Af Thomas de Laine | Skrevet 24. december 2014 kl. 13:06 i Almex Manifestet | 4 kommentarer

- Femvejsbandens sidste klip. Et mavesurt-satirisk juleklippekort med et overtalligt klip, du måske kan få refunderet efter 1. juli 2015.

Juleaftensdag. Formiddagen var i det store hele gået med, at de hver især havde været rundt og aflive nogle Sprintere. På sin vej fra Skibby havde Simon klaret én ved Skuldelevvej, mens Therkild havde været et smut i Værløse og befri verden for 2967. Boje havde rundet Birkerød og taget sig af 4167, mens Stephan havde forberedt den lille frokost, de nu var mødtes om hjemme hos ham. Over dette måltid var det meningen, de skulle finde ud af, hvordan de kunne komme i mål - altså også komme med af med Rejsekortet - ved at slå færrest muligt ihjel.

"Det går jo ret godt med at komme af med Sprintere," konstaterede Stephan. "Radioavisen har lige sagt, at man undrer sig meget, fordi alle de eksploderede minibusser er af samme type, men nu har man valgt at trække dem ud af drift indtil videre, mens det bliver undersøgt nærmere."

Der blev gnækket bordet rundt.

"Men jeg tror altså, det er nok nu," mente Boje. "Det her med at eksplodere ting, det synes jeg altså er et skråplan. Og jeg kan heller ikke se, hvordan det skulle virke med Rejsekortet."

"Skal vi ikke bare droppe at gøre det af med Rejsekortet?," spurgte Simon. "Jeg ved godt, I alle sammen hader det, men vi kan alligevel ikke nå at gøre en skid i dag. Jeg skal også af sted hjem til de gamle inden ret længe."

"Jeg er enig," sagde Therkild. "Altså - ikke i, at vi skal undlade at komme af med Rejsekortet. Men den eneste grund til, at vi har deadline i dag, er jo, at ham der idioten vil have en julehistorie landet inden jul."

"Nu må I altså tage jer sammen!," var Stephans reaktion. Han lød oprigtigt oprevet over, at de bare sådan kunne give op.

Endnu engang sænkede stilheden sig over det lille selskab, som det så ofte skete, når de var uenige om noget. Og denne gang kunne stilheden bedst sammenlignes med folkerummet på Lyngby station en juleaften, mens driften var indstillet.

"Jeg tror, jeg har et kompromis," kom det så fra Stephan.

Et kompromis? Han var da godt nok kommet i julehumør, tænkte Therkild.

"Nu skal I høre!," fortsætte Stephan. "Vi kan da kanøfle Rejsekortet senere. Men det kunne da være vildt fedt at rejse frem i tiden for en gangs skyld og se langtidseffekterne af det, vi har gjort."

"Det kunne også gå hen at ødelægge den gode julestemning," lo Boje. "Eller den gode Honecker-stuestemning," tilføjede han med slet skjult reference til indretningen i Stephans lejlighed, der bar præg af inspiration fra DABs produkter leveret til private vognmænd i 1980'erne.

"Så synes jeg, vi skal rejse frem til efter åbningen af cityringen i 2019," sagde Therkild. "Jeg kunne godt tænke mig at se, hvor mange busser, der kører i København til den tid. Tror I, vi behøver tage kameraer med?"

De andre lo.

"Altså, jeg er med på, hvordan vi kan rejse ét år tilbage i tiden, for det fik vi at vide helt tilbage i første afsnit," sagde Simon. "Men jeg har aldrig forstået, hvordan vi kan rejse halve år tilbage og alt det der. Og nu siger du, vi kan rejse frem i tiden?"

"Det har jeg helt styr på. Der er afgang mod Femvejen om tre minutter!," bestemte Stephan.

Samstedligt en anden tid

Det mærkelige blå skær lettede, og de befandt sig nu i Femvejs-rundkørslen i august 2019.

"Første observation: Busstoppestederne er væk," konstaterede Stephan.

I stedet for det gamle halvtag med bænke og den lille kiosk, var der nu indrettet kontor for "Skovhuggerens Køreskole" på stedet. Det var vel også en passende erstatning, hvis busserne alligevel var sparet væk.

"Nå, skal vi køre ind og kigge på det?," sukkede Therkild.

På vej ind ad Lyngbyvej passerede de en 150S i +Sporet. Therkild kunne ikke undgå at lægge mærke til bagrudereklamen: "Pas på Vega Mx - hun er ny i trafikken," læste han op. "Hun må vel være lillesøster til Vega My," mumlede Boje.

"Hvor kører vi hen?," ville Simon vide.

"Det ved jeg ikke...," sagde Stephan. "Hvor giver det mening at kigge? Vi skal vel køre til én af de nye metrostationer, hvor der også er busser. Måske i hvert fald busser..."

"Hvad med Nørrebro station?," foreslog Therkild. "Der burde både være metro, S-tog og bus på det dér nye buskoncept på Nørrebrogade og Frederikssundsvej. Hvad var det nu, de kaldte det...?"

"+Way!," sagde Simon. "Ja, jeg er enig i Nørrebro!"

Og lidt efter parkerede de Berlingo'en på Ørnevej, hvor Stephan tydeligvis var lidt bekymret over at efterlade den.

"Kom nu!," sagde Boje til Stephan. "Dén er der da ingen, der gider stjæle."

"Nej, men den er ikke rigtig forsikret...," mumlede Stephan. Boje og Therkild vekslede lidt bekymrede blikke.

Efter et kort øjebliks gang ankom de til Folmer Bendtsens Granitørken, der - som den jo også skulle - husede nedgangen til den nye metrostation. Samt otte ovenlysvinduer og halvdelen af den danske cykelbestand. Og stationen var faktisk åben. "Nå, jeg var da også helt usikker på, om vi skulle være kommet lidt senere, men de nåede det åbenbart," sagde Therkild.

"Der er vel ikke så meget grund til at gå derned," sagde Stephan. "Togene er jo magen til dem på den gamle metro."

"Nej, lad os se de der +Way-busser," foreslog Simon, og gruppen fortsatte over til stoppestederne på Nørrebrogade.

De spejdede i begge retninger, men der var ingen busser at se. Med busbetjening var der da, kunne de se, for der var stoppesteder for linje 5+, og der stod også en håndfuld mennesker og ventede. "Skal vi tage den ind til Nørreport?," spurgte Stephan.

"Det kan vi godt," sagde Simon. Og kom nu til det, han længe havde glædet sig til at sige: "Så må jeg jo hellere checke jer andre ind på mit Rejsekort!"

"Det bliver slet ikke nødvendigt," smilede Therkild og pegede over på en plakat, der hang på stoppestedet for den anden retning.

"31. august stopper salget af klippekort," stod der. "Og denne gang mener vi det!," lød underteksten.

Boje, Stephan og Therkild lo endnu engang af Simon.

Underholdningsværdien aftog dog snart, for der skete bare ikke noget. De ventede og ventede og ventede. Der kom ingen bus. Hverken i den ene eller den anden retning. Kun et fåtal yderligere mennesker kom til stoppestedet for at afvente bussen, mens de stod der.

Therkild kiggede på uret. "Nu har vi altså ventet i 24 minutter!," sagde han. Jeg har ikke lige styr på, om vi skulle have ramt en søndag, men 5'eren skal da køre hele tiden."

Simon gik hen til stoppestedsstanderen for at prøve at blive klogere. Der var selvfølgelig ingen køreplanstavle, men et lille display med countdown-information oplyste - med en lille stjerne, der nok indikerede, at der ikke var tale om realtid - at næste bus kunne ventes om 16 minutter. Et resultat, han meddelte resten af gruppen.

"Ufatteligt!," gryntede Boje. "Nå, men vi venter vel..." Det gjorde de.

Endelig efter 19 minutter skete der noget. De kunne ganske vist dårligt se hvad, for de efterhånden mange mennesker, der stod ved stoppestedet, men de fandt alle deres klippe- og månedskort frem, så mon ikke, der kom noget kørende?

Jo, det gjorde der. Beklædt i folie med det nye +Way-design ankom en lidt slidt Sprinter til stoppestedet. Dørene gik op, og fire mennesker faldt ud. Herefter pressede dele af bussens indhold sig ud mellem dem, der ikke skulle af. Endnu før udstigningen var tilendebragt, begyndte den ventende kødrand at mase sig hen mod og - i det omfang de kunne - ind gennem bussens døre. Simon kom i tanker om endnu en video, han skulle vise de andre.

"Det her gider jeg altså ikke," sagde Therkild. "Skal vi ikke køre et andet sted hen med S-toget i stedet for?"

De fire entusiaster besteg trapperne på Nørrebro station og stillede sig til at vente på perronen. Denne gang gik det bedre: Efter et par minutter rullede linje F til Ny Ellebjerg ind på stationen, og ombord de gik.

Toget lignede sig selv, og turen gik også stort set, som det plejede. Blot var der endnu flere cykler end i 2014. Men hvad, skolerne underviste vel efterhånden også i at spille cykeltetris?

Lige efter Grøndal var der endnu et genkendeligt element: Ordene "Goddag, må jeg se kort og billet?," blev udtalt bag dem.

De fandt Simons Rejsekort frem, og han rakte det til S-togsrevisoren, hvis Rejsekort-terminal aflæste kortet og gav en lyd, der ikke antød fuld tilfredshed.

"Hvor er jeres cykler?," spurgte manden.

"Vi har ikke cykler med," forklarede Stephan.

Kontrolløren rullede med øjnene. Han stak Rejsekort-terminalen i den ene lomme og fiskede blokken med kontrolafgifter op ad den anden. "Er I fra Jylland?," ville han vide.

"Nej, nej...," sagde de i kor.

"Okay, så slipper I ikke. I får en afgift hver for at køre uden cykel i spærretiden."

"Hvad for noget!?," sagde Therkild. "Uden cykel i spærretiden?"

"Ja," sagde S-togsmanden og kiggede på sit armbåndsur. "Der er spærretid for rejsende uden cykler mandag til fredag mellem 7 og 9 og mellem 15 og 18. Sådan har det været i flere år. Har I noget med jeres navne på?"

Hjem til jul

3.000 kroner fattigere (dog med en lang betalingsfrist) drog de fire entusiaster hjem til december 2014. Der blev sukket noget i bilen på vejen til Hyldegaardsvej.

"Nå, folkens!," sagde Stephan, da de var kommet ind. "Lad os tage en sneøl, inden vi skilles. Jeg synes alligevel, det har været en god kamp. Uanset at vi ikke kom helt af med Sprinterne. Og Rejsekortet ser det da ud til, vi har holdt fra døren fem år endnu! Det er da slet ikke så ringe..."

De åbnede hver en dåse og slog sig ned i Stephans sofa. Boje og Therkild vekslede nok engang blikke, og Stephan hev sin mobil frem, som han begyndte at rode lidt med.

"Det er f... absurd, at klippekortene skal bruges helt til 2019!," sagde Simon, mens han rystede lidt på hovedet. "Prøv at tænke på, hvor mange penge, der kunne have været sparet ved ikke at have begge systemer kørende sideløbende så længe. Selv min gamle mormor kan bedre lide Rejsek..."

"Booooom!," lød det med et skrald, så ruderne i lejligheden dirrede.

"Dét var tæt på!" Stephan fór op og hen til vinduet for at kigge, hvad der var sket. "Neeej!!," råbte han så.

Boje og Therkild hævede dåserne, og kiggede glædestrålende på hinanden. "For et Berlingo-frit Danmark!," sagde Therkild. "Skål," kvitterede Boje.

Glædelig jul og godt nytår til alle, der læste med!