- en mavesur-satirisk hjulehistorie med flere klip

Mobilen ringede. Boje tog den straks. "Hej Stephan! Hvad så? Noget nyt?"

"Nej, ikke endnu," lød det i den anden ende. "Og så måske alligevel. Der er pressemøde hos DSB i Høje Taastrup klokken halv to. Konklusionerne i den der rapport om IC4 bliver præsenteret."

"Nå, for pokker. Det må da give et praj. Men de er ikke tilbage endnu så?," spurgte Boje.

"Næh... Vi hører vel snart fra dem? Nå, men det jeg ville spørge dig om, var, om du kunne tænke dig at tage med ud og se rapporten blive præsenteret live? Iver kommer også, han bor jo lige i nærheden."

Boje tøvede lidt. Han var jo lige i fuld gang med at gøre sine to fjeldhytter klar til vinteren. Skulle han smide det hele her midt i arbejdet for at tage med?

"Kom nu," pressede Stephan, "så kan vi mødes med de andre bagefter og fejre det."

"Fejre det? Er du nu sikker på det?," tvivlede Boje.

"Ja, det er da helt sikkert! Har du læst kommissoriet for undersøgelsen? De skal svare på, om det er realistisk og økonomisk forsvarligt at arbejde videre med IC4 for at gøre togene stabile i drift. Og om det giver mening, når der bliver elektrificeret. Der er da ingen, der tør svare ja på de spørgsmål!," mente Stephan afgjort.

"Okay, så kommer jeg," besluttede Boje. "Hvis Simon og Therkild ligefrem har kunnet udrette dét..."

Triumftoget

(Jo, afsnittet handler om IC4).

Lidt før tid indfandt Boje, Stephan og Iver sig i det lokale hos DSB på Telegade, hvor pressemødet skulle finde sted. Det var første gang, de var i DSBs nye hovedkvarter. Helt, helt anderledes end den gamle kaserne i Sløvgade. Og med et hav af biler parkeret uden for. Nogen af dem tilhørte dog nok journalisterne.

"Længe siden, går det godt? Er du kommet på plads?," spurgte Boje henvendt til Iver, mens de sad og ventede.

Iver havde jo været nogle ting igennem. Han var blevet sat ud af sin lejlighed i Rødovre, men havde da heldigvis fundet noget nyt lidt længere ude, nemlig her i Taastrup.

"Jo, tak. Men det er jo noget mindre, end det jeg havde før. Men nu ser jeg fremad," fortalte Iver. "Jeg overlod jo lidt til Anders i Ballerup. Han havde fint plads til det."

"Det er altså pudsigt. Jeg kan huske, dengang Anders skulle etablere sig," mindedes Stephan. "Han fik noget maling, jeg havde til overs. Det bruger han stadig!" De lo alle tre.

"Jeg læste lige på nettet, at hver 11. afgang med IC4 ikke bliver gennemført," fortalte Stephan. "Det er da vildt!"

"Tænk, hvis vi kunne få linje Bx op på det niveau," grinede Iver.

Men så var der heller ikke mere tid til smalltalk. Med uhørt præcision, DSB taget i betragtning, gik pressemødet i gang. Et helt panel af mennesker, der så meget alvorlige ud, sad klar til at tale på skift. Der var både velkendte DSB-folk og nogle af de schweiziske ingeniører, som havde stået for at udarbejde rapporten.

Det var en lang affære, og de tre entusiaster lyttede med gru til, hvordan schweizerne på internationalsk forklarede, at de var kommet frem til den konklusion, at IC4-togene formentlig godt kan køre.

"Det var kattens," hviskede Stephan til Boje. "Therkild og Simon er da helt uduelige til det der."

Boje rystede på hovedet.

"Jeg er ikke med...?," spurgte Iver, men han fik ingen forklaring.

Da pressemødet var slut, prøvede Stephan at ringe til Therkild. Var de mon tilbage nu? Nej, der var endnu kun telefonsvareren. Stephan bad Therkild ringe så snart som muligt.

"Det kan da godt være, schweizerne har ret i, at de kan få dem til at fungere pålideligt inden 2019. Men det er jo noget helt andet, end at vi kan," mente Boje.

"Ja. Jeg tænkte også: Hvor mange år mon vi så skal vente på 2019?," gnækkede Iver.

Hovedrystende skiltes Boje og Stephan fra Iver, da hans taxa kom. Han måtte køre nu, hvis han skulle nå at hente Setra'en, som var på værksted.

Stephan og Boje gik om på parkeringspladsen for at køre ind til byen. "Ring nu, for pokker!," mumlede Stephan, tydeligt bekymret.

På parkeringspladsen viste der sig at herske et kaos som ved et 5A-stoppested, der ikke havde set en bus i seks minutter. Oprevne mennesker stod og talte højt i deres mobiltelefoner, mens nogle politibetjente gik rundt og talte med folk og noterede ned. Hvad var der dog sket?

"Alle bilerne er blevet stjålet, mens der var pressemøde," forklarede en journalist, de havde siddet ved siden af. Han kunne vist godt se, at de undrede sig.

"Nej, ikke dem alle sammen," konstaterede Stephan smilende og selvtilfreds. "Sig så ikke, at der ikke er fordele ved at køre Berlingo!"

Tryk stop i god tid

"Det er jo mine tidligere venner Simon og Therkild," halvråbte Stephan, da den mislykkede ekspedition endelig var vendt tilbage til nutiden og ankom til det værtshus, hvor Boje og Stephan de sidste par timer havde arbejdet på at skylle dagens fiaskoer ned.

"Vil I forsvare jer først, eller skal vi banke jer med det samme?," ville Boje vide.

"Hey, vi kom da ned på 82 IC4-tog igen," sagde Simon. "Det er da bedre end ingenting."

"Nej, ingenting havde været meget bedre!," polemiserede Stephan. "Hvad gik der galt?"

Therkild og Simon vekslede blikke. "Det kommer vist til at kræve nogle øl at forklare," sukkede Therkild.

Efter to timer og tre liter (eller også var det omvendt) var Simon og Therkild tilgivet. De havde forsøgt at gøre noget, men det var ikke lykkedes, så de var endt med blot at omgøre deres handlinger på den forrige tur. Så nu havde Jakob Axel Nielsen alligevel været transportminister, og alt var som før. Inklusive Ic4, men trods alt ikke flere IC4-tog end for en uge siden.

Boje skimmede de seneste nyhedsoverskrifter på sin telefon. Med foragelse i stemmen læste han én af dem op for sine kammerater: "'Politikere overrasket over IC4-anbefalinger: Frygter flere milliarder ned i sort hul'. DR skriver, at 'Flere partier er overraskede over IC4-rapportens anbefalinger. Vi skal holde op med at kaste gode penge efter dårlige, siger Venstre.'"

Der blev sukket bordet rundt. "Hmm... Hvis bare der var nogle mennesker, der var valgt til at træffe beslutninger i sådan nogle situationer...," lo Therkild opgivende.

"IC4 har jo faktisk nogle fordele," sagde Simon så. "For eksempel kan de..."

Stephan afbrød: "Der er kun én ting at gøre venner: Skåååål!"

De skålede, og samtalen drejede stille og roligt over mod mere muntre emner. Og Simon, der skamløst gik rundt med et Rejsekort i sin pung, blev sendt i baren mange gange. Han havde jo en tank op-aftale, som de andre sagde.

Den lille bandes navn blev i løbet af aftenen fastsat til "Aktionsgruppen Sprinterfrit Danmark", og efter lidt debat blev det også besluttet, i hvert fald for nu, at fastholde princippet om, at fortiden skulle ændres uden at slå nogen ihjel.

Snart skulle de mødes igen for at beslutte, hvad deres næste forsøg på at rette i historien skulle være. Trods alt var de klar over, at de nok ikke var bedst i stand til at overskue valgmulighederne nu.

Boje gav op først. "Det ender med, at jeg sælger de skide fjeldhytter," udstød han og gik.

Ikke så længe efter var det Stephans tur til at kaste håndklædet i ringen. "Så er der ikke længere fest på bagperronen?," lo Therkild, da Stephan forlod selskabet.

Og efter en times tid var festen helt forbi, da Simon måtte se sig slået. "Jeg må også hellere stoppe nu. Ellers gør det ondt i morgen."

Therkild gned sig i hænderne: "Nå ja, det plejer jo også at være mig, der holder længst."

Bliver gruppen bedre til at lave om på historien? Kommer IC4 til at køre pålideligt i 2019? Bliver de nødt til at slå nogen ihjel? Det næste afsnit af Almex Manifestet kan komme hvert øjeblik. Eller senere. Ligesom en A-bus.

- en mavesur-satirisk hjulehistorie med flere klip

Det havde været en mærkelig dag, tænkte Therkild, da han forlod sit kontor på rådhuset. Der var dukket et nyt grafittitag op, som over de seneste uger havde vist sit grimme ansigt stadig flere steder i kommunen. Og som ansvarlig for grafittibekæmpelsen var det Therkilds opgave at forholde sig til alle de nye indberetninger. Bare i dag var der kommet fire nye billeder ind af smørerierne.

For så vidt hørte den lejlighedsvise fremkomst af nye "tags" til dagens orden - eller uorden. Men det, der fik Therkild til at gruble, var selve signaturen. "12-1200B" var der blevet skrevet rundt omkring på murene. Det kunne da ikke være et tilfælde? Mens Therkild traskede ad Maltegårdsvej og Høeghsmindevej ned mod stationen, fik han endda øje på et efterladenskab mere af samme slags. Mystisk. Han dokumenterede skaden med sin mobiltelefon - så kunne han også vise den til de andre. Mon det var nogen, de kendte?

Efter omkring ti minutters gang var han fremme på stationens forplads ved Brogårdsvej, hvor han havde aftalt at mødes med Stephan. Han var også allerede kommet og faldet i snak med en tynd, refleksvestbeklædt mand markeret med "Driftstilsyn" på ryggen. Therkild vinkede til Stephan, der forlod samtalen og kom ham i møde: "Godt du kom! Der er faldet en køreledning ned, så det er ren Bx. Her burde være togbusser, men ham dér har ikke styr på en skid!," grinede Stephan.

"Så er det godt, jeg så din bil ovre på parkeringspladsen," smilede Therkild.

Vennerne gik over til Berlingo'en for at køre mod Skibby. Dagens krisemøde skulle nemlig foregå hjemme hos Simon, der insisterede på, at de andre tog ud til ham, i hvert fald en gang i mellem. Stephan åbnede til bagagerummet, som rodede noget, selv man skulle mene, at der var plads nok. "Bare flyt spraydåserne, så kan tasken være dér," pegede Stephan, fuldstændig uden blusel. Var det ham, der malede grafitti?

Therkild i knibe

De havde kørt, kørt og kørt. Helt derud, hvor man falder af, og da de var landet igen, havde de kørt videre et stykke. Men så var de også kommet til Skibby, hvor Simon boede. Og nu indtog den lille bande pizzaer erhvervet fra pizzamanden ude på Hovedgaden.

"Vi kan lige så godt indføre med det samme, at dem der laver rav i den selv må tage tilbage og rydde op," markerede Boje med høj stemme.

Stephan nikkede resolut, og både Simon og Therkild vidste godt, at dén måtte de tage til efterretning.

"Og når I er i gang med at komme af med de 67 ekstra ulykker, I har skaffet os, så tag lige de første 83 med, ikke?," tilføjede Stephan.

"Det er meget godt, men hvordan?," spurgte Simon. "Det var jo ikke sådan, at Therkilds plan var helt fejlfri i tirsdags, vel?" Simon skulede til Therkild, som ikke havde sagt så meget de sidste par minutter.

"Hva', Therkild? Har du ingen timet og tilrettelagt plan i dag?," vrissede Boje sarkastisk.

Dén kunne Therkild ikke bare lade passere. "Nej, jeg har ingen plan. Men vi skal nok finde ud af det. Simon og jeg vil gøre skaden god igen. Og mere til. Vi skaffer alle 150 IC4-tog af vejen. Også dem, vi havde i forvejen. Det kan jeg forsikre jer om," sagde Therkild bestemt, mens en indigneret Kirsten Walther-stemme inde hans hoved peb "Er du fuldstændig sindssyg!?"

"Nu er det vel ikke noget farligt?," ville Simon vide.

"Vi to mødes i morgen tidlig. Jeg henter dig i Lyngby, så kører vi til Femvejen, og så ordner vi det. Vi skal nok finde ud af det," beroligede Therkild. "Og det må være nok nu. Jeg synes, vi alle sammen skal aftale, at i morgen aften fejrer vi Simons og min velgennemførte aktion! Okay?"

Alle var okay. Især Stephan og Boje.

Aktion, bare ikke lige nu

Simon hentede nogle dåseøl. Der var behov for at løfte stemningen, og ikke mindst ville han helst ikke tænke for meget på, hvad pokker de skulle gøre i morgen. Heldigvis behøvede han ikke også arrangere, at samtalen kunne skifte emne. Det klarede Stephan.

"Vi skal altså bruge et navn til vores gruppe," sagde Stephan. "'Almex Manifestet' er stadig kun vores ideologiske grundlag. Selve gruppen må have et navn. Jeg tænker... Noget i retning af 'Antisprinterfascistisk Aktion'."

"Antisprintificistisk Akhvadfor noget?," lo Therkild. "Den må du tænke lidt længere over."

"Nej, han har en pointe," mente Boje. "Men navnet trænger godt nok til en pinpudsning. Jeg kan godt lide det der med 'aktion'."

"'Hyldegaardsvejsbanden' lyder lidt ynkeligt. 'Femvejsgruppen' måske?," foreslog Therkild.

"Arh, det mangler altså kant," sagde Simon. "Jeg synes også 'aktion' lyder bedre."

Der fremkom nu, under indtagelse af hjuleøl, en række udspil, hvoraf de fleste umiddelbart faldt for selvudnævnte navneeksperters frit opfundne kriterier om egnethed, kant, forståelighed, mundrethed og så videre. Til sidst var der kun to forslag tilbage: "Aktionsgruppen Stop Sprinterficering" og "Død Over Trafikselskaberne".

Alle kunne de godt lide navnet med "aktionsgruppen", men netop dette forslag ville give en lidt uheldig forkortelse. Og navne med den længde har det jo med at blive forkortet. "Død Over Trafikselskaberne" var til gengæld lige lovlig ekstremt. De ville trods alt foreløbigt holde fast i ikke at slå nogen ihjel.

"Lad os tænke over det til i morgen aften," sagde Stephan, der mod normalen ikke var den i gruppen med højst humør. Det skyldtes nok, at han skulle køre hjem og derfor ikke havde fået del i drikkevarerne.

"Tag nu en øl, og vær med," opfordrede Simon. "I kan tage bussen hjem. Så kommer jeg med Berlingo'en, når vi mødes i morgen."

Stephan og Therkild slog en høj latter op. Bussen hjem fra Skibby!?

"Det næste bliver, at du vil have, vi skal betale med Rejsekort," hulkede Therkild af grin.

"I har jo ikke klippekort med, vel?," sagde Simon. "Det er Rejsekortet rigtig godt til. Når man ikke lige har det klippekort, der passer bedst til..."

"Vi må hellere køre nu," afbrød Stephan, og både Therkild og Boje tømte deres øl og rejste sig.

"Yes, vi ses i morgen," sagde Therkild, egentlig lettet over, at Stephan ville til at køre, selv om det var lidt tidligt. For hvad nu, hvis Berlingo'en ikke kunne klare hele turen hjem?

Finder gruppen et godt navn? Hvem står bag den mystiske grafittisignatur? Slipper vi for alle IC4-togene? Holder Berlingo'en helt hjem til Charlottenlund? Få måske svarene i de næste afsnit af Almex Manifestet, som kommer efter behov. Altså skribentens behov.

- en mavesur-satirisk hjulehistorie med flere klip

På vej hjem fra arbejde tænkte Therkild det hele igennem nok engang. Var det nu en helt skudsikker metode? Kunne de være sikre på, der ikke skete noget uventet? Var det for ekstremt? Eller bare meget nørdet? Faktisk mente Therkild ikke selv, de var specielt nørdede.

Han blev revet ud af sine tanker, da en rød HCS-skraldebil drejede om hjørnet. Therkild blev altid lidt varm om hjertet og tænkte på H.C. Stephansens grå og røde rutebiler, når han så sådan en skraldevogn.

Minutministeren

"Jeg har en plan!," annoncerede Therkild, da de fire gutter lidt senere på ny var forsamlet i Stephans lejlighed på Hyldegaardsvej. "Jeg ved, hvordan vi kan prøve det af. Uden at det kommer til at have en konsekvens, men så vi kan se, om det virker at tage tilbage og lave historien om."

De andre kiggede forventningsfuldt på ham.

"Kan I huske Jakob Axel Nielsen?," spurgte Therkild.

Der var stille. Så tog Simon ordet: "Ham i Skibby?"

"Neeeej," sukkede Boje, "det var Alex Jensen. Man skulle ikke tro, du selv var fra Skibby!"

Simon så ned i bordet.

"Var det ikke ham, der startede SF?," begyndte Stephan så.

"Nej, det var Aksel Larsen. Jeg sagde Jakob Axel Nielsen," svarede Therkild.

Ingen reaktioner.

"Godt så! Jakob Axel Nielsen var transportminister fra september til november 2007. Det er nok meget sigende, I ikke kan huske ham. Han kunne jo ikke nå at lave noget i den tid. Han afløste Flemming Hansen i en ministerrokade, fordi Flemming Hansen ønskede at stoppe i politik. Men Jakob Axel Nielsen blev flyttet til at være sundhedsminister efter to måneder, da der havde været valg. Så han kan ingen forskel have gjort," redegjorde Therkild.

"Nå, ham...," lød det ironisk fra Simon.

Snakken løb nu lidt af sporet, og det handlede snart om politikere i almindelighed og den siddende regerings udfordringer i særdeleshed. Herunder hvad et sandsynligvis forestående regeringsskifte ville betyde for f.eks. elektrificeringsplanerne for jernbanen. Og naturligvis diverse politikeres viden og evner på dette og andre politikområder.

"Thorning bliver jo nødt til at træde tilbage, når hun har tabt valget," konstaterede Stephan, som anså det for sandsynligt, at Mette Frederiksen blev hendes afløser.

"Mette Frederiksen! Det var lige et stikord," udbrød Boje. "Jeg har en ting mere til listen: De der vræle- og bippelyde, når dørene åbner og lukker i busserne!"

"Ja, for fanden," råbte Therkild, og Stephan greb blokken og tilføjede det nye punkt, mens han mumlede noget i retning af, at hvordan kunne de dog have glemt det.

"Nå, men for at vende tilbage til emnet," sagde Therkild, "så skal vi bare have Flemming Hansen til at vente to måneder med at trække sig tilbage, så han bliver afløst direkte af Carina Christensen. Hvis vi kan det, så véd vi, at vi kan ændre i historien, og det vil ikke have nogen konsekvenser."

"Men hvordan skal vi få ham til det?," spurgte Simon med dyb undren i stemmen.

"Jeg har en plan!," gnækkede Therkild egonolsensk.

De enedes om, at Simon og Therkild klarede ærterne. De skulle låne Berlingo'en og tage tilbage til foråret 2007. Dernede skulle de få Flemming Hansen til at blive på sin post et par måneder længere, så han ville komme til at blive siddende helt til valget i november. For at opnå det, skulle de - nogle dage før han ellers havde annonceret sin tilbagetrækning - plante et rygte hos nogle journalister om, at han ville trække sig sig, fordi der var en dårlig sag på vej. På den måde ville han nok forsvare sit eftermæle ved at vente lidt.

Genindfør linje 330 nu

Mens Simon og Therkild var af sted på deres mission, kunne Stephan og Boje ikke lade være med at tænke på, hvad gruppens første "rigtige" indgriben i historiens gang skulle være.

"Jeg kunne altså vildt godt tænke mig, at den gamle hurtigbus 330 genopstod," sagde Boje, "med Birkerød-busser og hele dynen. Det var sådan en fed rute."

"Ved du, hvad der kunne være endnu sejere?," grinede Stephan. "At tage tilbage med vores kameraer og fotografere alt muligt. Jeg synes, vi skulle tage alle fire til Århus, dengang de havde busser på besøg fra en masse lande, og tage billeder af dem. Det var der ingen der gjorde, for der var ingen, der vidste noget!"

"Absolut," sagde Boje. "Og så ville jeg tage til 1999 og fotografere Combus 5135, lige mens den kører i vandet!"

Jo, der var mange gode ting, man kunne gøre. Boje tog en slurk af sin kaffe og greb sin tablet for at notere idéerne ned og se, om der var nogen nyheder. Men han hostede hurtigt halvdelen af kaffen op igen. Stephan betragtede chokeret sin kammerats ansigt blive ligblegt.

Uudnyttet potentiale

Stemningen var høj, da Simon og Therkild drønede tilbage fra Femvejen mod Hyldegaardsvej. Det var ligesom om turen gik meget glattere og hurtigere, end den normalt ville gøre. Og så foregik det endda i en Berlingo.

Missionen var fuldført. Alt var gået efter planen. Jakob Axel Nielsen havde aldrig været transportminister.

"HVAD FANDEN HAR I LAVET?!," råbte Stephan fra hoveddøren, allerede mens de var på vej op gennem opgangen.

"Hvad?," svarede de i kor.

Boje holdt sin tablet direkte op i snuden på Therkild. "Se her!"

Therkild tog tabletten, hvis browser havde en webavis åben. Overskriften lød: "Hvert andet IC4-tog er leveret". Therkild mente da bestemt, at alle togene - bortset fra ørkenrotten - allerede var leveret, selv om der godt nok ikke var så mange i drift.

"Læs!," vrissede Boje.

Therkilds øjne pilede gennem artiklen. "...de 150 IC4-tog...", "...trods store problemer...", "...Flemming Hansens 'afskedsgave'...", og "...valgte at benytte sig af optionen..." fangede hans blik. Og han tjekkede datoen på artiklen: Jo, der stod 2. december 2014.

"Øh...," begyndte han.

"Lad mig fortælle dig, hvad der står," sagde Boje arrigt. "Flemming Hansen lod DSB udnytte en option i den oprindelige IC4-kontrakt på yderligere 67 tog. Det var i oktober 2007. Så nu strækker leveringen sig til 2021!"

"Føj for en ulykke!," tilføjede Stephan.

Både Simon og Therkild stirrede ned i gulvet. "Så gjorde Jakob Axel Nielsen alligevel en forskel, hviskede Therkild til sig selv."

"Åbenbart!," mumlede Boje muggent.

I flere minutter var lejligheden stille som en vestjysk busterminal.

"Vi skal nok passe bedre på næste gang," sagde Simon. "Men hey, vi kan jo bare tage tilbage og lave det om!"

Læseren kan forsikre sig om, at der var en option på yderligere 67 togsæt i IC4-kontrakten. Se f.eks. sidste afsnit i DSBs pressemeddelse udsendt 24. maj 2004.

Får gruppen udbedret den ubodelige skade? Genopstår linje 330? Får vi - efter alle de år - billeder at se fra arrangementet i Aarhus? Og kommer der flere punkter på dødslisten? Følg med i Almex Manifestet!

- en mavesur-satirisk hjulehistorie med flere klip

Det havde været et dejligt lunt efterår, men på denne søndag, den sidste dag i november, blæste en iskold vind over landet. Julemåneden og vinteren var klar til at tage over, og det kunne være hyggeligt. Men det var ligesom om, der var noget under optræk.

Mens Therkild sad der i bussen fra Bagsværd, grublede han over, hvad hans ven mon ville, da han lidt tidligere på dagen havde ringet og bedt ham komme på besøg. Da han, til sin vanlige irritation, skulle skifte bus på Lyngby station, stødte Boje til. Ja, han skulle også ud til Stephan, og nej, han vidste heller ikke, hvad det drejede sig om, udover at Simon også ville komme. Men koldt var det, og det havde været meget bedre, hvis der stadig havde kørt direkte busser, så man ikke skulle skifte i Lyngby. Det var de enige om.

De var fire entusiaster, og de havde efterhånden en historie sammen. De havde kendt hinanden gennem en del år, havde taget på ture i ind- og udland sammen for at fotografere, og det skete ikke sjældent, at de rendte på hinanden ude i marken, når der skete et aller andet, f.eks. en linjenedlæggelse, hvor sidste tur skulle markeres.

Én var buschauffør, en anden studerende, en tredje koordinerede grafittiafrensning for kommunen. Og aldersmæssigt spændte de fra den unge, der ville forandre verden, til den, der for længst var blevet tilfreds med bare at administrere den. Simon var fra Skibby, mens de andre boede i Storkøbenhavn. Men trods forskellene var de en ret sammentømret gruppe.

Og snart var de samlet alle fire hjemme hos Stephan i Charlottenlund for at høre, hvad pokker det var, han ville tale med dem om.

Femvejen

Hverken Simon, Boje eller Therkild troede i første omgang på Stephan, da han fortalte dem, hvad han havde opdaget.

"Øh... Hvor er det nu Femvejen er?," spurgte Simon. De andre reagerede med himmelvendte øjne.

"Du er jo også ude fra landet af," sukkede Therkild, og fortsatte: "Det er der, hvor man skifter mellem 169, 179 og 185!"

"Jamen, det er der jo ingen, der gør...!?," indvendte Simon, som dog besluttede ikke at forfølge sagen. Det var jo ikke så afgørende.

"Prøv at forestil jer perspektiverne," halvråbte Stephan, uforstyrret i sin begejstring. "Tænk på alle de gange, vi har talt om, at hvis bare man kunne tage tilbage i tiden og slå de rette personer ihjel, så kunne vi stadig have haft højgulvsbusser og rulleskilte og sporvogne og rigtige køreplaner!"

"Det vil jeg altså se, før jeg tror det," lød det skeptisk fra Boje, der ligesom Therkild sad med korslagte arme og kiggede på deres ivrige ven.

"Altså, du siger, at hvis man kører nogle omgange den forkerte vej rundt i rundkørslen ved Femvejen, så kommer man et tilsvarende antal år tilbage i tiden?," spurgte Simon.

"Ja!," lød det helt uden nogen antydning af tvivl fra Stephan.

"Så har jeg lige tre spørgsmål," fulgte det studentikost fra Simon. "Ét: Hvordan fandt du ud af det? To: Hvordan kommer man tilbage igen? Og tre: Må vi se billederne?" De andre lo.

"Tag jeres kameraer med, så kan I selv tage billederne! Vi kan bruge min bil," var det skråsikre svar.

Og et øjeblik efter kom de alle kørende hen mod Femvejen i Stephans Berlingo, som de rent undtagelsesvist ikke drillede ham med. "Nu skal I se," sagde han, da de havde holdt og ventet på, at ingen andre var i nærheden. Stephan tog et sving mod venstre og kørte resolut fem gange mod køreretningen rundt i rundkørslen. Pludselig blev de blændet af et kraftigt blåt lys, og de kunne intet se eller høre i nogle sekunder, hvorefter lyset pludselig forsvandt igen. Stephan kørte bilen ind til siden, og kiggede på sit ur. "Busserne kommer om fire minutter," sagde han, "lad os se, om det er De Blaa eller Arriva, der kører."

Seks lange minutter gik, men så gjorde Therkild, Boje og Simon også store øjne. En DAB-gasbus med slagside mod vejmidten kom prustende som linje 185 mod Klampenborg station. Der var helt stille i Berlingo'en for en stund.

"Det må jeg sige," sagde Therkild lavmælt og eftertænksomt.

"Vi må være i 2009," konstaterede Boje. "For du kørte fem gange rundt. Så det er lige før, at gasbusserne blev endeligt udrangeret."

Stephan nød tydeligvis at have fået ret. "Hvad siger du, Simon?"

"Den havde Rejsekort! Det nåede da ikke at komme i brug, inden den blev udrangeret...," var Simons reaktion.

Stephan startede bilen igen, og efter nok en omgang den gale vej rundt i rundkørslen, var de tilbage i 2014.

Dødslisten

"Godt, foreløbig har vi otte ting," repeterede Stephan, der sad med blokken med listen over det, der skulle laves om:

1. Ikke noget rejsekort
2. DAB og Aabenraa skulle aldrig være lukket
3. Ingen lavgulvsbusser
4. Rulleskiltene skulle aldrig være blevet afskaffet
5. Sporvognene skulle køre videre
6. Trykte køreplaner skulle aldrig være udfaset
7. Linjenettet i København skal tilbageføres til 1983
8. Entreprenørernes egne bemalinger skulle aldrig være afskaffet

Stephan kiggede op. "Andre idéer?"

"Det ville altså være fedt at få det store køreplansskifte tilbage i maj måned, så man ikke skal fryse røven ud af bukserne," sagde Boje. Alle nikkede, og Stephan skrev det på listen.

"Naturstyrelsen! De skal væk! Ingen veteranbaner skal lade livet for naturstier og bollefrøer!," udbrød Simon. Den var alle også enige om.

"Så har vi vist også noget at gå i gang med," mente Therkild, hvis sarkasme ikke var til at tage fejl af.

"Jeg er med," gjorde Simon det klart, "men hvordan gør vi det? Jeg vil altså ikke være med til at slå nogen ihjel."

"Det behøver du slet ikke," beroligede Stephan. "Vi skal bare sørge for, at de personer, der traf de forskellige beslutninger, bliver guidet et andet sted hen i rette tid. F.eks. sådan, at det bliver en anden person, der bliver direktør, eller at de får nogle andre oplysninger. Det kan ikke være så svært."

"Det mener du ikke, det kan?," sagde Therkild, og tilføjede efter en kort pause: "Jeg vil sådan set godt være med, men jeg synes, det lyder lidt risikabelt. Skulle vi ikke begynde med at lave en meget lille ting om? Og så stoppe, hvis det ikke går godt."

"Genialt!," sagde Stephan. "Du kommer med dit forslag i morgen!"

Boje, der havde gået lidt rundt og set tænksom ud, tog nu ordet: "Vi skal have et navn. Ligesom Blekingegadebanden... Hvad med noget med Almex? Rejsekortet var vores alle sammens første forslag til dødslisten!"

"Det var altså jeres forslag...," begyndte Simon, men han blev straks afbrudt af Stephan.

"Jeg har det: Almex Manifestet! Listen hedder 'Almex Manifestet'!," triumferede han, som straks kunne se på Therkild og Bojes blikke, at de bakkede op om navnet. Kun Simon så tvivlende ud, og nu fiskede han sin mobiltelefon op ad lommen, med et "Vent lidt!".

"Der står på Wikipedia, at 'Et manifest (af latin, manifestus) er en tekst, som danner grundlaget for en ideologi, en kunstnerisk retning eller en anden slags kulturel bevægelse, gennem at gøre rede for principperne og intentionerne som ligger til grund.' Så er det, vi har, jo ikke et manifest," kom Simon frem til.

"Du skal gå nu, hvis du skal nå dit tog," snerrede Stephan bare.

Find ud af, hvordan Therkild vil lave noget om, uden at slå nogen ihjel, i næste afsnit af Almex Manifestet. Og kom selv med nye forslag til dødslisten.

Lillejuleaftensdag. Snestormen havde fat i Skrællinge, og den ruskede godt i det lille lune vognmandshjem. Niels sad ved sit skrivebord og rodede med budgettet for 2013. Der var noget, som bare ikke stemte. Han tog brillerne af og satte dem på bordet, tog en slurk af den varme kaffe, og stirrede ud i snestormen.

I efteråret havde Niels' rute og en mængde anden kørsel i omegnen været med i trafikselskabets 137. udbud. På Niels' rute var der kun tale om en etårig kontrakt med i alt 624 køreplantimer, så udbuddet var forholdsvis simpelt skruet sammen og havde alene prisen som det afgørende kriterium. Derfor var det også lykkedes trafikselskabet at holde udbudsmaterialet nede på kun 1.378 sider.

Da tilbuddene onsdag 31. oktober var blevet åbnet, lå Niels til sin egen overraskelse pænt under alle de andres priser. Også Nobeliuss, som ellers havde vundet mange ruter i de seneste runder, skulle have en del mere end Niels. Det gjaldt i øvrigt ikke bare Niels' egen rute. Han havde også vovet at byde på de otte bybusser i Knolderød, som hans kollega Klavsen med firmaet KnoldBus jo ellers kørte, så fra 6. januar havde han en afdeling i Knolderød! Det var noget af en omvæltning for Niels, der var vant til bare at holde styr på den ene bus, og det var nødvendigt med en del skrivebordsarbejde i julen.

Via banken havde Niels haft et møde en markedsføringskonsulent, der bl.a. anbefalede ham at skifte navn på sit gamle firma. Niels syntes ellers, at "Skrællinge Turist & Minibus" stadig lød helt rigtigt, men konsulenten havde da nok en pointe i, at størstedelen af hans forretning jo snart ville køre i Knolderød.

En anden konsekvens var af mere social art. Allerede da Niels lavede tilbuddet på Klavsens kørsel, havde han på fornemmelsen, at Klavsen ville tage det ilde op. Niels havde da efterfølgende følt sig nødsaget til at melde afbud til partiforeningens traditionsrige julearrangement, hvor Klavsen kom hvert år og var meget populær i bestyrelsen. Niels havde faktisk ikke rigtig haft lyst til at se Klavsen i øjnene. Niels' bror, der ellers var aktiv i partiet, havde senere fortalt, at han også var blevet hjemme af personlige årsager. "Det behøvede du da ikke," havde Niels sagt til ham, men broren mente vist noget andet med "personlige årsager". Niels grublede lidt over, hvad det kunne være, mens sneen føg uden for vinduet.

Så ringede telefonen. Det var netop broren. "Hej Niels," lød det, "nu er vi på vej med kareten!" Broren havde lovet at hente én af Niels' nye busser fra forhandleren i Rettested og have den med, når han alligevel skulle til middag i Skrællinge her lillejuleaften. Det havde han god tid til, nu hvor han var blevet fritaget for sit hverv i byrådet.

"Det lyder godt! Kan skidtet køre?," spurgte Niels med et grin, selvom han helt alvorligt var lidt bange for, at det nymodens, elektroniske køretøj ikke kunne klare mosten ret længe i drift. "Ja, den er fin," svarede broren. "Nu skal du høre: Jeg har en gæst med! Der er den der sorte knægt fra Nørrebro, der laver skilte på busserne, ikke? Han har også lagt dine tekster ind. Vi kører med dit nye firmanavn på destinationen!" Et stort smil bredte sig på Niels, mens broren fortsatte: "Nå, men hans tog hjem til København var aflyst på grund af snestormen, så jeg har ham med. Håber det okay?" Smilet forsvandt igen. "Hvad har du? Er du sikker på, han ikke er kriminel eller DJØF'er eller sådan noget?" Niels fik ikke noget svar, for lyden forsvandt. Mobildækningen er stadig ikke så god mellem Rettested og Øster Bøvelse.

Når broren kom, skulle der være middag for ham og resten af den lille familie på Niels, Mette og børnene Ida og Mads. Det var planlagt til klokken nitten. Idas nye kæreste (af hensyn til sammenhængen i historien, er Ida nu tre år ældre end sidste år) ville vist nok også komme. Og så åbenbart en københavnersnude med indvandrerbaggrund. Lidt oprevet lagde Niels sig på sofaen for at hvile sig.

Han lukkede øjnene og tænkte på det hele: Broren, udbuddet, den forestående jul, Mettes gode mad, Disneys juleshow, flæskesteg. Masser af flæskesteg. Mmmm.

Udbudsmaterialet

(Ikke menge julekalendere har sådan en deloverskrift).

Niels kunne godt mærke træthæden. Han havde været tidligt oppe for at rydde sne, og bagefter havde han hjulpet Mette med at pynte stuen op. Og så var der alt det administrative. Mens han lå der på ryggen, lod han tankerne flyde.

Han tænkte tilbage på den dag i oktober, hvor lastbilen kom med udbudsmaterialet. Nu var øjenlågene virkelig tunge!

Han drømte, at han var begyndt med at blade det igennem for at finde ud af, om den gode gamle serie 7'er mon kunne bruges. I det mindste bare som reserve?

Svaret så faktisk ud til at være et ja. I buskravene stod der, at bussen højst måtte være 30 år gammel. Gulvhøjden skulle være mindst 700 mm, og bussen skulle have manuelt eller højst halvautomatisk gear.

Også i designet bestod 7'eren med bravour. På sidevægge, lyskassebagvægge, skillevægge og sæderygge skulle der være brune træimitationer. Sæderne skulle have betræk i røde eller brune mønstre. Bybusser skulle dog have rødt plasticbetræk. Holdestængerne skulle have farven RAL 7720 Shissenbraun.

Udenpå stillede trafikselskabet ikke krav om et bestemt design. I stedet skrev de, at hver vognmand burde tilstræbe at have en unik bemaling af busserne.

Over forruden skulle der være rulleskilte. Lysdiode- eller punktmatrixskilte kunne ikke accepteres, men elektriske rullebåndsskilte ville være ok. Der skulle være plads til trecifret linjenummer, og derudover skulle der være et destinationsbånd med teksterne "Ikke i rute", "Rutekørsel", "Lokalrute" og "Særkørsel". Såfremt andre tekster fandtes på rullen, måtte de ikke anvendes, uden at trafikselskabets bomærke var overdækket.

Niels ledte dog forgæves efter specifikationen af, hvor mange og hvilke slags tøjbamser, han måtte have i forruden. Han slog tilfældigt op et andet sted i udbudsmaterialet:

Køreplaner må ikke opbevares i køreplansholdere eller på anden måde direkte tilgængeligt for kunderne. Chaufføren skal på forespørgsel fra kunder udlevere et enkelt eksemplar af køreplanen og bør i den forbindelse anlægge en mine, der klart signalerer, at dette ikke bør gentage sig for ofte.

Nitten

Casper travede hen mod stoppestedet ved Vinterbyvester Forsamlingshus. Var dagens sidste bus mon kørt?

Hov, hvad var det? Den gammelkendte stoppestedstavle med afgangstiderne var væk. Nu sad der i stedet en meget simplere tavle i trafikselskabets nye design. Der var ikke nogen køreplan, men i stedet denne tekst:

Kører dagligt. Færre ture skolefridage.

Få alle afgange den næste time ved at sende en sms med teksten 'stop vinterbyvester' til 1717.

Casper kiggede skeptisk på skiltet. Mente de virkelig det? Han fandt mobilen frem, og selvom fingrene rystede af kulde, fik han med lidt besvær ramt de rigtige bogstaver og sendt sms'en af sted.

Med mobilen afventende i hånden kiggede han ned ad den tomme landevej. Det var nok rigtigt, hvad hans venner sagde. Han skulle se at få det kørekort. Efter et par minutter vibrerede mobilen i hænderne på ham, og han åbnede straks beskeden. "Nitte," stod der.

Mens Casper bandende prøvede at finde et telefonnummer til den lokale taxacentral, hørte han pludselig lyden af en bus med ZF Ecolife-gear bag sig. Han drejede hovedet: En sprit ny, trafikselskabslyserød rutebil med det blå skær fra Rejsekortet i forruden og et sæt solide lastbilhorn på taget kom kørende. Der skulle da ikke køre nogen bus nu!? Casper gjorde alligevel tegn til chaufføren, som stoppede og åbnede døren. "Hvor skal du hen?," spurgte chaufføren, som kun havde én anden passager med, nemlig en ung mand, der var lidt mørk i huden. "Til Skrællinge," sagde Casper, mens hans busentusiastøjne studerede den helt ukendte bus. "Så hop ind!"

Det viste sig, at de alle skulle til vognmand Niels Jensens hus til middag! "Ida har fortalt om dig," løj Casper, da han opdagede, at chaufføren var hans nye kærestes onkel. Turen fortsatte ti minutters tid ad den mørke, sølede landevej, indtil bussen var i Skrællinge, og Niels' bror svingede bussen ind i indkørslen, hvorefter han meldte deres ankomst med et langt "BÅÅÅÅÅT" med hornet.

Sådan er det jo

Niels vågnede med et sæt. Hvad var dog det!? Han gik over til vinduet ud mod vejen. Virkeligheden var tilbage for fuld styrke! "Åh, var det virkelig kun en drøm?," sukkede Niels.

Ude foran holdt den nye, skrigende lyserøde bus. Som broren havde lovet i telefonen, viste det orange, lysende diodeskilt "Globalbus". Jo, den var god nok. Det var den nye rutebil, der skulle erstatte 7'eren, og som for at leve op til trafikselskabets krav var specialbygget i længden 12,15 meter, så der på samme tid kunne være 40 retvendte siddepladser, stor midterperron og et intregreret handicaptoilet og it-skab mellem fordøren og højre forhjul.

Og sådan gik det til, at julefreden endnu engang sænkede sig over Skrællinge.

Vil Globalbus overleve frem til næste jul?
Bryder elektronikken i den nye bus sammen?
Hvad skal der dog ske med Niels' gamle serie 7'er?
Holder forholdet mellem Ida og Casper?
Tilgiver Klavsen nogensinde Niels?
Når Sikandar hjem til jul?

Find selv på svarene i kommentarfeltet herunder!

Glædelig jul og godt nytår til alle læsere!