Af Thomas de Laine | Skrevet 23. december 2012 kl. 15:41 i (H)jul i Udkantsdanmark | 2 kommentarer

Lillejuleaftensdag. Snestormen havde fat i Skrællinge, og den ruskede godt i det lille lune vognmandshjem. Niels sad ved sit skrivebord og rodede med budgettet for 2013. Der var noget, som bare ikke stemte. Han tog brillerne af og satte dem på bordet, tog en slurk af den varme kaffe, og stirrede ud i snestormen.

I efteråret havde Niels' rute og en mængde anden kørsel i omegnen været med i trafikselskabets 137. udbud. På Niels' rute var der kun tale om en etårig kontrakt med i alt 624 køreplantimer, så udbuddet var forholdsvis simpelt skruet sammen og havde alene prisen som det afgørende kriterium. Derfor var det også lykkedes trafikselskabet at holde udbudsmaterialet nede på kun 1.378 sider.

Da tilbuddene onsdag 31. oktober var blevet åbnet, lå Niels til sin egen overraskelse pænt under alle de andres priser. Også Nobeliuss, som ellers havde vundet mange ruter i de seneste runder, skulle have en del mere end Niels. Det gjaldt i øvrigt ikke bare Niels' egen rute. Han havde også vovet at byde på de otte bybusser i Knolderød, som hans kollega Klavsen med firmaet KnoldBus jo ellers kørte, så fra 6. januar havde han en afdeling i Knolderød! Det var noget af en omvæltning for Niels, der var vant til bare at holde styr på den ene bus, og det var nødvendigt med en del skrivebordsarbejde i julen.

Via banken havde Niels haft et møde en markedsføringskonsulent, der bl.a. anbefalede ham at skifte navn på sit gamle firma. Niels syntes ellers, at "Skrællinge Turist & Minibus" stadig lød helt rigtigt, men konsulenten havde da nok en pointe i, at størstedelen af hans forretning jo snart ville køre i Knolderød.

En anden konsekvens var af mere social art. Allerede da Niels lavede tilbuddet på Klavsens kørsel, havde han på fornemmelsen, at Klavsen ville tage det ilde op. Niels havde da efterfølgende følt sig nødsaget til at melde afbud til partiforeningens traditionsrige julearrangement, hvor Klavsen kom hvert år og var meget populær i bestyrelsen. Niels havde faktisk ikke rigtig haft lyst til at se Klavsen i øjnene. Niels' bror, der ellers var aktiv i partiet, havde senere fortalt, at han også var blevet hjemme af personlige årsager. "Det behøvede du da ikke," havde Niels sagt til ham, men broren mente vist noget andet med "personlige årsager". Niels grublede lidt over, hvad det kunne være, mens sneen føg uden for vinduet.

Så ringede telefonen. Det var netop broren. "Hej Niels," lød det, "nu er vi på vej med kareten!" Broren havde lovet at hente én af Niels' nye busser fra forhandleren i Rettested og have den med, når han alligevel skulle til middag i Skrællinge her lillejuleaften. Det havde han god tid til, nu hvor han var blevet fritaget for sit hverv i byrådet.

"Det lyder godt! Kan skidtet køre?," spurgte Niels med et grin, selvom han helt alvorligt var lidt bange for, at det nymodens, elektroniske køretøj ikke kunne klare mosten ret længe i drift. "Ja, den er fin," svarede broren. "Nu skal du høre: Jeg har en gæst med! Der er den der sorte knægt fra Nørrebro, der laver skilte på busserne, ikke? Han har også lagt dine tekster ind. Vi kører med dit nye firmanavn på destinationen!" Et stort smil bredte sig på Niels, mens broren fortsatte: "Nå, men hans tog hjem til København var aflyst på grund af snestormen, så jeg har ham med. Håber det okay?" Smilet forsvandt igen. "Hvad har du? Er du sikker på, han ikke er kriminel eller DJØF'er eller sådan noget?" Niels fik ikke noget svar, for lyden forsvandt. Mobildækningen er stadig ikke så god mellem Rettested og Øster Bøvelse.

Når broren kom, skulle der være middag for ham og resten af den lille familie på Niels, Mette og børnene Ida og Mads. Det var planlagt til klokken nitten. Idas nye kæreste (af hensyn til sammenhængen i historien, er Ida nu tre år ældre end sidste år) ville vist nok også komme. Og så åbenbart en københavnersnude med indvandrerbaggrund. Lidt oprevet lagde Niels sig på sofaen for at hvile sig.

Han lukkede øjnene og tænkte på det hele: Broren, udbuddet, den forestående jul, Mettes gode mad, Disneys juleshow, flæskesteg. Masser af flæskesteg. Mmmm.

Udbudsmaterialet

(Ikke menge julekalendere har sådan en deloverskrift).

Niels kunne godt mærke træthæden. Han havde været tidligt oppe for at rydde sne, og bagefter havde han hjulpet Mette med at pynte stuen op. Og så var der alt det administrative. Mens han lå der på ryggen, lod han tankerne flyde.

Han tænkte tilbage på den dag i oktober, hvor lastbilen kom med udbudsmaterialet. Nu var øjenlågene virkelig tunge!

Han drømte, at han var begyndt med at blade det igennem for at finde ud af, om den gode gamle serie 7'er mon kunne bruges. I det mindste bare som reserve?

Svaret så faktisk ud til at være et ja. I buskravene stod der, at bussen højst måtte være 30 år gammel. Gulvhøjden skulle være mindst 700 mm, og bussen skulle have manuelt eller højst halvautomatisk gear.

Også i designet bestod 7'eren med bravour. På sidevægge, lyskassebagvægge, skillevægge og sæderygge skulle der være brune træimitationer. Sæderne skulle have betræk i røde eller brune mønstre. Bybusser skulle dog have rødt plasticbetræk. Holdestængerne skulle have farven RAL 7720 Shissenbraun.

Udenpå stillede trafikselskabet ikke krav om et bestemt design. I stedet skrev de, at hver vognmand burde tilstræbe at have en unik bemaling af busserne.

Over forruden skulle der være rulleskilte. Lysdiode- eller punktmatrixskilte kunne ikke accepteres, men elektriske rullebåndsskilte ville være ok. Der skulle være plads til trecifret linjenummer, og derudover skulle der være et destinationsbånd med teksterne "Ikke i rute", "Rutekørsel", "Lokalrute" og "Særkørsel". Såfremt andre tekster fandtes på rullen, måtte de ikke anvendes, uden at trafikselskabets bomærke var overdækket.

Niels ledte dog forgæves efter specifikationen af, hvor mange og hvilke slags tøjbamser, han måtte have i forruden. Han slog tilfældigt op et andet sted i udbudsmaterialet:

Køreplaner må ikke opbevares i køreplansholdere eller på anden måde direkte tilgængeligt for kunderne. Chaufføren skal på forespørgsel fra kunder udlevere et enkelt eksemplar af køreplanen og bør i den forbindelse anlægge en mine, der klart signalerer, at dette ikke bør gentage sig for ofte.

Nitten

Casper travede hen mod stoppestedet ved Vinterbyvester Forsamlingshus. Var dagens sidste bus mon kørt?

Hov, hvad var det? Den gammelkendte stoppestedstavle med afgangstiderne var væk. Nu sad der i stedet en meget simplere tavle i trafikselskabets nye design. Der var ikke nogen køreplan, men i stedet denne tekst:

Kører dagligt. Færre ture skolefridage.

Få alle afgange den næste time ved at sende en sms med teksten 'stop vinterbyvester' til 1717.

Casper kiggede skeptisk på skiltet. Mente de virkelig det? Han fandt mobilen frem, og selvom fingrene rystede af kulde, fik han med lidt besvær ramt de rigtige bogstaver og sendt sms'en af sted.

Med mobilen afventende i hånden kiggede han ned ad den tomme landevej. Det var nok rigtigt, hvad hans venner sagde. Han skulle se at få det kørekort. Efter et par minutter vibrerede mobilen i hænderne på ham, og han åbnede straks beskeden. "Nitte," stod der.

Mens Casper bandende prøvede at finde et telefonnummer til den lokale taxacentral, hørte han pludselig lyden af en bus med ZF Ecolife-gear bag sig. Han drejede hovedet: En sprit ny, trafikselskabslyserød rutebil med det blå skær fra Rejsekortet i forruden og et sæt solide lastbilhorn på taget kom kørende. Der skulle da ikke køre nogen bus nu!? Casper gjorde alligevel tegn til chaufføren, som stoppede og åbnede døren. "Hvor skal du hen?," spurgte chaufføren, som kun havde én anden passager med, nemlig en ung mand, der var lidt mørk i huden. "Til Skrællinge," sagde Casper, mens hans busentusiastøjne studerede den helt ukendte bus. "Så hop ind!"

Det viste sig, at de alle skulle til vognmand Niels Jensens hus til middag! "Ida har fortalt om dig," løj Casper, da han opdagede, at chaufføren var hans nye kærestes onkel. Turen fortsatte ti minutters tid ad den mørke, sølede landevej, indtil bussen var i Skrællinge, og Niels' bror svingede bussen ind i indkørslen, hvorefter han meldte deres ankomst med et langt "BÅÅÅÅÅT" med hornet.

Sådan er det jo

Niels vågnede med et sæt. Hvad var dog det!? Han gik over til vinduet ud mod vejen. Virkeligheden var tilbage for fuld styrke! "Åh, var det virkelig kun en drøm?," sukkede Niels.

Ude foran holdt den nye, skrigende lyserøde bus. Som broren havde lovet i telefonen, viste det orange, lysende diodeskilt "Globalbus". Jo, den var god nok. Det var den nye rutebil, der skulle erstatte 7'eren, og som for at leve op til trafikselskabets krav var specialbygget i længden 12,15 meter, så der på samme tid kunne være 40 retvendte siddepladser, stor midterperron og et intregreret handicaptoilet og it-skab mellem fordøren og højre forhjul.

Og sådan gik det til, at julefreden endnu engang sænkede sig over Skrællinge.

Vil Globalbus overleve frem til næste jul?
Bryder elektronikken i den nye bus sammen?
Hvad skal der dog ske med Niels' gamle serie 7'er?
Holder forholdet mellem Ida og Casper?
Tilgiver Klavsen nogensinde Niels?
Når Sikandar hjem til jul?

Find selv på svarene i kommentarfeltet herunder!

Glædelig jul og godt nytår til alle læsere!