En tiltrængt forårsrengøring på Myldretid har givet anledning til, at "Video" og "Links" er forsvundet fra menuen. Fælles for begge områder var, at der ikke var sket opdateringer gennem flere år, og ikke mindst at jeg ikke længere har ambitioner om at gøre noget ved det.
Dermed er der kommet lidt mere på listen over tidligere indhold, der ikke længere findes på Myldretid, men som alligevel er "arkiveret" og tilgængeligt. For at have en samlet indgang og rodekasse til den slags, har jeg lavet Off-peak. Som navnet antyder, indholder Off-peak alt det, der ikke er Myldretid, bl.a. videoerne.
Off-peak linker fra åbningsdagen (som er i dag) til videoerne på YouTube og til arkivet med gamle indlæg i Myldretids forum (nedlagt 2008), på S-togspostlisten (uddød ca. 2008) og på Metropostlisten (nedlagt 2005). Endvidere er der links til visse af Myldretids søstersider mv. og til de vigtigste andre danske hjemmesider, der beskæftiger sig med Myldretids område på entusiastniveau.
Hvorfor ikke mere video og links?
Videoerne ligger fortsat på YouTube og kan findes via Off-peak. Tiden rakte ikke til at vedligeholde videohjørnet af Myldretid, og dertil kommer, at når jeg er ude i marken, går jeg mere op i at tage stillbilleder end i at optage video. Det er i praksis ofte enten-eller, eftersom det er svært at betjene mere end ét apparat ad gangen. Dermed ikke sagt, at der ikke kan komme nye videoer til, men de bor i så fald som udgangspunkt ikke på Myldretid.
Linksamlingen har eksisteret i 16 år, men har ikke været opdateret de sidste 4. Årsagen til de manglende opdateringer er den samme, som årsagen til at linksamlingen nu er blevet fjernet: Alle og enhver bruger i dag Google i stedet, når de skal finde en hjemmeside. I øvrigt er det overraskende opdateringstungt at vedligeholde en linksamling. Jeg er dog klar over, at der er nogle mindre entusiastsider, der mister synlighed ved, at linksamlingen er fjernet, og det er i virkeligheden nok den væsentligste pris.
Forårsrengøringen skal i øvrigt ses i forlængelse af tidligere oprydninger det seneste års tid, hvoraf det mest synlige nok var, at 44 artikler i "Baggrund & historie" tilbage i august blev erklæret forældede og principielt ikke bliver opdateret mere.
Kommentarer
John Bodholdt Nielsen
Skrevet
Det er for mig fuldt forståeligt, at Thomas de Laine "trækker stikket" med hensyn til video. Jeg kan om nogen bevidne, at det er en tidskrævende sport at producere videofilm. Det er ofte ikke selve optagelserne, men den proces at man efterfølgende skal redigere sig frem til noget, folk kan holde ud at se på.Thomas har også helt ret i, at det er umuligt at filme og tage billeder samtidigt. En jernbaneentusiast forsøger alligevel med videokameraet på stativ, samtidig med at han skyder løs med DSLRen. Det lyder mildt sagt ikke smukt, at høre et damptog køre forbi til lyden af et DSLR :-(
Jeg vil dog ufortrødent fortsætte med videokameraet. Der ligger meget video "på lager" med ikke længere eksisterende busser/linjer og sommeren 2015/16 vil blive tilbragt på 5A/300S.