Myldretid

Menu

Blog

Almex Manifestet - stemplet 13:30 22 XII, zone 40

Af Thomas de Laine | Skrevet i Almex Manifestet | Endnu ingen kommentarer

- et alternativ til julefred

"Dot...," sukkede Stephan opgivende.

"Dot...," gentog Therkild, mens hans stirrede ud i regnen. Den lille bande var nok engang samlet hjemme hos Stephan på Hyldegaardsvej.

"Dot!," gryntede Boje med stemmen fuld af afsky.

"Jeg ved godt, I alle sammen synes, det er dårligt navn," sagde Simon, "men det giver faktisk meget god mening at tage noget, der virker på andre sprog og ikke er så specifikt. For eksempel kan..."

"Pling-ling!," lød det umiskendeligt fra Simons mobiltelefon. De andre synes, det var vildt nørdet at have Rejsekortets check ind-lyd til at annoncere ankomsten af en sms-besked.

Simon greb telefonen for at læse sin besked. Imens tog Therkild ordet: "Vi har stadig nogle ting, der skal ryddes op i. Vi er endnu ikke kommet af med Rejsekortet og Sprinterne. Men jeg tror, vi skal begynde lidt mindre: DSB har afskaffet PDF-køreplanerne på deres hjemmeside. Dem må vi kunne få tilbage. Uden at slå nogen ihjel," betonede han, mens han sendte Stephan et blik.

Man behøver ikke at vide, når bare man kan slå op

"Jeg synes altså, det er meget smart med den der personlige køreplan," begyndte Simon. "Køreplaner er for nørder ligesom os. Andre mennesker kan dårligt nok finde ud af at bruge dem. I sidste uge var jeg sammen med en af mine normale venner, og han tog den forkerte bus, fordi..."

"Sludder og vrøvl!," afbrød Boje. "Rigtige nørder bruger ikke køreplaner til at finde vej. De er gode til sengelæsning, men det er noget helt andet. Du skal altså kunne tiderne udenad, Simon!"

"Det er der jo ingen, der kan," sagde Therkild. "Det sker godt nok ikke ret tit, men den her gang må jeg give Simon ret. Man behøver ikke at kunne huske alt. Men man skal vide, hvor man kan slå op. Det er derfor, køreplanerne er vigtigte."

"Det var ikke det, jeg sagde," protesterede Simon.

"Jeg er ikke færdig," vrissede Therkild. "I sidste uge skulle jeg finde ud af, hvad jeg måtte sætte op af overvågning for at fange dem, der maler grafitti. Og så gik jeg ind på Retsinfo.dk for at slå op i 'lov om tv-overvågning'. Og ved I, hvad der stod?!"

De andre vekslede blikke. Therkild dirrede bogstaveligt talt af raseri.

"Nej...?," svarede Stephan.

"Jeg ville finde loven, men der var ikke noget sted, jeg kunne taste nummeret eller titlen på den ind. Pisse irriterende. Og så fik jeg øje på et banner, hvor der stod, at Retsinfo ikke længere tilbød de fulde lovtekster. Nu kan man kun søge på svar på konkrete juridiske spørgsmål ved hjælp af deres nye lovsøgemaskine, som er baseret på kunstig intelligens og netop er lanceret i beta! Det er fuldstændig samme princip som 'Min køreplan' hos DSB!! Man kan ikke finde de oplysninger, man véd er der, fordi skidtet vil give én noget andet!"

"Man bliver fuldstændig vanvittig af sådan nogle automatiske tjenester, der tror, de kan gætte, hvad man vil," bekræftede Boje, og fortalte om en video om The Plaza Film Line.

"Fair nok," sagde Simom, lidt fornærmet. "Jeg kan også godt se fordelen ved at kunne slå op selv, når man ikke ved tingene. Det skal bare være nemt." Simon fortalte nu en anekdote fra sit studiejob hos Saxo, hvor han katalogiserede bøger. For nylig udkom der en ny biografi om Martin Luther, men forlaget havde ikke fået sendt en god beskrivelse af bogen med, og det skulle gå hurtigt med at få den i butikken. Så Simon havde skyndt sig at google, hvem Martin Luther var, og havde selv skrevet en beskrivelse i en fart. Simon fandt bogen frem på sin mobil, som han nu sendte rundt.

"I øvrigt," tilføjede han ivrigt. "Henrik Dahl, ham der den sure sociolog, han har skrevet en busbog!" Simon fik sin mobil tilbage og fandt bogen frem. "Her!," annoncerede han. "Den hedder Nordjyllands Trafikselskab - en forstadstragedie!"

Dot, dot, dot...

Stephan og Simon kørte af sted mod Femvejen i Stephans Berlingo. DSB skulle sætte køreplanerne tilbage på deres hjemmeside, så den dårlige idé ikke spredte sig til andre trafikselskaber. Og den opgave havde Stephan og Simon altså fået. Uden at slå nogen ihjel.

Mens Boje og Therkild ventede i Stephans lejlighed, delte de deres frustration over situationen.

"Der kun to dage til jul," mente Boje. "Og vi har ingenting udrettet!"

"Nej, vi må prioritere hårdt," sagde Stephan. "Jeg synes, vi skal fokusere på Sprintere og Rejsekortet."

"Ja, men ingenting er jo rigtigt lykkedes!," jamrede Boje.

"Arhh, vi da fik flyttet et køreplansskift og genindført sporvognene. IC4 gik det ikke så godt med, det er selvfølgelig rigtigt, men stadig to ud af tre," opregnede Therkild.

"Men det er småting. Måske ikke sporvognene, men alligevel! Ja, ja, PDF-køreplaner tilbage på en hjemmeside, men come on. De fleste ting er stadig problemer. Vi kan rejse i tid, og vi har slet ikke brugt det til noget fornuftigt," sukkede Boje.

"Nej, men vi er også nødt til at passe på, hvad vi laver," sagde Therkild. "Der kan hurtigt ske nogle underlige fordrejninger i historien. Tænk, hvis vi kom til at gøre noget, som havde den sideeffekt, at vi ikke selv var blevet født. Hvad ville der så ske med os?"

"Du mener, hvis vi slog nogen ihjel?," spurgte Boje. "For det har jeg altså også tænkt på efterhånden."

"Nej!," råbte Therkild. "Vi er en aktionsgruppe, ikke en terrorgruppe. Du må tage til Malmø, hvis du vil have bilbomber!"

Boje drejede hovedet og kiggede ud i regnen, mens der var stille som en morgemyldretid på Kildedal. "Apropos bilbomber," sagde han så, "skal Stephan ikke snart videre fra Berlingo'en?"

Tik, tik, tik...

Det havde været en lang venten, men ud på eftermiddagen kom Simon og Stephan tilbage. Therkild kunne allerede gennem vinduet se på Stephans gestikulation nede på gaden, at det var gået godt. Simon var som altid lidt mere afdæmpet.

"Her har I mig tilbage!," sang Stephan storsmilende og kurtthorsensk, da de kom ind ad døren. "Find din tablet frem, og se!," sagde han med adresse til Therkild.

Og ganske rigtigt! Køreplanerne var tilbage på DSBs hjemmeside.

"Respekt!," sagde Therkild med beundring i stemmen.

"Det eneste, der er ærgerligt," lo Boje, "er at ingen andre ved, det var os, der gjorde det."

Kommer gruppen af med Rejsekortet, Sprinterne og Stephans Berlingo inden jul? Og hvor mange klip er der tilbage på kortet? Check ind igen, når rejsen fortsætter.

Kommentarer

Ingen har endnu kommenteret dette indlæg.

Kommentér

Skal udfyldes!
Skal udfyldes! Vises ikke.