- Femvejsbandens sidste klip. Et mavesurt-satirisk juleklippekort med et overtalligt klip, du måske kan få refunderet efter 1. juli 2015.

Juleaftensdag. Formiddagen var i det store hele gået med, at de hver især havde været rundt og aflive nogle Sprintere. På sin vej fra Skibby havde Simon klaret én ved Skuldelevvej, mens Therkild havde været et smut i Værløse og befri verden for 2967. Boje havde rundet Birkerød og taget sig af 4167, mens Stephan havde forberedt den lille frokost, de nu var mødtes om hjemme hos ham. Over dette måltid var det meningen, de skulle finde ud af, hvordan de kunne komme i mål - altså også komme med af med Rejsekortet - ved at slå færrest muligt ihjel.

"Det går jo ret godt med at komme af med Sprintere," konstaterede Stephan. "Radioavisen har lige sagt, at man undrer sig meget, fordi alle de eksploderede minibusser er af samme type, men nu har man valgt at trække dem ud af drift indtil videre, mens det bliver undersøgt nærmere."

Der blev gnækket bordet rundt.

"Men jeg tror altså, det er nok nu," mente Boje. "Det her med at eksplodere ting, det synes jeg altså er et skråplan. Og jeg kan heller ikke se, hvordan det skulle virke med Rejsekortet."

"Skal vi ikke bare droppe at gøre det af med Rejsekortet?," spurgte Simon. "Jeg ved godt, I alle sammen hader det, men vi kan alligevel ikke nå at gøre en skid i dag. Jeg skal også af sted hjem til de gamle inden ret længe."

"Jeg er enig," sagde Therkild. "Altså - ikke i, at vi skal undlade at komme af med Rejsekortet. Men den eneste grund til, at vi har deadline i dag, er jo, at ham der idioten vil have en julehistorie landet inden jul."

"Nu må I altså tage jer sammen!," var Stephans reaktion. Han lød oprigtigt oprevet over, at de bare sådan kunne give op.

Endnu engang sænkede stilheden sig over det lille selskab, som det så ofte skete, når de var uenige om noget. Og denne gang kunne stilheden bedst sammenlignes med folkerummet på Lyngby station en juleaften, mens driften var indstillet.

"Jeg tror, jeg har et kompromis," kom det så fra Stephan.

Et kompromis? Han var da godt nok kommet i julehumør, tænkte Therkild.

"Nu skal I høre!," fortsætte Stephan. "Vi kan da kanøfle Rejsekortet senere. Men det kunne da være vildt fedt at rejse frem i tiden for en gangs skyld og se langtidseffekterne af det, vi har gjort."

"Det kunne også gå hen at ødelægge den gode julestemning," lo Boje. "Eller den gode Honecker-stuestemning," tilføjede han med slet skjult reference til indretningen i Stephans lejlighed, der bar præg af inspiration fra DABs produkter leveret til private vognmænd i 1980'erne.

"Så synes jeg, vi skal rejse frem til efter åbningen af cityringen i 2019," sagde Therkild. "Jeg kunne godt tænke mig at se, hvor mange busser, der kører i København til den tid. Tror I, vi behøver tage kameraer med?"

De andre lo.

"Altså, jeg er med på, hvordan vi kan rejse ét år tilbage i tiden, for det fik vi at vide helt tilbage i første afsnit," sagde Simon. "Men jeg har aldrig forstået, hvordan vi kan rejse halve år tilbage og alt det der. Og nu siger du, vi kan rejse frem i tiden?"

"Det har jeg helt styr på. Der er afgang mod Femvejen om tre minutter!," bestemte Stephan.

Samstedligt en anden tid

Det mærkelige blå skær lettede, og de befandt sig nu i Femvejs-rundkørslen i august 2019.

"Første observation: Busstoppestederne er væk," konstaterede Stephan.

I stedet for det gamle halvtag med bænke og den lille kiosk, var der nu indrettet kontor for "Skovhuggerens Køreskole" på stedet. Det var vel også en passende erstatning, hvis busserne alligevel var sparet væk.

"Nå, skal vi køre ind og kigge på det?," sukkede Therkild.

På vej ind ad Lyngbyvej passerede de en 150S i +Sporet. Therkild kunne ikke undgå at lægge mærke til bagrudereklamen: "Pas på Vega Mx - hun er ny i trafikken," læste han op. "Hun må vel være lillesøster til Vega My," mumlede Boje.

"Hvor kører vi hen?," ville Simon vide.

"Det ved jeg ikke...," sagde Stephan. "Hvor giver det mening at kigge? Vi skal vel køre til én af de nye metrostationer, hvor der også er busser. Måske i hvert fald busser..."

"Hvad med Nørrebro station?," foreslog Therkild. "Der burde både være metro, S-tog og bus på det dér nye buskoncept på Nørrebrogade og Frederikssundsvej. Hvad var det nu, de kaldte det...?"

"+Way!," sagde Simon. "Ja, jeg er enig i Nørrebro!"

Og lidt efter parkerede de Berlingo'en på Ørnevej, hvor Stephan tydeligvis var lidt bekymret over at efterlade den.

"Kom nu!," sagde Boje til Stephan. "Dén er der da ingen, der gider stjæle."

"Nej, men den er ikke rigtig forsikret...," mumlede Stephan. Boje og Therkild vekslede lidt bekymrede blikke.

Efter et kort øjebliks gang ankom de til Folmer Bendtsens Granitørken, der - som den jo også skulle - husede nedgangen til den nye metrostation. Samt otte ovenlysvinduer og halvdelen af den danske cykelbestand. Og stationen var faktisk åben. "Nå, jeg var da også helt usikker på, om vi skulle være kommet lidt senere, men de nåede det åbenbart," sagde Therkild.

"Der er vel ikke så meget grund til at gå derned," sagde Stephan. "Togene er jo magen til dem på den gamle metro."

"Nej, lad os se de der +Way-busser," foreslog Simon, og gruppen fortsatte over til stoppestederne på Nørrebrogade.

De spejdede i begge retninger, men der var ingen busser at se. Med busbetjening var der da, kunne de se, for der var stoppesteder for linje 5+, og der stod også en håndfuld mennesker og ventede. "Skal vi tage den ind til Nørreport?," spurgte Stephan.

"Det kan vi godt," sagde Simon. Og kom nu til det, han længe havde glædet sig til at sige: "Så må jeg jo hellere checke jer andre ind på mit Rejsekort!"

"Det bliver slet ikke nødvendigt," smilede Therkild og pegede over på en plakat, der hang på stoppestedet for den anden retning.

"31. august stopper salget af klippekort," stod der. "Og denne gang mener vi det!," lød underteksten.

Boje, Stephan og Therkild lo endnu engang af Simon.

Underholdningsværdien aftog dog snart, for der skete bare ikke noget. De ventede og ventede og ventede. Der kom ingen bus. Hverken i den ene eller den anden retning. Kun et fåtal yderligere mennesker kom til stoppestedet for at afvente bussen, mens de stod der.

Therkild kiggede på uret. "Nu har vi altså ventet i 24 minutter!," sagde han. Jeg har ikke lige styr på, om vi skulle have ramt en søndag, men 5'eren skal da køre hele tiden."

Simon gik hen til stoppestedsstanderen for at prøve at blive klogere. Der var selvfølgelig ingen køreplanstavle, men et lille display med countdown-information oplyste - med en lille stjerne, der nok indikerede, at der ikke var tale om realtid - at næste bus kunne ventes om 16 minutter. Et resultat, han meddelte resten af gruppen.

"Ufatteligt!," gryntede Boje. "Nå, men vi venter vel..." Det gjorde de.

Endelig efter 19 minutter skete der noget. De kunne ganske vist dårligt se hvad, for de efterhånden mange mennesker, der stod ved stoppestedet, men de fandt alle deres klippe- og månedskort frem, så mon ikke, der kom noget kørende?

Jo, det gjorde der. Beklædt i folie med det nye +Way-design ankom en lidt slidt Sprinter til stoppestedet. Dørene gik op, og fire mennesker faldt ud. Herefter pressede dele af bussens indhold sig ud mellem dem, der ikke skulle af. Endnu før udstigningen var tilendebragt, begyndte den ventende kødrand at mase sig hen mod og - i det omfang de kunne - ind gennem bussens døre. Simon kom i tanker om endnu en video, han skulle vise de andre.

"Det her gider jeg altså ikke," sagde Therkild. "Skal vi ikke køre et andet sted hen med S-toget i stedet for?"

De fire entusiaster besteg trapperne på Nørrebro station og stillede sig til at vente på perronen. Denne gang gik det bedre: Efter et par minutter rullede linje F til Ny Ellebjerg ind på stationen, og ombord de gik.

Toget lignede sig selv, og turen gik også stort set, som det plejede. Blot var der endnu flere cykler end i 2014. Men hvad, skolerne underviste vel efterhånden også i at spille cykeltetris?

Lige efter Grøndal var der endnu et genkendeligt element: Ordene "Goddag, må jeg se kort og billet?," blev udtalt bag dem.

De fandt Simons Rejsekort frem, og han rakte det til S-togsrevisoren, hvis Rejsekort-terminal aflæste kortet og gav en lyd, der ikke antød fuld tilfredshed.

"Hvor er jeres cykler?," spurgte manden.

"Vi har ikke cykler med," forklarede Stephan.

Kontrolløren rullede med øjnene. Han stak Rejsekort-terminalen i den ene lomme og fiskede blokken med kontrolafgifter op ad den anden. "Er I fra Jylland?," ville han vide.

"Nej, nej...," sagde de i kor.

"Okay, så slipper I ikke. I får en afgift hver for at køre uden cykel i spærretiden."

"Hvad for noget!?," sagde Therkild. "Uden cykel i spærretiden?"

"Ja," sagde S-togsmanden og kiggede på sit armbåndsur. "Der er spærretid for rejsende uden cykler mandag til fredag mellem 7 og 9 og mellem 15 og 18. Sådan har det været i flere år. Har I noget med jeres navne på?"

Hjem til jul

3.000 kroner fattigere (dog med en lang betalingsfrist) drog de fire entusiaster hjem til december 2014. Der blev sukket noget i bilen på vejen til Hyldegaardsvej.

"Nå, folkens!," sagde Stephan, da de var kommet ind. "Lad os tage en sneøl, inden vi skilles. Jeg synes alligevel, det har været en god kamp. Uanset at vi ikke kom helt af med Sprinterne. Og Rejsekortet ser det da ud til, vi har holdt fra døren fem år endnu! Det er da slet ikke så ringe..."

De åbnede hver en dåse og slog sig ned i Stephans sofa. Boje og Therkild vekslede nok engang blikke, og Stephan hev sin mobil frem, som han begyndte at rode lidt med.

"Det er f... absurd, at klippekortene skal bruges helt til 2019!," sagde Simon, mens han rystede lidt på hovedet. "Prøv at tænke på, hvor mange penge, der kunne have været sparet ved ikke at have begge systemer kørende sideløbende så længe. Selv min gamle mormor kan bedre lide Rejsek..."

"Booooom!," lød det med et skrald, så ruderne i lejligheden dirrede.

"Dét var tæt på!" Stephan fór op og hen til vinduet for at kigge, hvad der var sket. "Neeej!!," råbte han så.

Boje og Therkild hævede dåserne, og kiggede glædestrålende på hinanden. "For et Berlingo-frit Danmark!," sagde Therkild. "Skål," kvitterede Boje.

Glædelig jul og godt nytår til alle, der læste med!

- Femvejsbandens flugt over plankeværket

Dagen inden jul. Ak og ve! Både Sprintere og Rejsekort levede i bedste velgående. Therkild tænkte, så det knagede, over hvordan den lille aktionsgruppe skulle kunne gøre noget ved det. Så vidt muligt uden at slå nogen ihjel.

Therkild brugte formiddagen på kontoret. Det var egentlig ikke meningen, han skulle have været på arbejde i dag, men der var dukket nogle nye ting op i grafittisagen, som han alligevel var taget ind for lige at tage et kig på. Desuden skulle han jo forbi den nærliggende 7-Eleven for at give personalet en tredje chance for at finde den forsendelse, Lost Danmark havde anmeldt til afhentning dér. Det viste sig dog at være spild af tid.

Vel ankommet til det affolkede kontor og med en friskskænket kop kaffe i hånden, gik han til sit skrivebord. Ovenpå tastaturet lå der prints af det, driftsfolkene havde fotograferet på væggene på S-baneviadukten ude på Bernstorffsvej. Therkild tog dem, og kiggede dem igennem. "M920L". "S417GT-HD". "516CDI". Nu måtte det stoppe!! Havde vedkommende holdt sig til "12-1200B" og den slags, så ville det stadig være spændende. Nu var Therkild bare rrrasende.

Han tog en ordentlig slurk af den skoldhede kaffe for at berolige sig selv. Jo, nu var han faktisk klar til mere drastiske metoder i deres kamp for en Sprinter- og Rejsekort-fri tilværelse.

Samtidig et andet sted

Simon var i fuld gang med sin juleferie. Natten til tirsdag var han kommet i seng ved tretiden, så det føltes ubønhørligt tidligt, da mobilen vækkede ham klokken otte. Men han stod alligevel op. Han havde jo aftalt at mødes med resten af gruppen hos Stephan ved ellevetiden, og der var langt til Charlottenlund fra Skibby.

Morgenmaden blev indtaget med den bærbare ved hans side. Simon ville lige tjekke op på, hvad der skete i debatten om Rejsekortet på Ingeniøren. Som andre moderne netmedier tilbød Ingeniøren jo, at man nedenunder en i øvrigt forholdsvis saglig artikel kunne få indsigt i andre læseres fordomme om samme emne. Og Simon var kommet for skade at deltage i en kommentartråd. Han gik ind på hjemmesiden, skyndte sig at trykke ok til cookies, nej til at deltage i brugerundersøgelsen og at lukke bønnen om at installere deres app.

Han blev svinet til. Trods en angiveligt lang uddannelse, havde Simons mest indædte debatmodstander på Ingeniøren åbenbart ikke helt forstået, at da Simon længere oppe betegnede ham som idiot, var det naturligvis sket i dostojevskijsk forstand. Ydermere konstaterede denne person, at nu var emnet uddebatteret, selv om det efter Simons mening var endog meget vanskeligt at få øje på et sted i debatten, hvor dén observation kunne have været gjort.

Faktisk havde Simon temmelig svært ved at forstå modstanden mod Rejsekortet. Og han kunne slet ikke begribe, at de problemer, der trods alt var, ikke for længst var blevet løst. Det var jo helt tydeligt, når man læste kommentarerne i Ingeniøren, at der var virkelig mange mennesker i landet, der var eksperter i sådan nogle systemer, og at en hel del af dem tilmed var parat til at dele deres viden gratis ud på Ingeniøren og Version2.

Tik, tik, tik...

Lidt over elleve sad de fire nørder på ny i stuen hos Stephan. Hvad skulle de dog gøre? Det var jul lige om lidt, og folk fandt sig i Rejsekort og Sprintere, som om begge dele var de naturligste ting i verden. Det sagde virkelig noget om pøbelen, at den kunne tænke på juleand, juletræ, julegaver og indkøbspanik, når så store problemer var uløste.

Therkild så dog ivrig og glad ud, så han fik lov at åbne diskussionen.

"Ved I hvad, venner? Vi behøver slet ikke rejse i tid," sagde han.

"Øøøv, så skal vi ikke køre i Berlingo," gnækkede Boje ironisk. Stephan rullede med øjnene.

"Jo, den slipper vi ikke for. Men vi behøver ikke køre via Femvejen. På arbejdet taler vi altid om, at vi skal huske at lære af erfaringerne fra andre lande, vi plejer at sammenligne os med. Det princip må også gælde for os!," sagde Therkild smilende. Han fortsatte: "Sprintere kan vi sagtens komme af med i nutiden. Vi skal bare bruge Malmø-modellen."

"Malmø-modellen?," spurgte Simon. "Skal vi eksplodere dem?"

"Selvfølgelig skal vi det!," sagde Therkild, mens han gned sig i hænderne.

Stephan livede op. "Naturligvis! Det er meget simplere!"

"Ja, det er helt sikkert simplere, men det er også farligt," protesterede Boje. "Jeg troede ikke, vi skulle slå nogen ihjel!?"

"Nej, nej," sagde Therkild, "vi kan sprænge dem i luften, mens de er tomme. Så behøver ingen komme til skade. Til nød kan vi da rejse tilbage og gøre det om, hvis der skulle ryge en uskyldig."

"En uskyldig... Hvad så, hvis der ryger en skyldig? Hvem du så end mener, det er?," ville Boje vide.

"Det tager vi stilling til, når det bliver aktuelt," sagde Therkild. "Hvem er med?"

Boje var i mindretal.

"Godt," sagde Stephan, og rekapitulerede: "Vi skal bruge en køreplan, en bombe og en Berlingo!"

"Det med køreplanen bliver nok det sværeste," bemærkede Simon, men bekræftede, at planen var vedtaget.

"Simon! Jeg sørger for køreplanen," sagde Stephan. "Så klarer du bomben!"

Turen går til Holte

Omkring tyve minutter over tolv ankom Aktionsgruppen Sprinterfrit Danmark til Holte. Berlingo'en blev parkeret, og de fire entusiaster slentrede over på den stenørken, der efter en ombygning gjorde det ud for busterminalen ved stationen.

Therkild kiggede på uret. "Den skal snart være her," sagde han. "Han har 19 minutters ophold, så mon ikke han går over i chaufførstuen."

Og ganske rigtigt. Klokken 12.30 kom den forkølede undskyldning for en linje 197 kørende ad Holte Stationsvej frem til busterminalen. "4162," sagde Boje eftertænksomt. Dørene gik op, og Simon gik hen til bussen. Da de tre passagerer var steget ud, stak han hovedet ind til chaufføren, som var ved at pakke sammen. "Må jeg checke ud hos dig? Jeg glemte det på den anden bus," spurgte han.

"Du skal være så velkommen!," sagde chaufføren, der allerede var ved at trække i jakken, og forlod bussen i hastige skridt mod pauselokalet, inden Simon overhovedet havde nået at finde sit Rejsekort frem.

"Skynd dig," lød det fra Therkild i en mellemting mellem hvisken og råb.

Simon dukkede sig, placerede bomben under et af sæderne, og gik - så stille og roligt han kunne for ikke at vække opsigt - tilbage til de andre.

"Hvad så nu?," spurgte Boje, tydeligvis ikke helt tryg ved situationen.

"Nu venter vi lige et øjeblik, så det ikke ser ud som om, det var os," sagde Therkild. "Og så detonerer vi bomben."

De næste par minutter føltes lige så lange som intervallerne på linje 2A en søndag. "Skal vi gøre det?," spurgte Simon endelig. De andre nikkede.

Simon fandt mobilen frem og åbnede BombMaster-appen. De gik om bag ved et rækværk ved cykelstativerne for at stå i dækning, og alle fire kiggede de nu på den lille skærm. Med en dirrende finger trykkede Simon på knappen.

"Kabooooom!," lød det. Dørbladene fra Sprinteren fløj ud til siden og rev spejlet af 4102, som var den bus, der holdt parkeret nærmest, og de fire entusiaster kunne høre glasskårene fra vinduerne ramme asfalt, læskærme og andet godt omkring Sprinteren.

De vendte sig nu om for at bese resultatet. Røg steg op fra vraget af 4162, der manglede tag, vinduer og døre, havde fået slået lidt af pladerne skæve, og i øvrigt var noget sortsveden. "Check ud... Check ud... Check...," lød det fra en blinkende, blå Rejsekort-læser i den forhenværende bus. Bandemedlemmerne kiggede på hinanden, nikkede nok engang, og gik nu - igen så tilforladeligt useende som muligt - tilbage til Berlingo'en.

"12.49 mod Birkerød udgår nok...," lo Stephan.

Fortrinsvis til bagage

Stephan nynnede højlydt og frejdigt Olsenbandens melodi, mens han med speederen i bund førte Berlingo'en ud på Kongevejen. Alle var glade.

"Sådan, venner," triumferede Therkild. "Det var endnu bedre, end jeg troede, det ville være. Når folk først finder ud af, at Sprintere eksploderer hele tiden, så skal de nok falde i unåde. Og så behøver vi slet ikke foretage os mere!"

"Sprintere, tjek!," sagde Stephan. "Så mangler vi bare Rejsekortet."

"Vi skal ikke af med Rejsekortet," peb Simon, og fandt endnu engang sin mobil frem for at belaste sine venner med noget, han havde set på nettet. "Der er vildt mange fejl på de gamle klippekortmaskiner. Bare prøv at tænk på, hvor tit de stempler forkert, og man skal gå op til chaufføren og få det rettet. Se! Den her video viser, hvorfor der hele tiden er fejl på Almex'erne."

"Ja, ja, Simon," snerrede Boje. "Men der er endnu flere problemer med Rejsekortet. Har du ikke læst om folks oplevelser på Ekstra-Bladet og Ingeniøren?"

"Jo," svarede Simon, "men som Churchill sagde, så er det bedste argument mod demokrati fem minutters kommentarlæsning på en avishjemmeside."

"Muligvis," sagde Boje, "men du glemte aldrig at 'klippe ud', vel?"

"Helt ærligt: Man kan altså nærmest ikke komme ud af en bus eller en station, uden at få de blå punkter lige i hovedet. Folk skal bare tage sig sammen!," mente Simon.

"Hvis ikke du klapper i med det Rejsekort, skal jeg give dig blå punkter over hele kroppen!," bemærkede Therkild uden antydning af ironi i stemmen.

Simon klappede i.

Boje prøvede at skifte emne. "Du har godt nok meget bagageplads i bilen?"

"Ja, man kalder jo også Berlingo for en 'børnecontainer'," sagde Stephan.

"Børn har jo heller ikke så meget valg," lo Therkild sarkastisk.

"Kan jeg nå 12.54 fra Hellerup?," ville Simon vide. "For så kan jeg lige ramme 230'eren kvart over to fra Frederikssund."

Det var godt nok langt til Skibby, tænkte Therkild. Utroligt, at Simon kunne holde det ud. Helt derude, hvor kragerne - og de få tilbageværende rutebiler - vender. Skibby og Kulhuse gav ham altid associationer til sagnomspundne steder som Antlantis, Fløng og Farvandet vest for Hebriderne. "Er du helt sikker på, du ikke vil låne en sofa til i morgen? Du skal da være med til at gøre det af med Rejsekortet!," spurgte han.

"Hold nu op med det Rejsekort!," råbte Simon. Denne gang lød han mere hidsig, end de var vant til. "Klippekortene er noget gammelt lort. Nu må I komme ind i det 21. århundrede. Hver eneste gang, jeg prøver at fortælle jer om fordelene ved Rejsekortet, så afbryder I mig. Lad mig nu tale ud!! Rejsekortet er skide god idé, og de fleste mennesker synes

- et alternativ til julefred

"Dot...," sukkede Stephan opgivende.

"Dot...," gentog Therkild, mens hans stirrede ud i regnen. Den lille bande var nok engang samlet hjemme hos Stephan på Hyldegaardsvej.

"Dot!," gryntede Boje med stemmen fuld af afsky.

"Jeg ved godt, I alle sammen synes, det er dårligt navn," sagde Simon, "men det giver faktisk meget god mening at tage noget, der virker på andre sprog og ikke er så specifikt. For eksempel kan..."

"Pling-ling!," lød det umiskendeligt fra Simons mobiltelefon. De andre synes, det var vildt nørdet at have Rejsekortets check ind-lyd til at annoncere ankomsten af en sms-besked.

Simon greb telefonen for at læse sin besked. Imens tog Therkild ordet: "Vi har stadig nogle ting, der skal ryddes op i. Vi er endnu ikke kommet af med Rejsekortet og Sprinterne. Men jeg tror, vi skal begynde lidt mindre: DSB har afskaffet PDF-køreplanerne på deres hjemmeside. Dem må vi kunne få tilbage. Uden at slå nogen ihjel," betonede han, mens han sendte Stephan et blik.

Man behøver ikke at vide, når bare man kan slå op

"Jeg synes altså, det er meget smart med den der personlige køreplan," begyndte Simon. "Køreplaner er for nørder ligesom os. Andre mennesker kan dårligt nok finde ud af at bruge dem. I sidste uge var jeg sammen med en af mine normale venner, og han tog den forkerte bus, fordi..."

"Sludder og vrøvl!," afbrød Boje. "Rigtige nørder bruger ikke køreplaner til at finde vej. De er gode til sengelæsning, men det er noget helt andet. Du skal altså kunne tiderne udenad, Simon!"

"Det er der jo ingen, der kan," sagde Therkild. "Det sker godt nok ikke ret tit, men den her gang må jeg give Simon ret. Man behøver ikke at kunne huske alt. Men man skal vide, hvor man kan slå op. Det er derfor, køreplanerne er vigtigte."

"Det var ikke det, jeg sagde," protesterede Simon.

"Jeg er ikke færdig," vrissede Therkild. "I sidste uge skulle jeg finde ud af, hvad jeg måtte sætte op af overvågning for at fange dem, der maler grafitti. Og så gik jeg ind på Retsinfo.dk for at slå op i 'lov om tv-overvågning'. Og ved I, hvad der stod?!"

De andre vekslede blikke. Therkild dirrede bogstaveligt talt af raseri.

"Nej...?," svarede Stephan.

"Jeg ville finde loven, men der var ikke noget sted, jeg kunne taste nummeret eller titlen på den ind. Pisse irriterende. Og så fik jeg øje på et banner, hvor der stod, at Retsinfo ikke længere tilbød de fulde lovtekster. Nu kan man kun søge på svar på konkrete juridiske spørgsmål ved hjælp af deres nye lovsøgemaskine, som er baseret på kunstig intelligens og netop er lanceret i beta! Det er fuldstændig samme princip som 'Min køreplan' hos DSB!! Man kan ikke finde de oplysninger, man véd er der, fordi skidtet vil give én noget andet!"

"Man bliver fuldstændig vanvittig af sådan nogle automatiske tjenester, der tror, de kan gætte, hvad man vil," bekræftede Boje, og fortalte om en video om The Plaza Film Line.

"Fair nok," sagde Simom, lidt fornærmet. "Jeg kan også godt se fordelen ved at kunne slå op selv, når man ikke ved tingene. Det skal bare være nemt." Simon fortalte nu en anekdote fra sit studiejob hos Saxo, hvor han katalogiserede bøger. For nylig udkom der en ny biografi om Martin Luther, men forlaget havde ikke fået sendt en god beskrivelse af bogen med, og det skulle gå hurtigt med at få den i butikken. Så Simon havde skyndt sig at google, hvem Martin Luther var, og havde selv skrevet en beskrivelse i en fart. Simon fandt bogen frem på sin mobil, som han nu sendte rundt.

"I øvrigt," tilføjede han ivrigt. "Henrik Dahl, ham der den sure sociolog, han har skrevet en busbog!" Simon fik sin mobil tilbage og fandt bogen frem. "Her!," annoncerede han. "Den hedder Nordjyllands Trafikselskab - en forstadstragedie!"

Dot, dot, dot...

Stephan og Simon kørte af sted mod Femvejen i Stephans Berlingo. DSB skulle sætte køreplanerne tilbage på deres hjemmeside, så den dårlige idé ikke spredte sig til andre trafikselskaber. Og den opgave havde Stephan og Simon altså fået. Uden at slå nogen ihjel.

Mens Boje og Therkild ventede i Stephans lejlighed, delte de deres frustration over situationen.

"Der kun to dage til jul," mente Boje. "Og vi har ingenting udrettet!"

"Nej, vi må prioritere hårdt," sagde Stephan. "Jeg synes, vi skal fokusere på Sprintere og Rejsekortet."

"Ja, men ingenting er jo rigtigt lykkedes!," jamrede Boje.

"Arhh, vi da fik flyttet et køreplansskift og genindført sporvognene. IC4 gik det ikke så godt med, det er selvfølgelig rigtigt, men stadig to ud af tre," opregnede Therkild.

"Men det er småting. Måske ikke sporvognene, men alligevel! Ja, ja, PDF-køreplaner tilbage på en hjemmeside, men come on. De fleste ting er stadig problemer. Vi kan rejse i tid, og vi har slet ikke brugt det til noget fornuftigt," sukkede Boje.

"Nej, men vi er også nødt til at passe på, hvad vi laver," sagde Therkild. "Der kan hurtigt ske nogle underlige fordrejninger i historien. Tænk, hvis vi kom til at gøre noget, som havde den sideeffekt, at vi ikke selv var blevet født. Hvad ville der så ske med os?"

"Du mener, hvis vi slog nogen ihjel?," spurgte Boje. "For det har jeg altså også tænkt på efterhånden."

"Nej!," råbte Therkild. "Vi er en aktionsgruppe, ikke en terrorgruppe. Du må tage til Malmø, hvis du vil have bilbomber!"

Boje drejede hovedet og kiggede ud i regnen, mens der var stille som en morgemyldretid på Kildedal. "Apropos bilbomber," sagde han så, "skal Stephan ikke snart videre fra Berlingo'en?"

Tik, tik, tik...

Det havde været en lang venten, men ud på eftermiddagen kom Simon og Stephan tilbage. Therkild kunne allerede gennem vinduet se på Stephans gestikulation nede på gaden, at det var gået godt. Simon var som altid lidt mere afdæmpet.

"Her har I mig tilbage!," sang Stephan storsmilende og kurtthorsensk, da de kom ind ad døren. "Find din tablet frem, og se!," sagde han med adresse til Therkild.

Og ganske rigtigt! Køreplanerne var tilbage på DSBs hjemmeside.

"Respekt!," sagde Therkild med beundring i stemmen.

"Det eneste, der er ærgerligt," lo Boje, "er at ingen andre ved, det var os, der gjorde det."

Kommer gruppen af med Rejsekortet, Sprinterne og Stephans Berlingo inden jul? Og hvor mange klip er der tilbage på kortet? Check ind igen, når rejsen fortsætter.

- en mavesur-satirisk hjulekalender med flere klip

Rettet 20. december: "Mads" fra Glostrup hedder da egentlig Ole.

Afsnittet er baseret på virkelige hændelser. Mindre afvigelser fra det faktisk skete kan dog forekomme.

Lørdag formiddag. Takket være den globale opvarmning var det ikke sådan rigtig koldt, men alligevel koldt nok til at være surt, når man skulle være ude i flere timer. Til den positive side var det ikke nedbør. Faktisk skinnede solen flot.

De fire nørder mødtes hjemme hos Stephan i Charlottenlund, for nu skulle der fotograferes busser. Det var køreplansskifte, og der blev også skiftet kontrakter. Dagen i dag var farvel til store dele af De Hvide Busser i Nordsjælland og Fjord-bus i Slangerup. Og en god gammel linje som 377, der altid havde været kørt af De Hvide, blev nedlagt og ville køre for sidste gang.

For at gøre ondt værre ville store dele af driften ikke blive erstattet med nye, rigtige busser, men derimod med minibusser. De havde hørt noget om, at sprinterficeringen skete med støtte fra puljen til udsættelse af nedlæggelse af kollektiv trafik i yderområder. Men Birkerød var da ikke noget yderområde? Det måtte Aktionsgruppen Sprinterfrit Danmark altså se at gøre noget ved.

Som den sidste var Simon netop mødt op, og bevæbnet med kameraer satte de alle fire sig til rette i Stephans Berlingo. Mon den nu kunne starte? Det havde jo være en kold nat... Jo, det kunne den sørme. Og af sted mod Nordsjælland gik det.

"Brr!," det var altså bare federe dengang det store køreplansskift lå i maj," konstaterede Boje.

"Det er helt sikkert," sagde Stephan. "Det er så skide mørkt og koldt at fotografere busser på den her årstid. Det er tit, der ikke engang bliver rigtig lyst. Og så skal busserne holde helt stille, for at man kan få dem skarpe. Og så driller LED-skiltene."

"Og det er endda lyst i dag," indskød Therkild. "Eller... Solen skinner faktisk, så på den måde er der lyst. Men den hænger så lavt, at enten har man den direkte i kameraet, eller også ligger alting i skygge."

"I sidste uge var jeg Rungsted," fortalte Simon, "og der var det også solskin. Jeg kunne se min egen skygge helt ovre på skolemuren på den anden side af terminalen!"

"Det kunne i hvert fald godt gå hen at blive koldt i aften, når vi skal sige farvel til DAB'erne," sagde Therkild.

Der blev sukket opgivende i bilen.

"Jeg har det!," udbrød Stephan højt og med et pludseligt slinger i bilen. "Vi tager tilbage og flytter køreplansskiftet! Det må kunne lade sig gøre!" Han bremsede op og vendte bilen. "Næste stop: Femvejen!"

De andre kiggede bekymret på hinanden.

Lørdag 24. maj 2014

"Det er altså ret spooky," sagde Therkild, da han rakte sit kamera til Simon, så han kunne se billederne. Dem, Therkild over de seneste par uger havde taget af grafittitags rundt omkring i kommunen.

"Vildt! 'D851', 'B10MA-55', '7-5-TL11/3'," læste en imponeret Simon op, mens han chimpede gennem billederne på kameraet. "Ha ha ha, 'SC-1800L'!," udbrød han en håndfuld billeder senere.

"Ja, fantasien fejler ikke noget. Men hvem pokker kan det være?," spurgte Therkild.

"Én med god smag," sagde Simon. "Så det kan ikke være Jens fra Ringsted!"

"Hå ef fjerde juli ettusind nihundrede og sytten," lød det fra stoppestedsannonceringen i den OmniLink, de kørte i, og som sneglede sig af sted ad Klausdalsbrovej. Jo, der var et stykke endnu til Ballerup.

"Jeg er lige ved at savne Stephans Berlingo," sukkede Therkild.

Efter en halv times tid ankom bussen til Ballerup station, hvor den savnede Berlingo holdt klar til at samle de to entusiaster op.

"Nå, er I klar?," spurgte Stephan, da Simon og Therkild havde sat sig ind.

"Selvfølgelig! Ved du, hvor mange der kommer?," spurgte Simon.

"Næh, ikke helt. Men jeg tror, det er de fleste," mente Stephan og drønede af sted mod Yderholmen.

Og kort efter havde de sluttet sig til selskabet hjemme hos Anders i Ballerup. Alle var der: Iver fra Taastrup, Hans og Kurt fra Roskilde, Jørgen fra Holte, Niels fra Køge og Søren fra Birkerød. Selv Johan og Frederik var kommet over helt fra Thorsø, og en eller anden ukendt brite var sågar til stede. Men det var jo også sidste chance for at køre med rute-DAB i Hovedstadsområdet denne aften. Den eneste, som ikke var der, var Ole fra Glostrup. Han kunne bare ikke med Anders.

De spillede kort, mens de ventede. For det var først kl. 23.17, DAB'en blev indsat fra Måløv. Therkild sad lidt uroligt. De der træstole, Anders havde bænket dem på, var altså lidt hårde. Stephan var i fuld gang med at vinde den aktuelle runde, da Anders begyndte at dele kort ud igen.

"Det er altså lidt vildt, at man skal begynde det næste spil, allerede inden man er færdig med det første," protesterede Boje.

"Alle dem, der er utilfredse, kan komme om i baghaven og sidde i futtog!," sagde Anders bare.

Jonstrup for fuld damp

Ved 23-tiden var der så langt om længe afgang mod Måløv station. Therkild, Simon, Stephan og Boje lo selvtilfredse med deres resultat: Jo, de havde kunnet få flyttet køreplansskiftet. Nu kunne de tage afsked med den sidste DAB i ordinær rutefart uden overtøj på!

"Bliver det 7439 eller 7441, der kører?," spurgte Iver, mens de stod ved stoppestedet på Måløv station på den lyse, lune forsommeraften.

Det var der ingen af dem, der vidste. Bussen skulle køre den sidste afgang mod Værløse denne lørdag. I Værløse ville den blive afløst af en anden, mindre sjov bus, hvorefter den skulle fortsætte i aftenens sidste tur til Kirke Værløse og tilbage på linje 151. Så ville klokken være omkring halv ét, og det hele ville være slut.

Svaret på Ivers spørgsmål skulle vise sig at være, at både 7439 og 7441 dukkede op! 7439 som ordinær bus, og 7441 som ekstravogn. De blev behørigt fotograferet side om side under sommernattens blå himmel.

"Det er da vist nogen dage siden, der har været en dublering af dén her afgang," lo Boje. Selskabet besteg 7441; Simon checkede sit Rejsekort ind i en serie 15 for absolut sidste gang; og snakken fortsatte ombord, mens ekstrabussen forfulgte den ordinære vogn ad Jørgen Andersensvej, Jonstrupvej og så videre.

I Jonstrup var der fotostop, mens de - overraskende mange - ordinære passagerer i 7439 rullede med øjnene. Ham briten lod til at synes, det var ret sjovt det hele. Han tog også nogle billeder af de fotograferende entusiaster. Og videre det gik mod Værløse.

Det var sådan lidt vemodigt, men samtidig en festdag. Tænk, at man aldrig mere skulle køre med DAB serie 15? I rute i hvert fald. Godt nok havde de aldrig været chaufførernes favoritmodel, men de fleste busentusiaster synes godt om dem.

På linje 151 blev der også gjort fotostop. Her var det ude ved Laanshøj ved den gamle flyvestation, hvor alle entusiasterne endnu engang fotograferede løs. Sikke et sted at befinde sig på dette tidspunkt af døgnet!

For sidste gang indtog de deres pladser i en rute-serie 15, og turen gik nu tilbage mod Værløse.

"Det er altså utroligt, det allerede er slut med dem," sukkede Stephan.

"Ja, efter kun 18 års drift...!," gnækkede Therkild sarkastisk.

Efter ankomsten til Værløse blev de to busser nok engang stillet op side om side. Der blev fotograferet og fotograferet. Fyrværkeri blev fyret af, så busserne var omgivet af røg, og der blev udråbt et trefoldigt leve for den nu pensionerede bustype.

"67 Stock for live!," råbte ham den mærkelige brite oven i det hele. Alle de andre gloede uforstående på ham. Hvad talte han om?

Selskabet betragtede de to busser langt om længe lukke dørene, hæve sig og afgå mod Slangerup, mens røgen lige så stille lagde sig. Til sidst var det bare nogle små røde baglygter langt ude ad vejen.

"Arrh, pis!," muggede Simon. "Jeg glemte at checke ud."

Hvem er det mon, der maler grafitti? Hvem er ham briten? Kommer noget af alt det her til at give mening inden jul? Og er der overhovedet ingen jokes, der er for interne til den her julekalender? Afsnittene af Almex Manifestet vil fortsat komme som perler på en snor.

- en mavesur-satirisk hjulehistorie med flere klip

"15-1370C" og "SC-0948L". Det var de nyeste tags, som var dukket op i kommunen. Therkild forstod det simpelthen ikke. Og selv om Stephan kunne være lidt af en gavtyv, så ville det ligne ham dårligt ligefrem at lave hærværk.

Therkild sukkede. Smørerierne fik hans tanker ind på DABs gode gamle busser. Om få dage var det helt slut med DAB-busser som rutevogne i Hovedstadsområdet. Sådan nogen havde der altid kørt rundt. Han kunne tydeligt huske, dengang han kiggede på busser på vej hjem fra skole hver dag. Der kørte DAB'er overalt. Det var dengang, der var så mange, at en serie 7'er var sådan lidt kedelig.

Det måtte da være deres fornemmeste opgave at sørge for, at DAB ikke var forsvundet, grublede Therkild. At DAB ikke var krakket i 2003, at Scania ikke havde solgt fabrikken året inden, og at de slet ikke havde købt den tilbage i 1994. Men i første omgang havde den lille aktionsgruppe jo først og fremmest sat sig for at komme af med sprintere og Rejsekortet. Uden at slå nogen ihjel, medmindre det var helt nødvendigt. I dag, onsdag aften, skulle de endnu engang mødes for at finde ud af, hvordan de kunne gøre noget.

Tilbage til fremtidens bus

Aktionsgruppen Sprinterfrit Danmark sad bænket omkring middagsbordet hjemme hos Therkild på Krogshøjvej. Han havde sørget for god mad til de andre. Simon og han havde jo behov for at genoptjene nogle respektpoint hos deres venner.

Simon - gruppens Benjamin i form af en studerende med for megen tid - havde netop berettet om årets julekalender på DR. En udsendelsesrække, der skamløst havde kopieret et julekalenderkoncept baseret på tidsrejser fra et andet og finere medie. Men nu måtte der arbejdes, mente Stephan, der nok engang annoncerede, at han havde en plan.

"Altså, vi har stadig vores liste. Lad os holde os fra IC4 - de bringer åbenbart uheld," mente Stephan. "Jeg synes, vi skal gøre noget ved et helt andet punkt: Sporvognene! Vi skal tage tilbage og sørge for, at sporvognene ikke blev afskaffet."

"Jamen, så ville der jo køre endnu færre busser nu?," indvendte Simon.

"Ikke nødvendigvis," sagde Stephan. "Jeg har læst lidt på det. Dengang i 1960'erne blev der først lavet en såkaldt planskitse, som sagde, at nogle af sporvognslinjerne skulle omstilles til busdrift, og at de andre skulle køre videre med i alt 230 nye Duewag-ledvogne. Så hvis det var blevet sådan, ville der være kommet busser på f.eks. linje 3 og linje 14, men der ville stadig køre sporvogne på linje 1 og 5 og 16."

"Okay," sagde Simon. "Men det lavede de om på senere?"

"Ja, der kom en ny direktør i 1963, som fik ændret planerne. Han kom med det, de kaldte Langtidsplanen, som anbefalede, at alle sporvognene blev erstattet med busser. Og det blev, som han ville," forklarede Stephan. "Men - og det er her, vi kommer ind i billedet - den gamle direktør stoppede for at gå på pension lidt tidligt. Han kunne godt have fortsat længere. Men noget tyder på, han trak sig, så tidligt han kunne, fordi han ikke brød sig om udviklingen. Vi skal bare rejse tilbage til omkring 1962, hvor planskitsen kom ud, og give manden lidt mod på at fortsætte. Vi skal give hans planskitse en rigtig begejstret modtagelse."

"Og det har du en plan for...?," ville Therkild vide.

"Ja. Og den involverer hverken dig eller Simon. For hver gang, man er lige ved at have bolden i mål, så går det galt. Fordi man er omgivet af hundehoveder og hængerøve, skidesprællere og gøglere, socialdemokrater og busentusiaster og... og...," grinede Stephan, mens Boje og Simon vekslede blikke. "Bolden i mål..." Det var nok en sportsmetafor, men hvad betød den egentlig?

"Så din plan er, at du vil tage Berlingo'en og køre 52 gange den forkerte vej rundt på Femvejen. Og så vil du overbevise dem om at købe færre 'fremtidsbusser'?," smilede Therkild og tænkte tilbage på den gode gamle DAB serie 1, som Sporvejene kaldte fremtidens bus, da den fra 1964 blev anskaffet til erstatning for sporvognene.

"Lige nøjagtig!," sagde Stephan selvsikkert.

"Men du kommer jo også i en Berlingo. Den må de da se som et godt argument mod fremtiden!," gnækkede Therkild, og såvel Boje som Simon stemte i.

"Den der ler sidst, ler bedst," var Stephans let fornærmede reaktion. "Og jeg tager Boje med. I andre kan se børnefjernsyn og fjerne grafitti, mens vi er væk i morgen."

Og så skiltes vennerne med aftalen om at mødes igen torsdag over middag, når Boje og Stephan var kommet tilbage fra 1960'erne.

Genvogn

Therkild og Simon stod og frøs længe på Jægersborg Allé, før Berlingo'en pludselig brød frem gennem et blåt lys og drønede ind til siden. Smilet på Stephan og Bojes læber var ikke til at tage fejl af. Missionen var lykkedes.

De to satte sig ind i bilen, og spændte kørte de alle fire til Bernstorffsvej station, for at tage S-toget ind til byen. Nu skulle de se sporvogne! Håbede de da.

Efter en halv times tid hoppede den lille bande af toget på Nørreport station, og den ilede op ad trapperne for at se, hvad der rørte sig i Nørre Voldgade. Let forpustede kiggede de sig omkring - men uden at få øje på en eneste sporvogn.

"Jeg vidste, jeg skulle have ladet dig blive hjemme," vrissede Stephan til Boje.

"Rolig nu," protesterede Boje. "Prøv nu at se dig for. Der er både køreledninger og skinner, og derhenne er der et stoppested. Der står "16 Emdrup" på skiltet!"

Gruppen begav sig straks derover og sluttede sig til et mindre selskab af ældre damer, der angiveligt ventede på den gode gamle linje.

Efter et kort øjeblik kom der en linje 16 kørende. På skinner. Det var en Duewag-ledvogn! Der var julelys i øjnene på de fire måbende entusiaster.

"Det er jo som Jurassic Park!," udbrød Simon højt og glad, men dæmpede sig hurtigt, da de omkringståendes blikke signalerede en vis fornærmelse.

"Vi tager med, ikke?," ville Therkild vide, og det kunne han forsikre sig om, at de gjorde.

Vognen, der fremtod helt i Melonengelb, rullende ind til stoppestedet, og de fire dobbeltdøre gik op.

"De har skiftet dørpumperne ud," konstaterede Boje alene på lyden af dørene.

Mens folk stod af, gled Simons øjne hen langs siden af vognen. Den havde nogle brede, sorte pyntelister, der vist var af plastic, og et par steder manglede de, således at man bare kunne se den metalskinne, de åbenbart var monteret på. Der var også et par buler og skrammer på vognsiden, og en lem i skørtet var, tilsyneladende ikke først for nylig, blevet udskiftet med en ny, som man ikke havde fundet tid til at lakere i gul.

De gik ombord. Simon checkede ind med sit Rejsekort, mens de tre andre måtte mase sig frem og tilbage gennem vognen mellem de andre passagerer, indtil de fandt en enlig, gulmalet Almex på den forreste midterperron. "Alt det besvær, fordi I ikke gider have Rejsekort," sagde Simon. "Hvorfor tror I..."

"Shhh!," tyssede Boje. Dørene lukkede. "Det er samme tyske dørpumpelyd, som findes i Mercedes'er og MAN'er," bemærkede han, og sporvognen satte i gang.

Gruppen kiggede rundt i vognen, der nu svingede ind i Frederiksborggade. Den var lavet noget om siden 1960'erne, kunne de se. Loftet var skiftet ud og havde nu nogle afrundede luftkanaler i siderne. Og gulvet havde fået en mørkegrå belægning med et mønster af nedtrådte tyggegummiklatter og lidt "granitglimmer".

Ved stoppestedet ud for Fælledvej blev der lidt mere plads i vognen, og gruppen fandt sig et sted, hvor de kunne sidde alle fire. Simon lagde mærke til, at sædebetrækket var gråt med gule og lyserøde prikker, men det var noget slidt at se på. Og ryggen på sædet foran hans eget var åbenbart blevet belagt med en blå folie, som siden var slidt så meget af på midten, at den gamle 1960'er-sæderyg kunne ses. Det var nok folks knæ, der havde skrabet imod, tænkte Simon, og drejede hovedet for at kigge ud af vinduet. Det var, opdagede han, blevet forsynet med et lag solfilm, men også det var begyndt at skalle af, især mod hjørnerne af vinduet. Alt i alt ikke nogen særlig flot finish.

"Det er da fedt, de stadig kører," sagde Simon til de andre. "Men den her er da lidt træt..."

"Den har vist været helt ude at vende for enden af Frederikssundsvej," grinede Therkild, og både Boje og Stephan lo. Simon forstod den ikke helt. Skulle den ikke kunne køre på linje 5?

"Nå, lad os stå af, inden det er for sent," sagde Stephan, efter at de var trillet ud fra Nørrebro station. Simon så sig om efter en stopknap, og lagde nu mærke til, hvordan de fleste af de blå holdestænger havde et rundt stoptryk på midten. Her skulle man trykke på et ret lille, sort plastickryds. Men lige på én af holdestængerne var der i stedet en rund, gul knap, bemærkede Simon, mens de gik hen mod dørene. Han kunne ikke lade være med at trykke på den gule knap, selv om der allerede var trykket stop. Simon stod nu med den gule knap i hånden, og besluttede sig hovedrystende for at beholde den som souvenir.

"Vi skal lige huske at lægge mærke til vognnumeret," mindede Stephan om, da de trådte ud af vognen.

"955," læste Therkild op. Simon bemærkede en lille, skolemesteragtig tekst over nummeret. "Sporvogn nr.," stod der. Vognen kørte af sted, alt imens en indadgående, brugt SL95'er fra Oslo landede ved stoppestedet på modsatte side af vejen.

"Nå ja," sukkede Therkild. "Det ville heller ikke rigtig være København, hvis det ikke var på dén måde, vi havde sporvogne."

De lo, og traskede hen mod en café for at få varmen.

"Arghh, pis!," lød det pludselig fra Simon. "Jeg glemte at checke ud!"

Hvordan i alverden kom sporvognene til Smedetoften? Får gruppen nogensinde gjort noget ved sprintere og Rejsekortet? Savner Oslo deres sporvogne? Få svar på ét af spørgsmålene i senere afsnit af (H)jul i Udk... af Almex Manifestet!