Af Thomas de Laine | Skrevet 17. december 2010 kl. 12:25 i (H)jul i Udkantsdanmark | 5 kommentarer

I kan lige så godt vænne jer til de her dobbeltafsnit. Nye læsere bør begynde forfra.

Torsdag havde vejrguderne endnu engang betænkt Skrællinge med store mængder sne. Niels havde derfor besluttet at køre ud i Leyland'en. For kunne man nu regne med, at det lyserøde monstrum kunne køre i den slags føre?

Trods en del forsinkelser - vejene omkring Yderstolperup var traditionen tro ikke blevet prioriteret i snedrydningen - gik første morgentur nogenlunde. Men nu var snekaos efterhånden også blevet rutine for både Niels og passagererne.

Belært af mandagens fadæse, mindede Niels konstant sig selv om, at turen skulle gå via Strutmølle. Det var hverken glippet tirsdag eller onsdag, og det skete heller ikke i dag (det vil sige i går, eftersom julekalenderen er bagefter). Men der opstod et andet problem. For som altid i snevejr, valgte en del mennesker at lade bilen eller cyklen stå og tage bussen i stedet. Det plejede også at gå fint, for de omkring 30 skolebørn, der normalt kørte med bussen på den mest benyttede morgentur, fyldte alligevel kun to tredjedele af bussens 47 siddepladser, og så var der også 24 ståpladser at gøre godt med. Da Niels kørte fra Vinterbyvester, var mange af ståpladserne kommet i brug, og de par håndfulde mennesker, der tirsdag og onsdag var stået på i Strutmølle, skulle der nok blive plads til, mente han.

Med små ti minutters forsinkelse drejede Niels serie 7'eren om hjørnet og ind på Hovedgaden i Strutmølle. Stor var hans overraskelse, da han så opbuddet af ventende passagerer ved stoppestedet ud for den nedlagte købmandsbutik. I højttalerne bad han folk om at rykke sammen. Det blev der brug for! Efter flere minutters asen og masen måtte Niels alligevel efterlade otte-ni mennesker, der højlydt protesterede over servicen. Nej, der kom ingen ekstrabus, måtte Niels svare dem. Næste bus kom først i morgen tidlig. Niels kunne ikke huske, at han nogensinde havde måttet efterlade folk før. Men nu var ruten selvfølgelig også lige blevet omlagt, så den erstattede Rodløse-rutebilen.

Klaphatten

Efter at have givet sjette klasse dagens sidste geografitime, kørte Mette med Niels ind til Bøvelse. Én af fordelene ved at køre med sin mand var, at Niels gerne tog en lille afstikker fra ruten, for at sætte hende af lige dér, hvor hun skulle hen. Så hun kunne komme næsten tørskoet fra bussen og direkte ind på Café Claphat, hvor det var aftalen at mødes med Kaja.

Ligesom Mette var Kaja skolelærer. De havde kendt hinanden, siden de sammen gik på seminariet i Rettested. Det seminarium, der nu hed Professionshøjskolen VIA University College Rettested. Kaja underviste dog på skolen i Bøvelse, hvor eleverne fra Skrællinge Centralskole fortsatte efter syvende klasse. Hvis skolen i Skrællinge blev nedlagt, som byrådet pønsede på, ville Mette og Kaja blive kolleger på Bøvelse Skole. Det var faktisk det eneste gode ved lukningen, Mette kunne få øje på.

Venindernes samtale spandt som vanligt over emner i øst og vest såvel som Øster Bøvelse og Vester Bøvelse, og humøret var højt. Lige indtil Mette lancerede et nyt emne: Hendes bekymring over datterens nye "kæreste". Kaja lagde ud med at være lyttende og komme med beroligende, optimistiske kommentarer. Indtil Mette kom til navnet "Jonas". "Åh, nej...," var Kajas umiddelbare reaktion.

De næste tyve minutter gik med at udveksle oplevelser med den nævenyttige, ugidelige elev, som Mette havde haft fra anden til syvende klasse, og som Kaja nu døjede med flere gange om ugen. Samtalen vendte dog efterhånden tilbage til Mettes problem. Fra næste år, fortalte Mette, ville Ida komme i ottende klasse og derfor ind på samme skole som Jonas. Hvad skulle hun dog gøre? Kaja mente, at der måske trods alt var så mange andre drenge i Bøvelse, at Ida kunne finde én af dem mere interessant. Desuden holdt forholdene jo ikke så længe i dén alder.

En egentlig løsning på problemet fandt veninderne ikke, men de skiltes mere enige end nogensinde før. Og således lidt opmuntret gik Mette på julegaveindkøb, mens Kaja måtte hjem for at rette en stak i bedste fald middelmådige samfundsfagsopgaver fra 9.b, der havde fået til opgave at forklare forskellen på Regeringens henholdsvis Socialdemokraterne og SFs pointsystem.

Avisen

Fredagens vejr var ikke stort bedre end torsdagens, men Niels mandede sig alligevel op til at køre ud i demobussen. For når alt kom til alt skulle han jo netop finde ud af, hvad den duede til, og hvilket vejr ville være bedre til det?

Bussen gjorde faktisk Niels' skepsis til skamme. Den kunne godt køre, også på de glatte veje. Den behageligt svage, summende motorlyd stod dog i skærende kontrast til de serier af vrælelyde, der kom, hver gang dørene skulle åbnes eller lukkes. Også passagererne bemærkede den nye bus, og det var faktisk rosende kommentarer. Nogle af børnene fra Yderstolperup - bl.a. Jonas, datterens "kæreste" - var helt vilde, og de tog billeder af bussen med deres mobiltelefoner.

I Strutmølle var der desværre samme problem som dagen før. Dog havde lidt færre mennesker denne morgen stillet sig op for at vente på bussen. Niels kunne forstå på dem, han trods alt havde plads til, at de andre havde søgt alternativ transport.

Efter ankomst til Bøvelse hentede Niels dagens udgave af Bøvelse-Posten. Han bladede avisen igennem, mens han afventede afgangstid mod Skrællinge. Til hans egen overraskelse var hans rute åbenbart et varmt emne i dagens udgave.

To forskellige læsere fra Strutmølle havde begået vrede læserbreve. Den ene var gal over, at den eneste morgenbus slet ikke var kommet i mandags, og at bussen i går torsdag havde været så fyldt, at hun ikke var kommet med. Begge dage havde hun måttet dele en taxa med nogle andre passagerer. Hun mente ikke, det kunne være rigtigt, at hun selv skulle lægge sådanne beløb ud flere gange om ugen her i den dyre julemåned, selvom hun var klar over, at trafikselskabet havde rejsegaranti og derfor måske ville refundere hendes udlæg. Det andet læserbrev var knap så sagligt og betvivlede i stedet Niels' hæderlighed. Hvordan kunne Niels tillade sig at fortrænge den velfungerende Rodløse-bus, når han ikke engang selv kunne finde ud af at betjene Strutmølle ordenligt?

Redaktionen havde også ladet en journalist bruge tid på emnet. Kommunen, som jo var ansvarlig i kraft af sin bestillerrolle, beklagede den forringede betjening af Strutmølle, men det var nødvendigt at skære ned. Man havde ingen forklaring på, hvorfor bussen var udeblevet mandag, men henviste til rejsegarantien, og at vognmanden fik bøder for den slags. Hvad angik pladsproblemerne i bussen, handlede det om penge, hvis der skulle køres ekstrabusser. Avisen havde desværre ikke haft held til at få en kommentar fra Niels' bror, som var det byrådsmedlem, der var mest inde sagerne om busdriften. Birthe Nielsen fra Egnslisten var til gengæld som altid frisk med en spids kommentar, og den bestod ikke i udelt opbakning til Niels' bror. Slutteligt garanterede avisen, at man ville følge sagen i de kommende dage.

Bliver pladsproblemerne i morgenbussen løst?
Skal Niels og broderen hænges til tørre i lokalpressen igen?

Følg med her i (h)julekalenderen!