Første afsnit af en julekalender med struktur som en Rudolf Steiner-skole og bid som en velopdragen puddel.

Simon var sur! Man skulle godt nok finde sig i meget, syntes han. Tidligere på året havde han valgt at supplere SU'en med at køre afløservagter som buschauffør, og nu - den første december - sad han dér bag rattet i sin bus på Glostrup station. Ikke alene skulle han tåle dette og dertil hørende ulemper som f.eks. passagerer; han skulle også køre i linjens eneste tilbageværende Volvo B12BLE, hvilket han hadede. Alt sammen bare for at få en julekalender til at gå op og passe med en søgt titel.

Han kiggede på uret, mens den nærmede sig 13:12 og vagtens første afgang. Selv om visse andre entusiaster syntes, at de få resterende tidlige B12BLE'er var sjove, var de aldrig faldet i Simons smag, og han havde ikke ændret mening her på deres gamle dage. Så det var med et dybt suk, han tretten minutter over ét lukkede dørene og svingede 1644, undskyld 1589, ud over fodgængerovergangen og af sted mod Operaen.

Klip kort, men kun en enkelt tur

Det havde været et stille år i Aktionsgruppen Sprinterfrit Danmark. Stephan havde de slet ikke set noget til, siden de havde befriet ham for Berlingo'en sidste jul. Boje var, ligesom Simon, begyndt at køre bus, og de havde begge - indtil nu da - undgået garager med Sprintere. Men som Therkild tørt havde bemærket for nylig, så kunne det vel ikke ligefrem regnes for en succes. Slet ikke, når deres andet store mål, klippekortets bibeholdelse, var glippet i årets løb. Faktisk kunne man sågar nu få penge for sine ubrugte klippekort!

Egentlig burde man gøre noget, men aktionsgruppens medlemmer havde hver især travlt, og dertil kom kurren på tråden i forhold til Stephan, der trods alt havde været gruppens primus motor i første runde. Hvad skulle man så finde på? I aften, når Simons delevagt var slut, skulle de alle tre mødes på Sporvejen for at gøre status.

Sporvejen

Ved 19-tiden drønede Simon ind mod byen efter at have stillet 1589 i garage i Ejbys industrikvarter. Det blev nok sidste gang, han kørte i dén, tænkte han. Heldigvis da. Men den havde en enkelt formildende egenskab, nemlig at den stadig som eneste bus i miles omkreds, linje 4A fraregnet, havde punktmatrixskilte. Men så sukkede han igen. Der fandtes ikke noget værre, end når forfattere saver deres pointer ud i pap for læserne i stedet for at gå ud fra, at de godt kan tænke selv.

Trods juletrafikken nåede han frem til Gråbrødretorv lidt før otte. Men det var jo også en rigtig bil, han kørte i, og ikke en Berlingo. Boje og Therkild sad allerede og debatterede gamle dage, det vil sige dage før 1982, og så de helt gamle dage, altså dem før 1972, hvor der jo let kunne henvises til eksempler i caféens lokale.

"Så lykkedes det!," hilste Simon, og tilføjede: "Der bliver sgu aldrig lavet en café med stolper i Melonengelb og stole med blåt betræk og prikker."

Mad og drikke blev bestilt, og Simon hev notesblokken frem. Nu var det tid til at lægge planer for, hvordan samfundet kom videre.

RAL 1028 og vi skal videre

Men der var problemer. Mange problemer.

"Jeg savner altså Stephan," småjamrede Therkild.

"Vi har brug for nogle nye mennesker!," konstaterede Simon.

"...og et formål," vrissede Boje.

Dybt suk boret rundt.

"Jeg har da tænkt på, om ikke det var noget for Jens?," sagde Boje henvendt til Simon. De var jo fra samme område.

"Det tror jeg ikke." Simon rystede på hovedet. "Men Hans eller Knud fra Roskilde, måske?"

"Arh," sagde Therkild. "De er altså alle sammen lidt for langt ude på bøhlandet. Jeg synes hellere, vi skal spørge Iver eller Anders eller måske Søren."

En ny pause blev brugt på at tømme glassene.

"Faktisk," sagde Therkild, "så savner jeg ikke bare Stephan. Vi har også brug for hans bil, hvis vi skal lave de tidsrejser."

"Nej, nej, nej!" Simon var tydeligt irriteret over både Therkilds misforståelse og forrige års manglende fortællemæssige præcision. "Det var Femvejens rundkørsel, der gjorde at vi kunne rejse i tid - ikke den møgøse!"

"Jeg savner stadig Stephan," svarede Therkild tørt.

Der blev kigget i mobilerne nogle minutter.

"Vi mangler faktisk også et formål... Klippekortet er tabt. Og jeg tror ikke rigtig på, vi slipper for minibusser fremover," vovede Therkild at sige.

"Jeg har nogle idéer," sagde Simon.

Typisk ham at forestille sig, at man kunne ændre verden, tænkte Boje, men hvad: Der var jo alligevel ikke rigtig nogen gruppe til at udføre hans planer.

"Vi skal sætte ambitionerne lidt ned. Så skal det nok lykkes! Vi skal have genindført rulleskiltene. Og de trykte køreplaner," fortalte Simon med armene oppe.

De andre så nogenlunde anerkendende ud, så han tilføjede også det sidste punkt: "Og bolsjestriber på S-busserne!"

De tomme glas og tallerkner forsvandt, og nye øl kom på bordet. Nu skulle der arbejdes!

"Okay så," sagde Therkild. "Jeg vil da godt melde mig til at få Stephan tilbage i flokken. Men så kommer vi altså nok til at behandle Berlingo'erne pænt. I hvert fald indtil missionen er gennemført."

Boje nikkede.

"Hvad bliver navnet så?," spurgte Therkild. "Foreningen til Genindførelse af Rulleskilte?"

"Bolsjestribernes Befrielsesfront?," klukkede Boje.

"Eller: Køreplanens Kamp Klan!!?," triumferede Simon.

"Den må du endnu længere ud på landet end Skibby med..." Therkild rystede på hovedet.

"Det finder vi ud af!," sagde Boje. "Den kamp er tabt på forhånd. Faktisk er det fuldstændig håbløst. Men jeg er frisk!"

"Godt!," opsummerede Simon. "Jeg skriver manifestet, Boje prøver Femvejen af i sin bil, og Therkild siger undskyld til Stephan."

"Hov! Jeg skal ikke sige undskyld!?," protesterede Therkild. Men lige lidt hjalp det. Therkild skulle sige undskyld.

En tiltrængt forårsrengøring på Myldretid har givet anledning til, at "Video" og "Links" er forsvundet fra menuen. Fælles for begge områder var, at der ikke var sket opdateringer gennem flere år, og ikke mindst at jeg ikke længere har ambitioner om at gøre noget ved det.

Dermed er der kommet lidt mere på listen over tidligere indhold, der ikke længere findes på Myldretid, men som alligevel er "arkiveret" og tilgængeligt. For at have en samlet indgang og rodekasse til den slags, har jeg lavet Off-peak. Som navnet antyder, indholder Off-peak alt det, der ikke er Myldretid, bl.a. videoerne.

Off-peak linker fra åbningsdagen (som er i dag) til videoerne på YouTube og til arkivet med gamle indlæg i Myldretids forum (nedlagt 2008), på S-togspostlisten (uddød ca. 2008) og på Metropostlisten (nedlagt 2005). Endvidere er der links til visse af Myldretids søstersider mv. og til de vigtigste andre danske hjemmesider, der beskæftiger sig med Myldretids område på entusiastniveau.

Hvorfor ikke mere video og links?

Videoerne ligger fortsat på YouTube og kan findes via Off-peak. Tiden rakte ikke til at vedligeholde videohjørnet af Myldretid, og dertil kommer, at når jeg er ude i marken, går jeg mere op i at tage stillbilleder end i at optage video. Det er i praksis ofte enten-eller, eftersom det er svært at betjene mere end ét apparat ad gangen. Dermed ikke sagt, at der ikke kan komme nye videoer til, men de bor i så fald som udgangspunkt ikke på Myldretid.

Linksamlingen har eksisteret i 16 år, men har ikke været opdateret de sidste 4. Årsagen til de manglende opdateringer er den samme, som årsagen til at linksamlingen nu er blevet fjernet: Alle og enhver bruger i dag Google i stedet, når de skal finde en hjemmeside. I øvrigt er det overraskende opdateringstungt at vedligeholde en linksamling. Jeg er dog klar over, at der er nogle mindre entusiastsider, der mister synlighed ved, at linksamlingen er fjernet, og det er i virkeligheden nok den væsentligste pris.

Forårsrengøringen skal i øvrigt ses i forlængelse af tidligere oprydninger det seneste års tid, hvoraf det mest synlige nok var, at 44 artikler i "Baggrund & historie" tilbage i august blev erklæret forældede og principielt ikke bliver opdateret mere.

Mandag 5. januar 2015 blev Københavns linje 66 afkortet fra Kvæsthusbroen/Sankt Annæ Plads til et sted, som busentusiaster nok vil være tilbøjelige til at kalde Holmens Bro. Det var nemlig det, stedet blev kaldt i køreplaner og på skilte, mens der gennem mange år var et par buslinjer med endestation dér.

Linje 37 kørte fra 1951 til 2002 og havde alle årene sin endestation i City ved Holmens Bro. Når busserne ankom fra Knippelsbro, kørte de lige ud frem til et stoppested, der udgjorde endestationen, i Børsgade mellem Børsbroen og Holmens Bro. Børsbroen er broen, der forbinder Bremerholm med Børsgade og Knippelsbro, og som i dag bruges af linje 350S, mens Holmens Bro er broen, der forbinder Holmens Kanal med Christiansborg Slotsplads og nu om dage bruges af bl.a. linje 1A. Ved afgang kørte linje 37 frem til hjørnet ved Holmens Bro og rundt om Holmens Kirke ad Holmens Kanal og Børsbroen tilbage over Knippelsbro.

Linjeføringen kan ses på dette rutekort fra 1989 (PDF). En overgang fra 1960 til en gang i 1970'erne (præcisér gerne, hvis du kan!) kørtes der ikke rundt om Holmens Kirke, men vendtes i en rundkørsel på Christiansborg Slotsplads - se linjekortet fra 1968 (PDF). Lad dette i øvrigt være en slet skjult reklame for det nye elektroniske arkiv med gamle linjekort og køreplaner mv., som du også kan bidrage til. Se arkiv.zone20.dk.

Bus på Ved Stranden 19. november 1983. Bussen i baggrunden holder på selve Holmens Bro. Linje 41 betjente også stedet, som det ses, men den havde ikke endestation her. Foto: Niels Hertz.

Selv om Holmens Bro egentlig ikke ligger særlig centralt for City, var der endnu en linje med endestation her. Linje 43 mod Tagensvej, Lersø Parkallé, Emdrup, Søborg og Bagsværd havde helt frem til midten af 1990'erne endestation her i form af sløjfekørsel ad bl.a. Holmens Kanal og Ved Stranden med stoppested mange af årene på Ved Stranden (linjekort fra 1974, PDF).

Tiden går imidlertid hurtigt, og skolernes undervisning i bushistorie lader en del tilbage at ønske, så jeg var lidt spændt på at se, hvad Movia nu havde fundet på at kalde linje 66' "nye" endestation på destinationsskilte og i køreplanerne. Da man fra april sidste år midlertidigt afkortede 1-2 ture i timen på linje 22 til den intakte, men længe ubenyttede, busvendesløjfe for linje 10 m.fl. (1975-96) ved hjørnet Byvej/Kettevej i Avedøre, brugte man ikke samme navn på destinationsskiltene som i gamle dage, nemlig "Avedøre Byvej". I stedet fører busserne skiltningen "Kettevej, Sløjfen". Nu er "Avedøre Byvej" på ingen måde den evige sandhed, men udover at folk i den anden ende af linje 22 (Husum, Brønshøj og Vanløse) nok ikke i almindelighed aner bare nogenlunde, hvor Kettevej skal findes henne, er tilføjelsen "Sløjfen" helt og aldeles overflødig (de tekniske undskyldninger for dén beskiltning kan vi tage en anden gang).

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men denne linje 22-bus kører til Avedøre. Foto ved Flintholm station 18. oktober 2014: Thomas de Laine.

Spørgsmålet er så, hvad linje 66' nye endestation i praksis bliver kaldt, men også hvad den måske burde kaldes?

For at tage det sidste først, så er der nok ganske mange københavnere, der vil være alvorligt i tvivl om, hvor "Holmens Bro" ligger henne, hvilket kunne tale for netop ikke at bruge det gamle navn igen. Kendskabet til eksistensen af en "Holmens Kirke" og kirkens beliggenhed er nok trods alt større. Andre pejlemærker i området så som Christiansborg og Knippelsbro er vel endnu bedre kendte, men måske for uoverskuelige til at fungere som nogenlunde entydige stedfæstelser (er det f.eks. Slotsholms- eller Christianshavnssiden af Knippelsbro, der er tale om?). Derimod kunne "Børsen" sikkert være et godt navn, forstået sådan, at Børsen som "stednavn" er både velkendt og nogenlunde præcist.

Hvad angår det faktiske om linjens "nye" endestation, kan følgende observeres:

Når busserne ankommer til Christiansborg Slotsplads fra Slotsholmsgade (linje 66 overtog fra december-køreplansskiftet igen betjeningen af Christians Brygge fra linje 9A) kører de over selve Holmens Bro og til stoppestedet i Holmens Kanal for linje 1A og 26 mod Østerport, hvor eventuelle passagerer afsættes. Dette stops officielle Movia-navn er "Holmens Kirke", og det var før blot et almindeligt stoppested for linje 66 mod Kvæsthusbroen. Nu har det fået teksten "66 Afsætning" på den gule stoppestedstop. Efter afsætning køres tom rundt om Holmens Kirke, altså til højre forbi Nationalbanken, over Børsbroen og til højre igen ad Børsgade frem til det gamle endestationsstoppested for linje 37.

Denne linje 66-bus har netop afsat passagerer i Holmens Kanal ud for Holmens Kirke og er nu tom på vej til Børsbroen for at komme til den gamle linje 37-endestation. Bemærk, at bussen skilter den nu ubetjente destination Kvæsthusbroen. Sådan skiltede alle de linje 66-busser, Deres udsendte så på den første dag med den nye endestation. Foto: Thomas de Laine.

"Linje 37-endestationen" ligger ved stoppestederne for linje 2A, 9A og 40 mod Hovedbanegården (med officelt navn "Børsen"), men trukket længere tilbage mod Knippelsbro. Linje 66 har ikke nogen passagerudveksling her, og der findes heller ikke læskærm og stoppestedsstander, men busserne udligner på stedet (dog er der vist en tendens til at udligne ude i den smalle del af busbanen lidt nærmere Knippelsbro, så afgang bliver nemmere). Ved afgang køres der over i venstresvingsbanen mod Slotsholmsgade, hvor der optages passagerer ved stoppedet med det officielle navn "Børsen" (der var og er ikke noget korresponderende stoppested i Slotsholmsgade i modsat retning).

En linje 66-bus udligner ved det stoppested, der indtil 2002 fungerede som endestation for den gamle linje 37. Fotografen har ryggen til Holmens Kirke, mens Børsen udgør baggrunden for bussen. Foto: Thomas de Laine.

I den tekstmelding om ændringen, der 5. januar var at finde på Movias hjemmeside, bruges der ikke noget entydigt navn for endestationen:

Linje 66 kører kun til Holmens Kirke

Linje 66 kører i retning mod Kvæsthusbroen kun til Holmens Kirke. I retning mod Emdrup kører bussen fra stoppestedet Børsen i Slotsholmsgade. Det betyder at bussen ikke kører til stoppestedet Holmens Kirke, Tordenskjoldsgade, Nyhavnsbroen og Kvæsthusbroen. Det gælder fra den 05-01-2015 kl 5:00 Det skyldes forskellige vejarbejder i Toldbodgade og Sankt Annæ Plads.

De gule sedler på stoppestederne på den nu helt ubetjente rute gennem Holbergsgade til Sankt Annæ Plads/Kvæsthusbroen (linje 11A blev nedlagt ved nytår) bekendtgør, at linjen "afkortes ved Børsen".

Man er altså ikke konsekvent, men det er måske tilsigtet og hænger sammen med navngivningsproblematikken: Linje 66 betjente tidligere stoppestedet "Holmens Kirke" i begge retninger, idet navnet i retningen mod Emdrup dækker over stoppestedet fælles med linje 1A og 26 i Holmens Kanal lige øst for Bremerholm. Havde man skrevet på stoppestederne, at linje 66 blev afkortet ved Holmens Kirke, kunne nogle passagerer måske finde på forgæves at afvente linje 66 ved stoppestedet i Holmens Kanal.

Det fremgår i øvrigt videre af de gule sedler, at ændringen kun forventes at vare til ultimo april 2016. Baggrunden for afkortningen af linje 66 er, at byggeriet af en parkeringskælder ved Skuespilhuset medfører en spærring af Sankt Annæ Plads. Om linjen vender tilbage til Holbergsgade og Kvæsthusbroen, når det kommer til stykket, må tiden vise. Antallet af passagerer på strækningen var behersket, og dem, der var, har ikke langt til mere højfrekvente alternativer.

Inde i busserne findes et hængeskilt om afkortningen, hvor det hedder, at linje 66 cirka et år frem kun kører mellem Emdrup Torv og Holmens Kirke, og at dette skyldes vejarbejde. Altså en helt tredje nuance af såvel varighed som endestationsnavn.

Opslaget på stoppederne på den nu ubetjente linje 66-rute - her fra Sankt Annæ Plads.

Hængeskiltet i busserne.

Køreplanen på Movias hjemmeside er i skrivende stund ikke ændret. Her vises simpelthen køreplanen fra 14. december 2014, som inkluderer strækningen helt til Kvæsthusbroen!

Hvad skilter busserne så? På premieredagen, mandag 5. januar, kørte busserne på linje 66 endnu med skiltningen "66 Kvæsthusbroen". Spændingen er dermed intakt, men den må antages at blive forløst snarest.

- Femvejsbandens sidste klip. Et mavesurt-satirisk juleklippekort med et overtalligt klip, du måske kan få refunderet efter 1. juli 2015.

Juleaftensdag. Formiddagen var i det store hele gået med, at de hver især havde været rundt og aflive nogle Sprintere. På sin vej fra Skibby havde Simon klaret én ved Skuldelevvej, mens Therkild havde været et smut i Værløse og befri verden for 2967. Boje havde rundet Birkerød og taget sig af 4167, mens Stephan havde forberedt den lille frokost, de nu var mødtes om hjemme hos ham. Over dette måltid var det meningen, de skulle finde ud af, hvordan de kunne komme i mål - altså også komme med af med Rejsekortet - ved at slå færrest muligt ihjel.

"Det går jo ret godt med at komme af med Sprintere," konstaterede Stephan. "Radioavisen har lige sagt, at man undrer sig meget, fordi alle de eksploderede minibusser er af samme type, men nu har man valgt at trække dem ud af drift indtil videre, mens det bliver undersøgt nærmere."

Der blev gnækket bordet rundt.

"Men jeg tror altså, det er nok nu," mente Boje. "Det her med at eksplodere ting, det synes jeg altså er et skråplan. Og jeg kan heller ikke se, hvordan det skulle virke med Rejsekortet."

"Skal vi ikke bare droppe at gøre det af med Rejsekortet?," spurgte Simon. "Jeg ved godt, I alle sammen hader det, men vi kan alligevel ikke nå at gøre en skid i dag. Jeg skal også af sted hjem til de gamle inden ret længe."

"Jeg er enig," sagde Therkild. "Altså - ikke i, at vi skal undlade at komme af med Rejsekortet. Men den eneste grund til, at vi har deadline i dag, er jo, at ham der idioten vil have en julehistorie landet inden jul."

"Nu må I altså tage jer sammen!," var Stephans reaktion. Han lød oprigtigt oprevet over, at de bare sådan kunne give op.

Endnu engang sænkede stilheden sig over det lille selskab, som det så ofte skete, når de var uenige om noget. Og denne gang kunne stilheden bedst sammenlignes med folkerummet på Lyngby station en juleaften, mens driften var indstillet.

"Jeg tror, jeg har et kompromis," kom det så fra Stephan.

Et kompromis? Han var da godt nok kommet i julehumør, tænkte Therkild.

"Nu skal I høre!," fortsætte Stephan. "Vi kan da kanøfle Rejsekortet senere. Men det kunne da være vildt fedt at rejse frem i tiden for en gangs skyld og se langtidseffekterne af det, vi har gjort."

"Det kunne også gå hen at ødelægge den gode julestemning," lo Boje. "Eller den gode Honecker-stuestemning," tilføjede han med slet skjult reference til indretningen i Stephans lejlighed, der bar præg af inspiration fra DABs produkter leveret til private vognmænd i 1980'erne.

"Så synes jeg, vi skal rejse frem til efter åbningen af cityringen i 2019," sagde Therkild. "Jeg kunne godt tænke mig at se, hvor mange busser, der kører i København til den tid. Tror I, vi behøver tage kameraer med?"

De andre lo.

"Altså, jeg er med på, hvordan vi kan rejse ét år tilbage i tiden, for det fik vi at vide helt tilbage i første afsnit," sagde Simon. "Men jeg har aldrig forstået, hvordan vi kan rejse halve år tilbage og alt det der. Og nu siger du, vi kan rejse frem i tiden?"

"Det har jeg helt styr på. Der er afgang mod Femvejen om tre minutter!," bestemte Stephan.

Samstedligt en anden tid

Det mærkelige blå skær lettede, og de befandt sig nu i Femvejs-rundkørslen i august 2019.

"Første observation: Busstoppestederne er væk," konstaterede Stephan.

I stedet for det gamle halvtag med bænke og den lille kiosk, var der nu indrettet kontor for "Skovhuggerens Køreskole" på stedet. Det var vel også en passende erstatning, hvis busserne alligevel var sparet væk.

"Nå, skal vi køre ind og kigge på det?," sukkede Therkild.

På vej ind ad Lyngbyvej passerede de en 150S i +Sporet. Therkild kunne ikke undgå at lægge mærke til bagrudereklamen: "Pas på Vega Mx - hun er ny i trafikken," læste han op. "Hun må vel være lillesøster til Vega My," mumlede Boje.

"Hvor kører vi hen?," ville Simon vide.

"Det ved jeg ikke...," sagde Stephan. "Hvor giver det mening at kigge? Vi skal vel køre til én af de nye metrostationer, hvor der også er busser. Måske i hvert fald busser..."

"Hvad med Nørrebro station?," foreslog Therkild. "Der burde både være metro, S-tog og bus på det dér nye buskoncept på Nørrebrogade og Frederikssundsvej. Hvad var det nu, de kaldte det...?"

"+Way!," sagde Simon. "Ja, jeg er enig i Nørrebro!"

Og lidt efter parkerede de Berlingo'en på Ørnevej, hvor Stephan tydeligvis var lidt bekymret over at efterlade den.

"Kom nu!," sagde Boje til Stephan. "Dén er der da ingen, der gider stjæle."

"Nej, men den er ikke rigtig forsikret...," mumlede Stephan. Boje og Therkild vekslede lidt bekymrede blikke.

Efter et kort øjebliks gang ankom de til Folmer Bendtsens Granitørken, der - som den jo også skulle - husede nedgangen til den nye metrostation. Samt otte ovenlysvinduer og halvdelen af den danske cykelbestand. Og stationen var faktisk åben. "Nå, jeg var da også helt usikker på, om vi skulle være kommet lidt senere, men de nåede det åbenbart," sagde Therkild.

"Der er vel ikke så meget grund til at gå derned," sagde Stephan. "Togene er jo magen til dem på den gamle metro."

"Nej, lad os se de der +Way-busser," foreslog Simon, og gruppen fortsatte over til stoppestederne på Nørrebrogade.

De spejdede i begge retninger, men der var ingen busser at se. Med busbetjening var der da, kunne de se, for der var stoppesteder for linje 5+, og der stod også en håndfuld mennesker og ventede. "Skal vi tage den ind til Nørreport?," spurgte Stephan.

"Det kan vi godt," sagde Simon. Og kom nu til det, han længe havde glædet sig til at sige: "Så må jeg jo hellere checke jer andre ind på mit Rejsekort!"

"Det bliver slet ikke nødvendigt," smilede Therkild og pegede over på en plakat, der hang på stoppestedet for den anden retning.

"31. august stopper salget af klippekort," stod der. "Og denne gang mener vi det!," lød underteksten.

Boje, Stephan og Therkild lo endnu engang af Simon.

Underholdningsværdien aftog dog snart, for der skete bare ikke noget. De ventede og ventede og ventede. Der kom ingen bus. Hverken i den ene eller den anden retning. Kun et fåtal yderligere mennesker kom til stoppestedet for at afvente bussen, mens de stod der.

Therkild kiggede på uret. "Nu har vi altså ventet i 24 minutter!," sagde han. Jeg har ikke lige styr på, om vi skulle have ramt en søndag, men 5'eren skal da køre hele tiden."

Simon gik hen til stoppestedsstanderen for at prøve at blive klogere. Der var selvfølgelig ingen køreplanstavle, men et lille display med countdown-information oplyste - med en lille stjerne, der nok indikerede, at der ikke var tale om realtid - at næste bus kunne ventes om 16 minutter. Et resultat, han meddelte resten af gruppen.

"Ufatteligt!," gryntede Boje. "Nå, men vi venter vel..." Det gjorde de.

Endelig efter 19 minutter skete der noget. De kunne ganske vist dårligt se hvad, for de efterhånden mange mennesker, der stod ved stoppestedet, men de fandt alle deres klippe- og månedskort frem, så mon ikke, der kom noget kørende?

Jo, det gjorde der. Beklædt i folie med det nye +Way-design ankom en lidt slidt Sprinter til stoppestedet. Dørene gik op, og fire mennesker faldt ud. Herefter pressede dele af bussens indhold sig ud mellem dem, der ikke skulle af. Endnu før udstigningen var tilendebragt, begyndte den ventende kødrand at mase sig hen mod og - i det omfang de kunne - ind gennem bussens døre. Simon kom i tanker om endnu en video, han skulle vise de andre.

"Det her gider jeg altså ikke," sagde Therkild. "Skal vi ikke køre et andet sted hen med S-toget i stedet for?"

De fire entusiaster besteg trapperne på Nørrebro station og stillede sig til at vente på perronen. Denne gang gik det bedre: Efter et par minutter rullede linje F til Ny Ellebjerg ind på stationen, og ombord de gik.

Toget lignede sig selv, og turen gik også stort set, som det plejede. Blot var der endnu flere cykler end i 2014. Men hvad, skolerne underviste vel efterhånden også i at spille cykeltetris?

Lige efter Grøndal var der endnu et genkendeligt element: Ordene "Goddag, må jeg se kort og billet?," blev udtalt bag dem.

De fandt Simons Rejsekort frem, og han rakte det til S-togsrevisoren, hvis Rejsekort-terminal aflæste kortet og gav en lyd, der ikke antød fuld tilfredshed.

"Hvor er jeres cykler?," spurgte manden.

"Vi har ikke cykler med," forklarede Stephan.

Kontrolløren rullede med øjnene. Han stak Rejsekort-terminalen i den ene lomme og fiskede blokken med kontrolafgifter op ad den anden. "Er I fra Jylland?," ville han vide.

"Nej, nej...," sagde de i kor.

"Okay, så slipper I ikke. I får en afgift hver for at køre uden cykel i spærretiden."

"Hvad for noget!?," sagde Therkild. "Uden cykel i spærretiden?"

"Ja," sagde S-togsmanden og kiggede på sit armbåndsur. "Der er spærretid for rejsende uden cykler mandag til fredag mellem 7 og 9 og mellem 15 og 18. Sådan har det været i flere år. Har I noget med jeres navne på?"

Hjem til jul

3.000 kroner fattigere (dog med en lang betalingsfrist) drog de fire entusiaster hjem til december 2014. Der blev sukket noget i bilen på vejen til Hyldegaardsvej.

"Nå, folkens!," sagde Stephan, da de var kommet ind. "Lad os tage en sneøl, inden vi skilles. Jeg synes alligevel, det har været en god kamp. Uanset at vi ikke kom helt af med Sprinterne. Og Rejsekortet ser det da ud til, vi har holdt fra døren fem år endnu! Det er da slet ikke så ringe..."

De åbnede hver en dåse og slog sig ned i Stephans sofa. Boje og Therkild vekslede nok engang blikke, og Stephan hev sin mobil frem, som han begyndte at rode lidt med.

"Det er f... absurd, at klippekortene skal bruges helt til 2019!," sagde Simon, mens han rystede lidt på hovedet. "Prøv at tænke på, hvor mange penge, der kunne have været sparet ved ikke at have begge systemer kørende sideløbende så længe. Selv min gamle mormor kan bedre lide Rejsek..."

"Booooom!," lød det med et skrald, så ruderne i lejligheden dirrede.

"Dét var tæt på!" Stephan fór op og hen til vinduet for at kigge, hvad der var sket. "Neeej!!," råbte han så.

Boje og Therkild hævede dåserne, og kiggede glædestrålende på hinanden. "For et Berlingo-frit Danmark!," sagde Therkild. "Skål," kvitterede Boje.

Glædelig jul og godt nytår til alle, der læste med!

- Femvejsbandens flugt over plankeværket

Dagen inden jul. Ak og ve! Både Sprintere og Rejsekort levede i bedste velgående. Therkild tænkte, så det knagede, over hvordan den lille aktionsgruppe skulle kunne gøre noget ved det. Så vidt muligt uden at slå nogen ihjel.

Therkild brugte formiddagen på kontoret. Det var egentlig ikke meningen, han skulle have været på arbejde i dag, men der var dukket nogle nye ting op i grafittisagen, som han alligevel var taget ind for lige at tage et kig på. Desuden skulle han jo forbi den nærliggende 7-Eleven for at give personalet en tredje chance for at finde den forsendelse, Lost Danmark havde anmeldt til afhentning dér. Det viste sig dog at være spild af tid.

Vel ankommet til det affolkede kontor og med en friskskænket kop kaffe i hånden, gik han til sit skrivebord. Ovenpå tastaturet lå der prints af det, driftsfolkene havde fotograferet på væggene på S-baneviadukten ude på Bernstorffsvej. Therkild tog dem, og kiggede dem igennem. "M920L". "S417GT-HD". "516CDI". Nu måtte det stoppe!! Havde vedkommende holdt sig til "12-1200B" og den slags, så ville det stadig være spændende. Nu var Therkild bare rrrasende.

Han tog en ordentlig slurk af den skoldhede kaffe for at berolige sig selv. Jo, nu var han faktisk klar til mere drastiske metoder i deres kamp for en Sprinter- og Rejsekort-fri tilværelse.

Samtidig et andet sted

Simon var i fuld gang med sin juleferie. Natten til tirsdag var han kommet i seng ved tretiden, så det føltes ubønhørligt tidligt, da mobilen vækkede ham klokken otte. Men han stod alligevel op. Han havde jo aftalt at mødes med resten af gruppen hos Stephan ved ellevetiden, og der var langt til Charlottenlund fra Skibby.

Morgenmaden blev indtaget med den bærbare ved hans side. Simon ville lige tjekke op på, hvad der skete i debatten om Rejsekortet på Ingeniøren. Som andre moderne netmedier tilbød Ingeniøren jo, at man nedenunder en i øvrigt forholdsvis saglig artikel kunne få indsigt i andre læseres fordomme om samme emne. Og Simon var kommet for skade at deltage i en kommentartråd. Han gik ind på hjemmesiden, skyndte sig at trykke ok til cookies, nej til at deltage i brugerundersøgelsen og at lukke bønnen om at installere deres app.

Han blev svinet til. Trods en angiveligt lang uddannelse, havde Simons mest indædte debatmodstander på Ingeniøren åbenbart ikke helt forstået, at da Simon længere oppe betegnede ham som idiot, var det naturligvis sket i dostojevskijsk forstand. Ydermere konstaterede denne person, at nu var emnet uddebatteret, selv om det efter Simons mening var endog meget vanskeligt at få øje på et sted i debatten, hvor dén observation kunne have været gjort.

Faktisk havde Simon temmelig svært ved at forstå modstanden mod Rejsekortet. Og han kunne slet ikke begribe, at de problemer, der trods alt var, ikke for længst var blevet løst. Det var jo helt tydeligt, når man læste kommentarerne i Ingeniøren, at der var virkelig mange mennesker i landet, der var eksperter i sådan nogle systemer, og at en hel del af dem tilmed var parat til at dele deres viden gratis ud på Ingeniøren og Version2.

Tik, tik, tik...

Lidt over elleve sad de fire nørder på ny i stuen hos Stephan. Hvad skulle de dog gøre? Det var jul lige om lidt, og folk fandt sig i Rejsekort og Sprintere, som om begge dele var de naturligste ting i verden. Det sagde virkelig noget om pøbelen, at den kunne tænke på juleand, juletræ, julegaver og indkøbspanik, når så store problemer var uløste.

Therkild så dog ivrig og glad ud, så han fik lov at åbne diskussionen.

"Ved I hvad, venner? Vi behøver slet ikke rejse i tid," sagde han.

"Øøøv, så skal vi ikke køre i Berlingo," gnækkede Boje ironisk. Stephan rullede med øjnene.

"Jo, den slipper vi ikke for. Men vi behøver ikke køre via Femvejen. På arbejdet taler vi altid om, at vi skal huske at lære af erfaringerne fra andre lande, vi plejer at sammenligne os med. Det princip må også gælde for os!," sagde Therkild smilende. Han fortsatte: "Sprintere kan vi sagtens komme af med i nutiden. Vi skal bare bruge Malmø-modellen."

"Malmø-modellen?," spurgte Simon. "Skal vi eksplodere dem?"

"Selvfølgelig skal vi det!," sagde Therkild, mens han gned sig i hænderne.

Stephan livede op. "Naturligvis! Det er meget simplere!"

"Ja, det er helt sikkert simplere, men det er også farligt," protesterede Boje. "Jeg troede ikke, vi skulle slå nogen ihjel!?"

"Nej, nej," sagde Therkild, "vi kan sprænge dem i luften, mens de er tomme. Så behøver ingen komme til skade. Til nød kan vi da rejse tilbage og gøre det om, hvis der skulle ryge en uskyldig."

"En uskyldig... Hvad så, hvis der ryger en skyldig? Hvem du så end mener, det er?," ville Boje vide.

"Det tager vi stilling til, når det bliver aktuelt," sagde Therkild. "Hvem er med?"

Boje var i mindretal.

"Godt," sagde Stephan, og rekapitulerede: "Vi skal bruge en køreplan, en bombe og en Berlingo!"

"Det med køreplanen bliver nok det sværeste," bemærkede Simon, men bekræftede, at planen var vedtaget.

"Simon! Jeg sørger for køreplanen," sagde Stephan. "Så klarer du bomben!"

Turen går til Holte

Omkring tyve minutter over tolv ankom Aktionsgruppen Sprinterfrit Danmark til Holte. Berlingo'en blev parkeret, og de fire entusiaster slentrede over på den stenørken, der efter en ombygning gjorde det ud for busterminalen ved stationen.

Therkild kiggede på uret. "Den skal snart være her," sagde han. "Han har 19 minutters ophold, så mon ikke han går over i chaufførstuen."

Og ganske rigtigt. Klokken 12.30 kom den forkølede undskyldning for en linje 197 kørende ad Holte Stationsvej frem til busterminalen. "4162," sagde Boje eftertænksomt. Dørene gik op, og Simon gik hen til bussen. Da de tre passagerer var steget ud, stak han hovedet ind til chaufføren, som var ved at pakke sammen. "Må jeg checke ud hos dig? Jeg glemte det på den anden bus," spurgte han.

"Du skal være så velkommen!," sagde chaufføren, der allerede var ved at trække i jakken, og forlod bussen i hastige skridt mod pauselokalet, inden Simon overhovedet havde nået at finde sit Rejsekort frem.

"Skynd dig," lød det fra Therkild i en mellemting mellem hvisken og råb.

Simon dukkede sig, placerede bomben under et af sæderne, og gik - så stille og roligt han kunne for ikke at vække opsigt - tilbage til de andre.

"Hvad så nu?," spurgte Boje, tydeligvis ikke helt tryg ved situationen.

"Nu venter vi lige et øjeblik, så det ikke ser ud som om, det var os," sagde Therkild. "Og så detonerer vi bomben."

De næste par minutter føltes lige så lange som intervallerne på linje 2A en søndag. "Skal vi gøre det?," spurgte Simon endelig. De andre nikkede.

Simon fandt mobilen frem og åbnede BombMaster-appen. De gik om bag ved et rækværk ved cykelstativerne for at stå i dækning, og alle fire kiggede de nu på den lille skærm. Med en dirrende finger trykkede Simon på knappen.

"Kabooooom!," lød det. Dørbladene fra Sprinteren fløj ud til siden og rev spejlet af 4102, som var den bus, der holdt parkeret nærmest, og de fire entusiaster kunne høre glasskårene fra vinduerne ramme asfalt, læskærme og andet godt omkring Sprinteren.

De vendte sig nu om for at bese resultatet. Røg steg op fra vraget af 4162, der manglede tag, vinduer og døre, havde fået slået lidt af pladerne skæve, og i øvrigt var noget sortsveden. "Check ud... Check ud... Check...," lød det fra en blinkende, blå Rejsekort-læser i den forhenværende bus. Bandemedlemmerne kiggede på hinanden, nikkede nok engang, og gik nu - igen så tilforladeligt useende som muligt - tilbage til Berlingo'en.

"12.49 mod Birkerød udgår nok...," lo Stephan.

Fortrinsvis til bagage

Stephan nynnede højlydt og frejdigt Olsenbandens melodi, mens han med speederen i bund førte Berlingo'en ud på Kongevejen. Alle var glade.

"Sådan, venner," triumferede Therkild. "Det var endnu bedre, end jeg troede, det ville være. Når folk først finder ud af, at Sprintere eksploderer hele tiden, så skal de nok falde i unåde. Og så behøver vi slet ikke foretage os mere!"

"Sprintere, tjek!," sagde Stephan. "Så mangler vi bare Rejsekortet."

"Vi skal ikke af med Rejsekortet," peb Simon, og fandt endnu engang sin mobil frem for at belaste sine venner med noget, han havde set på nettet. "Der er vildt mange fejl på de gamle klippekortmaskiner. Bare prøv at tænk på, hvor tit de stempler forkert, og man skal gå op til chaufføren og få det rettet. Se! Den her video viser, hvorfor der hele tiden er fejl på Almex'erne."

"Ja, ja, Simon," snerrede Boje. "Men der er endnu flere problemer med Rejsekortet. Har du ikke læst om folks oplevelser på Ekstra-Bladet og Ingeniøren?"

"Jo," svarede Simon, "men som Churchill sagde, så er det bedste argument mod demokrati fem minutters kommentarlæsning på en avishjemmeside."

"Muligvis," sagde Boje, "men du glemte aldrig at 'klippe ud', vel?"

"Helt ærligt: Man kan altså nærmest ikke komme ud af en bus eller en station, uden at få de blå punkter lige i hovedet. Folk skal bare tage sig sammen!," mente Simon.

"Hvis ikke du klapper i med det Rejsekort, skal jeg give dig blå punkter over hele kroppen!," bemærkede Therkild uden antydning af ironi i stemmen.

Simon klappede i.

Boje prøvede at skifte emne. "Du har godt nok meget bagageplads i bilen?"

"Ja, man kalder jo også Berlingo for en 'børnecontainer'," sagde Stephan.

"Børn har jo heller ikke så meget valg," lo Therkild sarkastisk.

"Kan jeg nå 12.54 fra Hellerup?," ville Simon vide. "For så kan jeg lige ramme 230'eren kvart over to fra Frederikssund."

Det var godt nok langt til Skibby, tænkte Therkild. Utroligt, at Simon kunne holde det ud. Helt derude, hvor kragerne - og de få tilbageværende rutebiler - vender. Skibby og Kulhuse gav ham altid associationer til sagnomspundne steder som Antlantis, Fløng og Farvandet vest for Hebriderne. "Er du helt sikker på, du ikke vil låne en sofa til i morgen? Du skal da være med til at gøre det af med Rejsekortet!," spurgte han.

"Hold nu op med det Rejsekort!," råbte Simon. Denne gang lød han mere hidsig, end de var vant til. "Klippekortene er noget gammelt lort. Nu må I komme ind i det 21. århundrede. Hver eneste gang, jeg prøver at fortælle jer om fordelene ved Rejsekortet, så afbryder I mig. Lad mig nu tale ud!! Rejsekortet er skide god idé, og de fleste mennesker synes