- en mavesur-satirisk hjulekalender med flere klip

Rettet 20. december: "Mads" fra Glostrup hedder da egentlig Ole.

Afsnittet er baseret på virkelige hændelser. Mindre afvigelser fra det faktisk skete kan dog forekomme.

Lørdag formiddag. Takket være den globale opvarmning var det ikke sådan rigtig koldt, men alligevel koldt nok til at være surt, når man skulle være ude i flere timer. Til den positive side var det ikke nedbør. Faktisk skinnede solen flot.

De fire nørder mødtes hjemme hos Stephan i Charlottenlund, for nu skulle der fotograferes busser. Det var køreplansskifte, og der blev også skiftet kontrakter. Dagen i dag var farvel til store dele af De Hvide Busser i Nordsjælland og Fjord-bus i Slangerup. Og en god gammel linje som 377, der altid havde været kørt af De Hvide, blev nedlagt og ville køre for sidste gang.

For at gøre ondt værre ville store dele af driften ikke blive erstattet med nye, rigtige busser, men derimod med minibusser. De havde hørt noget om, at sprinterficeringen skete med støtte fra puljen til udsættelse af nedlæggelse af kollektiv trafik i yderområder. Men Birkerød var da ikke noget yderområde? Det måtte Aktionsgruppen Sprinterfrit Danmark altså se at gøre noget ved.

Som den sidste var Simon netop mødt op, og bevæbnet med kameraer satte de alle fire sig til rette i Stephans Berlingo. Mon den nu kunne starte? Det havde jo være en kold nat... Jo, det kunne den sørme. Og af sted mod Nordsjælland gik det.

"Brr!," det var altså bare federe dengang det store køreplansskift lå i maj," konstaterede Boje.

"Det er helt sikkert," sagde Stephan. "Det er så skide mørkt og koldt at fotografere busser på den her årstid. Det er tit, der ikke engang bliver rigtig lyst. Og så skal busserne holde helt stille, for at man kan få dem skarpe. Og så driller LED-skiltene."

"Og det er endda lyst i dag," indskød Therkild. "Eller... Solen skinner faktisk, så på den måde er der lyst. Men den hænger så lavt, at enten har man den direkte i kameraet, eller også ligger alting i skygge."

"I sidste uge var jeg Rungsted," fortalte Simon, "og der var det også solskin. Jeg kunne se min egen skygge helt ovre på skolemuren på den anden side af terminalen!"

"Det kunne i hvert fald godt gå hen at blive koldt i aften, når vi skal sige farvel til DAB'erne," sagde Therkild.

Der blev sukket opgivende i bilen.

"Jeg har det!," udbrød Stephan højt og med et pludseligt slinger i bilen. "Vi tager tilbage og flytter køreplansskiftet! Det må kunne lade sig gøre!" Han bremsede op og vendte bilen. "Næste stop: Femvejen!"

De andre kiggede bekymret på hinanden.

Lørdag 24. maj 2014

"Det er altså ret spooky," sagde Therkild, da han rakte sit kamera til Simon, så han kunne se billederne. Dem, Therkild over de seneste par uger havde taget af grafittitags rundt omkring i kommunen.

"Vildt! 'D851', 'B10MA-55', '7-5-TL11/3'," læste en imponeret Simon op, mens han chimpede gennem billederne på kameraet. "Ha ha ha, 'SC-1800L'!," udbrød han en håndfuld billeder senere.

"Ja, fantasien fejler ikke noget. Men hvem pokker kan det være?," spurgte Therkild.

"Én med god smag," sagde Simon. "Så det kan ikke være Jens fra Ringsted!"

"Hå ef fjerde juli ettusind nihundrede og sytten," lød det fra stoppestedsannonceringen i den OmniLink, de kørte i, og som sneglede sig af sted ad Klausdalsbrovej. Jo, der var et stykke endnu til Ballerup.

"Jeg er lige ved at savne Stephans Berlingo," sukkede Therkild.

Efter en halv times tid ankom bussen til Ballerup station, hvor den savnede Berlingo holdt klar til at samle de to entusiaster op.

"Nå, er I klar?," spurgte Stephan, da Simon og Therkild havde sat sig ind.

"Selvfølgelig! Ved du, hvor mange der kommer?," spurgte Simon.

"Næh, ikke helt. Men jeg tror, det er de fleste," mente Stephan og drønede af sted mod Yderholmen.

Og kort efter havde de sluttet sig til selskabet hjemme hos Anders i Ballerup. Alle var der: Iver fra Taastrup, Hans og Kurt fra Roskilde, Jørgen fra Holte, Niels fra Køge og Søren fra Birkerød. Selv Johan og Frederik var kommet over helt fra Thorsø, og en eller anden ukendt brite var sågar til stede. Men det var jo også sidste chance for at køre med rute-DAB i Hovedstadsområdet denne aften. Den eneste, som ikke var der, var Ole fra Glostrup. Han kunne bare ikke med Anders.

De spillede kort, mens de ventede. For det var først kl. 23.17, DAB'en blev indsat fra Måløv. Therkild sad lidt uroligt. De der træstole, Anders havde bænket dem på, var altså lidt hårde. Stephan var i fuld gang med at vinde den aktuelle runde, da Anders begyndte at dele kort ud igen.

"Det er altså lidt vildt, at man skal begynde det næste spil, allerede inden man er færdig med det første," protesterede Boje.

"Alle dem, der er utilfredse, kan komme om i baghaven og sidde i futtog!," sagde Anders bare.

Jonstrup for fuld damp

Ved 23-tiden var der så langt om længe afgang mod Måløv station. Therkild, Simon, Stephan og Boje lo selvtilfredse med deres resultat: Jo, de havde kunnet få flyttet køreplansskiftet. Nu kunne de tage afsked med den sidste DAB i ordinær rutefart uden overtøj på!

"Bliver det 7439 eller 7441, der kører?," spurgte Iver, mens de stod ved stoppestedet på Måløv station på den lyse, lune forsommeraften.

Det var der ingen af dem, der vidste. Bussen skulle køre den sidste afgang mod Værløse denne lørdag. I Værløse ville den blive afløst af en anden, mindre sjov bus, hvorefter den skulle fortsætte i aftenens sidste tur til Kirke Værløse og tilbage på linje 151. Så ville klokken være omkring halv ét, og det hele ville være slut.

Svaret på Ivers spørgsmål skulle vise sig at være, at både 7439 og 7441 dukkede op! 7439 som ordinær bus, og 7441 som ekstravogn. De blev behørigt fotograferet side om side under sommernattens blå himmel.

"Det er da vist nogen dage siden, der har været en dublering af dén her afgang," lo Boje. Selskabet besteg 7441; Simon checkede sit Rejsekort ind i en serie 15 for absolut sidste gang; og snakken fortsatte ombord, mens ekstrabussen forfulgte den ordinære vogn ad Jørgen Andersensvej, Jonstrupvej og så videre.

I Jonstrup var der fotostop, mens de - overraskende mange - ordinære passagerer i 7439 rullede med øjnene. Ham briten lod til at synes, det var ret sjovt det hele. Han tog også nogle billeder af de fotograferende entusiaster. Og videre det gik mod Værløse.

Det var sådan lidt vemodigt, men samtidig en festdag. Tænk, at man aldrig mere skulle køre med DAB serie 15? I rute i hvert fald. Godt nok havde de aldrig været chaufførernes favoritmodel, men de fleste busentusiaster synes godt om dem.

På linje 151 blev der også gjort fotostop. Her var det ude ved Laanshøj ved den gamle flyvestation, hvor alle entusiasterne endnu engang fotograferede løs. Sikke et sted at befinde sig på dette tidspunkt af døgnet!

For sidste gang indtog de deres pladser i en rute-serie 15, og turen gik nu tilbage mod Værløse.

"Det er altså utroligt, det allerede er slut med dem," sukkede Stephan.

"Ja, efter kun 18 års drift...!," gnækkede Therkild sarkastisk.

Efter ankomsten til Værløse blev de to busser nok engang stillet op side om side. Der blev fotograferet og fotograferet. Fyrværkeri blev fyret af, så busserne var omgivet af røg, og der blev udråbt et trefoldigt leve for den nu pensionerede bustype.

"67 Stock for live!," råbte ham den mærkelige brite oven i det hele. Alle de andre gloede uforstående på ham. Hvad talte han om?

Selskabet betragtede de to busser langt om længe lukke dørene, hæve sig og afgå mod Slangerup, mens røgen lige så stille lagde sig. Til sidst var det bare nogle små røde baglygter langt ude ad vejen.

"Arrh, pis!," muggede Simon. "Jeg glemte at checke ud."

Hvem er det mon, der maler grafitti? Hvem er ham briten? Kommer noget af alt det her til at give mening inden jul? Og er der overhovedet ingen jokes, der er for interne til den her julekalender? Afsnittene af Almex Manifestet vil fortsat komme som perler på en snor.

- en mavesur-satirisk hjulehistorie med flere klip

"15-1370C" og "SC-0948L". Det var de nyeste tags, som var dukket op i kommunen. Therkild forstod det simpelthen ikke. Og selv om Stephan kunne være lidt af en gavtyv, så ville det ligne ham dårligt ligefrem at lave hærværk.

Therkild sukkede. Smørerierne fik hans tanker ind på DABs gode gamle busser. Om få dage var det helt slut med DAB-busser som rutevogne i Hovedstadsområdet. Sådan nogen havde der altid kørt rundt. Han kunne tydeligt huske, dengang han kiggede på busser på vej hjem fra skole hver dag. Der kørte DAB'er overalt. Det var dengang, der var så mange, at en serie 7'er var sådan lidt kedelig.

Det måtte da være deres fornemmeste opgave at sørge for, at DAB ikke var forsvundet, grublede Therkild. At DAB ikke var krakket i 2003, at Scania ikke havde solgt fabrikken året inden, og at de slet ikke havde købt den tilbage i 1994. Men i første omgang havde den lille aktionsgruppe jo først og fremmest sat sig for at komme af med sprintere og Rejsekortet. Uden at slå nogen ihjel, medmindre det var helt nødvendigt. I dag, onsdag aften, skulle de endnu engang mødes for at finde ud af, hvordan de kunne gøre noget.

Tilbage til fremtidens bus

Aktionsgruppen Sprinterfrit Danmark sad bænket omkring middagsbordet hjemme hos Therkild på Krogshøjvej. Han havde sørget for god mad til de andre. Simon og han havde jo behov for at genoptjene nogle respektpoint hos deres venner.

Simon - gruppens Benjamin i form af en studerende med for megen tid - havde netop berettet om årets julekalender på DR. En udsendelsesrække, der skamløst havde kopieret et julekalenderkoncept baseret på tidsrejser fra et andet og finere medie. Men nu måtte der arbejdes, mente Stephan, der nok engang annoncerede, at han havde en plan.

"Altså, vi har stadig vores liste. Lad os holde os fra IC4 - de bringer åbenbart uheld," mente Stephan. "Jeg synes, vi skal gøre noget ved et helt andet punkt: Sporvognene! Vi skal tage tilbage og sørge for, at sporvognene ikke blev afskaffet."

"Jamen, så ville der jo køre endnu færre busser nu?," indvendte Simon.

"Ikke nødvendigvis," sagde Stephan. "Jeg har læst lidt på det. Dengang i 1960'erne blev der først lavet en såkaldt planskitse, som sagde, at nogle af sporvognslinjerne skulle omstilles til busdrift, og at de andre skulle køre videre med i alt 230 nye Duewag-ledvogne. Så hvis det var blevet sådan, ville der være kommet busser på f.eks. linje 3 og linje 14, men der ville stadig køre sporvogne på linje 1 og 5 og 16."

"Okay," sagde Simon. "Men det lavede de om på senere?"

"Ja, der kom en ny direktør i 1963, som fik ændret planerne. Han kom med det, de kaldte Langtidsplanen, som anbefalede, at alle sporvognene blev erstattet med busser. Og det blev, som han ville," forklarede Stephan. "Men - og det er her, vi kommer ind i billedet - den gamle direktør stoppede for at gå på pension lidt tidligt. Han kunne godt have fortsat længere. Men noget tyder på, han trak sig, så tidligt han kunne, fordi han ikke brød sig om udviklingen. Vi skal bare rejse tilbage til omkring 1962, hvor planskitsen kom ud, og give manden lidt mod på at fortsætte. Vi skal give hans planskitse en rigtig begejstret modtagelse."

"Og det har du en plan for...?," ville Therkild vide.

"Ja. Og den involverer hverken dig eller Simon. For hver gang, man er lige ved at have bolden i mål, så går det galt. Fordi man er omgivet af hundehoveder og hængerøve, skidesprællere og gøglere, socialdemokrater og busentusiaster og... og...," grinede Stephan, mens Boje og Simon vekslede blikke. "Bolden i mål..." Det var nok en sportsmetafor, men hvad betød den egentlig?

"Så din plan er, at du vil tage Berlingo'en og køre 52 gange den forkerte vej rundt på Femvejen. Og så vil du overbevise dem om at købe færre 'fremtidsbusser'?," smilede Therkild og tænkte tilbage på den gode gamle DAB serie 1, som Sporvejene kaldte fremtidens bus, da den fra 1964 blev anskaffet til erstatning for sporvognene.

"Lige nøjagtig!," sagde Stephan selvsikkert.

"Men du kommer jo også i en Berlingo. Den må de da se som et godt argument mod fremtiden!," gnækkede Therkild, og såvel Boje som Simon stemte i.

"Den der ler sidst, ler bedst," var Stephans let fornærmede reaktion. "Og jeg tager Boje med. I andre kan se børnefjernsyn og fjerne grafitti, mens vi er væk i morgen."

Og så skiltes vennerne med aftalen om at mødes igen torsdag over middag, når Boje og Stephan var kommet tilbage fra 1960'erne.

Genvogn

Therkild og Simon stod og frøs længe på Jægersborg Allé, før Berlingo'en pludselig brød frem gennem et blåt lys og drønede ind til siden. Smilet på Stephan og Bojes læber var ikke til at tage fejl af. Missionen var lykkedes.

De to satte sig ind i bilen, og spændte kørte de alle fire til Bernstorffsvej station, for at tage S-toget ind til byen. Nu skulle de se sporvogne! Håbede de da.

Efter en halv times tid hoppede den lille bande af toget på Nørreport station, og den ilede op ad trapperne for at se, hvad der rørte sig i Nørre Voldgade. Let forpustede kiggede de sig omkring - men uden at få øje på en eneste sporvogn.

"Jeg vidste, jeg skulle have ladet dig blive hjemme," vrissede Stephan til Boje.

"Rolig nu," protesterede Boje. "Prøv nu at se dig for. Der er både køreledninger og skinner, og derhenne er der et stoppested. Der står "16 Emdrup" på skiltet!"

Gruppen begav sig straks derover og sluttede sig til et mindre selskab af ældre damer, der angiveligt ventede på den gode gamle linje.

Efter et kort øjeblik kom der en linje 16 kørende. På skinner. Det var en Duewag-ledvogn! Der var julelys i øjnene på de fire måbende entusiaster.

"Det er jo som Jurassic Park!," udbrød Simon højt og glad, men dæmpede sig hurtigt, da de omkringståendes blikke signalerede en vis fornærmelse.

"Vi tager med, ikke?," ville Therkild vide, og det kunne han forsikre sig om, at de gjorde.

Vognen, der fremtod helt i Melonengelb, rullende ind til stoppestedet, og de fire dobbeltdøre gik op.

"De har skiftet dørpumperne ud," konstaterede Boje alene på lyden af dørene.

Mens folk stod af, gled Simons øjne hen langs siden af vognen. Den havde nogle brede, sorte pyntelister, der vist var af plastic, og et par steder manglede de, således at man bare kunne se den metalskinne, de åbenbart var monteret på. Der var også et par buler og skrammer på vognsiden, og en lem i skørtet var, tilsyneladende ikke først for nylig, blevet udskiftet med en ny, som man ikke havde fundet tid til at lakere i gul.

De gik ombord. Simon checkede ind med sit Rejsekort, mens de tre andre måtte mase sig frem og tilbage gennem vognen mellem de andre passagerer, indtil de fandt en enlig, gulmalet Almex på den forreste midterperron. "Alt det besvær, fordi I ikke gider have Rejsekort," sagde Simon. "Hvorfor tror I..."

"Shhh!," tyssede Boje. Dørene lukkede. "Det er samme tyske dørpumpelyd, som findes i Mercedes'er og MAN'er," bemærkede han, og sporvognen satte i gang.

Gruppen kiggede rundt i vognen, der nu svingede ind i Frederiksborggade. Den var lavet noget om siden 1960'erne, kunne de se. Loftet var skiftet ud og havde nu nogle afrundede luftkanaler i siderne. Og gulvet havde fået en mørkegrå belægning med et mønster af nedtrådte tyggegummiklatter og lidt "granitglimmer".

Ved stoppestedet ud for Fælledvej blev der lidt mere plads i vognen, og gruppen fandt sig et sted, hvor de kunne sidde alle fire. Simon lagde mærke til, at sædebetrækket var gråt med gule og lyserøde prikker, men det var noget slidt at se på. Og ryggen på sædet foran hans eget var åbenbart blevet belagt med en blå folie, som siden var slidt så meget af på midten, at den gamle 1960'er-sæderyg kunne ses. Det var nok folks knæ, der havde skrabet imod, tænkte Simon, og drejede hovedet for at kigge ud af vinduet. Det var, opdagede han, blevet forsynet med et lag solfilm, men også det var begyndt at skalle af, især mod hjørnerne af vinduet. Alt i alt ikke nogen særlig flot finish.

"Det er da fedt, de stadig kører," sagde Simon til de andre. "Men den her er da lidt træt..."

"Den har vist været helt ude at vende for enden af Frederikssundsvej," grinede Therkild, og både Boje og Stephan lo. Simon forstod den ikke helt. Skulle den ikke kunne køre på linje 5?

"Nå, lad os stå af, inden det er for sent," sagde Stephan, efter at de var trillet ud fra Nørrebro station. Simon så sig om efter en stopknap, og lagde nu mærke til, hvordan de fleste af de blå holdestænger havde et rundt stoptryk på midten. Her skulle man trykke på et ret lille, sort plastickryds. Men lige på én af holdestængerne var der i stedet en rund, gul knap, bemærkede Simon, mens de gik hen mod dørene. Han kunne ikke lade være med at trykke på den gule knap, selv om der allerede var trykket stop. Simon stod nu med den gule knap i hånden, og besluttede sig hovedrystende for at beholde den som souvenir.

"Vi skal lige huske at lægge mærke til vognnumeret," mindede Stephan om, da de trådte ud af vognen.

"955," læste Therkild op. Simon bemærkede en lille, skolemesteragtig tekst over nummeret. "Sporvogn nr.," stod der. Vognen kørte af sted, alt imens en indadgående, brugt SL95'er fra Oslo landede ved stoppestedet på modsatte side af vejen.

"Nå ja," sukkede Therkild. "Det ville heller ikke rigtig være København, hvis det ikke var på dén måde, vi havde sporvogne."

De lo, og traskede hen mod en café for at få varmen.

"Arghh, pis!," lød det pludselig fra Simon. "Jeg glemte at checke ud!"

Hvordan i alverden kom sporvognene til Smedetoften? Får gruppen nogensinde gjort noget ved sprintere og Rejsekortet? Savner Oslo deres sporvogne? Få svar på ét af spørgsmålene i senere afsnit af (H)jul i Udk... af Almex Manifestet!

- en mavesur-satirisk hjulehistorie med flere klip

Mobilen ringede. Boje tog den straks. "Hej Stephan! Hvad så? Noget nyt?"

"Nej, ikke endnu," lød det i den anden ende. "Og så måske alligevel. Der er pressemøde hos DSB i Høje Taastrup klokken halv to. Konklusionerne i den der rapport om IC4 bliver præsenteret."

"Nå, for pokker. Det må da give et praj. Men de er ikke tilbage endnu så?," spurgte Boje.

"Næh... Vi hører vel snart fra dem? Nå, men det jeg ville spørge dig om, var, om du kunne tænke dig at tage med ud og se rapporten blive præsenteret live? Iver kommer også, han bor jo lige i nærheden."

Boje tøvede lidt. Han var jo lige i fuld gang med at gøre sine to fjeldhytter klar til vinteren. Skulle han smide det hele her midt i arbejdet for at tage med?

"Kom nu," pressede Stephan, "så kan vi mødes med de andre bagefter og fejre det."

"Fejre det? Er du nu sikker på det?," tvivlede Boje.

"Ja, det er da helt sikkert! Har du læst kommissoriet for undersøgelsen? De skal svare på, om det er realistisk og økonomisk forsvarligt at arbejde videre med IC4 for at gøre togene stabile i drift. Og om det giver mening, når der bliver elektrificeret. Der er da ingen, der tør svare ja på de spørgsmål!," mente Stephan afgjort.

"Okay, så kommer jeg," besluttede Boje. "Hvis Simon og Therkild ligefrem har kunnet udrette dét..."

Triumftoget

(Jo, afsnittet handler om IC4).

Lidt før tid indfandt Boje, Stephan og Iver sig i det lokale hos DSB på Telegade, hvor pressemødet skulle finde sted. Det var første gang, de var i DSBs nye hovedkvarter. Helt, helt anderledes end den gamle kaserne i Sløvgade. Og med et hav af biler parkeret uden for. Nogen af dem tilhørte dog nok journalisterne.

"Længe siden, går det godt? Er du kommet på plads?," spurgte Boje henvendt til Iver, mens de sad og ventede.

Iver havde jo været nogle ting igennem. Han var blevet sat ud af sin lejlighed i Rødovre, men havde da heldigvis fundet noget nyt lidt længere ude, nemlig her i Taastrup.

"Jo, tak. Men det er jo noget mindre, end det jeg havde før. Men nu ser jeg fremad," fortalte Iver. "Jeg overlod jo lidt til Anders i Ballerup. Han havde fint plads til det."

"Det er altså pudsigt. Jeg kan huske, dengang Anders skulle etablere sig," mindedes Stephan. "Han fik noget maling, jeg havde til overs. Det bruger han stadig!" De lo alle tre.

"Jeg læste lige på nettet, at hver 11. afgang med IC4 ikke bliver gennemført," fortalte Stephan. "Det er da vildt!"

"Tænk, hvis vi kunne få linje Bx op på det niveau," grinede Iver.

Men så var der heller ikke mere tid til smalltalk. Med uhørt præcision, DSB taget i betragtning, gik pressemødet i gang. Et helt panel af mennesker, der så meget alvorlige ud, sad klar til at tale på skift. Der var både velkendte DSB-folk og nogle af de schweiziske ingeniører, som havde stået for at udarbejde rapporten.

Det var en lang affære, og de tre entusiaster lyttede med gru til, hvordan schweizerne på internationalsk forklarede, at de var kommet frem til den konklusion, at IC4-togene formentlig godt kan køre.

"Det var kattens," hviskede Stephan til Boje. "Therkild og Simon er da helt uduelige til det der."

Boje rystede på hovedet.

"Jeg er ikke med...?," spurgte Iver, men han fik ingen forklaring.

Da pressemødet var slut, prøvede Stephan at ringe til Therkild. Var de mon tilbage nu? Nej, der var endnu kun telefonsvareren. Stephan bad Therkild ringe så snart som muligt.

"Det kan da godt være, schweizerne har ret i, at de kan få dem til at fungere pålideligt inden 2019. Men det er jo noget helt andet, end at vi kan," mente Boje.

"Ja. Jeg tænkte også: Hvor mange år mon vi så skal vente på 2019?," gnækkede Iver.

Hovedrystende skiltes Boje og Stephan fra Iver, da hans taxa kom. Han måtte køre nu, hvis han skulle nå at hente Setra'en, som var på værksted.

Stephan og Boje gik om på parkeringspladsen for at køre ind til byen. "Ring nu, for pokker!," mumlede Stephan, tydeligt bekymret.

På parkeringspladsen viste der sig at herske et kaos som ved et 5A-stoppested, der ikke havde set en bus i seks minutter. Oprevne mennesker stod og talte højt i deres mobiltelefoner, mens nogle politibetjente gik rundt og talte med folk og noterede ned. Hvad var der dog sket?

"Alle bilerne er blevet stjålet, mens der var pressemøde," forklarede en journalist, de havde siddet ved siden af. Han kunne vist godt se, at de undrede sig.

"Nej, ikke dem alle sammen," konstaterede Stephan smilende og selvtilfreds. "Sig så ikke, at der ikke er fordele ved at køre Berlingo!"

Tryk stop i god tid

"Det er jo mine tidligere venner Simon og Therkild," halvråbte Stephan, da den mislykkede ekspedition endelig var vendt tilbage til nutiden og ankom til det værtshus, hvor Boje og Stephan de sidste par timer havde arbejdet på at skylle dagens fiaskoer ned.

"Vil I forsvare jer først, eller skal vi banke jer med det samme?," ville Boje vide.

"Hey, vi kom da ned på 82 IC4-tog igen," sagde Simon. "Det er da bedre end ingenting."

"Nej, ingenting havde været meget bedre!," polemiserede Stephan. "Hvad gik der galt?"

Therkild og Simon vekslede blikke. "Det kommer vist til at kræve nogle øl at forklare," sukkede Therkild.

Efter to timer og tre liter (eller også var det omvendt) var Simon og Therkild tilgivet. De havde forsøgt at gøre noget, men det var ikke lykkedes, så de var endt med blot at omgøre deres handlinger på den forrige tur. Så nu havde Jakob Axel Nielsen alligevel været transportminister, og alt var som før. Inklusive Ic4, men trods alt ikke flere IC4-tog end for en uge siden.

Boje skimmede de seneste nyhedsoverskrifter på sin telefon. Med foragelse i stemmen læste han én af dem op for sine kammerater: "'Politikere overrasket over IC4-anbefalinger: Frygter flere milliarder ned i sort hul'. DR skriver, at 'Flere partier er overraskede over IC4-rapportens anbefalinger. Vi skal holde op med at kaste gode penge efter dårlige, siger Venstre.'"

Der blev sukket bordet rundt. "Hmm... Hvis bare der var nogle mennesker, der var valgt til at træffe beslutninger i sådan nogle situationer...," lo Therkild opgivende.

"IC4 har jo faktisk nogle fordele," sagde Simon så. "For eksempel kan de..."

Stephan afbrød: "Der er kun én ting at gøre venner: Skåååål!"

De skålede, og samtalen drejede stille og roligt over mod mere muntre emner. Og Simon, der skamløst gik rundt med et Rejsekort i sin pung, blev sendt i baren mange gange. Han havde jo en tank op-aftale, som de andre sagde.

Den lille bandes navn blev i løbet af aftenen fastsat til "Aktionsgruppen Sprinterfrit Danmark", og efter lidt debat blev det også besluttet, i hvert fald for nu, at fastholde princippet om, at fortiden skulle ændres uden at slå nogen ihjel.

Snart skulle de mødes igen for at beslutte, hvad deres næste forsøg på at rette i historien skulle være. Trods alt var de klar over, at de nok ikke var bedst i stand til at overskue valgmulighederne nu.

Boje gav op først. "Det ender med, at jeg sælger de skide fjeldhytter," udstød han og gik.

Ikke så længe efter var det Stephans tur til at kaste håndklædet i ringen. "Så er der ikke længere fest på bagperronen?," lo Therkild, da Stephan forlod selskabet.

Og efter en times tid var festen helt forbi, da Simon måtte se sig slået. "Jeg må også hellere stoppe nu. Ellers gør det ondt i morgen."

Therkild gned sig i hænderne: "Nå ja, det plejer jo også at være mig, der holder længst."

Bliver gruppen bedre til at lave om på historien? Kommer IC4 til at køre pålideligt i 2019? Bliver de nødt til at slå nogen ihjel? Det næste afsnit af Almex Manifestet kan komme hvert øjeblik. Eller senere. Ligesom en A-bus.

- en mavesur-satirisk hjulehistorie med flere klip

Det havde været en mærkelig dag, tænkte Therkild, da han forlod sit kontor på rådhuset. Der var dukket et nyt grafittitag op, som over de seneste uger havde vist sit grimme ansigt stadig flere steder i kommunen. Og som ansvarlig for grafittibekæmpelsen var det Therkilds opgave at forholde sig til alle de nye indberetninger. Bare i dag var der kommet fire nye billeder ind af smørerierne.

For så vidt hørte den lejlighedsvise fremkomst af nye "tags" til dagens orden - eller uorden. Men det, der fik Therkild til at gruble, var selve signaturen. "12-1200B" var der blevet skrevet rundt omkring på murene. Det kunne da ikke være et tilfælde? Mens Therkild traskede ad Maltegårdsvej og Høeghsmindevej ned mod stationen, fik han endda øje på et efterladenskab mere af samme slags. Mystisk. Han dokumenterede skaden med sin mobiltelefon - så kunne han også vise den til de andre. Mon det var nogen, de kendte?

Efter omkring ti minutters gang var han fremme på stationens forplads ved Brogårdsvej, hvor han havde aftalt at mødes med Stephan. Han var også allerede kommet og faldet i snak med en tynd, refleksvestbeklædt mand markeret med "Driftstilsyn" på ryggen. Therkild vinkede til Stephan, der forlod samtalen og kom ham i møde: "Godt du kom! Der er faldet en køreledning ned, så det er ren Bx. Her burde være togbusser, men ham dér har ikke styr på en skid!," grinede Stephan.

"Så er det godt, jeg så din bil ovre på parkeringspladsen," smilede Therkild.

Vennerne gik over til Berlingo'en for at køre mod Skibby. Dagens krisemøde skulle nemlig foregå hjemme hos Simon, der insisterede på, at de andre tog ud til ham, i hvert fald en gang i mellem. Stephan åbnede til bagagerummet, som rodede noget, selv man skulle mene, at der var plads nok. "Bare flyt spraydåserne, så kan tasken være dér," pegede Stephan, fuldstændig uden blusel. Var det ham, der malede grafitti?

Therkild i knibe

De havde kørt, kørt og kørt. Helt derud, hvor man falder af, og da de var landet igen, havde de kørt videre et stykke. Men så var de også kommet til Skibby, hvor Simon boede. Og nu indtog den lille bande pizzaer erhvervet fra pizzamanden ude på Hovedgaden.

"Vi kan lige så godt indføre med det samme, at dem der laver rav i den selv må tage tilbage og rydde op," markerede Boje med høj stemme.

Stephan nikkede resolut, og både Simon og Therkild vidste godt, at dén måtte de tage til efterretning.

"Og når I er i gang med at komme af med de 67 ekstra ulykker, I har skaffet os, så tag lige de første 83 med, ikke?," tilføjede Stephan.

"Det er meget godt, men hvordan?," spurgte Simon. "Det var jo ikke sådan, at Therkilds plan var helt fejlfri i tirsdags, vel?" Simon skulede til Therkild, som ikke havde sagt så meget de sidste par minutter.

"Hva', Therkild? Har du ingen timet og tilrettelagt plan i dag?," vrissede Boje sarkastisk.

Dén kunne Therkild ikke bare lade passere. "Nej, jeg har ingen plan. Men vi skal nok finde ud af det. Simon og jeg vil gøre skaden god igen. Og mere til. Vi skaffer alle 150 IC4-tog af vejen. Også dem, vi havde i forvejen. Det kan jeg forsikre jer om," sagde Therkild bestemt, mens en indigneret Kirsten Walther-stemme inde hans hoved peb "Er du fuldstændig sindssyg!?"

"Nu er det vel ikke noget farligt?," ville Simon vide.

"Vi to mødes i morgen tidlig. Jeg henter dig i Lyngby, så kører vi til Femvejen, og så ordner vi det. Vi skal nok finde ud af det," beroligede Therkild. "Og det må være nok nu. Jeg synes, vi alle sammen skal aftale, at i morgen aften fejrer vi Simons og min velgennemførte aktion! Okay?"

Alle var okay. Især Stephan og Boje.

Aktion, bare ikke lige nu

Simon hentede nogle dåseøl. Der var behov for at løfte stemningen, og ikke mindst ville han helst ikke tænke for meget på, hvad pokker de skulle gøre i morgen. Heldigvis behøvede han ikke også arrangere, at samtalen kunne skifte emne. Det klarede Stephan.

"Vi skal altså bruge et navn til vores gruppe," sagde Stephan. "'Almex Manifestet' er stadig kun vores ideologiske grundlag. Selve gruppen må have et navn. Jeg tænker... Noget i retning af 'Antisprinterfascistisk Aktion'."

"Antisprintificistisk Akhvadfor noget?," lo Therkild. "Den må du tænke lidt længere over."

"Nej, han har en pointe," mente Boje. "Men navnet trænger godt nok til en pinpudsning. Jeg kan godt lide det der med 'aktion'."

"'Hyldegaardsvejsbanden' lyder lidt ynkeligt. 'Femvejsgruppen' måske?," foreslog Therkild.

"Arh, det mangler altså kant," sagde Simon. "Jeg synes også 'aktion' lyder bedre."

Der fremkom nu, under indtagelse af hjuleøl, en række udspil, hvoraf de fleste umiddelbart faldt for selvudnævnte navneeksperters frit opfundne kriterier om egnethed, kant, forståelighed, mundrethed og så videre. Til sidst var der kun to forslag tilbage: "Aktionsgruppen Stop Sprinterficering" og "Død Over Trafikselskaberne".

Alle kunne de godt lide navnet med "aktionsgruppen", men netop dette forslag ville give en lidt uheldig forkortelse. Og navne med den længde har det jo med at blive forkortet. "Død Over Trafikselskaberne" var til gengæld lige lovlig ekstremt. De ville trods alt foreløbigt holde fast i ikke at slå nogen ihjel.

"Lad os tænke over det til i morgen aften," sagde Stephan, der mod normalen ikke var den i gruppen med højst humør. Det skyldtes nok, at han skulle køre hjem og derfor ikke havde fået del i drikkevarerne.

"Tag nu en øl, og vær med," opfordrede Simon. "I kan tage bussen hjem. Så kommer jeg med Berlingo'en, når vi mødes i morgen."

Stephan og Therkild slog en høj latter op. Bussen hjem fra Skibby!?

"Det næste bliver, at du vil have, vi skal betale med Rejsekort," hulkede Therkild af grin.

"I har jo ikke klippekort med, vel?," sagde Simon. "Det er Rejsekortet rigtig godt til. Når man ikke lige har det klippekort, der passer bedst til..."

"Vi må hellere køre nu," afbrød Stephan, og både Therkild og Boje tømte deres øl og rejste sig.

"Yes, vi ses i morgen," sagde Therkild, egentlig lettet over, at Stephan ville til at køre, selv om det var lidt tidligt. For hvad nu, hvis Berlingo'en ikke kunne klare hele turen hjem?

Finder gruppen et godt navn? Hvem står bag den mystiske grafittisignatur? Slipper vi for alle IC4-togene? Holder Berlingo'en helt hjem til Charlottenlund? Få måske svarene i de næste afsnit af Almex Manifestet, som kommer efter behov. Altså skribentens behov.

- en mavesur-satirisk hjulehistorie med flere klip

På vej hjem fra arbejde tænkte Therkild det hele igennem nok engang. Var det nu en helt skudsikker metode? Kunne de være sikre på, der ikke skete noget uventet? Var det for ekstremt? Eller bare meget nørdet? Faktisk mente Therkild ikke selv, de var specielt nørdede.

Han blev revet ud af sine tanker, da en rød HCS-skraldebil drejede om hjørnet. Therkild blev altid lidt varm om hjertet og tænkte på H.C. Stephansens grå og røde rutebiler, når han så sådan en skraldevogn.

Minutministeren

"Jeg har en plan!," annoncerede Therkild, da de fire gutter lidt senere på ny var forsamlet i Stephans lejlighed på Hyldegaardsvej. "Jeg ved, hvordan vi kan prøve det af. Uden at det kommer til at have en konsekvens, men så vi kan se, om det virker at tage tilbage og lave historien om."

De andre kiggede forventningsfuldt på ham.

"Kan I huske Jakob Axel Nielsen?," spurgte Therkild.

Der var stille. Så tog Simon ordet: "Ham i Skibby?"

"Neeeej," sukkede Boje, "det var Alex Jensen. Man skulle ikke tro, du selv var fra Skibby!"

Simon så ned i bordet.

"Var det ikke ham, der startede SF?," begyndte Stephan så.

"Nej, det var Aksel Larsen. Jeg sagde Jakob Axel Nielsen," svarede Therkild.

Ingen reaktioner.

"Godt så! Jakob Axel Nielsen var transportminister fra september til november 2007. Det er nok meget sigende, I ikke kan huske ham. Han kunne jo ikke nå at lave noget i den tid. Han afløste Flemming Hansen i en ministerrokade, fordi Flemming Hansen ønskede at stoppe i politik. Men Jakob Axel Nielsen blev flyttet til at være sundhedsminister efter to måneder, da der havde været valg. Så han kan ingen forskel have gjort," redegjorde Therkild.

"Nå, ham...," lød det ironisk fra Simon.

Snakken løb nu lidt af sporet, og det handlede snart om politikere i almindelighed og den siddende regerings udfordringer i særdeleshed. Herunder hvad et sandsynligvis forestående regeringsskifte ville betyde for f.eks. elektrificeringsplanerne for jernbanen. Og naturligvis diverse politikeres viden og evner på dette og andre politikområder.

"Thorning bliver jo nødt til at træde tilbage, når hun har tabt valget," konstaterede Stephan, som anså det for sandsynligt, at Mette Frederiksen blev hendes afløser.

"Mette Frederiksen! Det var lige et stikord," udbrød Boje. "Jeg har en ting mere til listen: De der vræle- og bippelyde, når dørene åbner og lukker i busserne!"

"Ja, for fanden," råbte Therkild, og Stephan greb blokken og tilføjede det nye punkt, mens han mumlede noget i retning af, at hvordan kunne de dog have glemt det.

"Nå, men for at vende tilbage til emnet," sagde Therkild, "så skal vi bare have Flemming Hansen til at vente to måneder med at trække sig tilbage, så han bliver afløst direkte af Carina Christensen. Hvis vi kan det, så véd vi, at vi kan ændre i historien, og det vil ikke have nogen konsekvenser."

"Men hvordan skal vi få ham til det?," spurgte Simon med dyb undren i stemmen.

"Jeg har en plan!," gnækkede Therkild egonolsensk.

De enedes om, at Simon og Therkild klarede ærterne. De skulle låne Berlingo'en og tage tilbage til foråret 2007. Dernede skulle de få Flemming Hansen til at blive på sin post et par måneder længere, så han ville komme til at blive siddende helt til valget i november. For at opnå det, skulle de - nogle dage før han ellers havde annonceret sin tilbagetrækning - plante et rygte hos nogle journalister om, at han ville trække sig sig, fordi der var en dårlig sag på vej. På den måde ville han nok forsvare sit eftermæle ved at vente lidt.

Genindfør linje 330 nu

Mens Simon og Therkild var af sted på deres mission, kunne Stephan og Boje ikke lade være med at tænke på, hvad gruppens første "rigtige" indgriben i historiens gang skulle være.

"Jeg kunne altså vildt godt tænke mig, at den gamle hurtigbus 330 genopstod," sagde Boje, "med Birkerød-busser og hele dynen. Det var sådan en fed rute."

"Ved du, hvad der kunne være endnu sejere?," grinede Stephan. "At tage tilbage med vores kameraer og fotografere alt muligt. Jeg synes, vi skulle tage alle fire til Århus, dengang de havde busser på besøg fra en masse lande, og tage billeder af dem. Det var der ingen der gjorde, for der var ingen, der vidste noget!"

"Absolut," sagde Boje. "Og så ville jeg tage til 1999 og fotografere Combus 5135, lige mens den kører i vandet!"

Jo, der var mange gode ting, man kunne gøre. Boje tog en slurk af sin kaffe og greb sin tablet for at notere idéerne ned og se, om der var nogen nyheder. Men han hostede hurtigt halvdelen af kaffen op igen. Stephan betragtede chokeret sin kammerats ansigt blive ligblegt.

Uudnyttet potentiale

Stemningen var høj, da Simon og Therkild drønede tilbage fra Femvejen mod Hyldegaardsvej. Det var ligesom om turen gik meget glattere og hurtigere, end den normalt ville gøre. Og så foregik det endda i en Berlingo.

Missionen var fuldført. Alt var gået efter planen. Jakob Axel Nielsen havde aldrig været transportminister.

"HVAD FANDEN HAR I LAVET?!," råbte Stephan fra hoveddøren, allerede mens de var på vej op gennem opgangen.

"Hvad?," svarede de i kor.

Boje holdt sin tablet direkte op i snuden på Therkild. "Se her!"

Therkild tog tabletten, hvis browser havde en webavis åben. Overskriften lød: "Hvert andet IC4-tog er leveret". Therkild mente da bestemt, at alle togene - bortset fra ørkenrotten - allerede var leveret, selv om der godt nok ikke var så mange i drift.

"Læs!," vrissede Boje.

Therkilds øjne pilede gennem artiklen. "...de 150 IC4-tog...", "...trods store problemer...", "...Flemming Hansens 'afskedsgave'...", og "...valgte at benytte sig af optionen..." fangede hans blik. Og han tjekkede datoen på artiklen: Jo, der stod 2. december 2014.

"Øh...," begyndte han.

"Lad mig fortælle dig, hvad der står," sagde Boje arrigt. "Flemming Hansen lod DSB udnytte en option i den oprindelige IC4-kontrakt på yderligere 67 tog. Det var i oktober 2007. Så nu strækker leveringen sig til 2021!"

"Føj for en ulykke!," tilføjede Stephan.

Både Simon og Therkild stirrede ned i gulvet. "Så gjorde Jakob Axel Nielsen alligevel en forskel, hviskede Therkild til sig selv."

"Åbenbart!," mumlede Boje muggent.

I flere minutter var lejligheden stille som en vestjysk busterminal.

"Vi skal nok passe bedre på næste gang," sagde Simon. "Men hey, vi kan jo bare tage tilbage og lave det om!"

Læseren kan forsikre sig om, at der var en option på yderligere 67 togsæt i IC4-kontrakten. Se f.eks. sidste afsnit i DSBs pressemeddelse udsendt 24. maj 2004.

Får gruppen udbedret den ubodelige skade? Genopstår linje 330? Får vi - efter alle de år - billeder at se fra arrangementet i Aarhus? Og kommer der flere punkter på dødslisten? Følg med i Almex Manifestet!