Af Thomas de Laine | Skrevet 15. december 2010 kl. 22:08 i (H)jul i Udkantsdanmark | 6 kommentarer

Nye læsere bør begynde med første del.

Niels havde lyttet. Både til vognmand Klavsen fra Knolderød, til sælgeren hos busforhandleren og til sin kone. Han havde besluttet at låne en ny bus, magen til den, han havde kørt en prøvetur i, og anvende den på sin rute i nogle dage. Det blev spændende at høre folks reaktioner, tænkte han.

Først skulle demobussen dog afhentes. Den befandt sig netop nu på MegaBus' garageanlæg i Tryllebøllemagle, ikke så langt fra Tryllebølle, hvor MegaBus netop havde begyndt kørslen på en stor kontrakt. Da fabrikken ikke helt havde kunnet følge med, havde man udlånt nogle andre busser - heriblandt demovognen - til MegaBus i de første dage. Nu var de manglende busser dog dukket op, så demobussen kunne undværes. Som aftalt var Niels taget til Tryllemøllemagle for at hente kareten.

Kulturmødet

Det var et stort anlæg, MegaBus havde anlagt her. Efter resultaterne af trafikselskabets seneste udbud var MegaBus blevet ret... mega. Så de havde investeret i nogle nye, store og veludstyrede garageanlæg. Netop dette anlæg rummede også MegaBus' administration og hovedværksted, og det bar præg af, at der var brugt penge.

Niels meldte sin ankomst i receptionen og blev bedt om at tage plads i et sofaarrangement i tilknytning til hvilket, der fandtes et lille bord og friskbrygget, økologisk gourmetkaffe samt frugt til høflig selvbetjening. Han så sig om i den moderne bygning, hvor der var højt til loftet og glas i fuld højde ud mod busopstillingspladsen. På en opslagstavle bag receptionisten fik han øje på en plakat med MegaBus' fem værdier, der sammenfattedes i ordet "TATOO":

• Talent
• Ansvar
• Tolerance
• Overblik
• Overskud

Niels spekulerede på, om de nu også ville få overskud med de priser, de bød med ved licitationerne. Flere af hans kolleger var i hvert fald skeptiske. Han blev dog afbrudt i sine tanker, da en ung, smart jakkesætklædt herre med en engelsk titel, der vist nok kunne koges ned til, at han var ansvarlig for vognparken, rakte ham hånden og præsenterede sig.

Det blev til en kort snak på mandens kontor, hvor de lavede overdragelsesforretning vedrørende bussen. Niels blev blandt andet fortalt, at MegaBus havde været utilfreds med, at de nye busser var tungere end lovet ved bestillingen. Det kostede mere brændstof og sled på granitbelægningen på den nye store garageplads. Dog havde leverandøren planlagt en softwareopdatering til busserne, der ville løse problemet.

Snart efter kørte Niels af sted mod Skrællinge i det nymodens uhyre. Bussen var, i overensstemmelse med trafikselskabets designkrav, i skrigende lyserød bemaling. Mon han kunne parkere en bus i dén farve ved hjemmet i Skrællinge, uden at byens ungdom ville hærge den?

Faren ved sport

Som altid om onsdagen var Mette ved syttentiden kørt til Stolperup Hallen, for at hente Ida efter håndboldtræning. Hun kom i god tid, men til hendes overraskelse skulle hun denne gang ikke vente på, at datteren blev færdig. Tværtimod stod hun uden for og talte med Jonas. Var han nu også her? Mette rullede med øjnene, dog uden at datteren så det.

Ida havde åbenbart lovet Jonas, at Mette kunne tage ham med, og at hjemturen derfor gik via Yderstolperup. Mette lod pænt som om, det ikke generede hende. Af børnenes indforståede samtale på bagsædet kunne Mette forstå, at Jonas åbenbart spillede fodbold i Stolperup, og at de havde mødt hinanden i hallens cafeterie. Desværre fremgik det også af ordvekslingerne, at de ikke var holdt op med at "komme sammen" siden weekenden.

Efter at have fået losset Jonas af i Yderstolperup, spurgte Mette på så pæn en måde, som overhovedet muligt, hvad pokker datteren egentlig så i Jonas? Han lavede jo aldrig lektier! Ida mente sig dog ikke på samme måde forpligtet til at svare så pænt som muligt, og gjorde det helt klart, at drenge, der lavede lektier, var kedelige, og at Mette under alle omstændigheder ikke skulle blande sig i, hvem hun kom sammen med. Som om det ikke var nok, havde datteren tilføjet, at hun håbede, skolen i Skrællinge ville blive lukket rigtig hurtigt, så hun kunne komme ind til Bøvelse og gå på samme skole som Jonas!

Det ligger uden for denne julekalenders snævre rammer at komme ind på, hvilke udvekslinger af synspunkter, der efterfølgende fandt sted i den lille bil, men den højlydte markering af standpunkter i diskussionen stoppede brat, da mor og datter ankom til hjemmet i Skrællinge. En stor, rumskibslignende, lyserød bus var opstillet foran huset. "Hvad er der sket med den rigtige bus?," ville Ida vide. Mette vidste ikke noget. Bare Niels nu ikke var kørt galt med 7'eren?

Heldigvis sad Niels inden for i varmen og ventede på dem. Således beroliget med forklaringen på den lyserøde bus, begyndte Mette at fortælle Niels om sine bekymringer for datteren. Men Niels virkede slet ikke, som om han tog på vej over, at Ida var kærester med Jonas. Det irriterede hende. Men i morgen skulle hun mødes med sin veninde Kaja, og så kunne hun vel få luft for sine følelser.

Kan man virkelig nedbringe vægten af en bus med en softwareopdatering?
Bliver den lyserøde bus smadret af Skrællinges børn?
Hvad mener Kaja om Idas forhold til Jonas?

Hvis du følger med her i (H)jul i Udkantsdanmark, får du måske svar på nogle af disse og mange andre spørgsmål.