Myldretid

Menu

Blog

Tilbage til Femvejen

Af Thomas de Laine | Skrevet i Almex Manifestet | Endnu ingen kommentarer

Andet afsnit i en julekalender med struktur som en Clement-debat og bid som Clement Kjersgaard. Begynd med første afsnit.

Valgdagen var oprunden. Therkild tog tidligt af sted fra arbejde for at aflevere sin stemme. Og ikke mindst for at køre forbi Stephan og aflevere en undskyldning. Han var stadig meget i tvivl om, hvordan begge problemer skulle gribes an. Skulle han alligevel stemme ja denne gang? Tvivlen nagede, indtil han fik øje på en række med tre valgplakater, der hang lige over for parkeringspladsen: "Hjælp Politiet med at optrevle pædofile netværk", "stoppe kvindehandel" og "bekæmpe indbrudsbander", lød budskaberne. Nu var han ikke i tvivl længere. Men hvad skulle han sige til Stephan?

Ikke et ondt ord om Berlingo'er

Therkild parkerede på Hyldegaardsvej en bagatel fra Stephans adresse. Der var jo ikke nogen grund til at invitere til gengældelse for Berlingo-eksplosionen sidste år. Han tog en dyb indåndning, tog den medbragte gave ud af bagagerummet og bevægede sig mod den rette hoveddør.

Therkild ringede på. Sekunderne begyndte at gå, mens han kunne mærke sit hjerte banke hurtigere. Hvordan ville det mon gå? Ville Stephan overhovedet være til at tø op? Eller var det så heldigt, at Stephan bare slet ikke var hjemme? Det var ikke til at vide, for Stephan svarede hverken på opkald eller beskeder.

Det var ikke så heldigt. Døren gik op, og Stephan så bistert på sin gamle, undskyld, tidligere ven.

"Jeg har taget en siderulle med," sagde Therkild, og rakte offergaven frem mod Stephan.

Efter kort at have underkastet gavens udvendige fremtræden en kritisk vurdering, lukkede Stephan både rullen og Therkild ind.

"Vi er altså godt klar over, at det var over stregen, det med bilen," forklarede Therkild. "Det var steget os til hovedet. Men du fik jo en anden Berlingo af forsikringen."

Stephan mumlede noget om selvrisiko, men udpegede alligevel en sofaplads til Stephan, mens han rullede gaven ud: "Søborghus", "Emdrup", "Skovshoved", "Klampenborg", "Ikke i rute"...

"Okay, jeres undskyldning er noteret! Var der andet?," spurgte Stephan, stadig med bitterhed i stemmen, men tydeligt tilfreds med gaven.

"Vi vil gerne have dig tilbage i folden," forklarede Therkild, "og så tænker vi da lidt på nye eventyr. Vi har tre mål nu: Rulleskiltene, de trykte køreplaner og S-bus-striberne skal tilbage!"

"Vil I stadig ikke slå nogen ihjel?"

Therkild tøvede lidt. "Har du nogen forslag?"

"Jeg kommer på noget," sagde Stephan. "Men hvis jeg skal være med, skal vi have ét mål mere: Trafikservice skal gå over til Berlingo'er!"

Men...

Således enige begyndte de to venner at opdatere hinanden på de seneste elleve måneders begivenheder. Ligesom aktuelle begivenheder blev vendt.

Stephan og Therkild havde bestemt aldrig delt holdninger om alt, så de undgik ikke at krydse klinger om dagens folkeafstemning. Therkild fortalte om, hvordan han aftenen forinden havde dyrket sin tvivl ved at se en ekstraudgave af "Debatten" om afstemningen.

"Der kan da ikke være kommet noget uventet frem i det program," mente Stephan. "Medmindre altså de hev en trold op ad æsken!"

"Det gjorde de faktisk lidt," svarede Therkild. "Både Mimi Jakobsen og Bjørn Elmquist var med."

Stephan hostede lidt af sin kaffe op igen. "Ja ja. Ex-politikere er nu tit mere tålelige end aktive politikere."

Therkild tog en slurk af sin kop, mens han tænkte, at Stephan havde ret. Af programmets vedvirkende havde han egentlig selv mest lyst til at stemme på Hausgaard eller Grøndahl.

"Er du godt klar over," gnækkede Stephan, "at hvis det bliver et ja i aften, kan Politiet endelig anholde fru Dideriksen?"

"Du tilgiver nok, men glemmer aldrig," konstaterede Therkild med et smil, selv om han nu ikke ligefrem mente, at den gamle HT-formand ligefrem kunne regnes for kriminel. "Du hører til i gruppen!"

"Ja. Men hvad skal vi så? Sådan rent praktisk?," spurgte Stephan.

"Altså, vi andre synes jo, der stadig er noget potentiale i de der tidsrejser. Selv om vi ikke har været så gode til dem. Men hvis vi skal lave noget om, så er det stadig en måde at få ændret nogle beslutninger på."

Stephan gned sin hage, som han gjorde, når han udtænkte snedige planer. "At få ændret nogle beslutninger...", gentog han. "Hvad med, at vi prøver konceptet af. Vi tager tilbage til lige før 18. maj 1993, og sikrer os, at det bliver et nej til forbeholdene!"

"Nej!" Therkild rystede på hovedet. "Vi kan tage tilbage til lidt inden 2. juni 1992 og sikre et ja!"

21. oktober 2015

Efter godt tre kvarters diskussion uden særlige formildende omstændigheder havde de en aftale: Ud til Femvejen, tre omgange mod køreretningen, og et besøg bare cirka seks uger tilbage i tiden: Onsdag 21. oktober 2015. Så kunne de tage nogle billeder af 300S, 400S og 600S-busser på S-bussernes 25 års jubilæumsdag. Det burde man da egentlig have gjort...

De to venner jokede om løst og fast, mens de fik jakker og sko på. Netop ude af hoveddøren, var Therkild ved at dø af grin over Stephans grove vittighed om Boje, da Stephan med hård stemme og et ansigt, der lignede en rosin, sagde: "Vi tager din bil!".

Therkild og Stephan kørte i førstnævntes Volvo til Femvejen, og tog tre omgange med uret. Og pludselig gik turen ud mod Lyngby ad Jægersborg Allé - uden valgplakater og med lidt flere blade på træerne.

Vel ankommet til Lyngby station traskede de over mod 400S-stoppestedet. Kameraerne var skudklare, og stemningen god. Men de bemærkede også, at det var koldere end den dag i december, de kom fra.

En blåhjørnet Citaro lagde an til landing, og begge hævede de kameraerne for at sætte søgeren for øjet. Stephan benyttede lejligheden til at give Therkild en knytnæve, der sendte ham lige i fortorvet. "Så husker han ikke for meget," mumlede han.

Stephans billeder blev gode.

Og nu var vennerne kvit.

Læs mere om Femvejsbandens kommende ulykker i næste afsnit af julekalenderen. Med struktur som næseblod og bid som en gammel ven, der er bitter over et eller andet.

Kommentarer

Ingen har endnu kommenteret dette indlæg.

Kommentér

Skal udfyldes!
Skal udfyldes! Vises ikke.