- en mavesur-satirisk hjulehistorie med flere klip

På vej hjem fra arbejde tænkte Therkild det hele igennem nok engang. Var det nu en helt skudsikker metode? Kunne de være sikre på, der ikke skete noget uventet? Var det for ekstremt? Eller bare meget nørdet? Faktisk mente Therkild ikke selv, de var specielt nørdede.

Han blev revet ud af sine tanker, da en rød HCS-skraldebil drejede om hjørnet. Therkild blev altid lidt varm om hjertet og tænkte på H.C. Stephansens grå og røde rutebiler, når han så sådan en skraldevogn.

Minutministeren

"Jeg har en plan!," annoncerede Therkild, da de fire gutter lidt senere på ny var forsamlet i Stephans lejlighed på Hyldegaardsvej. "Jeg ved, hvordan vi kan prøve det af. Uden at det kommer til at have en konsekvens, men så vi kan se, om det virker at tage tilbage og lave historien om."

De andre kiggede forventningsfuldt på ham.

"Kan I huske Jakob Axel Nielsen?," spurgte Therkild.

Der var stille. Så tog Simon ordet: "Ham i Skibby?"

"Neeeej," sukkede Boje, "det var Alex Jensen. Man skulle ikke tro, du selv var fra Skibby!"

Simon så ned i bordet.

"Var det ikke ham, der startede SF?," begyndte Stephan så.

"Nej, det var Aksel Larsen. Jeg sagde Jakob Axel Nielsen," svarede Therkild.

Ingen reaktioner.

"Godt så! Jakob Axel Nielsen var transportminister fra september til november 2007. Det er nok meget sigende, I ikke kan huske ham. Han kunne jo ikke nå at lave noget i den tid. Han afløste Flemming Hansen i en ministerrokade, fordi Flemming Hansen ønskede at stoppe i politik. Men Jakob Axel Nielsen blev flyttet til at være sundhedsminister efter to måneder, da der havde været valg. Så han kan ingen forskel have gjort," redegjorde Therkild.

"Nå, ham...," lød det ironisk fra Simon.

Snakken løb nu lidt af sporet, og det handlede snart om politikere i almindelighed og den siddende regerings udfordringer i særdeleshed. Herunder hvad et sandsynligvis forestående regeringsskifte ville betyde for f.eks. elektrificeringsplanerne for jernbanen. Og naturligvis diverse politikeres viden og evner på dette og andre politikområder.

"Thorning bliver jo nødt til at træde tilbage, når hun har tabt valget," konstaterede Stephan, som anså det for sandsynligt, at Mette Frederiksen blev hendes afløser.

"Mette Frederiksen! Det var lige et stikord," udbrød Boje. "Jeg har en ting mere til listen: De der vræle- og bippelyde, når dørene åbner og lukker i busserne!"

"Ja, for fanden," råbte Therkild, og Stephan greb blokken og tilføjede det nye punkt, mens han mumlede noget i retning af, at hvordan kunne de dog have glemt det.

"Nå, men for at vende tilbage til emnet," sagde Therkild, "så skal vi bare have Flemming Hansen til at vente to måneder med at trække sig tilbage, så han bliver afløst direkte af Carina Christensen. Hvis vi kan det, så véd vi, at vi kan ændre i historien, og det vil ikke have nogen konsekvenser."

"Men hvordan skal vi få ham til det?," spurgte Simon med dyb undren i stemmen.

"Jeg har en plan!," gnækkede Therkild egonolsensk.

De enedes om, at Simon og Therkild klarede ærterne. De skulle låne Berlingo'en og tage tilbage til foråret 2007. Dernede skulle de få Flemming Hansen til at blive på sin post et par måneder længere, så han ville komme til at blive siddende helt til valget i november. For at opnå det, skulle de - nogle dage før han ellers havde annonceret sin tilbagetrækning - plante et rygte hos nogle journalister om, at han ville trække sig sig, fordi der var en dårlig sag på vej. På den måde ville han nok forsvare sit eftermæle ved at vente lidt.

Genindfør linje 330 nu

Mens Simon og Therkild var af sted på deres mission, kunne Stephan og Boje ikke lade være med at tænke på, hvad gruppens første "rigtige" indgriben i historiens gang skulle være.

"Jeg kunne altså vildt godt tænke mig, at den gamle hurtigbus 330 genopstod," sagde Boje, "med Birkerød-busser og hele dynen. Det var sådan en fed rute."

"Ved du, hvad der kunne være endnu sejere?," grinede Stephan. "At tage tilbage med vores kameraer og fotografere alt muligt. Jeg synes, vi skulle tage alle fire til Århus, dengang de havde busser på besøg fra en masse lande, og tage billeder af dem. Det var der ingen der gjorde, for der var ingen, der vidste noget!"

"Absolut," sagde Boje. "Og så ville jeg tage til 1999 og fotografere Combus 5135, lige mens den kører i vandet!"

Jo, der var mange gode ting, man kunne gøre. Boje tog en slurk af sin kaffe og greb sin tablet for at notere idéerne ned og se, om der var nogen nyheder. Men han hostede hurtigt halvdelen af kaffen op igen. Stephan betragtede chokeret sin kammerats ansigt blive ligblegt.

Uudnyttet potentiale

Stemningen var høj, da Simon og Therkild drønede tilbage fra Femvejen mod Hyldegaardsvej. Det var ligesom om turen gik meget glattere og hurtigere, end den normalt ville gøre. Og så foregik det endda i en Berlingo.

Missionen var fuldført. Alt var gået efter planen. Jakob Axel Nielsen havde aldrig været transportminister.

"HVAD FANDEN HAR I LAVET?!," råbte Stephan fra hoveddøren, allerede mens de var på vej op gennem opgangen.

"Hvad?," svarede de i kor.

Boje holdt sin tablet direkte op i snuden på Therkild. "Se her!"

Therkild tog tabletten, hvis browser havde en webavis åben. Overskriften lød: "Hvert andet IC4-tog er leveret". Therkild mente da bestemt, at alle togene - bortset fra ørkenrotten - allerede var leveret, selv om der godt nok ikke var så mange i drift.

"Læs!," vrissede Boje.

Therkilds øjne pilede gennem artiklen. "...de 150 IC4-tog...", "...trods store problemer...", "...Flemming Hansens 'afskedsgave'...", og "...valgte at benytte sig af optionen..." fangede hans blik. Og han tjekkede datoen på artiklen: Jo, der stod 2. december 2014.

"Øh...," begyndte han.

"Lad mig fortælle dig, hvad der står," sagde Boje arrigt. "Flemming Hansen lod DSB udnytte en option i den oprindelige IC4-kontrakt på yderligere 67 tog. Det var i oktober 2007. Så nu strækker leveringen sig til 2021!"

"Føj for en ulykke!," tilføjede Stephan.

Både Simon og Therkild stirrede ned i gulvet. "Så gjorde Jakob Axel Nielsen alligevel en forskel, hviskede Therkild til sig selv."

"Åbenbart!," mumlede Boje muggent.

I flere minutter var lejligheden stille som en vestjysk busterminal.

"Vi skal nok passe bedre på næste gang," sagde Simon. "Men hey, vi kan jo bare tage tilbage og lave det om!"

Læseren kan forsikre sig om, at der var en option på yderligere 67 togsæt i IC4-kontrakten. Se f.eks. sidste afsnit i DSBs pressemeddelse udsendt 24. maj 2004.

Får gruppen udbedret den ubodelige skade? Genopstår linje 330? Får vi - efter alle de år - billeder at se fra arrangementet i Aarhus? Og kommer der flere punkter på dødslisten? Følg med i Almex Manifestet!

- en mavesur-satirisk hjulehistorie med flere klip

Det havde været et dejligt lunt efterår, men på denne søndag, den sidste dag i november, blæste en iskold vind over landet. Julemåneden og vinteren var klar til at tage over, og det kunne være hyggeligt. Men det var ligesom om, der var noget under optræk.

Mens Therkild sad der i bussen fra Bagsværd, grublede han over, hvad hans ven mon ville, da han lidt tidligere på dagen havde ringet og bedt ham komme på besøg. Da han, til sin vanlige irritation, skulle skifte bus på Lyngby station, stødte Boje til. Ja, han skulle også ud til Stephan, og nej, han vidste heller ikke, hvad det drejede sig om, udover at Simon også ville komme. Men koldt var det, og det havde været meget bedre, hvis der stadig havde kørt direkte busser, så man ikke skulle skifte i Lyngby. Det var de enige om.

De var fire entusiaster, og de havde efterhånden en historie sammen. De havde kendt hinanden gennem en del år, havde taget på ture i ind- og udland sammen for at fotografere, og det skete ikke sjældent, at de rendte på hinanden ude i marken, når der skete et aller andet, f.eks. en linjenedlæggelse, hvor sidste tur skulle markeres.

Én var buschauffør, en anden studerende, en tredje koordinerede grafittiafrensning for kommunen. Og aldersmæssigt spændte de fra den unge, der ville forandre verden, til den, der for længst var blevet tilfreds med bare at administrere den. Simon var fra Skibby, mens de andre boede i Storkøbenhavn. Men trods forskellene var de en ret sammentømret gruppe.

Og snart var de samlet alle fire hjemme hos Stephan i Charlottenlund for at høre, hvad pokker det var, han ville tale med dem om.

Femvejen

Hverken Simon, Boje eller Therkild troede i første omgang på Stephan, da han fortalte dem, hvad han havde opdaget.

"Øh... Hvor er det nu Femvejen er?," spurgte Simon. De andre reagerede med himmelvendte øjne.

"Du er jo også ude fra landet af," sukkede Therkild, og fortsatte: "Det er der, hvor man skifter mellem 169, 179 og 185!"

"Jamen, det er der jo ingen, der gør...!?," indvendte Simon, som dog besluttede ikke at forfølge sagen. Det var jo ikke så afgørende.

"Prøv at forestil jer perspektiverne," halvråbte Stephan, uforstyrret i sin begejstring. "Tænk på alle de gange, vi har talt om, at hvis bare man kunne tage tilbage i tiden og slå de rette personer ihjel, så kunne vi stadig have haft højgulvsbusser og rulleskilte og sporvogne og rigtige køreplaner!"

"Det vil jeg altså se, før jeg tror det," lød det skeptisk fra Boje, der ligesom Therkild sad med korslagte arme og kiggede på deres ivrige ven.

"Altså, du siger, at hvis man kører nogle omgange den forkerte vej rundt i rundkørslen ved Femvejen, så kommer man et tilsvarende antal år tilbage i tiden?," spurgte Simon.

"Ja!," lød det helt uden nogen antydning af tvivl fra Stephan.

"Så har jeg lige tre spørgsmål," fulgte det studentikost fra Simon. "Ét: Hvordan fandt du ud af det? To: Hvordan kommer man tilbage igen? Og tre: Må vi se billederne?" De andre lo.

"Tag jeres kameraer med, så kan I selv tage billederne! Vi kan bruge min bil," var det skråsikre svar.

Og et øjeblik efter kom de alle kørende hen mod Femvejen i Stephans Berlingo, som de rent undtagelsesvist ikke drillede ham med. "Nu skal I se," sagde han, da de havde holdt og ventet på, at ingen andre var i nærheden. Stephan tog et sving mod venstre og kørte resolut fem gange mod køreretningen rundt i rundkørslen. Pludselig blev de blændet af et kraftigt blåt lys, og de kunne intet se eller høre i nogle sekunder, hvorefter lyset pludselig forsvandt igen. Stephan kørte bilen ind til siden, og kiggede på sit ur. "Busserne kommer om fire minutter," sagde han, "lad os se, om det er De Blaa eller Arriva, der kører."

Seks lange minutter gik, men så gjorde Therkild, Boje og Simon også store øjne. En DAB-gasbus med slagside mod vejmidten kom prustende som linje 185 mod Klampenborg station. Der var helt stille i Berlingo'en for en stund.

"Det må jeg sige," sagde Therkild lavmælt og eftertænksomt.

"Vi må være i 2009," konstaterede Boje. "For du kørte fem gange rundt. Så det er lige før, at gasbusserne blev endeligt udrangeret."

Stephan nød tydeligvis at have fået ret. "Hvad siger du, Simon?"

"Den havde Rejsekort! Det nåede da ikke at komme i brug, inden den blev udrangeret...," var Simons reaktion.

Stephan startede bilen igen, og efter nok en omgang den gale vej rundt i rundkørslen, var de tilbage i 2014.

Dødslisten

"Godt, foreløbig har vi otte ting," repeterede Stephan, der sad med blokken med listen over det, der skulle laves om:

1. Ikke noget rejsekort
2. DAB og Aabenraa skulle aldrig være lukket
3. Ingen lavgulvsbusser
4. Rulleskiltene skulle aldrig være blevet afskaffet
5. Sporvognene skulle køre videre
6. Trykte køreplaner skulle aldrig være udfaset
7. Linjenettet i København skal tilbageføres til 1983
8. Entreprenørernes egne bemalinger skulle aldrig være afskaffet

Stephan kiggede op. "Andre idéer?"

"Det ville altså være fedt at få det store køreplansskifte tilbage i maj måned, så man ikke skal fryse røven ud af bukserne," sagde Boje. Alle nikkede, og Stephan skrev det på listen.

"Naturstyrelsen! De skal væk! Ingen veteranbaner skal lade livet for naturstier og bollefrøer!," udbrød Simon. Den var alle også enige om.

"Så har vi vist også noget at gå i gang med," mente Therkild, hvis sarkasme ikke var til at tage fejl af.

"Jeg er med," gjorde Simon det klart, "men hvordan gør vi det? Jeg vil altså ikke være med til at slå nogen ihjel."

"Det behøver du slet ikke," beroligede Stephan. "Vi skal bare sørge for, at de personer, der traf de forskellige beslutninger, bliver guidet et andet sted hen i rette tid. F.eks. sådan, at det bliver en anden person, der bliver direktør, eller at de får nogle andre oplysninger. Det kan ikke være så svært."

"Det mener du ikke, det kan?," sagde Therkild, og tilføjede efter en kort pause: "Jeg vil sådan set godt være med, men jeg synes, det lyder lidt risikabelt. Skulle vi ikke begynde med at lave en meget lille ting om? Og så stoppe, hvis det ikke går godt."

"Genialt!," sagde Stephan. "Du kommer med dit forslag i morgen!"

Boje, der havde gået lidt rundt og set tænksom ud, tog nu ordet: "Vi skal have et navn. Ligesom Blekingegadebanden... Hvad med noget med Almex? Rejsekortet var vores alle sammens første forslag til dødslisten!"

"Det var altså jeres forslag...," begyndte Simon, men han blev straks afbrudt af Stephan.

"Jeg har det: Almex Manifestet! Listen hedder 'Almex Manifestet'!," triumferede han, som straks kunne se på Therkild og Bojes blikke, at de bakkede op om navnet. Kun Simon så tvivlende ud, og nu fiskede han sin mobiltelefon op ad lommen, med et "Vent lidt!".

"Der står på Wikipedia, at 'Et manifest (af latin, manifestus) er en tekst, som danner grundlaget for en ideologi, en kunstnerisk retning eller en anden slags kulturel bevægelse, gennem at gøre rede for principperne og intentionerne som ligger til grund.' Så er det, vi har, jo ikke et manifest," kom Simon frem til.

"Du skal gå nu, hvis du skal nå dit tog," snerrede Stephan bare.

Find ud af, hvordan Therkild vil lave noget om, uden at slå nogen ihjel, i næste afsnit af Almex Manifestet. Og kom selv med nye forslag til dødslisten.

Lillejuleaftensdag. Snestormen havde fat i Skrællinge, og den ruskede godt i det lille lune vognmandshjem. Niels sad ved sit skrivebord og rodede med budgettet for 2013. Der var noget, som bare ikke stemte. Han tog brillerne af og satte dem på bordet, tog en slurk af den varme kaffe, og stirrede ud i snestormen.

I efteråret havde Niels' rute og en mængde anden kørsel i omegnen været med i trafikselskabets 137. udbud. På Niels' rute var der kun tale om en etårig kontrakt med i alt 624 køreplantimer, så udbuddet var forholdsvis simpelt skruet sammen og havde alene prisen som det afgørende kriterium. Derfor var det også lykkedes trafikselskabet at holde udbudsmaterialet nede på kun 1.378 sider.

Da tilbuddene onsdag 31. oktober var blevet åbnet, lå Niels til sin egen overraskelse pænt under alle de andres priser. Også Nobeliuss, som ellers havde vundet mange ruter i de seneste runder, skulle have en del mere end Niels. Det gjaldt i øvrigt ikke bare Niels' egen rute. Han havde også vovet at byde på de otte bybusser i Knolderød, som hans kollega Klavsen med firmaet KnoldBus jo ellers kørte, så fra 6. januar havde han en afdeling i Knolderød! Det var noget af en omvæltning for Niels, der var vant til bare at holde styr på den ene bus, og det var nødvendigt med en del skrivebordsarbejde i julen.

Via banken havde Niels haft et møde en markedsføringskonsulent, der bl.a. anbefalede ham at skifte navn på sit gamle firma. Niels syntes ellers, at "Skrællinge Turist & Minibus" stadig lød helt rigtigt, men konsulenten havde da nok en pointe i, at størstedelen af hans forretning jo snart ville køre i Knolderød.

En anden konsekvens var af mere social art. Allerede da Niels lavede tilbuddet på Klavsens kørsel, havde han på fornemmelsen, at Klavsen ville tage det ilde op. Niels havde da efterfølgende følt sig nødsaget til at melde afbud til partiforeningens traditionsrige julearrangement, hvor Klavsen kom hvert år og var meget populær i bestyrelsen. Niels havde faktisk ikke rigtig haft lyst til at se Klavsen i øjnene. Niels' bror, der ellers var aktiv i partiet, havde senere fortalt, at han også var blevet hjemme af personlige årsager. "Det behøvede du da ikke," havde Niels sagt til ham, men broren mente vist noget andet med "personlige årsager". Niels grublede lidt over, hvad det kunne være, mens sneen føg uden for vinduet.

Så ringede telefonen. Det var netop broren. "Hej Niels," lød det, "nu er vi på vej med kareten!" Broren havde lovet at hente én af Niels' nye busser fra forhandleren i Rettested og have den med, når han alligevel skulle til middag i Skrællinge her lillejuleaften. Det havde han god tid til, nu hvor han var blevet fritaget for sit hverv i byrådet.

"Det lyder godt! Kan skidtet køre?," spurgte Niels med et grin, selvom han helt alvorligt var lidt bange for, at det nymodens, elektroniske køretøj ikke kunne klare mosten ret længe i drift. "Ja, den er fin," svarede broren. "Nu skal du høre: Jeg har en gæst med! Der er den der sorte knægt fra Nørrebro, der laver skilte på busserne, ikke? Han har også lagt dine tekster ind. Vi kører med dit nye firmanavn på destinationen!" Et stort smil bredte sig på Niels, mens broren fortsatte: "Nå, men hans tog hjem til København var aflyst på grund af snestormen, så jeg har ham med. Håber det okay?" Smilet forsvandt igen. "Hvad har du? Er du sikker på, han ikke er kriminel eller DJØF'er eller sådan noget?" Niels fik ikke noget svar, for lyden forsvandt. Mobildækningen er stadig ikke så god mellem Rettested og Øster Bøvelse.

Når broren kom, skulle der være middag for ham og resten af den lille familie på Niels, Mette og børnene Ida og Mads. Det var planlagt til klokken nitten. Idas nye kæreste (af hensyn til sammenhængen i historien, er Ida nu tre år ældre end sidste år) ville vist nok også komme. Og så åbenbart en københavnersnude med indvandrerbaggrund. Lidt oprevet lagde Niels sig på sofaen for at hvile sig.

Han lukkede øjnene og tænkte på det hele: Broren, udbuddet, den forestående jul, Mettes gode mad, Disneys juleshow, flæskesteg. Masser af flæskesteg. Mmmm.

Udbudsmaterialet

(Ikke menge julekalendere har sådan en deloverskrift).

Niels kunne godt mærke træthæden. Han havde været tidligt oppe for at rydde sne, og bagefter havde han hjulpet Mette med at pynte stuen op. Og så var der alt det administrative. Mens han lå der på ryggen, lod han tankerne flyde.

Han tænkte tilbage på den dag i oktober, hvor lastbilen kom med udbudsmaterialet. Nu var øjenlågene virkelig tunge!

Han drømte, at han var begyndt med at blade det igennem for at finde ud af, om den gode gamle serie 7'er mon kunne bruges. I det mindste bare som reserve?

Svaret så faktisk ud til at være et ja. I buskravene stod der, at bussen højst måtte være 30 år gammel. Gulvhøjden skulle være mindst 700 mm, og bussen skulle have manuelt eller højst halvautomatisk gear.

Også i designet bestod 7'eren med bravour. På sidevægge, lyskassebagvægge, skillevægge og sæderygge skulle der være brune træimitationer. Sæderne skulle have betræk i røde eller brune mønstre. Bybusser skulle dog have rødt plasticbetræk. Holdestængerne skulle have farven RAL 7720 Shissenbraun.

Udenpå stillede trafikselskabet ikke krav om et bestemt design. I stedet skrev de, at hver vognmand burde tilstræbe at have en unik bemaling af busserne.

Over forruden skulle der være rulleskilte. Lysdiode- eller punktmatrixskilte kunne ikke accepteres, men elektriske rullebåndsskilte ville være ok. Der skulle være plads til trecifret linjenummer, og derudover skulle der være et destinationsbånd med teksterne "Ikke i rute", "Rutekørsel", "Lokalrute" og "Særkørsel". Såfremt andre tekster fandtes på rullen, måtte de ikke anvendes, uden at trafikselskabets bomærke var overdækket.

Niels ledte dog forgæves efter specifikationen af, hvor mange og hvilke slags tøjbamser, han måtte have i forruden. Han slog tilfældigt op et andet sted i udbudsmaterialet:

Køreplaner må ikke opbevares i køreplansholdere eller på anden måde direkte tilgængeligt for kunderne. Chaufføren skal på forespørgsel fra kunder udlevere et enkelt eksemplar af køreplanen og bør i den forbindelse anlægge en mine, der klart signalerer, at dette ikke bør gentage sig for ofte.

Nitten

Casper travede hen mod stoppestedet ved Vinterbyvester Forsamlingshus. Var dagens sidste bus mon kørt?

Hov, hvad var det? Den gammelkendte stoppestedstavle med afgangstiderne var væk. Nu sad der i stedet en meget simplere tavle i trafikselskabets nye design. Der var ikke nogen køreplan, men i stedet denne tekst:

Kører dagligt. Færre ture skolefridage.

Få alle afgange den næste time ved at sende en sms med teksten 'stop vinterbyvester' til 1717.

Casper kiggede skeptisk på skiltet. Mente de virkelig det? Han fandt mobilen frem, og selvom fingrene rystede af kulde, fik han med lidt besvær ramt de rigtige bogstaver og sendt sms'en af sted.

Med mobilen afventende i hånden kiggede han ned ad den tomme landevej. Det var nok rigtigt, hvad hans venner sagde. Han skulle se at få det kørekort. Efter et par minutter vibrerede mobilen i hænderne på ham, og han åbnede straks beskeden. "Nitte," stod der.

Mens Casper bandende prøvede at finde et telefonnummer til den lokale taxacentral, hørte han pludselig lyden af en bus med ZF Ecolife-gear bag sig. Han drejede hovedet: En sprit ny, trafikselskabslyserød rutebil med det blå skær fra Rejsekortet i forruden og et sæt solide lastbilhorn på taget kom kørende. Der skulle da ikke køre nogen bus nu!? Casper gjorde alligevel tegn til chaufføren, som stoppede og åbnede døren. "Hvor skal du hen?," spurgte chaufføren, som kun havde én anden passager med, nemlig en ung mand, der var lidt mørk i huden. "Til Skrællinge," sagde Casper, mens hans busentusiastøjne studerede den helt ukendte bus. "Så hop ind!"

Det viste sig, at de alle skulle til vognmand Niels Jensens hus til middag! "Ida har fortalt om dig," løj Casper, da han opdagede, at chaufføren var hans nye kærestes onkel. Turen fortsatte ti minutters tid ad den mørke, sølede landevej, indtil bussen var i Skrællinge, og Niels' bror svingede bussen ind i indkørslen, hvorefter han meldte deres ankomst med et langt "BÅÅÅÅÅT" med hornet.

Sådan er det jo

Niels vågnede med et sæt. Hvad var dog det!? Han gik over til vinduet ud mod vejen. Virkeligheden var tilbage for fuld styrke! "Åh, var det virkelig kun en drøm?," sukkede Niels.

Ude foran holdt den nye, skrigende lyserøde bus. Som broren havde lovet i telefonen, viste det orange, lysende diodeskilt "Globalbus". Jo, den var god nok. Det var den nye rutebil, der skulle erstatte 7'eren, og som for at leve op til trafikselskabets krav var specialbygget i længden 12,15 meter, så der på samme tid kunne være 40 retvendte siddepladser, stor midterperron og et intregreret handicaptoilet og it-skab mellem fordøren og højre forhjul.

Og sådan gik det til, at julefreden endnu engang sænkede sig over Skrællinge.

Vil Globalbus overleve frem til næste jul?
Bryder elektronikken i den nye bus sammen?
Hvad skal der dog ske med Niels' gamle serie 7'er?
Holder forholdet mellem Ida og Casper?
Tilgiver Klavsen nogensinde Niels?
Når Sikandar hjem til jul?

Find selv på svarene i kommentarfeltet herunder!

Glædelig jul og godt nytår til alle læsere!

Hvordan gik det for vognmand Niels i Skrællinge? Døde skolelærer Kaja af frost? Fik softwareopdateringen løst vægtproblemerne med MegaBus' nye busser? Læs den episke opfølgning på sidste års (h)julekalender, og få svar på to af disse spørgsmål!

Vækkeuret gjorde endnu engang ende på Niels' gode nattesøvn. Klokken var 4.00, det var fredag 23. december og kulsort uden for, og af uransagelige årsager var Skrællinge denne jul ikke begravet i sne. Med andre ord var der ingen undskyldning: Niels skulle op, og bussen skulle ud.

Suk! For bare et par uger siden kunne Niels stå op klokken 5.30, som han havde gjort i mange år, for i ro og mag at gøre sig klar til at køre de velkendte skolebørn fra Yderstolperup, Skrællinge og Vinterbyvester ind til Bøvelse Skole sammen med de få rester af den arbejdende befolkning i området, der endnu tog med bussen på arbejde. Den gode gamle serie 7'er kørte ufortrødent videre; den var stadig ikke blevet omlakeret i trafikselskabets lyserøde designbemaling, og allerede efter nogle måneder havde passagererne fundet sig til rette med, at ruten var blevet omnummereret fra 361 til 561 tilbage i december sidste år.

Niels' lille firma, Skrællinge Turist & Minibus, havde alle årene været et enmandsforetagende, men i disse tider var det en af hans venner, der var chauffør på ruten. For nylig var Niels nemlig blevet kontaktet af trafikselskabet, der havde brug for hjælp til et pludseligt opstået problem. Med en lejet moderne bus, naturligvis i skrigende lyserød trafikselskabsdesign, stod Niels' firma nu for at køre omkring halvdelen af turene på den regionale rute mellem Rettested, Bøvelse og Knolderød. MegaBus, der egentlig havde kontrakt på ruten, var nemlig gået i betalingsstandsning i slutningen af november.

Den regionale rute var noget helt andet at køre end Niels' egen hyggelige, lille rute. Mange flere af passagererne var voksne mennesker, og der var langt flere afgange. Ruten blev især brugt af folk, der boede i Knolderød og Bøvelse og skulle på arbejde i Rettested og så af unge, der skulle til og fra Rettested Gymnasium. Der var også hele to busser i drift på ruten, men Niels havde kun haft mod på at sige ja til at køre den ene. I stedet havde vognmand Klavsen fra KnoldBus fået opgaven med at køre den anden. Faktisk havde Niels fortrudt, at han ikke påtog sig hele ruten, for han havde aldrig rigtig tilgivet Klavsen for hans del af sidste juls lokalpolitiske drama om busruterne, der kunne være endt med, at Klavsen have overtaget en del af Niels' gamle rute.

Hverdagen på regionalruten var endnu ny for Niels, og det kom også udtryk her den sidste dag inden jul. Da Niels på første morgentur mod Rettested holdt ved Brugsen i Skumlerup, steg en herre således ind gennem fordøren, hvor han stoppede op og stirrede perpleks rundt om sig selv. "Hvor er læseren?," spurgte manden og viftede med et hvidt og blåt plastickort. "Jeg tager altså ikke Dankort," svarede Niels morgentræt. "Det sgu ikke et Dankort!," protesterede manden. "Vil I ikke have, at jeg bruger mit Rejsekort?" Niels kom i tanker om, at trafikselskabet egentlig havde sagt noget om, hvordan han skulle forholde sig til kunder med Rejsekort. Ruten var jo prøveklud for det nye billetsystem, og det havde ikke været muligt at leje en bus med kortlæsere med så lille et varsel. "Nåh... Du kører bare med," sagde Niels. "Det burde næsten hedde Roulettekortet," vrissede passageren, som om det var Niels' skyld, og gik ned og satte sig.

Ellers gik det uden problemer hele vejen ind til Rettested, hvor Niels lige efter køreplanen kunne sætte et hold pendlere af ved togstationen.

Fotografen

Casper stod og frøs på busterminalen ved Rettested station. Heldigvis var der ikke sne og sjap, som sidste år på denne tid, men det var alligevel godt koldt. Og hvad gør man ikke for at få billeder af lånebusserne i kassen? Kameraet var skudklart, og han havde allerede nået at fange de to ældre lånevogne (1801631 og 7103365P) på Tryllebølle-ruten.

Nu svingede en trafikselskabslyserød bus ind på terminalen. Kattens! Det var ham den mærkelige chauffør, der også tit kørte på ruten mellem Bøvelse og Yderstolperup, og som altid skabte sig, når Casper tog billeder. Alligevel skyndte han sig at fotografere bussen - nu havde han jo ventet på den. "Hey! Hvad fanden har du gang i?," blev der råbt fra chaufførruden. Casper lod som om, han ikke hørte det og gik hen til sin cykel for køre på arbejde.

Efter MegaBus' betalingsstandsning var det slut med jobbet dér, men til gengæld havde Casper fået arbejde på trafikselskabets hovedkvarter i Rettested. Normalt mødte han først efter sidste time på gymnasiet, men nu havde han jo juleferie og kunne møde tidligt og holde tilsvarende tidligt fri.

Dagens første opgave var at sende et brev til en entreprenør om nogle midlertidige ruteomlægninger som følge af et fjernvarmearbejde. Casper læste brevet igennem:

Mod Rettested station skal der køres ad Bergholdtsgade, Papuga Allé, Søndergaardsvej og Thinggaardparken til Keld Holms Plads, mens der mod Tryllebølle skal køres ad Stephansensvej, Therkildsens Boulevard, Willemoesgade, Krusegade, Wullfsvej, Frede Spohrs Allé, Abildskousgade og Sechersvej. Der oprettes midlertidigt stoppested ved Thykjærvej i begge retninger.

Et brev, der var kommet ind fra teknikforvaltningen i Julerup F Kommune, var lidt mere spændende, syntes Casper. Kommunen svarede bekræftende på, at man fortsat ønskede byens to lokalruter erstattet af en ny A-buslinje med mere intensiv køreplan, hvorved kommunens borgere ville opnå bus hver anden time i dagtimerne på hverdage. Gad vide, om det ville betyde, at de nuværende busser derude ville blive skiftet ud?

Arkivet

Kaja mødte veludhvilet ind ved titiden. Hun var godt tilfreds med sit nye arbejde på det lokalarkiv i Vester Bøvelse, som blev drevet af Historisk-topografisk Selskab for Knolderød-Bøvelse Kommune. Siden sommerferien havde det været hendes opgave at registrere de materialer, der tilgik arkivet, i form af avisudklip, gamle fotografier og så videre, og så ekspedere det fåtal henvendelser og besøgende, den brede offentlighed betænke arkivet med. Det var et dejligt og fredeligt job - og noget helt andet end de øretæveindbydende møgunger, hun havde været vant til på Bøvelse Skole.

Med frisk kaffe fra kanden kastede hun sig over dagens opgaver, og hun befandt sig i en tilstand af dyb ro og mildt humør, da der lidt i elleve var kunder i butikken. Hun rejse sig og gik ud for at se, hvem det var, og hvad hun kunne hjælpe med.

* * *

Hun hørte et tåget "Halloooo!?", mens der blev viftet med nogle hænder for øjnene af hende. Kaja fandt sig selv liggende på gulvet, og det gik hurtigt op for hende, hvorfor hun var besvimet. Virkeligheden havde indhentet hende! Lige fra den bidende kolde dag sidste jul, hvor hun havde siddet fast med sin bil i sneen ved Rodløse, havde hun været fast besluttet på, at hun ikke skulle være skolelærer længere. Hun huskede noget så tydeligt, hvordan skolens største umulius var kommet forbi på sin cykel, og hvordan han ikke gad hjælpe hende, så hun nærmest var frosset ihjel. Det var kun fordi, Henrik fra byrådet havde undret sig over, at hun ikke svarede på sin telefon, at der var kommet nogen ud og hente hende.

Og nu var den infame snothvalp troppet op på arkivet. Kaja kom op at stå og hørte sig selv spørge, hvad hun kunne hjælpe Jonas med? Det viste sig, at han skulle skrive historieopgave om kampen mellem Øster Bøvelse og Vester Bøvelse. Helt konkret ville han gerne vide, hvorfor man havde lagt jernbanestationen på den i 1890'erne åbnede privatbane et par kilometer øst for Vester Bøvelse, når Øster Bøvelse endnu ikke fandtes dengang. Han havde kun kunnet finde én side på nettet med historien om Øster og Vester Bøvelse, og derfor mente han ikke, han kunne lave mere ved opgaven. Hans lærer havde så sagt, at han skulle besøge lokalarkivet.

Kaja besluttede sig for at få det overstået hurtigst muligt, og fandt nogle gamle avisudklip frem, som hun foreslog, at Jonas kunne få fotokopier af for 2 kr. pr. kopi. "Hold kæft, hvor er du gammel," var svaret hånligt, hvorefter knægten fotograferede alle artiklerne med sin mobiltelefon. Jonas lukkede jakken igen og var heldigvis på vej ud af døren. "Kan du have en god jul?," sagde Kaja for en ordens skyld. "Ja!," var svaret bare.

Hendes indestængte vrede varede lige til påske.

Sprøjten

Niels begyndte dagens sidste pause i chaufførstuen på busterminalen ved Rettested station. Han glædede sig til, at julehelligdagene nu endelig kunne begynde, og han ikke skulle så uhyggeligt tidligt op for at køre pendlere og gymnasieelever til Rettested. Tanken om en fredelig juleaften med Mettes gode mad og Mads og Idas juleglæde forekom langt mere tiltrækkende end endnu en tur i det lyserøde monster af en bus, han kørte i.

Han skænkede et krus kaffe og fik øje på et eksemplar af Bøvelse-Posten, der lå på et af bordene. Hvad mon de skrev? Niels satte sig til rette og løftede kaffekruset til munden for at tage et sip, mens han åbnede avisen. Det gav et sæt i ham, da han så, hvad der var dagens store historie. "Av for Spiegelhauer," bandede han og rystede den skoldhede kaffe af hænderne.

Overskriften lød: "Busfamilien tager igen Bøvelseborgerne som gisler"! Birthe Nielsen fra Egnslisten havde udtalt til Bøvelse-Posten, at det var utroligt, at bøvelseliker og knolderødder nu skulle finde sig i at køre rundt i Skrællinge-vognmandens rådne, gamle (3 år, forf.anm.) bras af en lejet bus. Dette tillod byrådet kun, mente hun, fordi vognmandens bror sidder i byrådet og har skaffet ham denne aftale.

Niels var ærlig talt helt uforstående over for historien. Han havde ikke vekslet et ord med sin bror siden februar, da det viste sig, hvordan broderen slet ikke havde været involveret i, at han mod forventning fik lov til at beholde hele sin egen rute. Ikke engang ved det traditionsrige julearrangement i partiforeningen talte de sammen, selvom de havde været der begge to. Havde broderen mon forsøgt at købe aflad ved at få trafikselskabet til at hyre ham til at køre regionalruten efter MegaBus' betalingsstandsning? Han overvejede kortvarigt at ringe til broderen og prøve at finde ud af det - det kunne jo pakkes ind, som om han bare ville sige god jul, trods alt. Hvis det viste sig at være rigtigt, var det da lige før, broderen alligevel skulle inviteres med til jul i år, ligesom de plejede, tænkte han.

Nå, videre med avisen, selvom det var en møgsprøjte! Niels bladede om på næste side, blot for at få endnu et chok. Halvdelen af siden var én stor annonce indrykket af trafikselskabet, naturligvis i den sædvanlige skrigende lyserøde stil, hvor netop hans gamle rute mellem Bøvelse, Skrællinge og Yderstolperup blev markedsført:

Rute 561 - Øster Bøvelse-Skrællinge-Yderstolperup

I 1981 kørte her 3 busser i timen.
I 1991 kørte her 2 busser i timen.
I 2001 kørte her 1 bus i timen.
I 2011 kører her 1 bus hver anden time.

Skynd dig at køre med, inden busserne helt forsvinder!

Hovedrystende og endnu let chokeret gik Niels ud til bussen.

Hjem til jul

Niels kørte hen til bussens stoppested på terminalen og aktiverede døråbningen. Allerede før døren var gået helt op, væltede en storsmilende, nærmest lidt småhoppende mand op ad trinnene og viste sin billet helt op i hovedet på Niels. "God jul, bussemand," sagde han og satte sig på sædet i dørsiden lige bag ved fordøren. Niels beroligede sig selv med, at han viste, tossen kun skulle til Vester Bøvelse og ikke helt til Knolderød. De andre passagerer gik stille og roligt ind i bussen og satte sig alle sammen længere nede.

Da uret havde rundet køreplanens afgangstid, lukkede Niels døren. "Bip, bip, bip, bip, bip," sagde døren. "Bip, bip, bip, bip, bip," gentog den forvirrede mand på sædet lige bag fordøren. Og af sted kom bussen. Ovre ved posthuset holdt Niels igen for at tage nogle mennesker op. "Bip, bip, bip, bip, bip," lød det fra døren og umiddelbart efter fra tossen. Da alle var kommet ind, og døren lukkedes igen, var tossen dog på forkant og sagde "bip, bip, bip, bip, bip" helt i kor med døren.

Efter godt 10 minutters kørsel var Niels nået godt ud på landevejen mod Bøvelse, og det gik støt og roligt i overensstemmelse med køreplanen. Men pludselig kunne han høre en chopperlyd, og den blev tydeligere og tydeligere. Jo, den var god nok. Det var en helikopter! Hvad mon der foregik?

Stor var Niels' forundring, da han ligesom kunne høre nogle bump fra taget på bussen. Samtidig landede helikopteren et par hundrede meter foran ham på vejen, så han bragte selvfølgelig bussen til standsning. Det var ret mystisk det her! Det puslede på taget, og to mænd i militæruniformer kom gående fra helikopteren over til bussen. Én gik lige hen til fordøren og en anden til midterdøren. Niels havde på fornemmelsen, at han hellere måtte føje mændene, så han åbnede begge døre, så de kunne komme ind. I samme øjeblik brød to andre uniformsklædte mænd ned gennem taglemmene og trak deres faldskærme ned gennem hullerne, hvor taglemmene havde siddet, og gav sig til at rulle dem sammen. Manden, der var kommet ind foran, gav Niels ordre til at lukke dørene igen. Da det var gjort, blev det klart for Niels, hvad der foregik. "Goddag, det er billetkontrol. Må jeg se kort eller billet?," sagde den ene soldaterlignende mand.

Et kvarter og fire kontrolafgifter senere, forlod mændene bussen, besteg deres helikopter og lettede. Trafikproppen, der havde dannet sig på begge sider af helikopteren, løstes op, og Niels kunne fortsætte mod Bøvelse og Knolderød. Ved Tryllebøllemaglevej skulle den første større gruppe passagerer af. "Bip, bip, bip, bip, bip," sagde dørene. "Bip, bip, bip, bip, bip," efterabede tossen.

Det meste af forsinkelsen kunne heldigvis indhentes, og da tossen langt om længe stod af ud for Skrællingågade i Vester Bøvelse, følte Niels virkelig, at julefreden havde sænket sig. Der var næsten ikke en bil på vejen det sidste stykke til Knolderød, og træt, men glad, trillede Niels med sin tomme bus hjem til privaten i Skrællinge.

Se det var en rigtig hjulehistorie.

Myldretid ønsker alle læsere en glædelig jul og et godt nytår!

I dag 23. august åbner BusGlobe dørene for offentligheden. Det har, strengt taget, ikke så meget med Myldretid at gøre, men jeg synes alligevel, det er værd at fortælle om. Og ikke mindst også forklare, hvorfor det er blevet en selvstændig side og ikke en del af Myldretid.

Hvad er BusGlobe?

BusGlobe er kort fortalt et billedgalleri, hvor alle verdens lande har en side. Siden er på engelsk, fordi den sigter på internationale brugere. Man kan sidde hvor som helst i verden, oprette sig som bruger og uploade billeder fra enten sit eget land eller andre lande, man har besøgt i tidens løb.

Sammen med billedet kan man angive forskellige data om bussen, stedet og billedet, og alle brugere kan kommentere på billedet. På den måde kan man f.eks. få flere oplysninger om bussen fra andre brugere, der ved mere, eller rettelser, hvis noget er forkert. Samtidig skulle siden gerne give mulighed for at finde ligesindede i andre lande.

Med tiden skulle BusGlobe gerne komme til at have billeder fra stort set alle lande - en slags "busglobus" (deraf navnet). Det vil blandt andet muliggøre, at man kan se forskellene og lighederne mellem busser verden over. Selvfølgelig er der lang vej til, at alle lande er dækket, og nogle lande vil sandsynligvis altid være rigtig tyndt dækket. Der er trods alt stadig steder, hvor anstændige kameraer, gode internetforbindelser og muligheden for at fotografere uantastet på gaden ikke er udbredt.

For at holde styr på tingene har siden nogle moderatorer. I første omgang er det mig og Lars Budtz, der står bag sider som Tramways.dk og Sporvejsforum.dk, men med tiden bliver der nok brug for flere moderatorer.

Jeg håber selvfølgelig, at nogle af Myldretids brugere kunne tænke sig at være med til at dække verden ind. Man er naturligvis velkommen til at uploade billeder til Danmarkssiden, men det især andre lande, der savnes billeder fra. Lars og jeg har lagt en del billeder på fra lande, vi selv har besøgt, men vi har langt fra været alle steder.

Hvorfor BusGlobe?

Når jeg har lavet BusGlobe, er det blandt andet fordi, jeg har manglet et sted at parkere mine egne billeder fra udlandet. Selvfølgelig kan de lægges på Myldretid, men mange danske busentusiaster har ikke den store interesse for udenlandske billeder, og for dem er billederne nok mest støj. Samtidig når de på en dansk hjemmeside ikke ud til en meget stor del af de mennesker, der faktisk kunne have interesse for dem. Det er mere logisk for mig at lægge dem på en internationalt rettet side, og jeg tror, det samme er tilfældet for mange andre.

BusGlobe sigter altså på brugere internationalt med interesse for busser internationalt. I modsætning til Myldretid, der er på dansk og har fokus på danske forhold.

Muligheden for at vise sine udenlandske billeder til et internationalt publikum er altså til stede nu på BusGlobe. Og faktisk har muligheden været til stede længe andre steder. Et af de steder er Phototrans.eu, der egentlig er en polsk side, der med tiden er blevet mere international. Men BusGlobe er et forsøg på at lave en mere brugervenlig side, som samtidig er tænkt på engelsk fra begyndelsen og ikke kun er delvist oversat fra et andet sprog. Desuden er det principielt meningen, at alle lande er "lige" på BusGlobe, selvom det selvfølgelig ikke kan undgås, at der bliver væsentlig forskel på antallet af billeder fra land til land.

Hvad mener du?

Udviklingsbloggen kommer næppe meget mere ind på BusGlobe, hvis udvikling du i stedet vil kunne se på BusGlobe - eller ved at følge @BusGlobe på Twitter. Men del gerne dine meninger om projektet i kommentarerne herunder.