Blandt de positive sideeffekter af interessen for busser og jernbaner er, at man kommer steder, man næppe ellers nogensinde ville have set. Som nu for eksempel Ruds Vedby.

For sagen er, at Tølløsebanen fra mandag 18. januar indstilles på sin vestlige del fra Skellebjerg gennem Ruds Vedby og Høng til Slagelse, hvor der i stedet indsættes busser. Årsagen er sporets tilstand, og når det er kommet så vidt, skyldes det, at Region Sjælland ikke har villet sætte denne del af banen i stand, selv om den anden ende allerede er blevet moderniseret. Spørgsmålet har nemlig gennem de sidste par år været, om banen skulle overleve, bl.a. i lyset af mulige ændringer i statens tilskud til lokalbanerne. Herunder har man forventet ændringer i udmålingen af bloktilskuddet til regionerne, hvor antallet af kilometer privatbanespor hidtil har været et af kriterierne for bloktilskuddets størrelse.

Foreløbigt er banen ikke besluttet nedlagt, men heller ikke besluttet moderniseret, og det ligger heller ikke klart, hvor mange penge man på sigt kan regne med at få fra staten til lokalbanerne. Med andre ord sker der ikke noget, udover at man diskuterer heftigt, alt imens det gamle, slidte spor mellem Høng og Ruds Vedby bliver endnu ringere. Og nu holder man altså helt op med at køre på det "på baggrund af en samlet sikkerhedsvurdering", som Movias administrerende direktør Dorthe Nøhr Pedersen udtaler i en pressemeddelelse udsendt fra Dieselborg 8. januar 2016. Slagelse-Høng kunne vel sådan set opretholdes, men vil ligge noget afsondret fra de øvrige strækninger, Lokaltog trafikerer.

Min vej er kun sjældent gået forbi Tølløsebanen, og man risikerer jo, at Skellebjerg-Slagelse aldrig åbner igen. Så trods kulden var der ikke andet at gøre end at tage Rejsekortet ud af opvaskemaskinen og bruge en lørdag på en afskedstur.

Turen går til Ruds Vedby

Fokus var selvsagt på banens vestlige ende, så jeg tog et IC-tog til Slagelse med ankomst omkring en halv time før Tølløsebanens afgang. Det gav både mulighed for lige at runde busterminalen og at rekognoscere med henblik på at være godt placeret med kameraet, når toget kom ind. De fleste busser forlod busterminalen cirka 5 minutter før togets ankomst, og da vi kom dertil, havde en enkelt anden passager indfundet sig på perronen. Nogle få andre rejsende plus yderligere fotografer stødte til, inden vi afgik rettidigt fra Slagelse kl. 11.17 - uden at afvente passagerer fra det næste tog fra København efter mit, som ankom kl. 11.16 ved naboperronen!

Lokaltog FS 1122-MF 1022 ankommer til Slagelse station. Foto: Thomas de Laine.

Afgangen blev kørt af IC2'eren MF 1022-FS 1122, som er blandt de tre IC2-tog, der også oprindeligt leveredes til netop Odsherreds- og Tølløsebanen i 1997. Nogle af dem, der i sin tid blev leveret til Nordsjælland og Lolland kan man dog også møde, bare ikke lige i dag. At finde en siddeplads var ikke noget problem, og udsigten over det snedækkede landskab var ganske smuk. Men samme udsigt mindede også om, at Tølløsebanen kører gennem en egn, der består af marker, gårde og mindre byer. Det virker ikke så mærkeligt, at banens - måske midlertidige - afkortning kun ventes at berøre omkring 600 daglige passagerer. Og når det har stået på en vis tid, falder antallet nok også. Når det er sagt, er banens passagertal faktisk steget i 2015.

På stationen i Høng var der flere fotografer, og hos Vestsjællands Veterantog var porten til remisen åben, mens man arbejdede med et eller andet. Det er en veteranbane, der måske har grund til at være bekymret, selv om den har sit eget spor fra Høng til Gørlev. Det er nu engang praktisk også at have sporforbindelse til omverdenen.

Lidt efter afgang fra Høng blev hastigheden sat ned, og toget kørte markant langsommere på det meste af turen til Ruds Vedby. Det er da som nævnt også især her, problemet ligger, nemlig de slidte skinner, hvor der kun må køres 40 km/t.

I Ruds Vedby stod jeg af, og efter at have fotograferet det afgående tog, mødte jeg nok en fotograf. Jo, andre end mig skulle også lige ud og sige farvel! Næste tog den modsatte vej kom efter 12 minutter og har krydset med mit tog i Skellebjerg, fem minutters kørsel mod øst. Dette andet tog på banen var Lint-tog nr. 2028-2128. Bemeldte anden fotograf i Ruds Vedby fik lavet en ganske udmærket video, hvor jeg optræder til venstre i baggrunden i tiden 4:51...!

Lint-togsæt 2128-2028 afgår fra Ruds Vedby mod Slagelse. Mon vi kommer til at se det igen? Foto: Thomas de Laine.

Tølløsebanen har timedrift i dagtimerne i weekenden, som tyndes ud til totimersdrift om aftenen. Det resulterer i en køreplan, hvor to tog er på skinnerne, og de mødes i Skellebjerg. Når banen afkortes til Skellebjerg, falder det ene togsæt i weekenden væk.

I myldretiderne mandag-fredag havde banen på det seneste to afgange i timen, som dog ikke udgjorde stiv halvtimesdrift. Et tredje togsæt gjorde de ekstra ture mellem Tølløse og Dianalund, mens en bus kørte mellem Dianalund og Slagelse. Det er Keolis i Slagelse, der har kørt disse busser, og det er også Keolis, der fra mandag kører den udvidede togbuskørsel mellem Skellebjerg og Slagelse, hvilket vil ske med nogle af deres Jonckheere Transit-busser. I hvert fald indtil videre, for der bliver sikkert tale om et udbud af kørslen, som jo må forventes at finde sted i længere tid, selv hvis banen genåbner, og der har været udtalelser i pressen om, at man godt kunne tænke sig at få kørslen udført med busser af turistbusstandard.

Tølløsebanen har i øvrigt hidtil været den eneste lokalbane i Movialand udover Nærumbanen, der ikke er fundet værdig til optagelse i R-nettet. Den har linjenummeret 410, mens f.eks. Odsherredsbanen og Lollandsbanen er R-linjer med numrene 510R henholdsvis 710R.

Stationsbygningen i Ruds Vedby - en af Heinrich Wencks kreationer. Foto: Thomas de Laine.

Med 48 minutter i kulden til næste afgang var det oplagt at tage Ruds Vedby i besigtigelse. Stationsbygningen i Ruds Vedby er, ligesom Tølløsebanens øvrige, "egne" stationer tegnet af Heinrich Wenck og lignede da også andre af hans værker. Der var dog ikke mange spor af liv i den, og til gadeside bar den stadig Regionstogs siden 1. juli 2015 ukurante bomærke. På et sidespor ned mod Slagelse-enden stod Lokaltogs trolje M76, stadig mærket med det endnu mere ukurante VL (Vestsjællands Lokalbaner, som var navnet 2003-09), og desuden lå der et bjerg snedækkede sveller.

I gamle dage, hvor Tølløsebanen også drev busruter, var Ruds Vedby station udkørselssted for visse HTJ-busser. De tider er dog forbi, og eneste rutebil, der passerede gennem Ruds Vedby i det relevante tidsrum, var en linje 490 til Slagelse. Turen kørtes af DitoBus' vogn 4736, en VDL Ambassador, som jeg fotograferede med Ruds Vedby Kirke i baggrunden. Den havde ingen anledning til at holde ved stoppestedet. Byen har kun godt 1.700 indbyggere, og de lod til at foretrække bil, gerne med trailer.

En bus på linje 490 ved Ruds Vedby Kirke. Foto: Thomas de Laine.

De få ordinære rejsende, der i begge retninger ventede på tog på Ruds Vedby station, var da også helt unge mennesker. Herunder en ung dreng, hvis bukser og strømper meget moderigtigt ikke overlappede. Jeg antager, at det har været koldt om anklerne med dagens minusgrader og sne! Og, nå ja, der ankom også et hold jyske fotografer, mens jeg ventede. Da Lint'en kom tilbage mod Tølløse steg jeg på. Her var lidt flere med end på forrige afgang, men i øvrigt bekræftede det billedet af, at banens passagerer i høj grad er unge uden kørekort eller egen bil.

Første stop herefter var Skellebjerg, hvor der krydsedes med IC2'eren mod Slagelse, og hvor banen fra mandag har vestlig endestation. Skellebjerg virker nu bestemt ikke som nogen logisk endestation. Byen, der ligger omkring fire kilometer øst for Ruds Vedby, har bare 200 indbyggere og ser også meget lille ud fra toget (luftfoto). Eftersom det problematiske afsnit af banen fortrinsvis ligger vest for Ruds Vedby, ville Ruds Vedby nok være en mere oplagt endestation, hvilket selvfølgelig kræver en lidt større ændring af køreplanen. Køretiden mellem Ruds Vedby og Tølløse i den hidtil gældende køreplan er imidlertid 32 minutter mod 26 fra Skellebjerg, så stiv timedrift med ét togsæt er nok udelukket, hvis Ruds Vedby skal være endestation.

Jeg blev i toget 26 minutter endnu. Ganske få minutter efter ankomsten til Tølløse gik der tog mod Kalundborg fra den nordlige perron, der kunne nås via gangbroen. Derimod var der mere end en halv time til toget mod København. Og i denne halve time passerede et gennemkørende tog i hver retning. Jeg er klar over, at Tølløsebanens køreplan nødvendigvis var lagt, så der var tid til den langsomme kørsel over det dårlige spor, og at IC-togene via Slagelse denne weekend kørte på andre minuttal end sædvanligt på grund af sporarbejde. Jeg anerkender også, at der er mange begrænsninger i at lægge en køreplan for en enkeltsporet bane, og at køreplanen skal være nogenlunde økonomisk. Men det forekommer mig alligevel, at der kunne være noget at hente på passagertallene ved at skabe bedre korrespondancer med andre tog. I begge ender lader de til at være enten uhensigtsmæssigt korte eller lange.

Lint-tog 2128-2028 i Tølløse i selskab med en IC2, der sikkert var i drift på banen dagen før, på sidesporet. Foto: Thomas de Laine.

På et opstillingsspor i Tølløse henstod i øvrigt banens tredje togsæt, der sikkert var i drift i fredags. Det var også en IC2'er, men et af dem, der oprindeligt blev leveret til Lollandsbanen, nemlig MF 1041-FS 1141. En enkelt rute 540 mod Holbæk, kørt af DitoBus' vogn 4668, en Volvo B12M-bagperronbus, kom forbi og satte to passagerer af, men ellers skete der ikke meget, mens jeg ventede på toget mod København. Ingen af butikkerne, der lå over for stationen, var åbne.

Historietimen

Tølløsebanen er 114 år gammel, og når man kigger på, hvad der rent ferrovialt er sket i banens opland, må den vel egentlig betegnes som en overlever. For det er muligt, at Tølløsebanens amputation i sydvestenden viser sig at blive permanent, men det vil langt fra være den første jernbanestrækning, der nedlægges i området.

For at placere Tølløsebanen på landkortet, bør det nok ridses op, at jernbanen fra København til Roskilde åbnede i 1847 og i 1856 blev forlænget via bl.a. Sorø og Slagelse til Korsør. Banen fra Roskilde via bl.a. Tølløse, Holbæk og Værslev til Kalundborg åbnede lige inden årsskiftet 1874/75. Endelig åbnede i 1898 banen fra Slagelse over Høng og Gørlev til Værslev, hvorfra togene fortsatte det korte stykke til Kalundborg. Alle disse strækninger blev drevet af Statsbanerne, da privatbanen mellem Høng og Tølløse åbnede 22. december 1901.

Høng-Tølløse Jernbane (HTJ) havde fra begyndelsen fælles driftsledelse med Odsherreds Jernbane (OHJ), der var åbnet i 1899 mellem Holbæk og Nykøbing Sjælland. I årene 1919-56 eksisterede der tillige en kort privatbane (21 km) mellem Hørve på Odsherredsbanen og Værslev på Kalundborgbanen. Hørve-Værslev Jernbane (HVJ) havde i hele sin levetid også fælles driftsledelse med OHJ-HTJ, men det er nok kun "parret" OHJ og HTJ de fleste kan huske i dag. Efter lidt over hundrede års nært samarbejde, blev OHJ og HTJ i 2003 langt om længe fusioneret til Vestsjællands Lokalbaner, for i 2009 at blive lagt sammen med Lollandsbanen og Østbanen til Regionstog, der endelig i 2015 blev slået sammen med de nordsjællandske lokalbaner til Lokaltog.

Men tilbage til fortiden. Efter at planerne om Høng-Tølløse Jernbane var fremkommet, blev det også besluttet at lave en privatbane mellem Sorø og Vedde station på Tølløsebanen. Sorø-Vedde-banen åbnede i 1903, idet driften dog forpagtedes til DSB.

Så vidt banernes storhedstid i det vestsjællandske. Allerede i 1933 indstilledes den meget begrænsede persontrafik på Sorø-Vedde-banen, og banen overgik helt til staten, for dog at blive nedlagt i 1950. Hørve-Værslev-banen lukkede som anført også i 1950'erne. 23. maj 1971 overtog HTJ persontrafikken på statsbanestrækningen fra Høng til Slagelse, idet DSB herefter kun drev godstrafik på Slagelse-Værslev-banen og kun op til Gørlev. Sporet mellem Gørlev og Værslev blev senere fjernet. I foråret 1997 overtog HTJ også selve strækningen mellem Høng og Slagelse, mens sporet mellem Høng og Gørlev nu kun bruges af veterantog med udgangspunkt i Høng. Slagelse-Værslev-banen havde i øvrigt aldrig den store persontrafik i DSB-tiden.

På dette kort ses de omtalte baner plus en række andre vestsjællandske banestrækninger, hvoraf flere også er blevet nedlagt:

Landets engang rigtig mange privatbaner har gennem tiden ofte været truet på deres eksistens. Men det var i 1960'erne, at de lukkede på stribe. Optræk til det ses f.eks. i den betænkning, der blev afgivet af Privatbanekommissionen, som i 1954 var blevet nedsat under trafikministeriet. Kommissionen opdelte privatbanerne i tre grupper:

1. Baner man fandt levedygtige, også på længere sigt
2. Baner hvis fremtid man anså for usikker
3. Baner man mente burde nedlægges ved udløb af den periode, hvor kommunerne havde påtaget sig at garantere for deres underskud, eller kort tid derefter

Privatbanekommissionen betegnede Tølløsebanens persontrafik som ret god, mens det lå mindre tilfredsstillende for godstrafikkens vedkommende. Derudover havde den betydning "egnstrafikalt" og som forbindelse til statsbanerne. Alt i alt placeredes den i gruppe 1 - i øvrigt sammen med Odsherredsbanen.

Hørve-Værslev Jernbane blev derimod placeret i gruppe 3. Denne bane blev angivet at have en temmelig ringe persontrafik, men i modsætning til begge andre baner i driftsfællesskabet lå godsbefordringen nogenlunde på højde med landsgennemsnittet for privatbaner. Underskuddet var dog forholdsvis stort, og kommissionen anbefalede banens nedlæggelse ved garantiperiodens udløb i 1956, medmindre der kunne skaffes garanti for fortsatte roetransporter, som udgjorde hovedparten af godset. Banen nedlagdes som nævnt også ved årsskiftet 1956/57.

Det store spørgsmål er også i dag, om Tølløsebanen bør opretholdes og sættes i stand, eller om banen bør nedlægges.

Tølløsebanens IC2-tog FS 1122-MF 1022 forlader Ruds Vedby for denne gang. Foto: Thomas de Laine.

Kilder:

Tølløsebanens historie kan studeres nærmere i Ole-Chr. Munk Plums bog Høng-Tølløse Jernbane 1901-2001, der blev udgivet af Dansk Jernbane-Klub i anledning af banens 100 års jubilæum.

Nævnte bog står imidlertid ikke på min reol, så oplysningerne om banerne ovenfor er hentet her:

Lars Viinholt-Nielsen, John Poulsen & Ole-Chr. Munk Plum (red.): Privatbanerne gennem 150 år. Bane Bøger, Smørum 1997.

Niels Jensen: Danske jernbaner 1847-1972. J. Fr. Clausens Forlag, Aschehoug, København 1972.

Betænkning afgivet af den af ministeren for offentlige arbejder under 23. april 1954 nedsatte Privatbanekommission. Betænkning nr. 144. Statens Trykningskontor, København 1956.

Med struktur som 90 års fødselsdagen og bid som Dronningens Nytårstale.

Det sidste afsnit af julekalenderen udkom til tiden. Til gengæld var det lidt tamt, men som modydelse bliver afslutningen hermed trukket lidt ud i form af en slags nytårsefterskrift.

Som man forhåbentlig har bemærket, refererede hvert afsnits titel til en kendt film eller bog:

1. The Matrix. Filmen af samme navn kræver vist ingen introduktion, men julekalenderhistoriens kobling til titlen bestod i den bus, Simon kørte i. Det var nemlig den eneste bus på linje 9A og næsten også i København (fraregnet linje 4A), der stadig kørte med punktmatrixskilte. Bussen går i visse nørdede kredse da også under tilnavnet "The Matrix".
2. Tilbage til Femvejen. Her er der naturligvis tale om lidt lån fra filmen Back to the Future eller Tilbage til fremtiden, som var dens danske navn. Fra II'eren helt præcis. Datoen 21. oktober 2015 spiller en rolle i denne film såvel som i julekalenderafsnittet. Det var i øvrigt samme dato, at S-busserne kunne fejre deres 25 års jubilæum - i den virkelige verden.
3. Anne fra Grønnehave. Titlen er lånt fra bogen Anne fra Grønnebakken, hvis indhold der ikke er hugget eller stjålet noget fra, eftersom jeg aldrig har læst den.
4. The Fifty Shades of Brown. En titel lånt fra 2011-bestselleren Fifty Shades of Grey, som jeg under ingen omstændigheder vil beskyldes for at have læst.
5. Fahrenheit 450S. Vi har her fat i Ray Bradburys berømte roman Fahrenheit 451 fra 1953, der foregår i en fremtid, hvor bøger er forbudt og bliver brændt, hvis myndighederne finder dem. 451 grader Fahrenheit skulle være den temperatur, som papir brænder ved (pedantprævention: papir brænder i virkeligheden ved en lavere temperatur). Julekalenderafsnittet handler dog om køreplaner i stedet for bøger og demonstrerer, hvor galt det kan gå i fremtiden, når køreplaner ikke findes! Filmatiseringen af Fahrenheit 451 fra 1966 indeholder i øvrigt scener med en ganske interessant monorailbane. Optagelserne fandt sted i Châteauneuf-sur-Loire i Frankrig ved en 1,4 kilometer lang testbane for det såkaldte SAFEGE-monorailsystem, der blev udviklet af et fransk konsortium af samme navn.
6. Femvejsbandens sidste sticker. Titlen er inspireret af en anden forglemmelig kulturel frembringelse, nemlig Olsen-bandens sidste stik, som var den fjortende og sidste Olsen-banden-film. Den, der aldrig skulle have været lavet, og som havde premiere i 1998.

Det blev af tidsmæssige grunde ikke til så mange afsnit, som oprindeligt planlagt. Her er nogle afsnit, der aldrig nåede længere end idéplanet:

• Den bestolede kassevogn. Urimeligt frit efter Grimms eventyr Den bestøvlede kat og meget gerne med introduktion af udtrykket "kassere" for omstillingen af en buslinje fra rigtige busser til minibusser.
• Titanic. Jo, Leyland har engang lavet en Leyland Titanic.
• Lost in Transmission. Ingen konkrete idéer, men den titel burde kunne bruges til noget.
• Stjernekrigen. Femvejsbandens kamp mod Sprintere?
• Kina-syndromet. Noget om elbusser og kinesisk samlekvalitet med henvisninger til filmen The China Syndrome fra 1979, hvor det ikke går så godt på et atomkraftværk.
• Den lille pige med Rejsekortet uden tank op-aftale. Bare rolig, ingen små børn, der fryser ihjel nytårsaften som i ophavet Den lille Pige med Svovlstikkerne af H.C. Andersen. Men en fin overskrift til et afsnit med fokus på en af Femvejsbandens yndlingsaversioner.

Jeg fik nævnt noget med manglende tid. De fleste, der læser med her, har nok opdaget, at det ikke kun var julekalenderen, der manglede tid i 2015. Forhåbentlig bliver der mere tid til nyheder, billeder, busdatabase og så videre i det nye år.

Godt nytår!

Med struktur som skråstillede blå og hvide striber og bid som en lille, glad julegris.

Julefreden var ved at sænke sig, og de fire venner hyggede sig over en øl hjemme hos Stephan på Hyldegaardsvej. Fjernsynet kørte i baggrunden, hvor en juleudgave af Hvem vil være millionær? var ved at gå i gang. "List disse fire begivenheder efter, hvor ofte de finder sted. Begynd med den, der sker hyppigst: Ny transportminister, skybrud, organisationsændring, total solformørkelse."

"Jeg er ikke i humør til det der," sagde Stephan. "Det har været en sløj omgang. Vi havde tre simple mål, og ingen af dem er lykkedes. Vi har ikke engang brugt tid på det med bolsjestriberne!"

"Nej," sagde Simon. "Jeg mener; sidste år fik vi da i det mindste eksploderet nogle Sprintere. Det var da én eller anden form for resultat."

"Det var et skråplan!," protesterede Therkild. "Men ja, det er ikke imponerende det her. Vi indkasserede endda en bøde for en uautoriseret køreplan!"

"Det minder mig om, at jeg skal vise jer noget!," sagde Boje så. Han rejste sig og gik ud i Stephans entré for at hente en ting i sin taske. "Se her!," sagde han så med en bog i hænderne. "Turen går til Buranda! Kan I se, hvor jeg vil hen?"

"Til Buranda...?," spurgte Simon forundret - både over hvad det gik ud på, og over at Boje fik lov at spille en rolle i dette afsnit. Det var altid lidt irriterende, når der var personer med i en historie, uden at de rigtig betød noget for den. Simon fjernede ét minuspoint fra kontoen, fordi Boje havde en replik, men det var stadig ikke nogen god julekalender, syntes han.

"Nej! Buranda findes ikke!," sagde Boje. "Det en guidebog til et fiktivt land! Det er sådan en, man kan have liggende på sit sofabord, og så sige til sine gæster, at man skal på sommerferie der. Og så more sig over, hvad de svarer. Især hvis de prøver på at lyde, som om de godt ved, hvor det er, eller at de kender nogen, der har været der!"

"Lidt ligesom at sige, at man har familie i Skrællinge?," spurgte Therkild.

"Ja, lige præcis! Men jeg vil heller ikke til Skrællinge!," forklarede Boje. "Nej, hvis vi ikke kan få de trykte køreplaner tilbage, så kan vi da bare trykke en fiktiv køreplan selv og dele ud af. Sådan i det autoriserede design og det hele. Det kunne da være sjovt! Linje 7A. Eller 450S. Eller en ny køreplan for linje 5A med timedrift!?"

Stephan satte sin øl fra sig med bestemt hårdhed, så bordet gyngede. "Hør her! I ved udmærket godt, at jeg altid er med på en practical joke. Men det der er jo ikke sjovt. Vi skal gøre noget helt andet! Vi skal selv sætte de bolsjestriber på S-busserne!"

"Okay...?," sagde Simon. "Hvordan havde du tænkt dig det?"

"Det er helt simpelt! Vi skal bare klæbe dem på tagkanten af busserne. Og så noget gul folie til at klistre over de blå hjørner. I morgen aften, når busdriften er indstillet nogle timer, så er alle busserne hjemme. Og vi har tid nok, for vi kan jo bare rejse lidt frem og tilbage i tiden med Berlingo'en. Så skal vi nok nå alle busser og alle anlæg. Og vupti! Juledag kører alle S-busserne rundt med bolsjestriber!" Stephan var tydeligt stolt over sin idé.

"Det gider jeg altså ikke bruge juleaften på!," muggede Simon.

"Det behøver du heller ikke! Vi klarer det hele nu med lidt tidsrejseri med Berlingo'en."

"Tja... Det er vel forsøget værd," sagde Therkild. "Når alt kommer til alt, er det trods alt ikke den dårligste idé, du har fået i tidens løb!"

Stribernes nat

Overtøjet kom på, og de fire gutter drønede til Femvejen, én dag frem tiden, og derefter til Columbusvej.

Alle busserne var hjemme. Men desværre kun 200S. 350S var jo flyttet til Ejby, havde de lige glemt. Men heldigvis var der tid nok.

Stephan åbnede bagagerummet. For en gangs skyld kom Berlingo'en til sin ret: Den var fyldt til bristepunktet med aflange klistermærker med blå og hvide S-bus-striber.

"Hvor i alverden har du dem fra?," spurgte Therkild.

"Dem har jeg haft længe," svarede Stephan.

"Det var ikke det, jeg spurgte om...," sagde Therkild.

Simon hadede, når der optrådte noget i en historie, der helt tydeligt manglede en god forklaring. Det her var et af de værste tilfælde, han længe havde set. Men hvad, det kan vel også være svært at producere en julekalender baseret på jokes om virkeligheden i en tid, hvor Bjarne Corydon bliver headhuntet af McKinsey.

Nå. Gutterne var effektive, og snart var hele 200S' vognpark med blå og hvide bolsjestriber i tagkanten. Og ingen blå hjørner.

"He!," gnækkede Stephan, da de drønede videre mod Ejby Industrivej. "Gad vide, hvordan de reagerer på dén!"

Og så gik det over stok og sten, og engang i mellem Femvejen for at vinde tid, indtil de fire nørder - trætte, men glade - returnerede til Stephans lejlighed.

"Hold kæft, hvor er der mange S-busser!," sagde Simon og åbnede en ny øl.

"Ja, det var drøjt!," kommenterede Boje. "Men det er stadig lidt tamt, det her. Der går jo tre dage, så har de pillet striberne og den gule folie af dem alle sammen igen. Og hvad så?"

"Det er rigtigt," sagde Therkild. "Men jeg ville nu være tilfreds, hvis bare jeg kunne få reaktionen at se."

"Så skal du bare vente til den 25.," sagde Stephan. "Det bliver sjovt! Og så kan vi tage ud og fotografere dem. De slipper ikke uden om at sende mindst nogle af dem på gaden med striber på!"

Men nu havde Simon altså fået nok. En julekalender slutter senest 24. december. Det ville han simpelthen ikke finde sig i!

"Okay, vi tager frem til juledag med det samme. Kom så! En tur mere ud til Femvejen!," kommanderede Stephan.

En påklistret afslutning

Vel tilbage i Stephans lejlighed, nu om formiddagen 25. december, kom øllene på bordet igen. Og mobiltelefonerne blev fundet frem. Hvordan mon der var blevet reageret på deres lille happening?

"DR skriver om det," sagde Simon, som dermed havde fundet den første offentlige reaktion på sagen:

"Ukendte gerningsmænd har juleaften klistret blå og hvide striber på 190 busser fra busselskabet Movia. Bortset fra det har gerningsmændene ikke ødelagt noget, og derfor er der stor usikkerhed om, hvad hærværket går ud på," læste Simon op. "Og så er der en politimand der siger: 'Umiddelbart er der ikke noget klart politisk budskab, der kan give os et praj.'!"

Vennerne lo.

"Her er en anden," sagde Therkild så med en artikel åben på sin telefon. "Avisen har talt med en mand fra Movia. Prøv at hør, hvad han svarer!" Therkild læste op af interviewet:

- Da den første garage ringede ind og fortalte om det, troede vi først, det var en kommunikationsbrist. Vi igangsætter nemlig et forsøg på linje 600S, netop her i juledagene, med en anden produktmarkering på S-busserne. Den er lige præcis lavet sådan, at der er sat gul folie henover de blå hjørner, og så er der placeret en QR-stregkode og en tekst, der siger 'Se produktfarven på app'en Din Offentlige Transport'. Men det viste sig, at det ikke bare var det.

- Hvad er I så kommet frem til, at det er?

- Ja, så måtte vi jo til at tænke i andre baner. Den første indskydelse var, at det er en form for terrorsikring. Men det kunne Politiet afvise. Bagefter kontaktede vi nogle folk fra vores kommunikationsafdeling for at høre, om det var en kampagne, de havde gang i. Men de svarede, at sådan nogle striber kunne de aldrig nogensinde finde på at godkende at sætte på busserne.

- Så I ved det heller ikke?

- Nej, ikke umiddelbart. Jeg kan ærlig talt ikke huske, at jeg nogensinde har set noget lignende.

"Aldrig set noget lignende!?" Therkild var tydeligt forarget. "Har de hukommelse som en guldfisk? De lavede en pressemeddelelse tilbage i oktober med et billede, hvor de striber er på!"

Boje afbrød: "Det er måske meget godt, hvis de ikke har for meget hukommelse!" Han holdt sin mobiltelefon op, så vennerne kunne læse med:

Overvågningskameraer fra flere af garagerne viser, at gerningsmændene har kørt i den samme bil. I forbindelse med hærværket efterlyser Politiet derfor en lortebrunmetallic Citroën Berlingo med nummerpladen JN 93 395 og et klistermærke på bagenden med teksten 'Fortrinsvis til bagage'.

Stephan kastede et bekymret blik ud på gaden, hvor den brune bisse da foreløbigt ikke havde tiltrukket sig nogens opmærksomhed. "Ups...!," sagde han og tilføjede lidt efter: "I har vel ikke flere af de der bomber fra sidste år?"

"Det skal være mig en fornøjelse," sagde Therkild med åbenlys glæde og gav sig til at trække en stor tingest pakket ind i brunt papir op af sin taske. "Flugtbilen er snart gjort uigenkendelig," lovede han.

"Hvorfor render du med sådan én?!," spurgte Stephan oprevet.

"Det har jeg gjort længe," smilede Therkild.

Og hermed ønskes alle, der har fulgt med, en glædelig jul. Også dem, der kører Berlingo.

En lektie i bushistorisk kildekritik. Med struktur som hessiantapet og bid som en slidt Almex M.

Det var tirsdag morgen og første dag i Simons juleferie. Glad og frisk stod han på perronen på Danshøj station og så sit S-tog nærme sig. Jo, linje Bx kørte skam her i juleugen. Og til tiden. Et fint, nyvasket og helt grafittifrit togsæt, hvor alle destinationsskiltene korrekt viste "Høje Taastrup", trak ind på perronen. Tilmed havde hvert eneste skilt virksom baggrundsbelysning. Kunne det virkelig passe? Simon kneb sig i armen for at forsikre sig om, at det ikke var en drøm.

Han slog øjnene op og gned søvnen ud af dem. Rutinemæssigt rakte han ud efter mobilen, hvis skærm skånselsløst viste "6:11". Der var ikke andet at gøre end at stå op. Øv! Men der var vel for pokker en grund til, at Stephan ville have ham til Hedehusene så ukristeligt tidligt på dagen.

Ved ottetiden landede Simon på Hedehusene station med en stort set tom linje 123. Allerede da bussen var på vej ind i terminalen, havde han fået øje på Therkild, Stephan og Boje, som stod henne ved 116-stoppet og øjensynligt diskuterede noget, der lå dem på sinde. I hvert fald gestikulerede Therkild ivrigt. Simon gik direkte hen til dem.

"Hvad så?," hilste han. "Hvad skal vi helt herud efter?"

"Dokumentation!," svarede Stephan.

Trods dette korte og hurtige svar, var der åbenbart en forventning om en opfølgende del med flere detaljer, kunne Stephan ligesom føle. Men han nøjedes med at sige: "Vi skal ud at køre en tur med Hans."

"Hans, hvem?," spurgte Simon. "Hans fra Roskilde?"

Stephan rystede på bordet.

"Fra Arden?"

Det var heller ikke det rigtige svar.

"Hans er én, Stephan og jeg kender fra gamle dage," forklarede Therkild så. "Han kører den 116'er, der kommer lige om lidt. Vi skal med en tur."

"Og hvad dokumenterer han?," ville Simon vide.

"Du får se!," smilede Stephan hemmelighedsfuldt.

Lidt efter kom en Volvo 8900, bare uden bagdør, ind på den lille busterminal, og knælefunktionen kom i brug. En ældre mand med rollator og en anden passager forlod bussen, mens et tredje menneske stod på. Derefter gik de fire entusiaster hen til bussen og gik ombord.

Efter diverse hilsener og introduktioner og anekdoter om de gode gamle for Hans, Therkild og Femvejen rejste Simon nok en gang et spørgsmål: "Hvad tid skal vi køre?"

"Prøv at se i køreplanen!," lo Therkild. Simon kastede et blik ned mod køreplansholderne ved midterdøren. Der var nogenlunde samme udvalg som i delikatessen i et nordkoreansk supermarked.

Men Hans havde et es i ærmet. Eller i hvert fald en køreplan i jakkelommen. "Nu skal du se!," sagde han og rakte Simon en sammenfoldet A4-side. Simon tog imod den og foldede den ud. Det var en fotokopi af et print af linje 116' køreplan. Næsten da, for der var lige lavet nogle markeringer og tilføjelser med håndskrift, men ellers var køreplanen fuldstændig, som hvis man skrev den ud fra sporvejenes, undskyld HTs, undskyld HURs, undskyld Movias, undskyld DOTs hjemmeside.

"Tak...!," sagde Simon forbløffet over dette uventede servicetiltag.

"Det er tit, der er nogen i bussen, der spørger efter køreplanen. Og sådan nogle laver man jo ikke mere. Så jeg tager dem her med," forklarede Hans, lige inden han - lige på minuttet - afgik med fire nørder og en passager i bussen.

"Skal jeg sætte en håndfuld ned i køreplansholderen?," foreslog Stephan.

"Du skal være velkommen!," svarede Hans og lagde en bunke til afhentning på møntbordet. Stephan gik ned og puttede dem i køreplansholderen.

Efter 25 minutters kørsel uden passagerudveksling nåede de Sengeløse Plejecenter. Hans havde spottet, hvad der ventede, eftersom en af Trafikservice' gule varevogne havde holdt parkeret lidt derfra på Landsbygaden.

Dørene blev åbnet, og et par kontrollanter stod på. De hilste på Hans og gik straks i gang med at kontrollere, om de rejsende havde gyldig rejsehjemmel. Både Therkild, Stephan og Boje kunne fremvise gyldige kontantbilletter, ligesom den normale rejsendes mimrekort hurtigt blev taget for gode varer. Kun Simons Rejsekort drillede lidt i første omgang, men endte med at blive accepteret. Men så zoomede den ene kontrollants blik ind på køreplansholderen nede ved midterdøren.

"Hvad fanden er det?," udbrød han og gik i hidsige skridt hen til samlingen af uautoriserede køreplansfoldere. De blev omgående konfiskeret. Nu fik det ellers så hyggelige lille busselskab en bøde. Og den her kunne måske blive lidt mærkelig at forklare for Hans.

Kontrollanterne forlod bussen igen, og Hans kørte videre. De fire nørder kunne godt mærke på ham, at han ikke var helt glad for situationen.

"Er det rigtigt, at der var engang, hvor Trafikservice gav bøder, hvis man ikke havde køreplaner med?," spurgte Simon.

Det var det.

Efter turens afslutning savnede Simon endnu engang svar. Denne gang på, hvad det nu var, der var blevet dokumenteret.

"Vi har set, hvilke kræfter man bruger til at sikre, at folk ikke får nys om, at der findes køreplaner, og hvad de indeholder. Og den uvidenhed kan være skadelig," forklarede Stephan.

"Meget skadelig!," gnækkede Therkild ironisk.

Boje sagde stadig ikke noget. Hvorfor var han egentlig med helt herude? Det var da noget pjat, hvis han ikke havde nogen rolle i historien, syntes Simon. Hold kæft, hvor var der meget sjusk i den julekalender.

Mere dokumentation

"Man kan jo bruge mobilen," sagde Simon skeptisk, mens de stod og ventede på toget tilbage mod civilisationen.

"Muligvis," sagde Therkild. "Men om ikke andet, så er køreplanen en bushistorisk kilde, vi kommer til at savne i fremtiden."

Simon prøvede at sige noget med at gemme PDF-filer, men blev afbrudt. "Kan du huske linje 17E mellem Enghave station og Teglholmen? Eller servicebus 144 i Ballerup? Eller at linje 192 har kørt til Klampenborg?," sagde Therkild forurettet. "Nej, vel!? Og de er ikke engang ret lang tid siden! Fremtidens busbøger kommer til at mangle mange oplysninger!"

"Ved I hvad?," sagde Stephan så. "Lad os bruge Berlingo'en og tage en tur lidt ud i fremtiden. Og så finder vi et busblad eller en busbog og ser, hvad de skriver!"

Som sagt, så gjort: I Høje Taastrup steg de om til Stephans Berlingo og kørte nordpå. Da de nærmede sig Femvejen, begyndte de at debattere, hvilket årstal, de skulle satse på, men de nåede den famøse rundkørsel hurtigere end et forlig, så Stephan traf en demokratisk beslutning, og så blev det 2027.

2027! Femvejen lignede umiddelbart sig selv. Dog var der ikke nogen stoppestedsstandere. "Har de nedlagt det hele!?," jamrede Stephan med en blanding af skuffelse og overraskelse, da han valgte at forlade rundkørslen ad Bernstorffsvej.

"Nej, nej, nej...," lo Therkild. "Tror du ikke bare, du skal se stoppeestedet på app'en Din Offentlige Transport?"

Hovedrystende satte Stephan farten op ind mod byen.

"Hvad nu?," spurgte Simon. "Hvordan vil du finde en busbog eller et busblad?"

"Vi tager hjem til dig!," lød svaret.

"Jeg bor vel ikke ude på Ørnevej stadigvæk i 2027!?," protesterede Simon.

Men det gjorde han åbenbart.

Simon låste gruppen ind i sin lejlighed, en anelse usikker på situationen og mindst lige så spændt som de andre på, hvordan der mon så ud.

"Er du ikke kommet af med dén endnu!?," lo Therkild højt, da de gik ind i stuen. Han pegede på den ølkasse, han havde siddet på tilbage i tredje afsnit.

Stephan smøgede ærmerne op, og gned sig i hænderne. "Nå, lad os se, hvad du har på dine reoler!" Alle fire begyndte de at gå på opdagelse i den lille lejlighed.

"Jeg har det!," råbte Therkild efter nogle minutter. Triumferende kom han ind i stuen med Busfronten nr. 361, maj 2027. Han gav sig spændt til at blade det igennem.

"Ha! De er stadig ikke sluppet af med bestillingsbillederne!," gnækkede Stephan.

På næste side blev stemningen dog straks mere alvorlig: "Endnu en Sprinter bliver bevaret," læste Simon op. Ved siden af var der indsat et billede af Kruses vogn 7195.

Helt slemt blev det dog i en tosides artikel bagest i bladet: "Sidste linje i København uden bogstav nedlagt" omhandlede farvelturen med linje 14, som i sine sidste år åbenbart havde haft ruten Bellahøj-Operaen ad bl.a. Rantzausgade og forbi Diamanten. Nu var der kun A- og S-busser tilbage.

"Okay," konstaterede Simon. "Det gik helt galt. Men det her er vel ikke på grund af mangel på trykte køreplaner?"

"Nej," sukkede Stephan med snuden begravet i et andet nummer, "man skal tage fat i blad 368 for at se, hvor galt det kan gå!" Han viste en passage, han havde fundet i bladet, til de andre.

"Artiklen hedder 'For 25 år siden: Metroen erstatter S-busser'. Det er historien om de S-buslinjer, der blev nedlagt i 2002 og 2003, da metroen åbnede! Altså 100S, 450S, 550S og 650S. Prøv at læse, det vrøvl, der står:"

Linje 450S
Denne linje blev oprettet 2. juni 1996 og kørte fra Gladsaxe Trafikplads via Tingbjerg til Brønshøj Torv og derfra videre ad Godthåbsvej ind til byen. Gennem centrum kørtes forbi Vesterport station, Hovedbanegården og Christiansborg til Christianshavns Torv og videre ud på Holmen. Linjen blev oprettet ved en samlet omlægning, der involverede de to gamle sporvognslinjer 2 og 8 og den langt senere linje 11. Linje 8 havde hidtil betjent Brønshøj Torv-Tingbjerg og Hovedbanegården-Holmen og blev erstattet af linje 450S. Men den kørte ikke ad Godthåbsvej, hvor linje 450S i stedet erstattede en del af den gamle linje 2. For at få det hele til at gå op, blev linje 11, der hidtil havde kørt mellem Vesterport station, Sundbyvester Plads og Tårnby, forlænget ad linje 8's hidtidige rute ad Rantzausgade mv. til Bellahøj. Herfra overtog linje 11 desuden linje 2's Bellahøj-gren videre til Brønshøj.

Mærkeligt nok er det ikke lykkedes at finde billeder af busser på linje 450S, selv om der findes masser af billeder af de samtidige linjer 100S, 550S og 650S. Men det må være ret klart, at linjen har eksisteret, for den er beskrevet i S-busplan 1995-97 fuldstændig som de tre andre linjer, og man kan også finde billeder af linje 11-busser på bl.a. Bellahøjvej. De nødvendige ændringer på linje 2, 8 og 11 har med andre ord været gennemført, og så må linje 450S næsten også have været etableret. Til gengæld er der noget, der tyder på, at den var en ret kortlivet linje.

Uden billeder og køreplaner fra linjen kan det være svært at vide, præcis hvordan driften har været, men i S-busplanen var den planlagt med 10-minuttersdrift i dagtimerne og kørsel med 11 ledbusser. Endnu et hint om, at linjen har eksisteret, ligger gemt her, idet City-Trafik som bekendt anskaffede busserne 2711-2740 til den nye linje 1A, der i 2003 erstattede linje 650S. Busserne 2700-2710 var derimod Volvo B10L-ledbusser leveret i 1996. Det ses af, at der findes billeder af en vogn 2700 og en 2702 i midten af 00'erne. Her var busserne selvfølgelig helgule, idet linje 450S var blevet nedlagt ved metroens åbning. Men vognnumrene 2700-2710 udgør netop 11 numre - altså linje 450S' vognpark - og de er anskaffet samtidig med busserne til linje 550S og 650S. Altså har linje 450S nok netop haft 10-minuttersdrift med ledbusser som forudsat i S-busplan 1995-97.

"Det kan man da kalde at ræsonnere forkert," sukkede Therkild hovedrystende. "Hvem har skrevet det vrøvl?"

"Han hed vidst Simon...," sagde Stephan.

For første gang den dag, åbnede Boje munden: "Ja. Men var det ikke meningen, vi skulle gøre noget ved det? Altså skaffe de trykte køreplaner tilbage? Jeg troede, det var det vi skulle til Hedehusene efter i morges!"

"Det må blive en anden dag," sagde Stephan. "Lad os tage hjem nu, jeg er træt! Simon, vil du med? Ellers mangler du nok en tolv års tid."

Simon tog med. Men hvorfor skulle han egentlig hives så tidligt op i morges for alt det her? Det gav jo ingen mening! Var det bare for, at drømmen om S-toget kunne passes ind i historien?! Så lavt ville en rigtig forfatter aldrig synke. Det var Simon sikker på.

Et afsnit til ære for Danmarks engang største busfabrik. Med struktur som brune træimitationer og overbid som en tidligere salgsprokurist.

"Kunne Therkild ikke?," spurgte Simon.

"Nej," forklarede Stephan. "Han fik brev i fredags om, at han er nødt til at flytte ud af sin lejlighed. Der er en eller anden medicinmand, der skal bruge huset til noget andet."

"Hmm..." Simon spejdede ned ad Apollovej, hvor de tre nørder havde taget opstilling for at fotografere de nye 9A-busser her på den første dag efter overtagelsen. "Vi har altså ventet længe nu," bemærkede han.

"Det kan også være, de markerer overtagelsen ved at holde fagligt møde. Det er jo set før!," spekulerede Boje.

"Det værste er altså, at de har flyttet kontraktskiftet til december. Det var meget bedre i 90'erne," mente Stephan. "Både lyset og temperaturen..."

"Hov, der kommer én. Og én til bagved," udbrød Simon. De gjorde kameraerne skudklare. "Og nummer tre holder for rødt nu!"

Kort efter strøg 7526, 7525 og, tyve sekunder senere, 7521 forbi.

"Arh, pis! Skiltet blev sort!," peb Simon, da han kiggede billederne igennem.

"Rolig nu. Der kommer tre mere om en halv time!," lo Boje.

"Nå, men det viser jo, hvor vigtigt, det er, at vi kommer af sted til Jylland og får ordnet det med rulleskiltene," smilede Stephan hemmelighedsfuldt.

Planen

Kvart over tre samlede vennerne Therkild op. Han var tydeligt træt og stresset, og det var måske årsagen til, at han virkede helt mild og glad ved synet af Stephans Berlingo.

"Hop ind! Turen går til Jylland!," hilste Stephan, da Therkild satte sig ind i bilen.

Efter at have lagt øre til Therkilds boligrelaterede frustrationer satte de musikken på. De fik hver især varmen tilbage i kroppen, eventyrlysten indfandt sig, og stemningen var helt høj, da de passerede toppen af Storebæltsbroen til lyden af Det prune punktum.

Ved aftenstid ankom de til Silkeborg, hvor de lod sig indlogere på et hotel og derefter gik ud for at finde noget at spise.

Over maden ville de tre andre gerne høre, hvad det nu egentlig var, der var Stephans plan. Nu var det vel ikke noget farligt, ville Boje gerne vide?

"Overhovedet ikke!," fastslog Stephan. "Først, når vi står op i morgen, skal vi da lige en tur forbi rutteren."

"Du mener Trafikterminalen?," spurgte Simon.

"Nemlig," sagde Stephan, og fortsatte: "Og så skal vi en tur tilbage til 1990. Vi finder en eller anden rundkørsel... Og nede i 1990 skal vi - naturligvis - besøge et firma på Kejlstrupvej. Jeg er sikker på, I ved, hvilken biks, jeg taler om!," storsmilede han.

"Billesbølle Serigrafi?," spurgte Simon.

"Neeeej, de lå i Haderslev," sagde Therkild, men tilføjede alligevel: "Kender du virkelig dem? Skilteruller er da før din tid..."

"Vi skal selvfølgelig til DAB - Dansk Automobil Byggeri!," sagde Stephan. "De byggede en ledfætter til Møns i 1990, som fik punktmatrixskilte. Vi skal sørge for, at der aldrig er nogen, der vil købe punktmatrixskilte efter dén bus!"

"Og hvordan vil du sørge for det?," spurgte Boje med tydelig skepsis.

"Jeg har fået lavet en lille anordning, der nok skal få skiltet til at starte en brand en gang i mellem. Bare en lille en. Og samtidig sørger vi for, at der bliver lækket et brev, der beskriver brandfaren, til pressen nogle måneder senere. Så vil trafikselskaberne ikke binde an med det skidt de første mange år!," var Stephans forklaring.

Noget søgt, tænkte Simon. Var det virkelig den mest plausible måde, Thomas kunne få dén historie til at hænge sammen på? Som om Danmark ville være upåvirket af, at punktmatrixskilte ikke gik i brand alle andre steder i verden! Den slags litterære nødplaner var ikke just Simons smag. "Kæft, hvor er det elendigt skrevet!," mumlede han for sig selv. De andre kiggede forvirret på ham.

Udførelsen

Næste morgen oprandt, og nørderne indfandt sig med deres kameraer på trafikterminalen. "Nu skal vi bare falde i med de lokale og for alt i verden undgå at vække opsigt," gjorde Stephan opmærksom på.

En morgenbus fyldt med gymnasieelever ankom kort efter. Rart at se en 12'er i drift! Den slags skete jo kun i Jylland. Vrimlen af unge mennesker gjorde dog, at bussen først kunne foreviges, da dørene var blevet lukket, og bussen var på vej ud fra terminalen igen. Men kameraerne kom op, og billeder taget. Det kom imidlertid så meget bag på chaufføren, at han glemte at følge vejen og ramlede ind i en container, der stod ude på Drewsensvej.

"Det er vist nu, vi skal videre," konstatere Therkild, og de gik mod Berlingo'en.

De måtte køre en del rundt i byen, før de fandt en rundkørsel, men lige ved den ene af søerne lå der to på stribe. Den første blev taget en omgang den forkerte vej rundt, og lige pludselig var de tilbage i 1990. "Nu er du ikke født endnu," bemærkede Therkild over for Simon.

Turen gik nu direkte til de hellige haller i byens nordlige del. Vel ankommet til forpladsen, spejdede de fire entusiaster ind på rækken af ibyttetagne busser, der stod opmagasineret bag fabrikken.

"Skulle det være en Roskilde-serie 4'er?," spurgte Therkild og pegede på en bus, Simon troede var fra Kirsten Jensen i Hallund.

Boje og Therkild lo af Simons åbenlyse forvirring. "Lad os komme inden for!," sagde Therkild.

Kaffe

De fire entusiaster entrerede den store, gule murstensbygning. Stephan gik hjemmevant i en bestemt retning, og de andre fulgte efter, indtil de ankom til et hyggeligt kontor med salgsprospekter, ringbind og andet godt.

"Daw!," sagde Stephan og gav hånd til manden, som tydeligvis genkendte ham. "Vi kunne godt tænke os at se os lidt omkring."

"I skal da være velkomne. Vil I ikke have en kop kaffe?," var det imødekommende svar. Simon kunne ikke tro sine egne ører. Kunne man bare sådan komme på besøg hos DAB!? Godt nok havde Stephan en kontakt, men...

De fire slog sig ned, og den rare kontormand forsvandt for at hente kopper og kaffe. Imens blev der kigget på diverse salgsmateriale.

Fra et kontor på den anden side af gangen havde nørderne tillige lejlighed til at overhøre den ene side af en telefonsamtale:

"Hej Thyge!" Pause.

"Ja, det var det jeg tænkte! Nu er det jo et par år siden, I sidst har fået en ny bus. Var det ikke tid igen?"

Længere pause.

"Jo jo, 1,7 millioner. Men vi tager en af jeres gamle i bytte. Ved du hvad, vi har en helt ny holdende. Vi har faktisk allerede malet den i jeres farver. Du kan have den i morgen!"

Meget lang pause.

"Det var det, jeg tænkte. Jeg tager papirerne med! Vi ses."

"1,7 millioner!?" Simon var forbløffet. "Det koster en ny bus jo også i dag!? Men det må vel svare til to en halv million i nutidskroner!!"

"Jo jo. Men så var det også den nyeste model med indbygget zoneviser og ur i standserskiltet," hviskelo Boje.

"De var måske nok dyrere dengang," forklarede Therkild, "men man kunne virkelig også få dem bygget lige som man ville have dem." Han rejste sig og tog et hæfte med farveprøver fra skrivebordet og lod Simon kigge i det. "Prøv at se, otte sider bare med nuancer af brun, som du kan vælge i mellem til holdestængerne, stopknapperne, sædebetrækket, skillevæggene, gulvbelægningen, indersiden af dørene... Alt hvad hjertet kan begære."

"Det var derfor, de kaldte turistbusversionen af serie 7 for type T. Det var Ford-princippet: Du kan få interiøret i lige den farve, du vil have. Bare du vil have det i brunt!," gnækkede Boje.

Manden returnerede med kaffen. "Der er mange, hva'?," sagde han henvendt til Simon, der stadig havde snuden begravet i farveprøverne.

"Ja..."

"Faktisk har vi fået undersøgt, at folk over 40 slet ikke kan skelne nuancer nok til at se alle de varianter af brun, vi tilbyder!" Han var tydeligt stolt. "Kvalitet er også de ting, man ikke kan se!"

Herefter gik snakken om løst og fast, men især busrelateret. Boje måtte dog inkassere nogle lidt nedladende bemærkninger om sin smag inden for busser, men det tog han ikke så tungt. Den der ler sidst, ler bedst, tænkte han.

Da kaffen var drukket, fik de en lille rundvisning. Man var i færd med at bygge en stribe bybusser til Århus Sporveje. De var endnu lidt rå at se på, men det kommende dørarrangement var ikke til at tage fejl af.

"De her bliver til gengæld ikke brune inden i," forklarede den rare mand klukkende. "Århus vil have dem med 60'er-interiør!"

Bagefter fik de selv lov til at gå rundt. Både Therkild og Stephan glædede sig som små børn til at komme ud på pladsen bagved og snuse rundt mellem de mange hensatte, brugte busser, men Boje mindede dem om, at missionen også skulle fuldføres. Først.

Efter at have sikret sig at være ude af syne, opsøgte de den næsten færdigmonterede 12-1800L til Møns Omnibusser. En af de første busser med punktmatrixskilte - dog med neongrønne tekster på sort baggrund snarere end det senere så velkendte hvid tekst på sort.

"I holder øje," hviskede Stephan og smuttede ind i bussen med en skruetrækker i baglommen. Et øjeblik efter var dén ged barberet, og de kunne koncentrere sig om det åbne busmuseum på pladsen bag fabrikken.

Tilbage til fremtiden

På vej ud fra DAB huskede Therkild Stephan på, at den der lækage også skulle arrangeres, inden de tog tilbage til 2015.

"Vi skal bare poste det her brev," forklarede Stephan, og hev en kuvert op ad inderlommen.

De lagde vejen forbi det nærmeste posthus, hvor et frimærke til 3 kroner og 50 øre blev erhvervet. Damen ved skranken fugtede det selv på en lille pude, klistrede det på kuverten, sikrede sig, at det sad fast, og smed kuverten i en sprække. "Så har han det i morgen," smilede hun.

Og så var det bare at opsøge en rundkørsel.

Molbohistorier er opdigtede

Tilbage i 2015, og undervejs retur mod Sjælland, blev det hurtigt besluttet at lægge vejen forbi Aarhus. De kørte gennem byen for at se, om de talrige Urbino'er nu også have fået rulleskilte.

Det tog sin tid at finde en bus, men på vej ind mod centrum begyndte en rødhjørnet Urbino langt om længe at køre dem i møde. Skuffelsen var dog stor, da bussen kom tæt på: "19 Tilst Vest," stod der på bussens LED-skilt.

Flere busser blev afventet, men lige lidt hjalp det. De havde også alle sammen enten LED- eller punktmatrixskilte.

Slukørede trillede de mod havnen, hvor Mols-Liniens færge mod Sjælland da i det mindste ville kunne byde på lidt til ganen.

Vel ombord, blev de nu alligevel glædeligt overrasket. En linje 888 kørte nemlig ind på sporet ved siden af dem, og jo! Den havde rulleskilt! Det kompenserede ikke helt for, at det var en Neoplan og tilmed med en slags reklame på, det fortalte, at det Abildskous halvtredsindstyvende af slagsen. Men det gav håb.

"Måske er det bare Aarhus, der nok engang har valgt at være anderledes?," sagde Therkild optimistisk.

Mobiliseringen

"Efter den!," råbte Stephan, da Therkild - ellers for at aflaste Stephan - kørte Berlingo'en af færgen. "Jeg vil have et billede af det bæst!"

Turen gik over stok og sten lige i halen på 888'eren helt til Valby station, hvor de smed bilen, fotograferede bæstet, og derefter traskede op på broen, der førte Toftegårds Allé over banen. "Nu skal vi se, hvad København har fået ud af det!," proklamerede Stephan.

Et øjeblik efter lagde en spritny 4A-bus an til landing. Den var skiltet blank hvid. Men med rulle.

"Okay, så fejlfrie var rulleskiltene måske heller ikke," nikkede Therkild. "Vi venter en omgang."

"Det behøver du ikke," sukkede Stephan og henledte gutternes opmærksomhed på den 4'er, der netop kørte til stoppested i modsatte retning på den anden side af gaden.

"Se destinationen på app'en Din Offentlige Transport," stod der på skiltet. Nummerrullerne viste "4", "A" og en QR-stregkode, som det antageligvis var meningen, man skulle scanne med sin mobil.

"Det er ikke sjovt!," vrissede Boje.

"Lad os lige vente på én til, ikke?," sagde Therkild.

Men lige lidt hjalp det. Sådan var det på alle busserne.

Nedtrykte begyndte de fire nørder at vade tilbage mod Berlingo'en.

"Hvorfor i alverden bruger de ikke skiltene?," mumlede Stephan for sig selv.

"Jeg har en idé," sagde Simon. "Jeg prøver at spørge inde på Movias Facebook-side." Han tog et billede af en 8A med stregkode og app-henvisning over forruden og skrev sit spørgsmål. Nu var det bare at vente lidt.

Kameraerne kom frem, da en kolonne 4A-Mercedes'er nærmede sig. App'en oplyste, at "Svanemøllen st. slø" var deres destination.

"Det er nu lidt mærkeligt efter tolv år med OmniLink'erne," sagde Simon eftertænksomt. "Nogle af dem var så gamle, at de var samlet i Katrineholm," tilføjede han.

"Du skal ikke til at blive nostalgisk over dét," sagde Boje. "En ægte Katrineholm var noget særligt!"

"Det er du også," grinede Therkild.

"Okay, hør her, hvad Movia svarer!," afbrød Simon. "De skriver, at det var dyrt at ændre rullerne, hver gang der var omlægninger, og at de har undersøgelser, der viser, at folk, der står og venter på bussen, alligevel godt ved, hvor den kører hen, inden de går til stoppestedet. Desuden er digitale kanaler, især mobiltelefoner, fremtiden."

"Altså i modsætning til busdrift?," spurgte Therkild skeptisk.

"Kammerater!" Stephan tog ordet. "Tag det ikke så tungt. Vi har stadig to opgaver, der ikke er mislykket endnu: Trykte køreplaner og bolsjestriber!"