Nye læsere bør begynde med første del.

Det havde været en god morgentur med rutebilen. Vejene havde været farbare, selv ude omkring Yderstolperup. Niels havde haft tid til at tænke på andre ting end at få bussen frem, og derfor havde han kørt med nissehue og delt pebernødder ud til børnene, ligesom han altid plejede i december. Nu var han hjemme i garage igen og lunede sig på en kop kaffe.

På bordet foran ham lå 30 sider papir klipset sammen i hjørnet. Første side bar overskriften "Krav og ønsker til busmateriel". Med andre ord var det trafikselskabets beskrivelse af, hvordan nye busser skulle være. Niels havde rekvireret dem fra trafikselskabet, fordi han havde hørt fra sin bror i byrådet, at det nok snart ville blive aktuelt med aftalen om udvidelsen af skolebusruten. Desuden havde byrådet også planer om at indføre miljøzone i Bøvelse. Det havde kommunen jo fået mulighed for med lovændringen tidligere på året.

Niels havde faktisk aldrig læst det nye trafikselskabs krav til busser igennem. Dem skulle han først opfylde, når den gamle kontrakt kom i genudbud, og til den tid regnede han alligevel ikke med at kunne bruge sin gamle bus fra 1984. Men med udsigten til at få en kontraktbus mere og de kommende miljøzoneregler måtte han hellere sætte sig ind i tingene. Han var godt klar over, at han ikke rigtig havde styr på Euro-normer og sådan noget.

Den lyserøde bus

Han bladede kravspecifikationen igennem. Trafikselskabet stillede krav om trinfrit lavt gulv mellem fordøren og midterdøren. Til gengæld måtte der godt være højt gulv bag i. Bussen skulle også have perron med plads til en kørestol eller barnevogn, og midterdøren skulle være forsynet med en kørestolsrampe, der kunne slås ud. Niels prøvede at huske, hvornår han sidst havde haft en kørestol med bussen. Det kunne han ikke komme på. Men måske flere kørestolsbrugere ville tage med, når bussen var indrettet til dem? Det var måske ikke så tosset.

De sidste sider handlede om kravene til ind- og udvendigt design. Niels løftede koppen til munden og tog resten af koppens indhold af kaffe i én slurk. Nu var der kun én side tilbage, nemlig bilaget med skitsen, der viste designbemalingen. Han vendte papiret.

Kaffen stod ud af munden på Niels, som var ved at blive kvalt i hoste. Aldrig havde han set noget lignende! Papiret viste en stregtegning af en bus i skrigende lyserød; dog med hvidt omkring vinduerne, hvid kofanger og hvidt logo for trafikselskabet. Han tørrede kaffen af det nu noget plettede stykke papir og gik hovedrystende ud til bilen. Niels havde en aftale med en busforhandler i Rettested, som ville vise ham en bus, der levede op til trafikselskabets krav.

Niels ankom i god tid til forhandleren. Ude foran stod der fire rumskibslignende køretøjer. Han parkerede sin bil, og sælgeren, der havde set ham komme, var allerede på vej for at tage imod ham. "Dav Niels. Længe siden," sagde sælgeren. Niels gav ham et solidt håndtryk. "Nå," sagde sælgeren med et bredt smil, "skal du så til at køre i lyserødt?" Niels svarede med bestemthed, at i Skrællinge var det kun småpiger og bøssekarle, der førte sig frem i lyserødt. "Det tænkte jeg nok, du mente," lo sælgeren og pegede over mod den ene rumskibslignende bus. "Det var den dér, jeg fortalte om i telefonen. Jeg tror, den er noeget for dig. Du er velkommen til at tage en prøvetur."

Rumskibet

De gik over til bussen. Niels kiggede skeptisk på den. Han skridtede ned til forenden af bussen, hvor han begyndte at lede efter knappen til at åbne fordøren. Dén knap havde de gemt godt. Mens han stod og fumlede omkring lygter og kanter, hvor knappen måske kunne være, kastede han et blik ned langs vognsiden. Der var slet ikke nogen døre!! Var det skjult kamera, det her? "Hvad leder du efter?," spurgte sælgeren, der også så lidt forvirret ud. Da gik det op for Niels, at den mærkværdigt udseende bagende på bussen, faktisk var fronten, og at han nu ikke stod ved fronten, men ved den rigtige bagende!

Kort efter svingende han bussen ud fra forhandlerens plads og indledte sin prøvetur. Han havde aldrig før købt en fabriksny bus, og var heller ikke vant til at køre i sådan én. Dengang han begyndte at køre på skolebusruten, havde han undersøgt, hvad en helt ny DAB-rutebil ville koste. Prisen for sådan en karet var dog 1,7 millioner, og det var på det tidspunkt helt udelukket for Niels at betale så store summer for en bus. Heldigvis var der en brugt Leyland på lager, og den var Niels siden blevet rigtig godt tilfreds med. Med årene var han blevet mere velhavende, men en ny bus måtte også være dyr nu om dage. Hvis prisen var 1,7 millioner i 1992, så kostede den vel omkring 2,5 million nu, tænkte Niels.

Han drejede af Ringvejen og ind i Bimmerparken. For sent kom han i tanker om historierne fra pressen om, hvordan bybusserne blev bombarderet med sten herude. Tænk hvis det skete nu. Hvem skulle så betale for skaderne på bussen? Niels ledte efter et sted at vende og komme ud. Bortset fra det, så kørte den ellers godt, tænkte han. Motoren, som sad helt bag i denne "laventrébus", hørte han ikke meget til oppe på chaufførpladsen. Den sagde nærmest som en støvsuger. Faktisk var lydbilledet mere præget af et sandt inferno af bippelyde, når han for eksempel skulle vise af. Det måtte være en fejl på bussen.

Til alt held kunne Niels aflevere bussen uskadt tilbage til forhandleren. "Hvad skal den så koste?," var det naturlige spørgsmål. Da Niels fik at vide, at prisen kun var 1.400.000 kroner blev han straks mistænksom over for kvaliteten. "Hvor mange udklapninger er kørestolsrampen testet til?," ville Niels vide. Sælgeren slog en latter op. "Du skal hellere bekymre dig om at få den slået ud tit nok til, at den ikke ruster fast!," sagde han. Niels ytrede derpå sit mishag over frontens udseende. "Bare rolig. De er ved at facelifte modellen, så hvis du bestiller nu, får du den alligevel med fronten i nyt design," lovede sælgeren, som dog stadig kunne læse en skepsis i Niels' ansigt. "MegaBus fik 88 af dem tidligere på året. Både MegaBus og trafikselskabet er glade for dem," forsikrede sælgeren.

Vel hjemme fra storbyen gjorde Niels klar til eftermiddagens kørsler. Nissehuen og pebernødderne blev fundet frem igen. Han kastede et kærligt blik på sin Leyland. "Du skal aldrig males lyserød," sagde han til sig selv.

Skal Niels' Leyland males lyserød?
Er der pebernødder nok til alle skolebørnene?

Læs den nervepirrende fortsættelse i morgen!

Nye læsere bør begynde med første del.

Vækkeuret kimede, klokken var 5:30, og Niels måtte op. Normalt stod han først op klokken seks, men der var på det nærmeste lovet snestorm denne morgen, så han havde besluttet at komme op i god tid. Et brusebad, en ostemad og to kopper kaffe senere gik han ud og startede bussen.

Det var en udfordring bare at komme ud på Bygaden. Sneen havde lagt sig tungt over Skrællinge, det var stadig bælgmørkt, og det fygede, så sigtbarheden var på ingen måde god. Men af sted skulle han. Efter lidt besvær nåede han frem til Stolperupvej, hvor der i det mindste var ryddet sne. Mere spændende var det, om de små, bakkede veje ude ved Yderstolperup ville være fremkommelige. De tre første skolebørn på ruten skulle samles op derude omkring halv otte.

Historieopgaven

Jonas havde halvsovende stillet sig ud ved vejen i Yderstolperup for at komme med skolebussen. Han havde trukket sin nye hue, som hans mor havde givet ham i kalendergave, ned over ørerne, hvorfra høretelefonernes ledninger fortsatte ned til iPod'en i lommen. Han var 14 år, gik i 8. klasse og skulle derfor med bussen hele vejen ind til Bøvelse. Bussen var forsinket, og han frøs gevaldigt. På sin mobiltelefon havde han installeret en applikation fra trafikselskabet, der hjulpet på vej af GPS i busserne viste, hvor mange minutter der var, før bussen kom til stoppstedet i Yderstolperup. Syv minutter, stod der. Hans blik var låst fast på telefonens skærm, som han med mellemrum fejede den tilfygende sne væk fra.

Efter 11 minutter nåede nedtællingen på telefonen 0. Der var stadig ingen bus at se. Jonas stak telefonen i lommen og spekulerede på, om han kunne slippe for at tage i skole, hvis han gik hjem og sagde, at bussen ikke var kommet.

Da Jonas var gået et par hundrede meter på vej hjem fra stoppestedet, dukkede bussen dog op, og chaufføren, som kendte alle børnene, samlede Jonas op. Æv! Så blev det ikke til nogen fridag. Men i det mindste var der varme på i bussen. Jonas satte sig ned, og tænkte som så ofte før over, hvorfor alle væggene og bagsiden af sæderne i bussen var i mørkt træ. Det var vildt gammeldags, syntes han.

Efter at have fået varmen, hev han sin historieopgave op af tasken. Han havde fået emnet "D-dagen i 1944", og da han havde lavet opgaven i går aftes, gik han direkte i seng. Det havde nemlig taget meget længere tid at lave opgaven, end han havde regnet med. Den danske artikel om D-dagen på Wikipedia svarede ikke rigtigt på lærerens spørgsmål, så han måtte finde på noget andet. Han var endt med at bruge artiklen på den engelske Wikipedia, men for at læreren ikke skulle opdage det, havde han oversat den til dansk med Google Translate. Resultatet havde han printet ud. I dag skulle han aflevere opgaven, og nu var han bekymret for, om den virkede for god til, at læreren ville tro på, at han selv havde skrevet den.

Fotografen

Niels nåede endelig frem til skolen i Bøvelse lidt over otte. Med andre ord var det med nogen forsinkelse, men faktisk ikke dårligt, når man tog vejret i betragtning, syntes han. Alle tre håndfulde elever i bussen var stået af her og ved centralskolen i Skrællinge. Han kom i tanker om, at det var i denne uge, han skulle skrive ned for trafikselskabet, hvor mange mennesker, han havde med bussen på de forskellige afgange, og fandt indberetningsskemaet frem. "Sikke et dokumentationssamfund, vi lever i," tænkte han. Det var det, Mette altid sagde, når hun skulle lave elevplaner. Niels skulle lige til at skrive "41" ud for dagens første tur, da han hørte noget pusle ved bussens fordør.

En ung mand havde stukket hovedet inden for og bukket sig fremover, mens han kiggede på den lille metalplade med numre på, som sad i trinkassen. Før end Niels kunne nå at spørge, hvad han lavede, var han ude af bussen igen. I stedet stillede han sig nogle meter væk og trak et lommekamera frem fra jakkens inderlomme. Det rettede han mod bussen og tog et billede.

Niels kiggede mistænksomt på den lidt kejtede personage, der var dukket op denne kolde, mørke vintermorgen. Han havde aldrig set ham før, og alene det var ret mistænkeligt på disse kanter. Den fremmede tog nogle skridt over til den anden side af bussen og tog igen et billede. Derefter begyndte han at skrive noget ned på en lille blok. Hvad foregik der? Han var for gammel til at være skoleelev, men for ung til at arbejde på skolen eller for trafikselskabet.

"Hey! Hvorfor tager du billeder af bussen?," råbte Niels ud af chaufførvinduet. Den unge mand svarede, at det var hans interesse. "Du skal ikke tage billeder af mig!," slog Niels fast og skyndte sig at køre fra stedet.

Bliver sneen liggende?
Opdager læreren, at Jonas ikke selv har skrevet sin historieopgave?
Hvem var den mystiske fotograf ved Bøvelse Skole?

Måske får du svarene i morgen, her i udkantskalenderen!

Den tilknyttede "Børnenes Udkantskalender", hvor overskuddet går til nødlidende børn i udkantsområderne, kan købes i banker og sparekasser landet over. Men kun i de større byer.

Her skulle der have været en sød og/eller satirisk julehistorie med trafikalt tilsnit. I stedet opgav jeg at finde på en hel historie, så du må nøjes de med rammer, historien skulle have udspillet sig inden for. Skæld ud frit fra leveren i kommentarfeltet.

Scenen er Skrællinge, en lille by med 1.200 indbyggere beliggende decentralt i Udkantsdanmark. Byens midtpunkt er Skrællinge Centralskole, åbnet i 1970'erne, der fører 0.-7. klasse. De større elever må med skolebus til Øster Bøvelse, som er den nærmeste købstad. Den ligger i en afstand af cirka fem minutter i bil eller 32 minutter med bus. Bussen kører hver anden time på hverdage tilpasset især skoleelevernes behov. Det er familiefirmaet Skrællinge Turist & Minibus ved Niels Jensen, der står for driften med en Leyland-DAB serie 7 årgang 1984 (8400834, inden nogen spørger).

Indtil for et par år siden var der også en nærkøbmand og en tankstation i Skrællinge, men nu køber de fleste deres ting i det nye indkøbscenter ved Bøvelse Omfartsvej. I det hele taget er der ikke så meget andet end centralskolen tilbage i Skrællinge, og efter kommunalreformen, hvor Skrællinge blev en del af af den nye storkommune sammen med Bøvelse, er der endda debat om at sammenlægge skolerne, så også centralskolen må lukke, og alle byens børn skal med rutebilen ind til Bøvelse hver morgen. Det har vognmanden egentlig ikke så meget imod, for så bliver det nødvendigt at udvide Skrællinge-Bøvelse-ruten med en bus. Men i resten af byen er der ikke begejstring.

Den delte by

Det er egentlig ikke fordi, skrællingenserne har noget imod Bøvelse. Det er en fin gammel købstad grundlagt i 1400-tallet med rådhus, butikker, bibliotek, biograf og meget andet godt. Hver lørdag er der torvedag, som altid har tiltrukket befolkningen fra nabobyerne. Skrællinges ældste indbyggere har gode minder fra torvedagene i Bøvelse, som de dengang besøgte med deres forældre. Inden der blev råd til bil, foregik turen derind med rutebil, men det er efterhånden en del år siden, den holdt op med at køre om lørdagen. Næh, skrællingenserne og bøvelselikerne har det fint med hinanden. Men i Bøvelse har der i mands minde været splid.

Bøvelse er delt i Øster Bøvelse og Vester Bøvelse. Øster Bøvelse har ethvert barn hørt om, og det er i dag den største del af Bøvelse rent indbyggermæssigt. Men faktisk er det Vester Bøvelse, der er det oprindelige Bøvelse. Helt frem til 1892 hed byen også slet og ret "Bøvelse", men dét år åbnede Knolderød-Bøvelse-Rettested Jernbane (KBRJ) - eller Knolderødbanen, som den hed i folkemunde. Det var en privatbane, som man oprindeligt havde set meget frem til og kæmpet hårdt for i Bøvelse, fordi den ville give forbindelse til statsbanenettet i Rettested. Men der var mange interesser involveret i banens linjeføring, som endte med at blive mere direkte og derfor kom til at gå knap to kilometer øst om Bøvelse. Her åbnede altså i 1892 Bøvelse station, og i de følgende år voksede en stationsby op. Stationsbyen blev snart kendt som Øster Bøvelse, og det gamle Bøvelse som Vester Bøvelse.

Jernbanens placering var egentlig ydmygelse nok for Vester Bøvelse, men det værste var, at Øster Bøvelse i løbet af få årtier voksede sig større end Vester Bøvelse. Først kom der en kro, og nogle håndværkere slog sig ned op ad stationen. Dernæst kom der boliger til de stadigt flere ansatte ved jernbanen, fordi KBRJ etablerede værksted i tilknytning til stationen. Og efterhånden bosatte flere og flere mennesker sig ved jernbanen med de butikker og det erhvervsliv, der følger med. I 1910 kunne Bøvelse-Posten berette, at befolkningen i Øster Bøvelse nu var den talrigeste, og avisen havde tilmed den frækhed at foreslå, at Øster Bøvelse og Vester Bøvelse blev samlet til én by med et nyt stort rådhus placeret i Øster Bøvelse! Ingen i Vester Bøvelse var i tvivl om, at forslaget havde sit udspring i det forhold, at redaktøren netop var flyttet ind i en ny villa på Molgasvej i Øster Bøvelse. Det blev det første år, hvor borgerne i Øster Bøvelse ikke blev inviteret med til det traditionsrige julemarked på Vester Bøvelse Torv.

Hadet mellem de to bøvelser gik aldrig rigtig væk, og så sent som ved kommunalreformen i 1970 lykkedes det at få trukket kommunegrænsen midt mellem de to byer. Det kunne man måske mene var unødvendigt, for nogle år tidligere var hele stridens æble forsvundet. Knolderødbanen blev nemlig nedlagt og erstattet af rutebiler i 1967, og de betjente både Øster og Vester Bøvelse. Alligevel brød de to byers respektive folkefærd sig ikke meget om hinanden, og da det i midten af nullerne igen var tid til kommunesammenlægninger, kæmpede begge byer bravt for selvstændigheden. Det var forgæves, for resultatet blev alligevel en slags tvangsægteskab mellem Øster Bøvelse, Vester Bøvelse og Knolderød Kommune.

Sammenlægningsudvalget i den nye Bøvelse-Knolderød Kommune fandt hurtigt ud af, at det var fornuftigt at nøjes med ét rådhus, og da de to bøvelser var kommunens klart tættest befolkede område, forekom det naturligt, at rådhuset skulle ligge her. Man så på mulige ejendomme og fandt egentlig det tidligere rådhus i Øster Bøvelse bedst egnet, men da knolderødderne alle dage havde været mest på Vester Bøvelses side i stridighederne, endte man alligevel med at placere rådhuset på to forskellige lokaliteter i Vester Bøvelse. Vesterbøvelselikerne var henrykte, men den tidligere stationsbys indbyggere var mere end almindeligt skuffede. De måtte dog leve med, at kommunens nye hovedby var og blev Vester Bøvelse, for sådan var de politiske realiteter.

Naturstien

Hvis læseren tror, at de to bøvelser nu stod lige og kunne begrave stridsøksen, så tager han fejl (skulle der mod forventning være kvindelige læsere, har de nok regnet den ud alligevel). Det nye byråd fik nemlig efter få år en idé: Tracéen fra den gamle jernbane mellem Knolderød, Bøvelse og Rettested kunne blive til en kultursti - et længe savnet rekreativt og kulturelt tilbud i området, der også godt kunne bruge nogle flere turister fra nær og fjern. Projektet var dyrt, og for at realisere det, måtte man have tilskud. I gamle dage ville Bøvelse Bank sikkert gerne have spædet til, men de tider var uigenkaldeligt forbi, eftersom den måske lidt for dristige bank var krakket under finanskrisen. En anden af landets store banker ville dog gerne bidrage, og det lykkedes også at få statspenge til projektet, som nærmere sig fuld finansiering.

Det, der for byrådets politiske flertal var den egentlige genistreg, var dog, at naturstien ikke helt skulle følge den gamle jernbanetracé. I stedet skulle den gå via Vester Bøvelse, hvad der bestemt ikke gjorde det billigere at realisere ideen. Man måtte derfor gå kommunens budget igennem med en tættekam for at finde besparelser, og udover nedlæggelsen af lokalruten i Øster Bøvelse havde man altså fået kig på skolesammenlægninger og især Skrællinge Centralskole.

Vognmand Niels Jensens bror sad i byrådet, og sidste jul havde familien hæftigt diskuteret, hvad nedlæggelsen af skolen ville betyde for Skrællinge. Brødrene var begge meget for ideen, men Niels' kone Mette havde sine reservationer. Hun var lærer på centralskolen, og satte egentlig stor pris på sit job. Hun elskede børnene og holdt af at være på en lille skole i en lille by, hvor hun kendte alle børnene og deres forældre. Hun var ked af tanken om at skulle arbejde på en større skole, hvor kontakten ikke var den samme.

Faktisk var det netop gennem sit arbejde på skolen, at hun havde mødt Niels 18 år tidligere. Det var det år, hvor Niels var begyndt at køre på skolebusruten. En dag, hvor talen faldt på den mulige lukning af Skrællinge Centralskole, havde Niels sagt til Mette, at ruten jo ville blive udvidet med en ekstra bus, og så ville der blive brug for en chauffør mere. Hvis Mette gerne ville beholde kontakten til børnene og lokalsamfundet, kunne hun jo få jobbet. Så slap hun også for alt det administrative arbejde, der efterhånden var blevet en del af lærergerningen, og som Mette klagede stadigt mere over. Men i modsætning til, hvad Niels havde regnet med, blev Mette sur over forslaget. Og nu nærmede julen sig igen. Niels' bror fra byrådet ville komme på besøg og sikkert fortælle ivrigt om realiseringen af naturstien og udvidelsen af Niels' busrute. Niels håbede, at han kunne få drejet snakken over på andre emner, for broderen og Mette havde aldrig rigtig talt samme sprog, og Niels, som egentlig var lidt konfliktsky, ville nødig være tvunget til at vælge side. Desuden ville børnene - Ida på 13 og Mads på 11 - være på moderens side, selvom det i virkeligheden var fordi de begge glædede sig meget til at komme i syvende klasse ovre på den store skole i Bøvelse, hvor deres egen mor ikke underviste.

Mister Skrællinge sin skole?
Bliver der julefred i familien Jensen?
Får vognmanden sin ekstra kontraktbus?
Finder østerbøvelselikerne sig i det hele?
Hvad skulle resten af julekalenderen have handlet om?

Læs den spændende fortsættelse!

Du læser nu første indlæg i Myldretids "udviklingsblog". Det er en blog, hvor forskellige nye tiltag og ideer vil blive annonceret, og hvor du har mulighed for at give din mening til kende og derved præge udviklingen.

Meningen er, at jeg fremlægger en idé til noget nyt, der er i støbeskeen, eller lanceringen af en ny ting på Myldretid - noget som jeg gerne vil høre brugernes holdning til. Og så kan du som bruger komme med din vurdering, dine ønsker og dine ideer. Den feedback kan jeg efterfølgende bruge til at forbedre hjemmesiden.

For at sige din mening, behøver du bare at skrive en kommentar i feltet nedenunder indlægget.

Udviklingsbloggen er i sig selv et eksperiment, som du er velkommen til at kommentere på. Udover forsøget med at indsamle respons fra brugerne på denne måde, er udviklingsbloggen også en "sandkasse" for forsøg med andet design (det har du nok opdaget!) og nye teknikker (bloggen er f.eks. lavet i HTML5).