Af Thomas de Laine | Skrevet 3. december 2022 kl. 20:50 i Mænd der hader skinner | Endnu ingen kommentarer

- endnu en mavesur-satirisk julehistorie fra skaberen af Almex Manifestet og (H)jul i Udkantsdanmark.

Den julekalender, du nu har taget hul på, foregår i noget, der ligner virkeligheden. Men for at sikre julehyggen er der enkelte afvigelser: For eksempel udkommer der naturligvis stadig trykte køreplaner. Udover dette er en enhver lighed med virkelige forhold naturligvis tilsigtet.

Bertel blev vækket af sin halvsøvn, da flyveren satte hjulene på landingsbanen i Kastrup: Endelig hjemme fra det tre dage lange møde i Marseille, hvor Bertel som dansk repræsentant havde deltaget i EUNUPLAF-årsmødet. Han havde nu været med i European Number Plate Forum-samarbejdet i nogle år og lært repræsentanterne fra de andre 26 EU-lande samt Norge, Schweiz og Storbritannien at kende. Så det var blevet en lidt lang og våd aften i går, efter at det officielle program var afsluttet. Flyveren hjem gik jo først om morgenen. Og så skulle der endda drikkes øl igen i aften!

Nede i bagageudleveringen var der som vanligt lidt kaotisk, og skærmene lovede ikke mere, end at bagagen fra Marseille ville komme inden for 20-25 minutter. Bertel sukkede. Men så var der én, der prikkede ham på højre skulder.

"Bertel!," udbrød en velkendt stemme. Det var gode gamle Betina, som Bertel engang havde været kollega med, men som nu arbejdede i trafikselskabet. "Har du været på ferie?"

"Næh..." Bertel rystede på hovedet, smilede og hilste. "Jeg har været i Marseille for CGN. Det er det der projekt med koordinering af evaluering af standardisering af nummerpladegenbrug. Årsmødet."

"Okay, okay," lo Betina. "Sagde du ikke, du ville finde noget andet end CGN, sidst vi talte sammen?"

Bertel sukkede.

"Nå, men du har en heldig dag, for jeg har noget, du vil være interesseret i," sagde Betina, og begyndte at rode i sin taske. Efter et øjeblik fremdrog hun et trykfrisk eksemplar af den publikation, der nærmest var trafikselskabets køreplanafdelings stolthed. "Vi har lige fået dem her. Betragt den som en tidlig julegave," sagde hun og rakte ham en tommetyk bog, som Bertel straks kunne genkende.

Storsmilende takkede Bertel for den modtagne trafikbibel.

"Vores taxa venter," sagde Betina og pegede over mod sine kolleger, "men vi må snart tales ved!"

* * *

Fem kvarters tid gik med bagageudlevering, overfyldt Øresundstog, S-tog med seks forskellige destinationer langs siden og en forsinket bus ud til Bertels arbejdsplads. Han kastede et blik på glasbygningen, mens han nærmede sig den. Nu var det snart tre år siden, det kuldsejlede it-projekt i Skat, han havde været projektleder på, var blevet lukket og man havde besluttet, at der var begået så store fejl, at han skulle forflyttes hertil: Motorstyrelsens Center for Genanvendelse af Nummerplader på den lidet attraktive adresse på Trædemølleparken 28A i Skovlunde.

Med et dybt suk gik han inden for og bevægede sig op til fjerde sal, hvor hans skrivebord var at finde i det åbne kontorlandskab - behørigt nedkølet til 19 grader, og hvor hans billede af konen og børnene for nylig var blevet forvist til fordel for et professionelt foto af en fremmed familie, som ifølge styrelsens HR-afdeling mere afspejlede styrelsens værdier. Som han gjorde hver dag, når han mødte ind, lagde han billedet ned med bagsiden op og hentede en kop kaffe.

Mens pc'en startede, tog han bogen fra Betina op af tasken. Vinterkøreplan 2022-23 med kommentarer lød titlen på det digre værk. Han bladrede lidt i den: Dette års udgave var på 744 sider, og smudsomslaget var illustreret med Edvard Munchs kendte maleri Skriget. Som altid var der en symbolik i valget af forside, og af forordet fremgik det, at det denne gang var de nødvendige omfattende nedskæringer, der måtte gennemføres med vinterkøreplanen, man havde ladet sig inspirere af. Men heldigvis omfattede nedskæringerne ikke selve køreplansudgivelsen. Det var stadig en fin bog på godt papir i stiv indbinding og med en silkesnor, der kunne være bogmærke, så det var nemt at finde ud af, hvor man var nået til. Forordet åbnede med et Aristoteles-citat og sluttede vanen tro med tak til alle mulige mennesker samt redaktionskomitéens kæledyr, herunder navnligt de små katte Rosa og Hastus. Bertel slog tilfældige linjer op og læste interesseret noterne om, hvordan linje 163 og 217 hang sammen, fordi de blev kørt med samme bus, og om hvorfor der ville blive nogle få ture ugentligt med elbusser på linje 358.

Nå, pc'en var efterhånden blevet arbejdsdygtig, og det måtte Bertel vel også hellere blive. Så han lagde bogen på skrivebordet og hentede en ny kop kaffe.

Vel tilbage ved skrivebordet med sin kilde til koffein og kropsvarme, gik der dog ikke længe, før Erik fra Center for Nummerpladedesign kiggede forbi. "Var det et godt møde?," spurgte Erik uden at synes overvældende interesseret i at høre svaret.

Bertel refererede de vigtigste begivenheder, mens han betragtede sin kollegas øjne skifte mellem de to publikationer, der lå på hans skrivebord: Vinterkøreplanen med kommentarer i flot udstyr og med Munchs maleri på forsiden og så den noget tyndere, undseelige lysegule tryksag med titlen Lystfartøjsforsikringsafgiftsloven med kommentarer. Erik tog køreplanen op og kiggede i den. Bertel noterede sig med tilfredshed, at køreplanen vandt over lystfartøjsforsikringsafgiftsloven!

* * *

Klokken 16.32 møvede Bertel sig ud af den uaflåste nødudgangsdør på siden af bygningen, som skulle bruges, indtil de defekte skydedøre i den fine glasfacade blev lavet engang i løbet af de kommende uger. Han skred over parkeringspladsen og ned ad Trædemølleparkens ujævne fortov med vandpytterne frem til Ringvejen, hvor han kunne se, at der holdt en nordgående linje 300S ved stoppestedet og ventede.

Han halsede så trafiksikkert som muligt gennem regnen over vejen og tværs over det ufærdige letbanetracé hen mod den gule bus med de grønne hjørner og håbede så inderligt på, at buschaufføren ikke var af samme type, som han selv engang var, og blot ville vente med at køre, til han var næsten helt henne ved dørene. Godt på vej, snublede Bertel, for næsen på hans ene sko var på en eller anden måde kommet ned i den rille i letbanetracéets belægning, hvor en skinne senere skulle være. Han bandede, trak foden op, konstaterede med en vis lettelse kun minimale spor af uheldet på sin sko, og fortsatte - nu lidt langsommere - over mod bussen. De fleste af rillerne i tracéet var ellers fyldt ud med asfalt, mens man ventede på selve skinnerne. "Det hele burde bare være asfalt!," svovlede Bertel for sig selv.

"Pling!," sagde læseren, da Bertel holdt sit Rejsekort hen til den, og chaufføren nikkede træt til ham. Bussen var næsten tom, så Bertel slog sig ned i den høje del bagest. Her kunne han dels bedre se omgivelserne gennem vinduerne og dels bedst nyde lyden af den store, dieseltørstige 12-litersmotor. Men der kom ikke rigtig noget motorbrøl. Chaufføren var ikke færdig med at vente.

Efter nogle minutter gik Bertel op til chaufføren og spurgte med en tone holdt så lidt klagende som muligt, hvorfor bussen ikke kørte nogen steder?

"Jeg var en halv omgang bagefter, og aftalen med trafikstyringen blev, at jeg skulle vende her," sukkede den trætte chauffør. "Vi kører om 11 minutter, så det passer med, at jeg ville være kørt rettidigt fra Ishøj." Bertel luskede tilbage til sin plads, mens han vrissede over, hvor meget anlægget af den skide letbane forstyrrede hans daglige busbrug.

En god halv time senere stod Bertel dog af S-toget på Nørreport. Det blev nok tilgivet, at han var et kvarters tid forsinket, ikke mindst når han fortalte sine venner om årsagen. Han smilede endda lidt for sig selv ved tanken om, hvordan han ville udlægge busoplevelsen. Lige indtil hans irritationstærskel nok engang blev udfordret af den hjemløse oppe forenden af trappen, der modtog ham ved at se ham i øjnene og istemme Careless Whisper på sin mundharmonika.

* * *

Iver ivrede ærgerlig op ad metroens trapper på Nørreport for at nå aftalen med sine venner bare nogenlunde til tiden. Metroen havde kørt så fint af sted fra Ørestad(en) 52 minutter tidligere, og det var gået godt frem til midtvejs mellem Islands Brygge og Christianshavn, hvor toget holdt stille i 5-10 minutter uden nærmere forklaring end noget med en alarm på Forum station. Da toget endelig var kommet i gang igen, gik det kun langsomt. Da det trillede ind på Christianshavn station, åbnede dørene vanen tro, og hashtågen indhyllede da også planmæssigt Iver og de andre passagerer, men dørenes bippende afgangslyd, der burde have fulgt nogle sekunder senere, udeblev! Toget holdt igen stille i en håndfuld minutter og blev ydermere fyldt til bristepunktet.

Hårdt prøvet var Iver og 378 andre sjæle dog efter en tid landet på Kgs. Nytorv station - næstsidste stop! Men ak, der var da slet ikke regnet med så stor passagerudveksling i togets holdetid, og snart var Iver for tredje gang blevet fanget i det lille tog; nu med en blokeret dør, som det flere gange blev lovet i højttaleren, at der var personale på vej for at fikse.

Men nu var Iver altså endelig fri af metroens fangenskab og skulle bare mase sig vej gennem masserne over til Frederiksborggade og ned til det aftalte vandhul. Det indebar, at han måtte kante sig uden om den mundharmonikaspillende hjemløse mand med det store uklippede, grå hår og det beskidte tøj. "I did it myyyyyy way," lød det melankolsk. Ivar måtte dog selv stå for lyrikken inde i hovedet.

Til sin tilfredshed kunne Iver dog konstatere, at det ikke blev ham, der kom sidst. Kun Bertel sad der allerede med en stor øl, mens hans scrollede gennem et webforum på sin telefon. "Ohøj," hilste Ivar, og Bertel lagde sin lommedatamat fra sig.

"Lad mig gætte: Du er med metroen?," spurgte Bertel.

Det bekræftede Ivar og pegede på mobiltelefonen på bordet. "Og folk skændes, som de plejer, i jernbaneforummet?"

"I dén grad," kunne Bertel bekræfte, "men der er også ham der, der kalder sig Sennasur, der harcelerer over sporvognen på Ring 3 på Facebook. Han har fat i et eller andet."

"Hvad med Thyge?," spurgte Iver. "Han plejer da at være rimelig præcis."

"Han skrev, at han sad fast i metroen. Han ville prøve at stå af på Amager Strand og finde en bus derfra." De lo begge over Thyges naivitet.

Snart havde også Iver en stor, god øl ved hånden, og snakken om løst og fast kunne gå i gang.

"Vi må nok hellere lige vente, til Thyge også er her," begyndte Bertel, "men jeg er ret sikker på, jeg ved, hvem der skal have Fossilprisen."

Iver tog en slurk af sin øl, nikkede og fik øje på Bertels halvt åbne taske, der stod på stolen ved siden af ham.

"Det er trods alt ikke helt gennemsnitligt, at gamle højgulvsbusser får 18-20 år i drift på landevejene - som kontraktvogne vel at mærke," fortsatte Bertel.

Var det den kommenterede udgave af den nye vinterkøreplan, Bertel havde i tasken?

"Og ydermere var det jo også det sidste sted, der kørte danskbyggede busser i rute øst for Storebælt," motiverede Bertel videre.

Den kommenterede udgave var da ikke til salg endnu!? Kunne det virkelig passe? Iver kneb øjnene sammen for bedre at kunne se i den halvmørke bar.

"Så altså, hvis vi ikke skal til Holbæk med Fossilprisen i år, så ved jeg ikke, hvornår de skulle have den." Bertel løftede glasset til munden. "De får jo også ellerter nu."

Det var vinterkøreplanen med kommentarer!

"Medmindre du har en bedre idé?," sluttede Bertel og så på sin ven.

"Hvad!?," udbrød Ivar forvirret, da det gik op for ham, at der var stille, fordi han havde fået et spørgsmål. "Øhhh..."

Heldigvis blev den pinlige situation afbrudt, da Thyge ankom til bordet.

"Nå, det lykkedes!," skyndte Iver sig at hilse, og Bertel hævede glasset som velkomst.

"Plejede der ikke at køre busser på Amager!?!," gryntede Thyge. Bertel og Iver smilede overbærende til hinanden.

Kort efter var også Thyge dog installeret med en øl, og eftersom han var returneret til bordet med en tilsvarende til Bertel, havde Bertel tilsyneladende fuldstændig glemt sin irritation over Ivers uopmærksomhed.

"Skål for dieselmotoren og den midaldrende hvide mand!," erklærede Bertel, og de tre skålede.

"Jeg er ret sikker på, jeg ved, hvem der skal have Fossilprisen i år!," meddelte Iver nu og satte som eftertryk sit glas lidt hårdt ned i bordet.

Bertel lagde armene over kors.

Iver bemærkede godt, at hans ven allerede så tidligt i fremsættelsen af det ellers velgennemtænkte forslag havde et forholdsvis afvisende kropssprog, men han slog det hen. Det var nok bare fordi, han kom direkte fra en lang arbejdsdag, og han virkede jo altid noget indebrændt i det der nummerpladekoordineringsjob. "Jeg tror, at Fossilprisen denne gang skal gå til én uden for vores vante kreds. For at være præcis: Jeg mener, Knud skal have den!," sagde Iver med et hemmelighedsfuldt smil på.

"Knud hvem?," spurgte Thyge. "Roskilde? Hørsholm?"

"Ingen af delene! Jeg ved faktisk heller ikke, hvor han kommer fra. Men jeg var på Bogforum i november, og dér blev han interviewet om sin bog af Martin Breum. Det var faktisk ret spændende!," fortalte Iver, mens han gned sig i hænderne.

"Prøv at forklar," spurgte Bertel, mens han imiterede den gamle Deadline-vært. "Hvad er det for en Knud, du fabler om, og hvad er der så fossilt ved en bog?"

"Jo, altså. Knud skrev jo for femten år siden den der meget kendte bog om Blekingegadebanden. Og nu har han så skrevet en bog af samme slags om Femvejsbanden. Det var et ret interessant interview. Knud sagde faktisk, at han var overrasket over, at Femvejsbanden havde fået radikaliseret sig selv endnu hurtigere og endnu mere udtalt, end Blekingegadebanden i sin tid havde. Men der var ikke nogen af dem, der ville tale med ham, da han skulle skrive bogen, selvom han havde fået lov at besøge dem i fængslet. Han havde fået rigtig mange af sine oplysninger fra et anonymt femte medlem af banden, som vi ikke får at vide, hvem er." Iver så på sine kammerater. Hvad mon de syntes om hans forslag og Knuds beretning om deres fælles tidligere venner?

Efter et øjeblik sukkede Thyge. "Ja, det er helt utroligt at have kendt dem."

Bertel kiggede lidt ned i sin øl og tog efter et øjeblik en tår, mens både Iver og Thyge afventede hans reaktion. Han så ud som om, han tænkte. Og så satte han beslutsomt glasset fra sig: "Hvis vi kunne identificere det femte - hidtil hemmelige - medlem af Femvejsbanden, så er det da ham, der skal have Fossilprisen!"

Thyge og Iver vekslede blikke. Var det nu klogt? Iver var bestemt ikke sikker.

"Altså, hvis vi kan finde ham inden prisuddelingen. Vi har jo ikke engang tre uger! Men ellers har vi mit forslag i reserve!," smilede Bertel.

Hvem skal have Fossilprisen 2022? Hvem var det femte medlem af Femvejsbanden? Hvornår får Iver lov til at kigge i Vinterkøreplanen med kommentarer? Følg med i Mænd der hader skinner!