Af Thomas de Laine | Skrevet 22. december 2025 kl. 19:34 | Endnu ingen kommentarer

Skørhed som De ikke aner, findes langs de lette baner. Eller: Virkelige hændelser genfortalt på en måde, der ikke kan forsvares i byretten.

Niels drejede sin stort set tomme Yutong fra Tårnvej ind på Rødovre Parkvej, hvor han skulle slutte turen ved Rødovre Centrum. Klokken var næsten halv ét, og det havde været en rolig lørdag aften på den lille linje 13. Kun nogle opstemte unge mennesker, der skulle i byen, og et par halvbedøvede midaldrende, der nok var på vej hjem fra julefrokost, havde været med hans bus. Efter et par minutters udligning skulle han køre bussen tilbage til Brøndbyøster, hvor vagten var slut. Fra i morgen var der vendt op og ned på vagtplanerne, og han skulle ikke køre linje 13 igen lige med det samme. Den var ikke at se i hans vagter, så langt frem de var planlagt.

Lige da han skulle svinge ind på vendepladsen foran centrets indgangsparti, så han en bil af fransk fabrikat og helt sikkert med eksplosionsmotor drøne ind på parkeringsområdet. Mens hans enlige passager forlod bussen, så han i sidespejlet tre mand springe ud af det fordækte køretøj og haste hen mod centrets indgang. Viste de ikke, at der var lukket nu? Nå, Niels fandt sin mobil frem for at slå tiden ihjel frem til den køreplansmæssige afgang klokken 0.29.

Bank, bank! Niels kiggede op fra mobilen og så, at den ene af de tre suspekte mænd stod i døråbningen og prøvede at få hans opmærksomhed ved at slå hånden mod ruden i den åbne dør. Manden stod med et banner, som så hjemmelavet ud, og som han ville klistre fast på fronten af bussen. De to andre mænd havde taget opstilling i mørket ude foran bussen - begge to med et eller andet foran ansigtet og rettet mod bussen. Var de bevæbnede!? Skulle han trykke på overfaldsalarmen? Nå nej... Niels gik febrilsk i gang med at tage møntveksleren ud for at aflevere den uden diskussion, men da han havde fået den fri og rakte den hen mod manden i døren, var han væk.

Derefter skete det hele meget hurtigt. To lysglimt ramte forruden, og så løb den ene mand helt hen til fronten af bussen, og rev banneret af. Det havde de åbenbart sat på, mens Niels havde rodet men møntveksleren. Derefter løb de tre mænd grinende hen til deres bil igen. På vejen råbte de et eller andet og vinkede. Var det "tak for hjælpen"? Var det "du skal være heldig"?? Hvad var der i det hele taget sket? Niels var chokeret og stirrede et øjeblik tomt ud i luften. Der var helt stille. Var det overstået? Et øjeblik efter hørte han dem starte deres CO₂-udledende flugtbil. Sådan nogle fossilsvin!

* * *

Det skulle have været et sødt lille juleeventyr. Gerningsmand A, småfed og almindelig, havde brygget på nogle idéer et stykke tid. Der var ligesom skabt en forventning om et transportrelateret tema fyldt med satire, sarkasme og mere eller mindre interne jokes med historiske henvisninger til branchen. Men den slags tager tid at skrive, og december måned havde været travl. Nu var det pludselig tæt på jul, og der var ikke skrevet noget endnu. Folket måtte nok klare sig uden dette år.

Men så havde gerningsmand B sendt en besked. B havde en god fantasi og foreslog, at årets juleeventyr burde have Anders Jørgensen som hovedperson. Anders Jørgensen skulle ikke længere være belgisk ambassadør i Danmark og måtte derfor finde på noget andet at lave. Derfor begyndte han at transportere sild til Bornholm, tæt pakket i billige træ- og plastickasser. Det ville være hurtigere og billigere at køre dem gennem Sverige og sejle dem fra Ystad til Solskinsøen i stedet for den langsommelige transport med DSB og Bornholmsfærgen. Kort sagt: Samme vej, som mågerne flyver!

Men alle eventyr skal jo, jævnfør dansklærernes modeller, begynde med, at alt ånder fred og ro, hvorefter der opstår en trussel, som må nedkæmpes, for at historien kan afsluttes i fornyet idyl. Gerningsmand B havde - ifølge sine forklaringer under medvirken af både Gerningsmand C og A - fundet frem til, at Anders Jørgensen måtte mødes af hele to store urimeligheder.

For det første viste det sig i længden svært at afsætte sildene på Bornholm. Det var noget med, at færgens personale mente, at de selv kunne transportere sildene endnu mere effektivt, men også at bornholmerne af egen drift fangede sild, som de sågar kunne tilberede langt bedre end alle andre. Her kunne eventyret dog slutte i idyl, som det skulle, fordi det ville vise sig, at bornholmerne faktisk holdt med deres gamle sildetransportør og ikke med det onde færgeselskab eller de griske røgerister. Derfor støttede de Anders Jørgensen på en anden måde, nemlig ved, hver gang de var i Rønne eller inde på Københavns Hovedbanegård, at købe en belgisk vaffel i hans nyåbnede ishuse. Der følte de sig på en eller anden måde også hjemme på grund af de spartanske træbænke og de historiske kort på væggene med Sovjetunionen og et delt Tyskland.

Den anden urimelighed, Anders Jørgensen stod over for, havde hverken Gerningsmand A, B eller C fundet den lykkelige slutning på. Men den bestod i, at det var en svensker, der overtog Anders Jørgensens tidligere ambassadørbolig i Ballerup. Tilmed en svensker, han i en årrække havde transporteret sine sild i samarbejde med! Sådan en forræder! Det gjorde ondt på den gode hr. Jørgensen, som ikke talte pænt om svenskeren, når han var ude, men dog heller aldrig forsøgte at kæmpe ambassadørboligen tilbage igen.

* * *

Et øredøvende hyl skar gennem natten. "Hvad f... var det?," udbrød Gerningsmand B med skælvende stemme. Han så fortvivlet sin nyindkøbte Americano - formedelst kroner 89 i 7-Eleven ved Glostrup Veksø station - flyde ud for fødderne af ham. Han havde tabt den dyre drik i ren forskrækkelse.

"Det er letbanen, der bremser!," sukkede Gerningsmand C. "Den bremser sådan og præcis her hvert 10. minut hele dagen og aftenen."

Flugten fra gerningsstedet indebar at skifte bil, og det var henlagt til et mellemkommunalt ingenmandsland, der samtidig - baseret på tvivlsomme forudsætninger - nu officielt blev regnet for stationsnærhedsområde, idet den nyåbnede letbane havde et af sine omfattende banegårdsanlæg i nabolaget. Den anden flugtbil ville bringe gerningsmændene hjem, og næste dag ville der for en sikkerheds skyld blive skiftet dæk på den.

Trods den spildte kaffe var missionen dog lykkedes: En happening var gennemført ved den definitivt sidste afgang i historien overhovedet nogensinde og dermed basta på både buslinje 167, 161 og 13. Alle tre havde været gode gamle linjer, som det store stygge trafikselskab i sin egenskab af bøddel havde slagtet på kommunernes og regionens vegne, alt sammen i den hellige letbanes navn! Tramageddon - den nat hvor Storkøbenhavns busnet gik under på grund af letbanen - havde ikke kunnet afværges, men den var blevet markeret behørigt og desuden fotografisk dokumenteret til historiebøgerne.

* * *

Gerningsmændene, der nu sidder varetægtsfængslet frem til 24. december, havde drukket - alkoholfrit, sagde de - af glas, der bar bomærker fra Forstenede Rutebiler, og som blev fundet, da flugtbilen blev gennemgået. Konfiskeret blev også en noget uforståelig samling notater, der angiveligt omhandlede sildetransport, men i det samlede billede må betegnes som mistænkelige. Det fremgår af hådskrevne tilføjelser, at der var tvivl blandt gerningsmændene, om "Anders Jørgensen" kunne lide letbaner eller ej, idet private forhold antød, at han kunne være enddog meget glad for skinnebåren transport.

Foto beslaglagt sammen med Gerningsmand As kameraudstyr.

Gruppen blev anholdt, da Gerningsmand A talte over sig til en buschauffør den næste dag, hvor han fotograferede den nye kinesiske elbus 1448 ved Byddinge station. Politiet havde dog meget svært ved at få en meningsfuld forklaring ud af de anholdte, og ingen af dem ville bekræfte, at en fjerde gerningsmand havde været til stede. Det eneste, der kom ud af dem ved grundlovsforhøret, var skældsord om de seneste ordrer udgået fra Lithiumborg på Hanne Varmings Plads om hvide skiltetekster, gule prikker på sidespejle og stramme køreplaner samt betænkeligheder ved miljøforhold og arbejdsvilkår i kinesisk batteri- og busproduktion. Frede Spohr, der er beskikket forsvarer for de anholdte, finder det mest sandsynligt, de alle bliver løsladt så betids, at de kan nå at fejre jul med deres familier.