," som Bertel Haarder udtalte i et Ud & Se-interview engang omkring 2010.

DAB-gasbus på Sankt Annæ Plads

I foråret 2007 begyndte Trafikselskabet Movias bomærke, bestående af to modsatrettede pile, at blive monteret på alle operatørernes busser. Her er det Arrivas DAB-gasbus fra 1998 med busnummer 1087 på Sankt Annæ Plads i København 5. august 2007. Foto: Thomas de Laine.

2008 - Forummet lukkes

Efter længere tid med tiltagende ballade i forummet besluttede jeg i foråret 2008, at denne del af hjemmesiden skulle nedlægges. Alle de diskussioner, som var foregået over de lidt mere end tre år, forummet eksisterede, blev bibeholdt som arkiv, da de faktisk indeholder en del god information, men nye debatter måtte søge andre steder hen. Det er desværre et almindeligt billede, at fora på internettet kommer godt fra start med diskussioner, som gør både deltagerne selv og andre klogere, men over tid finder de tomme tønder vej ind i forummet, og de buldrer som bekendt mest. Ydermere fortrænger de efterhånden dem, som faktisk véd noget, og så kan det egentlig være lige meget. Forummet på Myldretid havde også udviklet sig i en uheldig retning, og jeg var ikke rigtig parat til at bruge tid og energi på at håndhæve stadigt flere og strengere debatregler. Det havde desværre også negative konsekvenser for de deltagere, som godt kunne finde ud af det. Som Winston Churchill engang sagde: Det bedste argument mod demokrati er fem minutters kommentarlæsning på internettet.

2009 - Video, video (video)

Jeg markerede hjemmesidens 10-årsjubilæum i 2009 med den særlige side Myldre10d. Den eksisterer fortsat og oplister væsentlige begivenheder i såvel den kollektive trafiks verden som i hjemmesidens udvikling fra 1999 til 2009.

Det var også året, hvor jeg forsøgte mig med en videosektion. Blandt andet fra afskeden med gasbusserne i København en bidende kold decembernat:

Der kom lidt flere videoer frem til 2013, men jeg er endt med at konstatere, at jeg mere er til at tage stillbilleder. Og når man befinder sig i marken, bevæbnet med kamera, må man ofte i praksis vælge, om man vil have foto eller video. "Mine venner synes det går for vidt/ At sidde og glo på alt det skidt," som Jens Brixtofte synger.

2010 - (H)jul i Udkantsdanmark

Året 2010 bar i nogen grad præg af, at jeg skulle have skrevet mit speciale færdigt, hvilket gik ud over opdateringerne af hjemmesiden i nogle måneder. Det er sådan, det er, med personligt ejede hjemmesider: De drives ved siden af de ting, der ellers foregår i livet, som f.eks. arbejde, uddannelse, familie, venner, rejser osv.

Men da specialet er afleveret, bliver der lidt bedre tid, og det er i 2010, bloggen etableres. Den var oprindeligt mest tænkt som et sted, hvor nye tiltag på hjemmesiden kunne annonceres eller lægges op til debat, men i praksis kom den mere til at indholde helt andre typer indlæg. 2010 var således året, hvor Myldretids første fiktive julekalender med næsten-daglige nye afsnit på bloggen udkom. Den hed (H)jul i Udkantsdanmark, hvor en lille vognmand slås med byrådet, trafikselskabet, naturstier og københavnersnuder. Teamet er ikke mindst inspireret af, at debatten om Udkantsdanmark, Vandkantsdanmark, Den rådne Banan, Produktionsdanmark, eller hvad man nu vil kalde det, fyldte relativt meget i pressen.

Jeg mener ikke, jeg nogensinde har skrevet nogen steder, at (H)jul i Udkantsdanmark foregår i Jylland. But who are we kidding? "Jyden han æ stærk å sej," skrev Steen Steensen Blicher, og forhåbentlig forstod de fleste godt, at historien om vognmand Niels og co. også var skrevet i en vis kærlighed til "Hovedlandet".

2011 - Uden filter

På hjemmesiden sker der ingen revolutioner i 2011, men i eftersommeren skriver jeg et surt opstød, efter at TV2 har vist et program, hvor en journalist spiller "falsk" busentusiast for at få adgang til et busanlæg i Storkøbenhavn med henblik på at skaffe dokumentation for, at der snydes med partikelfiltre. Det skal selvfølgelig heller ikke have lov at finde sted, men vi ønsker ikke som busentusiaster at blive mødt med skepsis, fordi andre har opført sig, så man ikke tør stole på os. "Av for Spiegelhauer," bander hovedpersonen Niels i årets opfølgningsafsnit af (H)jul i Udkantsdanmark. Han må have set med. Miseren med tv-holdets metoder refereres i øvrigt i det store engelske busblad Buses.

2012 - Absolut gehør på Amagerbrogade

Skandinaviens største buslinje alias linje 5A i København havde 10-årsfødseldag i oktober. Dagbladet Politiken, der generelt ikke går af vejen for noget københavneri, markerede dette over en hel uge, hvor avisen dagligt bragte en artikel med en eller anden relation til den jubilerende linje. I den forbindelse blev jeg kontaktet om muligheden for et interview fra en busentusiastvinkel, og det blev bragt torsdag 18. oktober:

Politikens artikel 18. oktober 2012

I interviewet nævnte jeg bl.a. for journalisten, at man faktisk kunne høre forskel på busserne på de to store buslinjer, som dengang kørte på Amagerbrogade, altså 5A og 350S. De blev i 2012 kørt med henholdsvis Volvo B12BLE-busser med Voith-gearkasser og fløjtende Voith-retarderer og Scania OmniLink-busser med ZF-gear. Hvad jeg ikke helt havde forudset var, at min evne til at høre, hvad der kom kørende bagfra, ville blive løftet op på overskriftsniveau! Lykke, der i september 2023 blev interviewet af TV2 Nord om de nye Plusbusser i Aalborg, lavede vist samme fejl.

"Hvis jeg var fader og havde en datter, som blev forført, hende ville jeg ingenlunde opgive; men en søn, som blev journalist, ham ville jeg anse for tabt," som Kierkegaard har udtrykt det. Siden oktober 2012 har den antipublicistiske beskyttelsesmur sænket sig over Politikens artikel, så den kan ikke rigtig læses online længere, men jeg har hørt både om og for den nogle gange siden...

2013 - Spænding

"Kommunisme - det er sovjetmagt plus elektrificering af hele landet," mente Lenin i sin tid. Det fik nogen i vest til at udlede, at så måtte Sovjet jo være kommunisme minus elektrificering. Hvorom alting er, var det i 2013, der kom et par kinesiske BYD-elbusser i fuld størrelse til København til prøvekørsel på forskellige linjer. De kørte ikke uden problemer, men indvarslede en ny tidsalder i bustrafikken. Og siden foråret 2019 er bølger af elbusser, gerne af kinesisk fabrikat, skyllet ind over det ganske danske land i takt med genudbud af forskellige kontrakter. På den måde blev elbusser, ladestandere og så videre stille og roligt et tilbagevendende emne i Myldretids nyheder. Om cirka to år kommer nok historien om, at den sidste dieselbus har forladt driften i København.

Måske Svend Aukens gamle karakteristik af Venstre og Konservatives indbyrdes forhold meget fint kan oversættes til, hvordan mange busentusiaster har det med elbusser. Vi prøver: Det er som et had-kærligheds-forhold. Bare uden kærlighed.

2014 - Almex Manifestet

Efter en pause bragte jeg igen en julekalender i december 2014. Denne gang noget med tidsrejser og alternative virkeligheder. Hovedpersonerne deler tilfældigvis navn med fire gamle rutebilvognmænd, nemlig Therkild(sen), Stephan(sen), Boje(sen) og Simon(sen). De fire er ikke så omstillingsparate, at det gør noget, og inspireret af udfasningen af klippekort aftaler de Almex Manifestet, som lægger navn til serien. Selvom der indgår en del virkelige begivenheder i serien, er der pyntet gevaldigt på historien. "Man skal holde sig til sandheden, så længe man ikke har noget bedre," har journalisten Georg Metz engang sagt.

2015 - En funktionel køkkenmødding

Når man driver en hjemmeside som Myldretid over en årrække, samler der sig efterhåden nogle bunker af indhold, som ikke længere er aktuelt, vedligeholdes og opdateres, men som omvendt heller ikke rigtigt bare kan slettes. Det gælder f.eks. det forum, som eksisterede 2005-2008, og videoerne.

For at undgå at hjemmesidens aktuelle indhold druknes i en Nordic Waste-agtig situation, oprettede jeg i 2015 den alternative side Off-peak. Navnet angiver, at vi er uden for myldretiden, og siden er en slags langsigtet arkiv for det, som ikke længere skal bo på Myldretid. En form for funktionel køkkenmødding.

Siden er der stille og roligt smidt mere køkkenaffald på Off-peak, som nu bl.a. rummer flere nedlagte webfora: Myldretids forum (2005-2008), Bussnak.dk (2008-2017) og S-togspostlisten (2001-2014). I december 2023 lukkede Sporvejsforum.dk, som jeg ganske vist ikke selv har drevet, men det er aftalen med indehaveren, at også dette nedlagte forums indhold arkiveres og bliver offentligt tilgængeligt på Off-peak, hvilket forventes at ske i løbet af foråret 2024. En persons skrald er en anden persons guld, lyder en tvivlsom læresætning.

2016 - Carlsberg

Søndag 3. juli 2016 åbnede Carlsberg S-togsstation. Eller man flyttede Enghave station lidt mod vest. Under alle omstændigheder var der indvielse, og jeg var naturligvis til stede med kameraet:

Særtog ved indvielsen af Carlsberg station passerer Enghave

Et flagsmykket og usædvanligt rent indvielsestog kører gennem Enghave station mod afløseren en smule mod vest, den nye Carlsberg station, søndag 3. juli 2016. Foto: Thomas de Laine.

Det endte nok engang med en optræden i Politiken - denne gang som en slags ekspert. Vi var to fotografer, der bliver interviewet, og journalisten formår i sin artikel at bytte lidt om på, hvem af os, der fik sagt hvad. Da jeg svarede på, hvad der var godt ved den nye station, kom det ikke med i artiklen, men da jeg blev bedt om at pege på noget, der kunne være bedre, blev jeg citeret for min kritik af manglende tekst på togviserskiltene den første dag... Som en af mine kolleger engang bemærkede over for mig: Journaliser er grundlæggende uærlige mennesker. Han var for øvrigt selv medlem af Journalistforbundet.

2017 - Bussernes ABC

En serie om busterminaler og -endestationer i Storkøbenhavn blev indledt i januar 2017 med A for Amagerterminalen. Efter seks år kører serien stadig, og næste afsnit er C for... Callisensvej? I hvert fald er det estimerede afslutningstidspunkt nu år 2102. "Succes er det, der ligger på den anden side af fiasko," har en eller anden øretæveindbydende rigmand vist engang lukket ud.

2018 - Mobilisering

I 1999 dukkede web til mobiltelefoner op. Det hed WAP, som var en forkortelse for "wireless application protocol", men det blev også kendt som "wrong approach to portability", for det slog aldrig rigtig igennem. Men derefter hed det i en årrække, at det mobile internet ville revolutionere det hele lige om lidt. Til sidst holdt folk, der havde gået rundt og sagt det, nok nærmest selv op med at tro på det. Men i 2007 kom den første iPhone, og det var åbenbart det, der skulle til. Der gik ikke ret længe, før hjemmesider var passé og vi fik at vide, at de snart over én kam ville være blevet erstattet af apps. Sådan gik det ikke helt, men behovet for at kunne bruge en hjemmeside ordentligt på en smartphone var kommet for at blive, og det stillede nye krav til hjemmesider verden over.

Myldretid måtte gennem en lidt større ombygning i løbet af 2017-2018, men så var det også muligt, og det kan også ses på mængden af mobiltelefoner, der besøger siden. Cirka 65 procent af alle besøg på Myldretid skete i december 2023 via mobiltelefon. Ved samme ombygning smed hjemmesiden for øvrigt ".dk" i logoet.

"Hvad skal vi med et territorialforsvar? Alle går jo rundt med en mobiltelefon i lommen nu," blev der - så vidt vides - trods alt ikke hvisket mellem et par medlemmer af Forsvarsudvalget i 2018.

2019 - Intet nyt fra Vestfronten

Der skete ikke noget nævneværdigt nyt på Myldretid i 2019. Men som en trafikminister, som fik lidt vel mange tæsk for Combus-sagen, engang sagde, så kan man jo heller ikke forpligtes ud over sine evner. I øvrigt er det også en klassisk fejl ved historieskrivning, at nyere begivenheder tillægges for meget vægt i fortællingen sammenlignet med ældre.

2020 - Pandemien ingen gider høre mere om

Corona-pandemien gør jobbet til hjemmearbejde i mange måneder, og en masse gøremål i fritiden aflyses. Man må konstatere, at den ekstra tid, jeg fik ud af det, ikke blev brugt på Myldretid. "The worst part of public transport is the public," siges det, men særligt under den første nedlukning var det undtagelsesvist muligt at bruge kollektiv trafik næsten uden at skulle tåle de andre idioter.

Midttrafik-rutebil i Aarhus i 2020

Ja, 2020 blev nok lidt anderledes, end de fleste havde ventet sig. Min sommerferie gik bl.a. til Aarhus, hvor Arriva 2246 med en letbanevogn i baggrunden blev foreviget 31. juli. Foto: Thomas de Laine.

2021 - Bybaner

Jeg lavede ret tidligt, omkring 2001, en særlig hjemmeside om S-tog og metro, der til dels fungerede som hjem for S-togspostlisten. Denne hjemmeside havde tilbage i 2008 fået egen identitet som Bybane.net, men levede i øvrigt et ikke særlig begivenhedsrigt liv. For at skabe mere samling på tingene, flyttede jeg de artikler, som lå på Bybane.net ind på Myldretid i april 2021 i en ny sektion med navnet Bybaner under "Baggrund & historie". Her blev artiklerne dels opdateret, og dels fik de følgeskab af nogle eksisterende Myldretid-artikler, som flyttedes til det nye bybanetema og ligeledes blev opdaterede.

Lidt frit oversat sagde pave Gregor 16., at jernbaner er helvedes landeveje, og i hans tid blev de forbudt i pavestaten af frygt for den slags fremskridt. Realiteten er dog, at skinnebårne og gummihjulede former for kollektiv trafik supplerer hinanden og bør ses som et samlet system (uanset at de organisationer, der driver de respektive transportformer, af og til forsømmer det). Derfor hører begge dele naturligvis til på Myldretid.

2022 - Mænd der hader skinner

Gregor 16. er dog ikke den eneste skinneskeptiker i historien. I Danmark blev såvel vore sporveje som en lang række privat- og sidebaner nedlagt fra omkring midten af 1950'erne til begyndelsen af 1970'erne. Og i engelske jernbanekredse er en Dr. Richard Beeching blevet yndlingshadeobjekt for de fleste jernbanehistorikere, da han var arkitekten bag en omfattende nedlæggelsesplan for det britiske jernbanenet.

Myldretid bragte i 2022 igen en julekalender, og denne gang var hovedpersonerne i strid med alle identitetspolitiske krav tre midaldrende, hvide mænd, som bestemt ikke er så glade for letbaner og metro og den slags. Mænd der hader skinner udkom i fire afsnit og er den foreløbigt sidste juleføljeton, jeg har skrevet. Det er på mange måder sjovt at skrive fiktion, men ganske rigtigt ikke noget, jeg har samme rutine i, som faktuel formidling. Jeg håber, skidtet alligevel kan bruges. Ydermere er man sådan lidt nødt til at offentliggøre til en bestemt tid, når man skriver en julekalender. "Jeg er vild med deadlines. Jeg elsker den susende lyd, når de stryger forbi," skal Douglas Adams har sagt.

2023 - Den digitale nærdødsoplevelse

Natten til 18. august 2023 blev det webhotel, Myldretid havde ligget på i en årrække, AzeroCloud, ramt af et såkaldt ransomwareangreb. Sådan noget går i korthed ud på, at hackere har inficeret webhotellet med noget skadeligt software, som krypterer alle data, og derpå afkræver ofrene en løsesum. I dette tilfælde ville de ifølge pressedækningen have omkring en million kroner i Bitcoins, hvilket AzeroCloud hverken kunne eller ville betale. Dermed var alle data på de cirka 3.700 hjemmesider, der lå hos firmaet, i realiteten gået tabt.

Udmeldingen om, hvad der var sket, kom først efter 3½ dags nedetid mandag 21. august. Og det satte gang i noget arbejde, for godt nok tager jeg backup, hvilket er essentielt at have i en situation som den, men flytningen til et andet webhotel var ikke just planlagt. Og der er selvfølgelig lige en masse små ting, der er lidt anderledes på det nye webhotel. Hertil kom, at jeg havde både to tjenesterejser og en kort og en lidt længere privat rejse i kalenderen i ugerne umiddelbart efter angrebet.

De første dele af hjemmesiden var dog i drift igen allerede om aftenen 21. august, og derefter genåbnede den sektion for sektion frem til 15. september. Der skulle alt i alt gå 42 dage (Douglas Adams ville have været stolt) fra angrebet til det sidste var på plads, for over 100 billeder på hjemmesiden måtte af tekniske grunde manuelt genindlæses.

Ransomwareangrebet var stort nok til at få omtale i både danske og udenlandske medier. Det ramte en række større og mindre hjemmesider i kortere eller længere tid, herunder også Næstved Bibliotek, Dansk Jernbane-Klub og en hel serie turistportaler af Visitosterbovelse.com-typen. Der blev også rejst kritik af AzeroClouds sikkerhedsprocedurer, men jeg har som kunde i en årrække været vidne til, at min hjemmeside overlevede såvel en konkurs, havarerede diske og såkaldte Denial of Service-angreb. Det kræver trods alt, at firmaet har rimelig godt styr på sit skidt. "Rigtige mænd tager ikke backup. Men de græder ofte," lyder et mundheld.

2024 - Farverig fredag?

I februar sidste år begyndte jeg at have perioder med daglige billedopdateringer på hjemmesiden inden for syv temaer: Museal mandag, temporær tirsdag, outlandish onsdag, triviel torsdag, ferrovial fredag, lineær lørdag og stationsnær søndag. Dette vil blive genoptaget fra omkring begyndelsen af februar 2024, men med nye serier.

Midlertid Keolis-rutebil i Aalborg

I serien "Temporær tirsdag" bragtes i maj 2023 dette billede af en midlertidig Keolis-rutebil på Nordjyllands Trafikselskabs rute mellem Aalborg, Nibe og Løgstør. Foto: Thomas de Laine.

Derudover vil jeg helst undgå at komme med nærmere prognoser for, hvad man kan vente sig hvornår. Det kommer nemt til at blive sådan en oplevelse, som når man står ved et busstoppested og venter, mens countdown på skærmen tæller ned til 0, hvorefter afgangen bare forsvinder, uden at bussen dukkede op. "Fremtiden er her allerede, den er bare ulige fordelt," som en vittig person har udtrykt det.

Kommentarer

Jesper W

Skrevet

Tak for din hjemmeside og al den tid du bruger på den.

Det er også en god opsummering over de sidste 25 år. Men jeg tror ikke at alle dine citater holder til en granskning. Men gode er de.

Jesper Kiby

Skrevet

Tillykke med det virtuelle sølvbryllup. Sikke tiden flyver! Og du har skrevet historien i den kendte de Laine classic-stil! Jeg kan huske, at du før lanceringen af Bussernes ABC efterspurgte ideer til et af de mere kuriøse bogstaver - var det Z, som kunne være Z-vej på Prøvestenen? Anyway, gad vide om 'vi' stadig bruger alfabetet i 2102?!

Christian Tarrach

Skrevet

Skøn oprids af Myldretids 25 år på nettet. Apropos din optræden i Politiken 18/10-2012, så var overskriften i papirudgaven: "Busnørd vil helst på bagsædet". Så er der heldigvis mere gang i netavisens overskrift. ;-)

Én eller flere kommentarer afventer godkendelse. Nogle er måske spam.

Kommentér

Skal udfyldes!
Skal udfyldes! Vises ikke.




Boglisten - nye bøger om busser og bybaner januar 2022-maj 2023

Af Thomas de Laine | Skrevet i Boglisten | Endnu ingen kommentarer

Jeg vil fremover med mellemrum - formentlig cirka en gang om året - udarbejde en liste over, hvad der er udkommet af bøger om busser og bybaner. Listen skal bl.a. tjene til at gøre opmærksom på de udgivelser, som ikke omtales i Nyheder. Denne første udgave af listen rummer 15 bøger plus nogle artikler i lokalhistoriske årbøger.

Listen indholder nyudgivne danske bøger (og lignende) om bustrafik eller skinnebåren by- og nærtrafik i perioden cirka januar 2022 til maj 2023. Derimod omfatter listen ikke jernbaneudgivelser i almindelighed, hvis de ikke vurderes at have relevans for by- og nærtrafik eller omtaler rutebilforhold. Hvis du savner noget på listen, så skriv meget gerne en kommentar nedenfor.

In no particular order...:

Lokalhistoriske årbøger

Det er ikke usædvanligt, at lokalhistoriske årbøger indeholder artikler med bus- eller jernbanehistorisk tema. I perioden er der kommet følgende:

Der kan meget vel være flere end ovenstående. Kommentér gerne, hvis du har kendskab til noget, der mangler.

Kommentarer

Ingen har endnu kommenteret dette indlæg.

Kommentér

Skal udfyldes!
Skal udfyldes! Vises ikke.




Fra hjemmebiblioteket: Byens Puls - Storkøbenhavns S-bane (1989)

Af Thomas de Laine | Skrevet i Fra hjemmebiblioteket, S-togshistorie | Endnu ingen kommentarer

Jeg skal indrømme, at afsnittene i Fra hjemmebiblioteket, er nogen, man kan regne nogenlunde lige så dårligt med som S-togslinje Bx. Men delvist for at råde bod på dette, og delvist for ikke at have afslutningen på en julekalender liggende øverst på bloggen langt ind i 2023, kommer der her en præsentation af endnu en lidt glemt bog, der fortjener opmærksomhed. Denne gang er det Byens Puls - Storkøbenhavns S-bane fra 1989, skrevet af Lars-Henrik Olsen.

Byens Puls - Storkøbenhavns S-bane

Faktisk er denne bog en børnebog målrettet børn omkring 10-12 år, men som den berømte arkitekt Steen Eiler Rasmussen (1898-1990) engang bemærkede angående formidling, så børn kan forstå det, så øger det jo kun sandsynligheden for, at forfatteren selv har forstået, hvad han skriver om! Og i hvert fald bør man ikke frasortere Byens Puls - Storkøbenhavns S-bane, fordi den er skrevet til børn. Den indeholder nemlig ganske mange oplysninger om, hvordan S-banen fungerer - eller rettere, hvordan den fungerede i slutningen af 1980'erne. Forfatteren har tydeligvis selv forstået emnet, og bogen er dermed også oplysende for voksne med interesse for S-banen, for det meste af dens information er ikke så nem at finde i samlet form andre steder. Meget er dog som antydet ændret, siden bogen udkom i 1989. Forklaringen om HastighedsKontrol og Togstop (HKT) er f.eks. nu historisk, da S-banen har fået "udrullet" det nye signalsystem på de sidste strækninger i efteråret 2022.

I bogen følger man en lokomotivfører på en vagt, der går fra Hillerød til København H til Klampenborg til Høje Taastrup, men vi kommer også forbi blandt andre S-togsrevisorernes og køremændenes arbejde. Undervejs fortælles om, hvordan driften fungerer, lidt om S-banens historie, forskellige tekniske forhold, styring af trafikken og noget om materiellet, men også om de genvordigheder, der er og var med blade på skinnerne, grafittihærværk og meget andet.

Lars-Henrik Olsen (født 1946) slog igennem som forfatter til romaner for børn og unge i 1980'erne med Erik Menneskesøn (1986) og Dværgen fra Normandiet (1988), og han har i det hele taget skrevet en længere række børne- og ungdomsbøger. En del er oversat til andre sprog, og han har indkasseret en stribe priser for sit arbejde. Han har imidlertid også begået flere fagbøger og har en kandidatgrad i zoologi fra Københavns Universitet i bagagen. Det faktum, at hans far var ansat ved jernbanen, og at barndomshjemmet lå i København, har måske været inspiration til bogen om S-banen.

Byens Puls - Storkøbenhavns S-bane er hele vejen igennem illustreret med fotos taget af Gregers Nielsen (1931-2002), der var en notabel pressefotograf, hvis billeder har illustreret en række bøger og desuden været udstillet i både ind- og udland. Det er da også et ganske lækkert billedmateriale, der indgår i bogen, men der er ikke tale om materielportrætter. Derimod vises en række situationer, stemninger, arbejdsmiljøer og typer af medarbejdere mv.

De nu knap 35 år gamle billeder er selvfølgelig også blevet historie. Det gælder f.eks. billedet på side 6 af en lokomotivfører, der tænder sin pibe, mens han sidder i førerrummet på et andengenerationstog. I brystlommen har han en lommekøreplan med den daværende linje L, Holte-Høje Taastrup (1993-2007 kaldet linje B+). På side 23 finder man også et billede fra den daværende driftscentral med gammeldags telefoner med telefonrør og -ledninger, gamle computermonitorer med grøn tekst på sort baggrund samt askebægre og masser af papir på alle bordene.

Materielmæssigt er billedsiden domineret af andengenerationstogene, der også ses indefra, men der er tillige enkelte glimt af tredje generation, ligesom man kan nyde godter i form af de signaler, der ikke længere er synlige, eller flapskiltene på perronerne, der helt op i 2010'erne oplyste om destinationen for det næste S-tog (og kunne læses på langt større afstand end nutidens informationsskærme!).

Bogen er udgivet på Mallings Forlag, som eksisterede 1975-97 og især netop udgav illustrerede bøger for børn. Dengang udkom den i frit salg, men der blev også trykt et oplag særligt til DSBs daværende S-togsdivision, hvor den så vidt vides blev uddelt til medarbejdere. Det er et af disse eksemplarer, jeg har, og i hvert fald i denne version indeholder bogen også et kort forord ved S-togschef Erik Maglehøj (1942-1999), der beklædte denne post fra 1988 og frem til sin alt for tidlige død.

Et par håndfulde biblioteker har endnu Byens Puls - Storkøbenhavns S-bane, hvis de altså kan finde den i deres magasiner. Ellers kan den lille perle erhverves antikvarisk, hvor den for tiden står i mellem 40 og 145 kr.

Olsen, Lars-Henrik: Byens Puls. Storkøbenhavns S-bane. Mallings Forlag, Klampenborg 1989. ISBN 87-7333-476-6. I folkebibliotekter opstillet under 65.84. 47 sider.

Den bemærkning af Steen Eiler Rasmussen, der refereres til ovenfor, findes i begyndelsen af forordet til hans bog Om at opleve arkitektur (1957). Her giver han svar på tiltale til en anmelder af hans forrige bog, som mente, at den var som skrevet til børn.

Kommentarer

Ingen har endnu kommenteret dette indlæg.

Kommentér

Skal udfyldes!
Skal udfyldes! Vises ikke.




Mænd der hader skinner - 4. del

Af Thomas de Laine | Skrevet i Mænd der hader skinner | Endnu ingen kommentarer

Fossilprisdumping uden nogen formildende omstændigheder.

Bertel og Thyge var ankommet til mødestedet i god tid. Der var tale om en café på Grøbrødretorv, som var blevet valgt på trods af sit skinnebårne navn. Men det lå praktisk, ikke mindst som et sted i forlængelse af de sidste julegaveindkøb. Iver var dog ikke fremme endnu - han kom jo også med metro - så de andre var tyvstartet på øldrikningen.

"Du ved godt, at Brand fra Aarhus har købt det der domænenavn 2-0-2.dk, ligesom bybusserne i Aarhus plejede at have dørfordeling," lo Bertel.

"Århus!," rettede Thyge.

"Selvfølgelig! Men havde man været vestsjællænder, kunne man så købe 1-0-1.dk og så videre. Det kunne virkelig blive festligt," mente Bertel.

"Jeg ville nu have 1-1-0.dk. Ikke noget med forsænkede bagperroner her. Eller hvis jeg skal være rigtig gammeldags..."

"Det skal du!," indskød Bertel.

"...så vil jeg have 1-0-0.dk! Så kunne Iver købe 2-2-2.dk eller 1-2-2.dk," smilede Thyge.

"Egentlig er du så konservativ, at du burde gå efter 0-1-0.dk." Bertel tog en slurk af sin øl.

"Ja, ja. Men nu skal vi jo give Fossilprisen - eller hedder den Gummiprisen nu? - til Aalborg, så vi skal vel nærmere kigge på 1-2-2-2-2.dk!," sagde Thyge.

"Ålborg," korrigerede Bertel.

"Nej, Aalborg. Vi er mere moderne oppe nord for Århus..."

"Det er også det, der virker forkert ved at give prisen til Aalborg," sukkede Bertel.

"Nå! Der er han!" Thyge rejste sig halvt op og vinkede til Iver, som var på vej ind. "Hov, hvem er det, han har med?!"

Bertel drejede hovedet og fik øje på Iver og... den hjemløse mand med mundharmonikaen, som Bertel egentlig godt havde bemærket manglede, da han var stået af S-toget på Nørreport for tre kvarter siden.

Måbende betragtede Thyge og Bertel, hvordan Iver med sin ene hånd på den hjemløses skulder ledte ham hen til deres bord. Personalet kiggede også med en blanding af usikkerhed og skepsis på de to netop ankomne kunder.

"De herrer!," storsmilede Iver, da de alle fire stod over for hinanden. "Må jeg præsentere: Nummer Fem!" Thyge og Bertel kiggede mistroiske på den hjemløse.

"Se godt efter. Kan I ikke genkende ham?," spurgte Iver, nærmest drillende.

De tænkte begge, så det knagede og knirkede værre end plastikken i en Wiima. Men så gik der noget op for Thyge.

"Salomon...??," spurgte Thyge, uden på nogen måde at føle sig sikker på sit gæt.

"Thyge!" Det helt store smil brød frem på den hjemløses ansigt, og han åbnede armene til et kram, som Thyge ikke var helt så parat til.

Nu kunne Bertel også godt genkende Salomon. Efter alle de år.

* * *

Det tog et par runder øl at få samlet op på de sidste dekader, og undervejs overraskede Salomon ved at bestille vegetarburger, hvilket han på utroværdig vis forklarede med, at der også skulle være en verden til hans børnebørn.

"Jeg skal altså lige høre," spurgte Bertel, stadig nysgerrig på Salomons nye identitet som hjemløs. "Hvorfor spiller I altid numre inden for sådan et snævert repertoire for musik? Det er altid sådan noget 'I Did It My Way' og den slags."

"Det skal vi jo for at oppebære certificeringen," forklarede Salomon. "Vi må højst spille fem procent uden for numrene på ISO-standardens liste, og til jul skal det være julesange. Men Jens ovre fra Gammeltorv mener, standarden er oppe for revision til næste år. Så håber vi, der bliver skiftet lidt ud i det. Det er efter sigende nogle af de bedste folk, nede i Bruxelles, der er på det."

"Hvad ligger der ellers af betingelser for certificeringen?," spurgte Thyge undrende. Stillede man virkelig krav til hjemløse nu om dage?

"Det er mest nogle administrative ting. Vi skal udfylde nogle erklæringer via digital selvbetjening. Det eneste krav, der rigtig irriterer mig, er deres dresscode."

"Nå, men jeg tog dig jo egentlig med herned, fordi vi gerne vil tale med dig om noget," begyndte Iver. "For du kendte jo Femvejsbanden og var sådan lidt med i den i en periode, indtil du brød ud, fordi du synes, de var blevet for rabiate."

"Ja, og nu sidder de velfortjent bag tremmer!," sagde Salomon og hamrede sit tomme ølglas i bordet.

"Helt sikkert!," skyndte Bertel sig at sige, "men vi synes stadig, du har gjort noget vigtigt."

Iver genoptog sin introduktion til sagen: "Vi synes, det var en stor ting, at du fik historien frem ved at medvirke i Knuds bog. Og det er sådan, at vi én gang om året uddeler en pris, som vi synes, du skal have i år."

"Hvilken pris?," spurgte Salomon.

"Fossilprisen!," sagde Thyge triumferende. "Det er en pris, vi giver til nogen - helst en midaldrende hvid mand - der har gjort noget godt for motoriseret, gummihjulet busdrift. Ikke noget med batterier og skinner og digitalisering og alt det pis."

"Hmmm," var Salomons eneste respons.

"Ja, og så tænkte vi, at anledningen til, at du skulle have prisen, var, at du fik historien frem. Så du får den ikke sådan for Femvejsbandens handlinger, men mere for formidlingen."

"Jeg ved altså ikke helt..." Salomon pillede sig lidt i det lange, tjavsede grå skæg.

Bertel mente at have begrundet håb om, at en ny runde øl ville få sagen til at glide lettere, så de blev bestilt, mens tallerknerne forsvandt fra bordet.

"Følger der penge med prisen?," spurgte Salomon så.

"Altså, ikke rigtig. Du får en forgyldt brændstofpumpe fra en serie 7 med DAF og et eksemplar af Simons debatbog om lavgulvssamfundet, som han har skrevet i fængslet," forklarede Bertel.

"Og vi finder noget fint tøj til dig. Vi har skrevet et udkast til din tale, som du kan bare kan bruge, hvis du synes, det er nemmest. Den begynder med 'Skinnerne bedrager!'," tilføjede Thyge gnækkende.

"Men, jeg går jo ikke rigtig ind for nogen af de ting." Salomon rystede på hovedet.

Iver, Bertel og Thyge kiggede forundrede på hinanden.

"Altså..." Salomon kløede sig lidt i håret. "Skinnebåren kollektiv trafik er jo det, folk vil have! Metroen har været et kæmpe løft til København. Normale mennesker - no offence - foretrækker jo tog og letbaner frem for busser. De er blevet opdraget over årtier til, at busserne bliver skåret ned og omlagt og nedlagt hele tiden, mens ting på skinner bliver ved med at køre, hvor de er. Ingen tør købe hus ud fra, hvor der kører en rutebil, men en station! Den tør man stole på!"

Iver bemærkede, hvordan især Bertel så ud som om, han lige havde bidt i noget meget surt.

"Og det med at fejre det fossile! Hvad tænker I på?," Salomon himlede med øjnene. "Vi har travlt, hvis vi skal stoppe den globale opvarmning. Mit barnebarn er lige blevet 16 år, og hun taler om, hvordan vores generation har brændt Jorden af helt uden at tænke på de næste generationer. Det mindste, vi kan gøre, er da at bremse op nu. Dieselmotoren hører fortiden til. Det er både bedre for luftforurening og klimaet med eldrift."

Iver så ned i bordet. Det var en fejltagelse af dimensioner at hive Salomon med til mødet. Mon venskabet med Thyge og Bertel ville overleve det her?

"Og digitalisering!," fortsatte Salomon efter at have taget en ordentlig slurk af sin øl. "Det er måske ikke verdens mest sexede område, men helt ærligt: Savner I virkelig at stå i kø på posthuset for at betale girokort? Eller at tage fri fra arbejde for at møde op på et skattekontor tirsdage mellem 11 og 12.30? Og hvor mange klippekort, har I ikke mistet, fordi I kom til at vaske dem sammen med jeres tøj?"

"Jeg har altså aldrig været på det hold, der praktiserede at vaske mine klippekort i vaskemaskinen," protesterede Bertel. "Det er det elendigste argument for Rejsekortet, der findes!"

"Ja, okay, det er noget vrøvl," erkendte Salomon. "Men kan I virkelig ikke se, at alle de små fremskridt, I er imod, faktisk gør hverdagen lidt bedre for en masse mennesker? Og måske, bare måske, giver vores børn og børnebørn en fremtid?"

"Så altså, du ønsker ikke at modtage Fossilprisen i år?," opsummerede Thyge efter et langt, akavet øjeblik, hvor ingen havde mod på at sige noget.

* * *

Først på aftenen traskede Bertel, Iver og Thyge slukørede ned langs kanalen ved Gammel Strand. Salomon havde været nødt til at gå - han skulle hjælpe med et eller andet velgørende - så det var bare de tre. Og det var måske meget godt.

"Jeg giver op!," sukkede Iver. "Jeg ville ønske, vi bare kunne aflyse det hele."

"Der er stadig Aalborg-muligheden," påpegede Thyge.

"Ja, men det er stadig forkert," vrissede Iver. "Det skal være fossilt, ellers er det ikke ordentligt."

"Vi kan godt aflyse for min skyld," sagde Thyge. "Men hvad skal vi sige til gæsterne? De er indbudt til om halvanden time."

"Vi siger bare, at showet er aflyst, fordi der er opstået et it-sikkerhedsmæssigt problem," sagde Bertel. "Den forklaring kan man klare det meste med. Alle kan forstå, at vi ikke kan delagtiggøre offentligheden i detaljerne af hensyn til sikkerheden, og det meste er alligevel for teknisk til, at nogen af os fatter det."

"Så har vi kun ét problem!," sagde Thyge og holdt demonstrativt posen med den forgyldte brændstofpumpe op foran de andre. "Hvad stiller vi op med selve prisen?"

"Smid den i vandet. Jeg gider ikke at se på den igen nogensinde," sagde Iver træt.

"Hvorfor ikke," sagde Bertel. "Jeg vil i hvert fald ikke have det monstrum stående derhjemme."

"Okay...!" Thyge hev brændstofpumpen op af posen, og kiggede et øjeblik på den, mens han drejede det forgyldte skrot en smule rundt. "Farvel til det hyggelige, men umoderne!" Og så kastede han den ned i kanalen.

Plomp!, sagde det. Og de tre mænd betragtede ringene i vandet ebbe ud. Da overfladen blev rolig igen, pegede Iver ned i vandet og sagde, henvendt til Thyge: "Er det ikke et af jeres elløbehjul?"

Kommentarer

Ingen har endnu kommenteret dette indlæg.

Kommentér

Skal udfyldes!
Skal udfyldes! Vises ikke.




Mænd der hader skinner - 3. del

Af Thomas de Laine | Skrevet i Mænd der hader skinner | 1 kommentar

Antidigitaliseringsmarch, nummerpladeskam og hjemløsemusik. Afsnit 3 er klar.

"Har din bil også to bogstaver og fem tal? Så SKAM dig!" Bertel og Thyge stirrede forbløffede på videoen, som Center for Inkluderende Nummerplader havde ladet producere til brug i den store kampagne Nummerpladeskam, som skulle køre lige efter nytår.

Videoen fortsatte med den harmdirrende fortælling om, hvordan man i 1970'erne havde ladet sorte nummerplader erstatte af hvide og italesat det som en forbedring. Og nu måtte det være slut med at bruge udtryk som at have et barn på "gule plader". Er asiater ikke lige så gode mennesker som hvide? Det var tid til at få afkolonialiseret nummerpladeområdet!

"Er det ikke lidt at overfortolke tingene?," spurgte Thyge sin ven.

"Tjah...," svarede Bertel, mens han grublede lidt over sagen. Det var da rigtigt, at styrelsen mest var befolket af hvide mænd med deres på det tørre. Omvendt havde de jo Dimitri, som havde græske forældre, og Erik fra Nummerpladedesign var vist nok fra Jylland.

Ellers silede regnen ned over dem, mens de ventede på, at masserne samlede sig på Skidentorv. Iver skulle også komme. Men som om vejret og kedelig venten ikke var slemt nok, stod den hjemløse også for baggrundsmusikken. Da Bertel var ankommet, præsterede mundharmonikaen en lidt ujævn version af Glade jul, dejlige jul, og nu lød Yesterday ud over den våde plads.

Efterhånden som klokken nærmede sig 12, og demonstrationen skulle begynde, blev der rigtig trangt på det lille torv, og næsten på sekundet stødte Iver til sine kammerater. Han havde chaufførtasken med og både slips og skjorte under sin store vinterfrakke.

"Du tager lige en vagt bagefter?," spurgte Thyge, mens han undrede sig over, om Iver nogensinde bare holdt fri.

"Strandvejen kalder," bekræftede Iver. "Og det er til at leve med. Der er ikke det store at køre med på 388. Jeg skal jo lige prøve de nye MAN'er, der er kommet over fra Estland."

* * *

Det var den tredje store antidigitaliseringsmarch, siden Antidigitaliseringsbevægelsen var blevet stiftet tilbage i foråret. Denne gang regnede arrangørerne med omkring 15.000 fremmødte, og i det lys var Skidentorv nok et lovligt lille mødested, men på en eller anden måde gik det hele alligevel, og Politiet havde heller ikke fundet anledning til at møde specielt talstærkt frem. De forventede vist ikke så meget at skulle holde orden på demonstranterne, men var mere optagede af at kunne regulere juletrafikken. Mens den store flok langsomt bevægede sig ned ad Gothersgade, diskusterede Iver, Thyge og Bertel ivrigt, hvordan man mon ville have omlagt busserne på marchens rute, hvis man endnu kørte efter den sidste "rigtige" HT-køreplan, som de var enige om var sommerkøreplanen 1983. Debatten afsporedes dog kortvarigt, da de passerede HTs gamle hovedkontor, som mindede Iver om en anekdote, han ikke havde fortalt sine venner i længere tid.

På turen gennem Bremerholm, hvor Bertel noterede sig, at han nu havde fået vand i skoene, dukkede dog et andet samtaleemne op, som efterhånden var presserende: Hvem skulle have Fossilprisen?

"Jeg tror altså ikke, vi kan nå at finde Nummer Fem," sagde Thyge. "Prisen skal overrækkes på torsdag!"

"Det er jeg meget enig i. Og kan vi sådan helt gå ind for ham, selv hvis vi kan finde ham?," spurgte Iver.

"Han er en helt!," protesterede Bertel. "Det var nødvendigt, at Femvejsbanden gjorde de ting."

"Jeg kan sådan set godt se noget af deres motivation, og de havde da en kreativ tilgang til det," sagde Iver med bekymring i stemmen. "Der hvor køreledningen falder ned for mig, er hvor de begynder at sprænge Sprintere i luften. Og senere blev det jo helt vanvittigt. I skulle virkelig læse Knuds bog om dem! Målet helliger vel trods alt ikke midlet?"

"Nogen gange er der behov for en radikal løsning," snerrede Bertel. "Om ikke andet, så kunne vi give Nummer Fem prisen for at medvirke til, at historien blev fortalt og kom bredt ud?"

"Den idé kan jeg godt lide," sagde Thyge. "Men vi mangler stadig at finde ham! Burde vi ikke arbejde lidt på en plan B?"

* * *

Den gennemvædede antidigitaliseringsmarch, som ifølge nogle iltre typer med megafoner forrest i feltet var "større end Vietnam", havde efterhånden vraltet sig frem til Christianshavns Torv, og det var nok vejret, der spillede ind, men på en eller anden måde oplevede både Bertel, Iver og Thyge viljestyrken som aftagende. Det var godt nok ikke den nemmeste måde at komme til Rådhuspladsen på, og det blev ikke rigtig bedre af, at Bertel kunne fortælle om en gang i 1999, hvor han havde været med en 16'er, der blev ført over Østerport, Kongens Nytorv, Christianshavn og Langebro til Rådhuspladsen, fordi der var demonstration og ballade ved Nørreport.

Thyge rodede med sin mobiltelefon og præsenterede snart sine venner for et forslag: "Hvad med, at vi skyder genvej til Langebro? Så kan vi tage en varm kop kaffe, mens de andre runder Christmas Møllers Plads." Han pegede på Google Maps' foreslåede gangrute på skærmen. Flere af de demonstranter, der omgav dem, kiggede meget misbilligende på den lysende lommedatamat, som Thyge skamløst holdt frem.

Kaffen og varmen var god, selvom Bertel nu virkelig kunne mærke vandet i skoene, og snakken gik. Plan B måtte på plads, og Bertel genfremsatte sit forslag om, at Fossilprisen 2022 burde tilfalde en større sjællandsk busvirksomhed, som havde været den sidste, der kørte med danskbyggede busser.

Iver mente dog fortsat, at Knud burde have prisen for sit store arbejde med bogen.

Thyge derimod var af den opfattelse, at prisen hørte til i det nordjyske. Aalborg byggede jo BRT og ville komme til at vise alle, hvor meget bedre end en letbane, en BRT ville være.

"Men det jo først til næste år, den åbner," sagde Bertel. "Til dén tid er Aalborg oplagte modtagere af prisen."

"Hør her, det hedder Fossil-prisen!" Iver var tydeligvis mindre enig. "Det er jo elbusser, der kommer til at køre på den BRT."

"Vi er nødt til at være åbne for lidt udvikling," mente Thyge. "Lidt ligesom med elløbehjulene. De kan faktisk være et godt supplement til kollektiv transport."

De to andre stirrede meget skeptisk på Thyge.

"Du har ret i, at elløbehjul, ligesom soundbokse, principielt kan bruges ansvarligt," sagde Bertel efter et øjeblik. "Men dit valg af elløbehjul som eksempel diskvalificerer helt Aalborg som modtager af prisen i år!"

Iver sukkede. "Hvad så med at give Fossilprisen for at afskaffe farvede hjørner på busserne?"

Selv efter næste runde kaffe var der ikke nogen plan B. Til gengæld var der pludselig kun et lille kvarter til, at antidigitaliseringsmarchens højdepunkt - protesterne på Rådhuspladsen - skulle finde sted.

"Vi kan godt nå det," mente Bertel. "Hvis vi løber ned til Langebro, så kommer der en 33'er i løbet af maks femten minutter. Den er derinde lynhurtigt."

Thyges lommedatamat foreslog dog en anden plan: Metro fra Christianshavn til Kongens Nytorv og så et andet metrotog til Rådhuspladsen. Ifølge denne, efter Iver og Bertels mening tvivlsomme, app ville turen med det undergravende transportmiddel kunne klares på blot seks minutter, hvoraf det ene ville gå med skift. Metroen vandt dog på tørvejr og ikke rejsetid, enedes de om, og det var i øvrigt ikke en enighed, der blev opnået uden enkelte vrisne bemærkninger om "kvalitetstillæg" fra Iver.

* * *

"MitID, MitID. Den hø'r til i mit wc!," brølede det rasende menneskehav på Rådhuspladsen, da de tre venner steg op af metrodybet.

"Var det virkelig det bedste, Thomas kunne komme op med?," spurgte Thyge, mens han rullede med øjnene.

Den fortsatte regn og de uopfindsomme slagord kunne dog ikke sætte en stopper for de tre midaldrende, hvide mænds deltagelse i protesterne, og humøret steg yderligere, da Iver tilbød at hente forsyninger til dem alle tre ovre fra pølsevognen. "Det bliver 35 fra hver," sagde han, da han returnerede med halvvåde papbakker med pølser og brød. "Bare med MobilePay." Nok engang blev der sendt anklagende blikke fra de andre demonstranter.

"Skal vi få landet den plan B? Eller skal vi bare acceptere, at konceptet med Fossilprisen skal have revet hjørnerne af og blive til Gummihjulsprisen, så Aalborg kan få den?," spurgte Bertel, mens de guffede i sig.

"Man har et koncept, til man laver et nyt," lo Thyge med slet skjult tilfredshed over, at Bertel lod til at være parat til at købe hans idé.

"Nu har jeg fået noget at spise," nikkede Iver. "Så den vil jeg også godt gå med til. Skal vi ikke aftale, at medmindre Nummer Fem dukker op inden for 24 timer, så skal Aalborg have Fossilpr... Gummiprisen?"

* * *

Fuldstændig gennemblødte havde Thyge og Bertel nydt nogle gode billige øl på en hotelbar i Istedgade efter demonstrationens afslutning, altimens Iver, der jo skulle køre, måtte nøjes med noget alkoholfrit sprøjt. Så Iver var egentlig meget okay med, at han ved firetiden måtte sige tak for i dag til sine venner og bevæge sig nordpå til sin aftenvagt på den gamle Strandvejslinje.

Regnen var aftaget, og da han principielt helst ville til Nordsjælland med bus og ikke tog, besluttede han at spadsere til Nørreport. Derfra kørte der jo rigtige motorbusser, som både kunne høres, mærkes og lugtes, langt op i det nordsjællandske. Mens han traskede op ad Reventlowsgade blev han overhalet af dagvognen til Klampenborg. Måske ville han om nogle timer møde netop samme vogn i Klampenborg og hilse sin kollega med hånden, når han sad ved rattet i sin 388'er!

Efter ti minutters gang krydsede han igen Skidentorv, som nu mere havde det sædvanlige præg af smårodet plads med henkastede cykler og fastfoodemballage. Han bemærkede nok engang den hjemløse ved trappen til S-togsperronen, og han var nu midt i Too Much Love Will Kill You. Iver kantede sig forbi den hjemløse og de mange S-togspendlere, der flokkedes om trappenedgangen, men undgik ikke at en uopmærksom fongænger skubbede til hans chaufførtaske. Og straks efter stoppede mundharmonikaen pludselig.

"Ohøj! Du tabte dit vognpap!," lød en rusten stemme bag Iver. Han vendte sig om, og så den hjemløse mand, som med mundharmonikaen i venstre hånd rakte ud efter det laminerede stykke papir, der udgjorde Ivers arbejdsplan, og som han i modstrid med alle regler havde med sig hjem. "Nææh, det er jo min gamle linje!" Den hjemløse strålede nærmest af begejstring.

Iver stirrede målløs på den usoignerede skikkelse, der nu samlede vognpappet op, rejste sig, gned sin ømme ryg, tog et par skridt hen mod Iver og stak hånden frem for et håndtryk.

Kommer Iver af sted fra endestationen til tiden? Vil han huske at skamme sig over bussens nummerplader? Husker de andre at sende penge for pølserne til Iver? Hvem er den hjemløse? Og hvem får Fossilprisen 2022? Læs den spændende afslutning af Mænd der hadder skinner senere på ugen.

Kommentarer

Jesper

Skrevet

Uha, man uopklarede dramaer. Og ikke mindst: Hvem er ham uopfindsomme Thomas, som ikke kan rime på MitID?!

Kommentér

Skal udfyldes!
Skal udfyldes! Vises ikke.




Ældre indlæg >>