Af Thomas de Laine | Skrevet 3. december 2010 kl. 14:56 i (H)jul i Udkantsdanmark | 4 kommentarer

Nye læsere bør begynde med første del.

Det havde været en god morgentur med rutebilen. Vejene havde været farbare, selv ude omkring Yderstolperup. Niels havde haft tid til at tænke på andre ting end at få bussen frem, og derfor havde han kørt med nissehue og delt pebernødder ud til børnene, ligesom han altid plejede i december. Nu var han hjemme i garage igen og lunede sig på en kop kaffe.

På bordet foran ham lå 30 sider papir klipset sammen i hjørnet. Første side bar overskriften "Krav og ønsker til busmateriel". Med andre ord var det trafikselskabets beskrivelse af, hvordan nye busser skulle være. Niels havde rekvireret dem fra trafikselskabet, fordi han havde hørt fra sin bror i byrådet, at det nok snart ville blive aktuelt med aftalen om udvidelsen af skolebusruten. Desuden havde byrådet også planer om at indføre miljøzone i Bøvelse. Det havde kommunen jo fået mulighed for med lovændringen tidligere på året.

Niels havde faktisk aldrig læst det nye trafikselskabs krav til busser igennem. Dem skulle han først opfylde, når den gamle kontrakt kom i genudbud, og til den tid regnede han alligevel ikke med at kunne bruge sin gamle bus fra 1984. Men med udsigten til at få en kontraktbus mere og de kommende miljøzoneregler måtte han hellere sætte sig ind i tingene. Han var godt klar over, at han ikke rigtig havde styr på Euro-normer og sådan noget.

Den lyserøde bus

Han bladede kravspecifikationen igennem. Trafikselskabet stillede krav om trinfrit lavt gulv mellem fordøren og midterdøren. Til gengæld måtte der godt være højt gulv bag i. Bussen skulle også have perron med plads til en kørestol eller barnevogn, og midterdøren skulle være forsynet med en kørestolsrampe, der kunne slås ud. Niels prøvede at huske, hvornår han sidst havde haft en kørestol med bussen. Det kunne han ikke komme på. Men måske flere kørestolsbrugere ville tage med, når bussen var indrettet til dem? Det var måske ikke så tosset.

De sidste sider handlede om kravene til ind- og udvendigt design. Niels løftede koppen til munden og tog resten af koppens indhold af kaffe i én slurk. Nu var der kun én side tilbage, nemlig bilaget med skitsen, der viste designbemalingen. Han vendte papiret.

Kaffen stod ud af munden på Niels, som var ved at blive kvalt i hoste. Aldrig havde han set noget lignende! Papiret viste en stregtegning af en bus i skrigende lyserød; dog med hvidt omkring vinduerne, hvid kofanger og hvidt logo for trafikselskabet. Han tørrede kaffen af det nu noget plettede stykke papir og gik hovedrystende ud til bilen. Niels havde en aftale med en busforhandler i Rettested, som ville vise ham en bus, der levede op til trafikselskabets krav.

Niels ankom i god tid til forhandleren. Ude foran stod der fire rumskibslignende køretøjer. Han parkerede sin bil, og sælgeren, der havde set ham komme, var allerede på vej for at tage imod ham. "Dav Niels. Længe siden," sagde sælgeren. Niels gav ham et solidt håndtryk. "Nå," sagde sælgeren med et bredt smil, "skal du så til at køre i lyserødt?" Niels svarede med bestemthed, at i Skrællinge var det kun småpiger og bøssekarle, der førte sig frem i lyserødt. "Det tænkte jeg nok, du mente," lo sælgeren og pegede over mod den ene rumskibslignende bus. "Det var den dér, jeg fortalte om i telefonen. Jeg tror, den er noeget for dig. Du er velkommen til at tage en prøvetur."

Rumskibet

De gik over til bussen. Niels kiggede skeptisk på den. Han skridtede ned til forenden af bussen, hvor han begyndte at lede efter knappen til at åbne fordøren. Dén knap havde de gemt godt. Mens han stod og fumlede omkring lygter og kanter, hvor knappen måske kunne være, kastede han et blik ned langs vognsiden. Der var slet ikke nogen døre!! Var det skjult kamera, det her? "Hvad leder du efter?," spurgte sælgeren, der også så lidt forvirret ud. Da gik det op for Niels, at den mærkværdigt udseende bagende på bussen, faktisk var fronten, og at han nu ikke stod ved fronten, men ved den rigtige bagende!

Kort efter svingende han bussen ud fra forhandlerens plads og indledte sin prøvetur. Han havde aldrig før købt en fabriksny bus, og var heller ikke vant til at køre i sådan én. Dengang han begyndte at køre på skolebusruten, havde han undersøgt, hvad en helt ny DAB-rutebil ville koste. Prisen for sådan en karet var dog 1,7 millioner, og det var på det tidspunkt helt udelukket for Niels at betale så store summer for en bus. Heldigvis var der en brugt Leyland på lager, og den var Niels siden blevet rigtig godt tilfreds med. Med årene var han blevet mere velhavende, men en ny bus måtte også være dyr nu om dage. Hvis prisen var 1,7 millioner i 1992, så kostede den vel omkring 2,5 million nu, tænkte Niels.

Han drejede af Ringvejen og ind i Bimmerparken. For sent kom han i tanker om historierne fra pressen om, hvordan bybusserne blev bombarderet med sten herude. Tænk hvis det skete nu. Hvem skulle så betale for skaderne på bussen? Niels ledte efter et sted at vende og komme ud. Bortset fra det, så kørte den ellers godt, tænkte han. Motoren, som sad helt bag i denne "laventrébus", hørte han ikke meget til oppe på chaufførpladsen. Den sagde nærmest som en støvsuger. Faktisk var lydbilledet mere præget af et sandt inferno af bippelyde, når han for eksempel skulle vise af. Det måtte være en fejl på bussen.

Til alt held kunne Niels aflevere bussen uskadt tilbage til forhandleren. "Hvad skal den så koste?," var det naturlige spørgsmål. Da Niels fik at vide, at prisen kun var 1.400.000 kroner blev han straks mistænksom over for kvaliteten. "Hvor mange udklapninger er kørestolsrampen testet til?," ville Niels vide. Sælgeren slog en latter op. "Du skal hellere bekymre dig om at få den slået ud tit nok til, at den ikke ruster fast!," sagde han. Niels ytrede derpå sit mishag over frontens udseende. "Bare rolig. De er ved at facelifte modellen, så hvis du bestiller nu, får du den alligevel med fronten i nyt design," lovede sælgeren, som dog stadig kunne læse en skepsis i Niels' ansigt. "MegaBus fik 88 af dem tidligere på året. Både MegaBus og trafikselskabet er glade for dem," forsikrede sælgeren.

Vel hjemme fra storbyen gjorde Niels klar til eftermiddagens kørsler. Nissehuen og pebernødderne blev fundet frem igen. Han kastede et kærligt blik på sin Leyland. "Du skal aldrig males lyserød," sagde han til sig selv.

Skal Niels' Leyland males lyserød?
Er der pebernødder nok til alle skolebørnene?

Læs den nervepirrende fortsættelse i morgen!