Først en undskyldning til de af jer, der er lokale nok til at have holdninger til, hvilken side af Tryggevælde Å, der er den rette, og om Fakse bør staves med 'x' eller 'ks'. Jeg har valgt det sidste.

Østsjællandske Jernbane, også kendt som Østbanen, havde i 1926 begivet sig ud i rutebilkørsel. I første omgang stod banen ikke direkte selv for driften, idet man blot havde nogle koncessioner og samarbejder med private vognmænd. Men fra 1. april 1931 påbegyndte banen egen rutebildrift med overtagelsen af ruterne Fakse Ladeplads-Køge og Fakse Ladeplads-Fakse-Fakse station.

Allerede 15. januar 1927 havde man dog fået etableret en rute, "stationsbilen", mellem Fakse A station og Fakse by, der kørte i forbindelse med banens tog, som der på dette tidspunkt var fem til syv af dagligt på Fakse-grenen. Fakse A station lå godt to kilometer fra Fakse by, hvilket hang sammen med, at Østbanen ved anlægget i 1870'erne var ført noget øst om byen med håb om transporter af træ fra Vemmetofteskovene. Der gik oprindeligt en direkte vej mellem byen og stationen, men denne blev "opslugt" af kalkbruddets udvidelser efter anden verdenskrig. Der var senere hen overvejelser om at forlægge banen, men det blev aldrig til noget.

Køreplan for "stationsbilen" pr. 1. juni 1969.

22. maj 1977 lukkede Fakse A station imidlertid. Baggrunden var, at Østbanen og Faxe Jernbane, der hidtil havde ejet strækningen fra Stubberup til Fakse Ladeplads, var fusioneret. Siden maj 1927 havde Østbanens passagertog ganske vist været ført igennem til Fakse Ladeplads, men Faxe Jernbane havde fortsat kørt godstog mellem ladepladsen og kalkbruddet. Fra lukningen af Fakse A omdøbtes Stubberup, der oprindeligt havde heddet Fakse B, nok engang, og bar først navnet Fakse S, men fik siden navnet skrevet ud som "Fakse Syd".

Stationsbilen ændredes naturligvis også fra 22. maj 1977 til at køre mellem Fakse Syd og Fakse, hvor Østbanen overtog den eksisterende rutebilstation, som herefter har været betegnet Fakse Bystation. Stationsbilen blev nu også kaldt for Fakse bybus, og i en årrække i 1980'erne og 1990'erne havde den faste bus på ruten en særlig bemaling, der modsvarede Østbanens lommekøreplansdesign. Ved en renovering af Fakse Syd station i 1990'erne fik man gjort omstigning mellem bus og tog på dette sted særdeles ideel, idet der kun er få meter fra busdør til togdør og omvendt.

"Fakse bybus" ved Fakse Syd station i marts 2010. Samme år overgik kørslen til DitoBus, og linjen blev nedlagt. Foto: Thomas de Laine.

I trafikselskabsårene havde stationsbilen først rutenummer 320 og senere 725. Østbanen og senere datterselskabet Østtrafik kørte ruten helt indtil foråret 2010, hvor den efter et udbud overgik til DitoBus. DitoBus var dog ikke længe forinden blev ejer af Østtrafik, som ellers havde været det sidste tilbageværende privatbanerutebilselskab. Fakse bybus kørte dog kun videre indtil december-køreplansskiftet 2010, hvor man i stedet omlagde rute 76 mellem Fakse Ladeplads og Næstved til at binde Fakse Syd og Fakse Bystation sammen undervejs på sin rute. Det er den rute, der i dag hedder linje 630R.

Kilder og videre læsning:

Birch, Jens: Østbanen. Rutebiler 1926-1931-1991. Foreningen Busfronten, København 1991.

Plum, Ole-Chr. Munk: Østbanen 1879-2004. Dansk Jernbane-Klub, København 2004.

Se også Niels Munchs indlæg i Jernbanen.dk's forum.

Her i 2017 er det vist de færreste, der overhovedet gider forsøge at købe en international jernbanebillet via DSB. Men der var engang, hvor DSB var et stolt jernbaneselskab med billetkontorer over det ganske land, og hvor man udgav den grønne bibel Danmarks Rejseforbindelser. Trods navnet og fokus på landets stats- og privatbaner, bilruter og færgeforbindelser indeholdt denne udgivelse mere information om internationale jernbaneforbindelser, end jeg vil tro, DSBs ganske få tilbageværende billetkontorer har tilsammen i dag.

Udlandsforbindelser i 1966

Her er det fine oversigtskort over udlandsforbindelser i sommerudgaven af Danmarks Rejseforbindelser 1966:

Og listen over, hvor i værket de enkelte køreplaner fandtes:

Hvad så med priserne i en tid uden computere og internet og alt det der? Ja, det må så være med forbehold for kursændringer:

In English, Please!

Man holder alligevel ikke til at rejse med tog i udlandet, hvis man ikke kan lidt engelsk, så her er en lille sød historie fra Ian Marchants bog Parallel Lines, der om ikke andet kan læses som et satirisk portræt af jernbaneentusiaster:

There's a guy who runs a Chinese restaurant in Bognor Regis, who thinks that he hasn't been home to see his old mum for a few years. So he goes down to Bognor station and asks for a single to Beijing.

'I can't sell you that here,' says the booking-office clerk. 'I can sell you a ticket to London, perhaps they can sort you out there.'

In London, the guy asks for a single to Beijing, but the ticket clerk can only sell him a ticket to Paris. In Paris they sell him a ticket for Berlin, in Berlin a ticket for Moscow, and in Moscow they finally manage to sell him a ticket to Beijing, via the trans-Manchurian. He stays with his family for a few months before he thinks he'd better get back to his business. So he goes down to Beijing station and asks for a single to Bognor Regis.

'Certainly, sir,' says the ticket clerk. 'Don't forget to change at Barnham.'

Kilder og videre læsning:

Emnet er internationale togbilletter, så du må - helt i problemets ånd - klare dig selv. Men her er den bog, der blev citeret fra:

Marchant, Ian: Parallel Lines: Or, Journeys on the Railway of Dreams. Bloomsbury Publishing, London, England 2003. - Citatet findes på side 209.

I dette forår blev ledbussen som bekendt genintroduceret i København, og samtidig forlod man det princip, man havde fulgt i årtier, om at man stiger på bussen ad fordøren og ud gennem alle andre døre. Forinden havde der i nogle år været et forsøg i almindelige busser med indstigning ad for- og bagdør og udstigning i midten samt efterfølgende - på samme linje - det stik modsatte. Omfanget af information på og ved dørene viser, at det ikke er helt ligetil at ændre på den slags.

Aarhus er imidlertid vant til at gøre tingene anderledes på busområdet, og her holdt man indtil for få år siden fast i, at man i en almindelig bus steg ind gennem bagdøren og ud oppe ved chaufføren. Det fungerede sådan set også meget fint, indtil man introducerede busser med mere end to døre. Og i en ledbus i bytrafik er det altså farligt praktisk med mere end to døre!

Da Århus Sporveje indsatte de første ledbusser fra 1989, fik man dem derfor bygget med et lidt ejendommeligt dørarrangement: Forvognen havde dobbelte fordøre til udstigning og dobbelte midterdøre, som man måtte stige ind ad. Bagvognen havde en enkeltdør til udstigning lige efter harmonikaovergangen, og endelig var der en enkeltdør mere helt bagest til indstigning. Man havde altså så at sige to mindre busser i én rent passagerstrømsmæssigt.

Århus Sporvejes ledbus 408 med dørarrangement 2-2/1-1 i Garage Syd 18. marts 2006. De farvede striber ved dørene ses tydeligt. Foto: Thomas de Laine.

Sporvejene nåede at få leveret 11 ledbusser fra DAB med dørarrangement 2-2/1-1 (vogn 401-411), men så skiftede man også kurs. Søndag 27. september 1992 blev en håndfuld nye ledbusser med mere "normalt" dørarrangement (vogn 412-416) indsat, idet disse busser blot havde en dobbeltdør i det bageste led, altså dørarrangement 2-2/2-0.

Indstigningsreglerne blev nu justeret for alle ledbusserne, sådan at indstigning skulle finde sted ad midterdørene i forvognen, mens alle andre døre, også i de gamle ledbusser, var til udstigning. For at imødegå forvirringen udsendte sporvejene denne lille folder, der henviste til de lodrette striber på hver side af dørpartierne, der blev påsat udenpå busserne. Der var grøn farve omkring indstigninsdøren og rød farve omkring udstigningsdørene:

Det er pudsigt, hvordan man har gengivet fine tegninger af den rigtige nye og gamle ledbustype, men i fuld sennepsgul bemaling. På dette tidspunkt malede sporvejene nemlig stadig busserne hvide omkring vinduerne og grå langs taget - hvilket også omfattede både de gamle og de nye ledbusser!

En af de fem nye ledbusser fra 1992, der var skyld i ændringen af indstigninsreglerne: Vogn 413 på Grenåvej. Billedet er taget 27. september 2007 - få dage før DAB-ledbusserne endegyldigt forsvandt, ligesom det var slut med sennepsgul/hvid/grå som ledbusbemaling i Aarhus. Foto: Peter Berggrén Brandsen.

Århus Sporveje havde i årene 1987-92 den såkaldte Travolator, DAB serie 10, som var DABs første lavgulvsbus og udviklet i samarbejde med sporvejene. Denne bus var sennepsgul fra top til tå, og samme bemaling havde f.eks. også den sidste generation af sporvogne, der kørte i Århus fra anden verdenskrig til sporvejsdriftens ophør i 1971 (det er typisk sådan en vogn, der modtager gæsterne ved parkeringspladsen på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm).

I 1993 fik sporvejene påny en serie lavgulvsbusser, DAB serie 15 mk. I'ere, og de blev også sennepsgule i fuld højde. Derudover havde de, selvom de var almindelige 12 m-busser, tre dobbeltdøre, og også her blev det sådan, at man steg ind i midten og ud ad for- og bagdørene. Senere i 1990'erne skiftede Århus Sporveje helt over til, at alle busser blev leveret i fuldt sennepsgul, men vi skal frem til midten af 00'erne, før man langt om længe gik over til at anskaffe lavgulvsbusser. Næsten alle disse har været af typen Solaris Urbino i både 12 meter- og ledbusvarianten og alle med tre dobbeltdøre, hvor man steg ind ad den midterste og ud gennem de to andre.

I efteråret 2009 gennemførtes et tre måneders forsøg på Aarhus' linje 8, den nuværende linje 5A, som er en tværlinje på Ringgaden rundt om centrum. Under forsøget måtte både midter- og bagdøre bruges til indstigning, og alle bussens døre kunne anvendes, når man skulle ud. Og fra 2. januar 2012 blev det muligt at bruge alle bybussernes døre frit til både ind- og udstigning.

Kilder og videre læsning:

Der trænger hårdt til at blive skrevet en ny bog om Århus Sporveje. I Th. Ring Hansen og Peer Goe Jacobsens bog udgivet af Sporvejshistorisk Selskab i 1971 er sporvejenes buskørsel også behandlet, men der er løbet meget vand i Aarhus Å siden dengang.

De fleste nutidsnørder (ja, det er et ord) vil nok tænkte på rutebilstationen på nordsiden af Odense banegård, hvis jeg nævner "Odenses gamle rutebilstation". Men denne rutebilstation var faktisk ikke så gammel endda, idet den kun nåede at være i brug i 30 år og et kvartal. Dog var det lidt længere tid end forgængeren på Rugårdsvej, hvor rutebilstationen lå fra 1954 til 1978, og det er denne "gamle" rutebilstation, vi skal se på i dagens arkivpakke.

Rutebiler på Odense rutebilstation ca. 1955. De holder i "kamme" langs en stor øperron, der var oplyst med lysstofrør. Fra Vingehjulet.

Behovet for en ny rutebilstation

I årene omkring 1950 lå Odense rutebilstation i nordenden af Kongensgade. Det var et egendomsmæglerstenkast i sydvestlig retning fra Odense banegård og lige ved krydset mellem Østre Stationsvej, Vestre Stationsvej og Rugårdsvej. Kun cirka 100 meter derfra lå på Vestre Stationsvej 5 Odense Sydbanegård, hvorfra jernbanen mod Svendborg endnu udgik.

Driften på Sydfyenske Jernbaners jernbanestrækninger, hvoraf Svendborgbanen var den ene, var i april 1949 overgået til DSB, og Kongensgade-rutebilstationen blev da også benyttet af netop både DSB og privatbanernes rutebiler, der havde holdt her siden 1934. Sydfyenske Jernbaners værksted blev tillige i 1951 værksted og garage for banens rutebiler.

Rutebilstationen i Kongensgade havde imidlertid siden 1. april 1941 været rutebilstation for alle rutebilruterne ind og ud af Odense. Det havde for så vidt været en væsentlig forbedring, for indtil da havde de forskellige ruter holdt på intet mindre end tre forskellige rutebilstationer rundt omkring i byen. Men rutebilstationen i Kongensgade var primitiv, og ikke mindst var den temmelig trang, hvorfor rutebilerne i stort omfang måtte holde parkeret i gaderne omkring. Magistraten i Odense iværksatte derfor i 1950 en undersøgelse af, hvad der kunne gøres for de omkring to millioner årlige rejsende, og valget faldt på at placere den nye rutebilstation på Sydbanegårdens areal.

Den "nye" og "gamle" rutebilstations placering i forhold til rækken af transportrelaterede funktioner langs Østre og Vestre Stationsvej. Fra Vingehjulet.

Forinden var det besluttet, at Svendborgbanen skulle føres ind på selve Odense banegård i stedet for at have endestation på den separate Sydbanegård. Det indebar imidlertid en forlægning af banen, så den gik under den fynske hovedbane og langs nordsiden af denne ind til Odense banegård, der tillige måtte ombygges. Arbejdet med disse anlæg tog sin tid, men fra 23. maj 1954 kørte Svendborgbanens tog til og fra Odense banegård, og Sydbanegården havde set sit sidste passagertog. Lidt længere gik der, før godsekspeditionen ophørte, og det blev først i oktober og november, at banelegemet kunne ryddes.

Ny rutebilstation ved Rugårdsvej

Egentlig havde man gerne set den nye rutebilstation placeret tættere på Odense banegård i stedet for i en afstand af omkring 500 meter. Men et par mulige mere centrale lokationer blev både fundet for små og for dyre. Man så til gengæld en fordel ved, at den nye rutebilstation kom til at ligge så tæt på den gamle, at ændringen for de faste rejsende ville være minimal, og man opnåede også, at få placeret byens banegård, posthus, godsbanegård, toldkammer, rutebilstation og fragtcentral lige på stribe langs nordsiden af Østre og Vestre Stationsvej.

Så efter ganske få måneders arbejde åbnede en ny, stor og moderne rutebilstation på det trekantede tidligere stationsareal mellem Vestre Stationsvej, hvorfra der var indkørsel, og Rugårdsvej, hvortil udkørsel skete. Rutebilstationen var indrettet med i alt 44 holdepladser ved to "kamme" langs en bred øperron. Dertil kom en ankomstperron lige efter indkørslen langs Vestre Stationsvej.

Plan over rutebilstationen ved Rugårdsvej. Ved servicestationen i nordenden kunne busserne tankes. Fra Vingehjulet.

Kapacitetsmæssigt havde man sikret sig rimeligt, idet der på dette tidspunkt "kun" var 26 rutebilruter, der benyttede rutebilstationen. Disse ruter havde faste holdepladser, og de mest benyttede fik to, således at der også kunne holde en dubleringsvogn. DSB og privatbanerne var helt dominerende, idet kun 3 af de 26 ruter var private, nemlig Ørsted-, Sandager- og Stige-ruterne, og i de følgende år skete der blot det, at også privatbaneruterne blev overtaget af DSB. Rutebilstationen blev, ligesom forgængeren i Kongensgade, da også drevet af et interessentskab bestående af DSB og privatbaner, mens de private rutebilejere blot måtte betale for at anløbe rutebilstationen.

Umiddelbart foran hver holdeplads var der parallelt med rutebilens front placeret en bænk, om hvilken DSBs blad Vingehjulet i sin beretning om den nye rutebilstation skrev: "Ved hver 'kam' er på perronen anbragt en bænk, der tjener et dobbelt formål, idet den dels kan benyttes af ventende rejsende, dels skal markere, hvor langt rutebilerne må køre frem. (...) Der er næppe grund til at forvente, at vognene, bortset fra ganske enkelte uheld, vil påkøre disse bænke, idet chaufførerne på den gamle rutebilstation med de overordentlig knebne pladsforhold må have fået en god rutine i at manøvrere med de store rutebiler."

Øperronen med afgangsstoppestederne og de omtalte bænke var det desværre blevet fundet for dyrt at overdække, men til gengæld må man sige, at man rådede over en standsmæssig rutebilstationsbygning, idet Sydfyenske Jernbaners gamle banegårdsbygning blev ombygget til at fungere som rutebilstation. "En smålig skelen til en mulig besparelse på nogle få kvadratmeter her og der, som det i almindelighed er nødvendigt ved nybyggeri, kunne derfor undgås," skrev Vingehjulet! Kerteminde-banen og Nordvestfyenske Jernbane beholdt dog førstesalen som hovedkontor.

Odense Sydbanegårds stueetage før og efter ombygningen til rutebilstation. Fra Vingehjulet.

Bygningen er en rødstensbygning fra Svendborgbanens åbning i 1876 og tegnet af arkitekt H.A.V. Haugsted. Den var oprindeligt cirka 30 meter lang og i to etager med et fremspringende midterparti, men fik i 1912 nogle tilbygninger i én etage mod både øst og vest, hvoraf den østlige senere også fik en førstesal. Bygningen findes stadig og huser i dag Fyns Almennyttige Boligselskab.

Ny rutebilstation igen og igen

Rutebilstationen ved Rugårdsvej var i brug indtil 26. maj 1978, hvor Odense rutebilstation flyttedes til Dannebrogsgade på nordsiden af Odense banegård - lige ved den nordligste af perronerne og med Jernbanemuseet som umiddelbar nordlig nabo. Her lå den indtil 24. august 2008, hvor rutebilerne ved en større omlægning af Fynbus' rutenet blev mere integrerede med bybusnettet i Odense og holdt flyttedag til bybusterminalen på sydsiden af stationen. Enkelte fjernbusser og lignende har dog benyttet rutebilstationen i Dannebrogsgade efter august 2008.

Kilder og videre læsning:

De fleste af oplysningerne og artiklens illustrationer stammer fra DSBs blad Vingehjulet, 12. årgang, nr. 9, februar 1955, s. 97-104.

Se også billeder mv. fra banegårdsbygningen på My 1 2 87.

Derudover er der hentet oplysninger fra:

Petersen, Jens Åge S. & Andreas Skov: Godt på vej. Kollektiv trafik på Fyn i 100 år. FynBus, Odense 2011.

Viinholt-Nielsen, Lars: Odense-Svendborg Banen 1876-1976. Odense Universitetsforlag, Odense 1976.

Dette års julekalender er ikke, som tidligere år, en mavesur-satirisk ode til den kollektive trafik. Derimod vil jeg dagligt fremdrage lidt bushistorie fra arkivet - en slags pakkekalender med arkivpakker.

For dog alligevel at fortsætte hvor jeg slap, begynder arkivpakkekalenderen med vognmændene Therkildsen, Stephansen, Bojesen og Simonsen. For det var naturligvis dem, der lagde navn til hovedpersonerne i Almex Manifestet, som udgjorde julekalenderen her på kanalen i 2014 og 2015.

Therkildsen

Poul Christen Thomsen havde i januar 1923 åbnet ruten Bagsværd-Lyngby, som midt i 1920'erne blev forlænget til Charlottenlund. Hans foretagende kom til at blive kendt som De blaa Rutebiler.

I 1944 flyttede brødrene Ingvart og Laurids Therkildsen fra Varde, hvor de solgte deres daværende vognmandsforretning, til Bagsværd, hvor de fra 1. juli købte ruten mellem Bagsværd, Lyngby og Charlottenlund. Fra januar 1949 begyndte brødrene tillige at køre en mere lavfrekvent rute mellem Bagsværd og Hareskovby. Ruterne blev fra 1950 sammenlagt til én, hvor dog kun hver tredje bus gik helt til Hareskovby, og fra maj 1951 havde den sammenlagte rute linjenummer 165.

Fra 1947 til 1974 kørte Therkildsen tillige den såkaldte militærbus mellem Birkerød station og Høvelte Kaserne. Fra 1. oktober 1963 kørte Therkildsen endvidere en ny rute mellem Lyngby og Ballerup ad Bagsværdvej og den nye ringvej. Denne direkte rute med få stop var en forløber til den nordlige del af den nuværende linje 400S.

Køreplan fra begyndelsen af 1970'erne, hvor Therkildsen endnu også kaldte sig "De blå Rutebiler":

Therkildsen blev HT-entreprenør 1. april 1975 og samme efterår blev linje 165 forlænget i østenden til Hellerup station. Til gengæld måtte Therkildsen 1. oktober 1978 afgive kørslen på linje 159 til HT, der ville sammenlægge ruten med sin ekspresbuslinje 153E mellem Taastrup og Ballerup - næste skridt på vejen mod linje 400S. Omvendt forlængedes linje 165 samtidig til Værløse.

I 1980'erne var det Ingvart Therkildsen og hans to yngste sønner Lars og Peter Therkildsen, der som sidste generation drev virksomheden. Peter Therkildsen var driftsleder. Linje 165 og lidt turistkørsel udgjorde indtil 1989 aktiviteterne, men så fulgte der også nogle begivenheder: Ved det store køreplansskift i maj 1989 bortfaldt linje 165' strækning mellem Lyngby, Charlottenlund og Hellerup, der blev overtaget af en del af de to nye, dobbeltrettede ringlinjer 169 og 179, som i ændret form stadig kører. Som kompensation for denne indskrænkning, fik Therkildsens Ruter i stedet linje 167 mellem Herlev og Bagsværd. Næsten samtidig blev HT pålagt et foretage udbud af op til 45 procent af trafikselskabets kørsel, og en af de første konsekvenser blev i praksis, at Therkildsen og de øvrige private entreprenørers kørsel blev sendt i licitation.

Therkildsens Ruter genvandt kørslen pr. 1. april 1990. Forinden havde man sammen med flertallet af de andre private entreprenører været med til at stifte det fælles aktieselskab City-Trafik, der fra samme dato også vandt kørsel for HT. Fra november 1994 til maj 1996 var Lars Therkildsen i øvrigt direktør for City-Trafik. Therkildsens Ruter selv måtte ved genudbuddet efter fire år desværre se sig slået af Linjebus, som 1. april 1994 overtog linje 165 og 167, men enkelte gange efter 1994 bød Therkildsens Ruter igen ved HTs udbudsrunder, dog uden held. Først i 2003-04 blev selskabet opløst.

Stephansen

I foråret 1928 annoncerede Gentofte Kommunalbestyrelse og Gladsaxe Sogneråd efter en vognmand, der var interesseret i at køre en bilrute mellem Gentofte og Søborg. Der havde gennem flere år været forgæves forsøg på at få etableret - og bibeholdt - en lignende tværgående forbindelse, og en kort periode i 1924 havde en Chr. Tolstrup endda drevet en rute mellem Søborghus Kro, Vangede og Gentofte, som dog ikke havde vist sig rentabel. Som svar på kommunalbestyrelsen og sognerådets ønske søgte Hans Christian Stephansen imidlertid koncession på en rute magen til.

H.C. Stephansen var oprindeligt rutebilvognmand i Jylland, idet han fra 1922 kørte en rute mellem Kolding og Snoghøj, hvorfra Danmarks første bilfærge sejlede til Middelfart. Fra 1926 flyttede han dog østpå og blev mindretalsaktionær i det nye selskab A/S Amager Rutebiler, der drev et par ruter fra Sundby til det sydlige Amager. Her fungerede han desuden som driftsleder, indtil Amagerbanen overtog selskabet, da banen gik ind i rutebildrift i 1930.

Fra begyndelsen af april 1929 kom Stephansens egen rute fra Gentofte station ad Brogårdsvej og Vangedevej til Søborghus Kro i gang. Efter godt et år forlængedes ruten via Ordrup til Skovshoved ved Strandvejen, og fra juni 1936 kom en sidelinje op til Klampenborg station. I 1938-39 kørtes der tillige en gren til Hellerup, men efter krigsudbruddet måtte kørslen indskrænkes, så denne gren faldt væk, og den kom ikke tilbage. Fra maj 1942 til oktober 1946 var Stephansen nødt til helt at indstille rutebildriften og ernære sig ved andre opgaver.

Efter krigen kom kørslen i gang igen, og i maj 1951 fik også Stephansen linjenumre. Linjenummeret 176 blev tildelt ruten mellem Søborghus og Klampenborg, mens linjenummer 177 gjaldt ruten Søborghus-Skovshoved. Senere på året kom den nye linje 178. Denne rute betjente villakvarteret i den vestlige del af Vangede med endestationer ved Vangede station samt i Ordrup, men ruten ændredes snart til at være en slags variant af de to andre linjer, så der kørtes mellem Søborghus og Klampenborg (sommer) henholdsvis Skovshoved (vinter).

Herunder ses vinterkøreplanen 1967-68 for Stephansens tre linjevarianter med numrene 176, 177 og 178. Bemærk, at hver linje har timedrift tilrettelagt således, at der er stiv 20-minuttersdrift på fællesstrækningen. I dag findes kun en linje 176, men den har 20-minuttersdrift i myldretiden.

Under HT blev linje 176 og 178 fra 30. september 1979 forlænget ned til endestationen for linje 10 og 16 på hjørnet af Frederiksborgvej og Emdrupvej - det der i dag kaldes Emdrup Torv. Linje 177 blev til gengæld nedlagt, idet man i stedet forlængede linje 27, og man indrettede i stedet kørslen på de tilbageværende to linjer sådan, at linje 178 altid betjente Skovshoved, mens linje 176 kørte til Klampenborg.

Tage og Hans Eiler Stephansen blev sidste generation i rutebilselskabet, idet man i 1988 valgte at afhænde virksomheden til HT, som overtog driften 31. marts 1988. HT kørte uændret videre i et års tid, men ved det store køreplansskift 28. maj 1989 bortfaldt Klampenborg-grenen, så alle ture gik mellem Emdrupvej-sløjfen og Skovshoved. Det blev linjenummeret 176, der overlevede. Og overraskende nok kan netop linje 176 genfindes så godt som uændret i 2017, hvor Arriva står for driften.

Bojesen

Assurandør Andreas Jacobsen havde i 1924 oprettet en rute fra København (Vognmandsmarken) over Lyngby til Hørsholm/Hillerød - de senere linjer 184 og 185, hvoraf sidstnævnte ikke er identisk med den nuværende linje med dette nummer. Ligeledes i 1924 var han blevet ansat som driftsleder ved Strandvejsautomobilet, der drev den senere linje 188 (i dag 388). Året efter fik han ydermere koncession på en rute fra Lyngby over Lundtofte til Hjortekær. Denne rute blev imidlertid meget hurtigt afhændet til Gunnar Bojesen.

Tre generationer af Bojesen-familien drev ruten videre, og i 1927 nåede også denne rute til Charlottenlund (nej, det er ikke et tilfælde, at Almex Manifestet foregik her!), idet den forlængedes til Femvejen, som var endestation på visse ture, indtil denne mindre benyttede del af ruten som følge af mangelsituationen efter udbruddet af anden verdenskrig blev indstillet i september 1939. Der skulle gå ni år, før kørslen mellem Hjortekær og Femvejen blev genoptaget, men den blev så også fra oktober 1949 forlænget til Charlottenlund station, der var endestation helt frem til 1970. Her blev kørslen mellem Hjortekær og Charlottenlund på ny skåret væk, og denne gang var det for bestandigt.

Fra maj 1951 bar ruten Lyngby-Lundtofte-Hjortekær linjenummeret 173, og her ses en køreplan for ruten pr. 1. september 1971 - et år efter bortfaldet af Charlottenlund-delen:

Som det ses, havde linje 173 på dette tidspunkt 20-minuttersdrift på hverdage, suppleret til 10-minuttersdrift i myldretiderne. Den intensive myldretidsdrift var blevet indført i 1960'erne i forbindelse med Danmarks tekniske Højskoles (nuværende DTU) udflytning til Lundtoftesletten.

Udover linje 173 kørte Hjortekær Trafik, som virksomheden kaldtes, også en linje 174, og det var status, da Bojesen blev HT-entreprenør 1. april 1975. Tidligt under HT-systemet omlagdes kørslen i Lyngby-Taarbæk Kommune, og i den forbindelse nedlagdes begge linjerne i april 1977. I stedet fik Hjortekær Trafik de nye linjer 186 og 187, ligesom man overtog driften på den linje 194, som De blaa Omnibusser havde oprettet i 1970.

I 1982 ønskede Bojesen-familien at afhænde virksomheden, som blev overtaget af HT selv dette efterår.

Simonsen

Også i nærheden af Charlottenlund, men dog ikke i Charlottenlund, kørte vognmand Ove Simonsens De brune Omnibusser i Lyngby, Sorgenfri og Virum i årene 1948-58. Men det er egenlig flere generationer af Simonsen på Hornsherred, der var tænkt på i Almex Manifestet.

Christian Frederik Simonsens første bilrute blev også etableret i begyndelsen af 1920'erne. Det var den senere linje 323 mellem Frederikssund, Kyndby og Skibby. Trafikken udvidedes med en mere direkte rute over Krogstrup, senere linje 344, og en rute mellem Frederikssund og Sønderby, senere linje 318, der senere hen også forlængedes til Skibby. I en lang årrække var det dog vognmand Harry Andersen, der stod for Sønderby-ruten, mens Krogstrup-ruten kun var ude af billedet i de otte år fra 1928 til 1936, som Midtbanen nåede at køre mellem Hvalsø og Frederikssund.

Chr. Simonsen & Sønner kaldte sig også for Horns-Herreds Buslinier og boede i Skibby. Garagen på Hovedgaden var også en slags rutebilstation. Her ses vinterkøreplanen 1974-75 for Simonsens tre ruter - den sidste køreplan, inden selskabet i april 1975 blev HT-entreprenør:

Udover Simonsen var der forud for HT-systemets indførelse i 1975 to andre rutebilvognmænd på Hornsherred nemlig firma Alex Jensen i Skibby og Mogens Andersen i Jægerspris. I 1979 solgte Andersen imidlertid sin forretning til Simonsen.

Det blev dog den afsluttende udvidelse af forretningen for I/S Chr. Simonsen & Sønner, hvis sidste generation blev Lis og Trolle Simonsen. Da HT sendte alle entreprenørernes kørsel i udbud i 1989-90, havde de desværre ikke held med at genvinde trafikken. Selskabet opførte derfor 1. april 1990, hvorimod Alex Jensen klarede skærene i første omgang.

Simonsens kørsel var vundet af et nyt selskab kaldet Skibby Bustrafik, hvis navn dog snart ændredes til Frederikssund-Skibby Bustrafik. Efter fire år genvandt dette selskab kørslen og fik tillige Alex Jensens kørsel, hvorefter navnet nok engang ændredes til Partner Bus. Partner Bus beholdt kørslen ved licitationerne i 1998 og 2004, hvorefter ejerne solgte til norske Nettbuss, og kørslen er fortsat hos Keolis i Skibby.

Kilder og videre læsning:

Tre af de fire virksomheder er blevet glimrende portrætteret i Sporvejshistorisk Selskabs serie af bøger om storkøbenhavnske rutebilselskaber. Disse kan varmt anbefales.

Hansen, Michael Preben: Stephansens Rutebiler. Sporvejshistorisk Selskab, København 1998.

Kiby, Jesper: Linjeoversigt for HT-HUR-Movia. Foreløbig, upubliceret udgave, København 2015.

Sinding, Michael: Hjortekær Trafik. De brune Omnibusser. Trafikhistoriske rids fra Lyngby-Taarbæk kommune. Sporvejshistorisk Selskab, København 1982.

Sinding, Michael: Therkildsens Ruter, Bagsværd. Sporvejshistorisk Selskab, København 1995.