Mette var egentlig glad for julen. Hvert år gjorde hun meget ud af at pynte hjemmet op, og julemaden blev planlagt længe i forvejen. Det bedste var glæden i børnenes øjne, syntes hun. Det var især stort, da de var små. Her på den første dag i juleferien, hvor Skrællinge hvilede trygt under en tyk dyne af sne, burde der således være lagt i kakkelovnen til en rigtig god jul. Men Mette var bekymret.

Mistilliden til broderen gik Niels på, kunne Mette mærke, og broderen kom jo på besøg til jul. Bare de ikke skulle skændes om byrådsarbejdet og Niels' rute. Og så var der Ida. Hun var jo blevet en stor pige efterhånden og var begyndt at hænge ud sammen med drenge. Det var næsten endnu mere bekymrende. Og datteren havde selvfølgelig udset sig den værste umulius af dem alle sammen: Jonas, som Mette noget så godt kunne huske fra de år, han gik på skolen i Skrællinge.

Ikke engang skolen kunne Mette holde ud at tænke på. Byrådet ville i januar beslutte, om den skulle lukkes. Det håbede hun virkelig ikke. Hun vidste, at Niels' bror var for skolelukningen, og hun frygtede, at hun selv kom til at begynde et skænderi under julemiddagen om netop dét emne. I det hele taget var gode råd dyre, for fandtes der overhovedet nogen gode løsninger? Hvis skolen ikke blev lukket, skulle Niels' rute ikke udvides, og så måtte vognmand Klavsen jo overtage endnu mere af den. Og hvis ruten blev udvidet, mistede Mette sin kære skole. Hun sukkede dybt. Hvis det her havde været en julefortælling, så havde det været en skidt én af slagsen, tænkte hun.

Det var telefonens ringen, der hev Mette ud af de sørgmodige tanker. Niels var travlt beskæftiget med at læse dagens avis, der åbenbart igen handlede om problemerne med bustrafikken i Strutmølle, så Mette besvarede telefonen.

Konspirationen

"Niels, det er din bror!," råbte Mette ovre fra telefonen ved vinduet. Niels kom hen og overtog røret. Broderen havde også læst dagens avis, og ligesom Niels ikke med udelt fornøjelse. "Bøvelse-Posten har virkelig nået bunden denne gang!," rasede Niels' bror. "Har du set, hvad Birthe siger om os?" Det havde Niels kun delvist nået.

Samtalen strakte sig over en halv times tid, selvom brødrene sådan set ikke var uenige om kvaliteten af Bøvelse-Postens journalistik. Egnslistens politiske udmeldinger fyldte klart for meget i avisen, og det kunne vel kun skyldes, at Birthe betalte redaktøren under bordet. Den artikel, som Niels' bror især hidsede sig op over, drejede sig ikke kun om busruten. Næh, i artiklen beskyldte Birthe byrådsflertallet for at gennemføre naturstiprojektet "med djævlens vold og magt", og så tilmed at finansiere det gennem besparelser af en karakter, der tilsyneladende mere handlede om at tilgodese elskerinder og familiemedlemmer end om at sikre den basale service til borgerne! Skoler, biblioteker og busruter måtte skæres væk, så et tåbeligt prestigeprojekt kunne føres ud i livet, og så et mangeårigt byrådsmedlem kunne give sin bror "verdens største holdkæftbolsje og julegave på skatteborgernes regning"!

Nu havde Birthe jo ingen håndfaste beviser, havde hun udtalt til avisen, men der gik vedholdende rygter om, at Niels' bror havde påvirket flertallet af de andre byrødder til, at det skulle være skolen i Skrællinge, der skulle nedlægges, i stedet for den i Bøvelse, som ellers var langt dyrere og dårligere drevet. Forklaringen på dette var ifølge rygtet, at Niels' bror havde et godt øje til en lærerinde på Bøvelse Skole. En lærerinde, der faktisk var aldeles uegnet som lærer og kilde til problemer, både i de klasser, hvor hun underviste, og i tonen på lærerværelset. Lærerinden havde, ville rygtet vide, alene valgt denne vej, fordi hendes debutroman - som i øvrigt til stadighed var hendes eneste roman - i sin tid havde fået fem stjerner i alle de store morgenaviser. Til sammen. Og derfor blev hendes mindreværdskomplekser nu kanaliseret ud i klasse- og lærerværelset. Lærerindens karakter var ikke i sig selv sagen vedkommende, erkendte Kaja, men forholdet mellem Niels' bror og denne uduelige lærerinde betød altså, at Niels' bror ville lade skolen i Skrællinge lukke, så eleverne blev samlet på skolen i Bøvelse. Det gav bare anledning til, at Niels' brors brors kone kom i klemme, fordi hun arbejdede som lærer på skolen i Skrællinge. Så Niels' bror ville have udvidet broderens rute, alene for at give ham en slags plaster på såret. "Vidste broderen mon det?," spurgte Birthe afslutningsvis i artiklen.

Efter at røret var lagt på, smed Niels dybt rystet avisen direkte i kaminen uden at læse den lange smøre, som broderen havde refereret. Godt nok havde han sine mistanker angående broderens hensigter, men Birthe Nielsens konspirationsteorier gav ingen mening. Hvis skolen i Skrællinge lukkede, blev der jo brug for at køre flere børn ind til Bøvelse. Det var det, der var grunden til at ruten skulle udvides. Hun havde endda selv i avisen skældt byrådet ud for ikke at sørge for tilstrækkelig kapacitet!

Kærligheden

Oppe på sit værelse modtog Ida en sms fra Jonas. Hun greb straks mobilen og læste den. Han skrev noget om, hvor sød hun var. Og så godtede han sig over, at Kaja (den sæk) var kørt fast i sneen mellem Strutmølle og Rodløse i går. Kaja måtte være den lærer inde fra skolen i Bøvelse, som Jonas altid sagde var totalt dum. "håber ik jeg ska ha kaja t næste år," skrev Ida tilbage. Hun drømte om, at det var blevet august måned, hvor både hun og Jonas gik på Bøvelse Skole og kunne ses i alle frikvartererne. Forhåbentlig kunne de mødes i løbet af julen, selvom Mette nok ikke ville køre.

Slipper Mette mon for bekymringerne?
Er Birthes konspirationsteori rigtig?
Skal Ida også have Kaja i historie til næste sommer?
Sidder Kaja stadig i sin bil og fryser?

Læs med og find ud af, om brikkerne falder på plads, og julefreden sænker sig over Skrællinge.

Egentlig bør man altid skrive en uforkortelig brøk, så dette afsnit burde retteligt hedde del 7/8. Men lad det nu ligge. Nye læsere kan passende begynde med første ottendedel.

Alt tegnede til en hvid jul, men også til en jul med store trafikale strabadser. Tirsdag var den sidste skoledag før jul på Skrællinge og Bøvelses skoler, så på denne side af nytår ville det også være sidste morgen med kapacitetsproblemer for morgenbussen. Da Niels jo takket være demobussen faktisk rådede over to vogne, havde han arrangeret, at en god ven i den ene bus kørte en dublering fra Skrællinge til Bøvelse om morgenen.

Efter lidt betænkningstid havde Niels aftalt med vennen, at Niels selv kørte serie 7'eren. Det var bedre, at vennen kørte demobussen, som jo alligevel havde mange forskellige chauffører, der sikkert hver især ikke passede særlig godt på den. De skulle jo ikke have den i ret lang tid.

Stor var da også begejstringen i Strutmølle, da ingen skulle efterlades i det hårde vintervejr. I ekstravognen mente passagererne, der for første gang i en uge kunne gøre turen siddende (og tilmed i en bus), at det faktisk nyttede noget at råbe politikerne op gennem læserbreve. Det var bare ærgerligt for Jørgen, Inger, Henrik, Anders, Sørine, Kirsten, Ulla, Carsten, Regina, Pernille, Sofie og Mikkel, at de havde nået at købe bil i ugens løb, og nu havde foretaget deres investering helt unødigt!

Mødet

Vognmand Klavsen forlod rådhuset i Bøvelse i godt humør. Han havde egentlig altid syntes, at de ansatte i teknik- og miljøforvaltningen var nogle alt for højt betalte, virkelighedsfjerne kontornussere, der ikke bestilte andet end at flytte papirer fra det ene kontor til det andet, mens ingen nogensinde tog stilling til hans sag. Men på dagens møde havde de faktisk været rigtig venlige og imødekommende og mente, at han ville få en tilbagemelding snart. Det var noget, der gav julestemning, tænkte Klavsen, selvom han dog ikke havde fået noget særlig præcist at vide om, hvornår "snart" ville være.

Mens han nynnede en glad julesang på vej hen til sin bil, der forhåbentlig stadig stod parkeret på torvet, kom han forbi en blinkende, farvestrålende facade, bag hvilken der indtil tidligere på året havde gemt sig en møbelforretning. Nu husede bygningen dog noget andet. "88 % spillehal," stod der på store skilte. I huset ved siden af lå en filial af det store finansimperium, der efter krakket havde overtaget Bøvelse Bank. Her havde en kreativ sjæl - formentlig i modstrid med koncernens regler - ophængt en plakat med teksten "100,125 % bank". Klavsen overvejede, hvilken procentsats trafikselskabet mon ville bruge, hvis de kopierede denne form for markedsføring.

Hjul i Rodløse

"Godt. Så god jul til alle. Selv til Jonas," sagde Kaja, da hun et kvarter før tiden afsluttede den sidste lektion inden jul på skolen i Bøvelse. Nu skulle det blive godt med knap to uger uden dumme elever.

Hun skyndte sig af sted i bilen, for hun ville gerne nå et smut via planteskolen i Rodløse, inden Jonas mødte på arbejde. Det gik også meget godt frem til Strutmølle, men hun var dårligt kommet uden for byen, før vejen virkelig blev svær at forcere. Sneen lå i store dynger, og det var tydeligt, at der ikke havde været mange bilister før hende denne dag. Halvanden kilometer ude ad den lille vej skete det, der ikke måtte ske. Kajas bil sad uhjælpeligt fast! Og der var ingen mennesker i miles omkreds! Kaja havde hverken tæppe eller termokande med. Hun kunne bare ringe efter hjælp og så fryse i timevis, indtil de travlte Falck-mænd dukkede op. Havde hun dog bare lyttet til folkene i radioavisen...

Kaja fumlede fortvivlet med sin mobiltelefon. Det var en ældre model, som var lidt stor i det og havde en lang antenne stikkende ud i toppen. Desværre var der ikke meget spænding på batteriet. Men hov? Var der ikke noget, der støjede, bagved hende ude på vejen? Hun kastede et blik i sidespejlet.

Det var Jonas, der kom trækkende med sin mountainbike! Kaja knyttede næverne. Af alle mennesker, hvorfor lige ham? Men der var vel ikke andet at gøre end at spørge knægten, om han gad hjælpe med at skubbe bilen fri. Hun gjorde sit bedste for at frembringe et smilende ansigt og steg ud af bilen for at tigge Jonas om hans hjælp.

Skudklar

Casper havde juleferie fra tirsdag eftermiddag, og da han derfor havde god tid på hånden, valgte han at trodse vejret. Godt pakket ind tog han af sted med sit kamera, og det gik overraskende godt med at komme frem. Kun et øjeblik efter, Casper havde taget opstilling ved stoppestedet nær hjemmet i udkanten af Rettested, kom der en bus mod Knolderød. Den var fire timer forsinket og ikke ti minutter foran, men det kunne Casper jo være ligeglad med. Bussen kørte langsomt på de glatte og sjappede veje, men da den langt om længe var fremme på Bøvelse Torv, hoppede Casper af.

Yderstolperup-bussen skulle først køre om tyve minutter, så Casper havde tid til at aflægge kiosken på torvet et besøg. Kiosken fungerede også som kortsalg for trafikselskabet og førte derfor også køreplanerne for området. Dem ville Casper gerne have fat i. Til sin skuffelse måtte han dog konstatere, at der var fuldt udsolgt af alle andre køreplaner end den for ruten mellem Knolderød og Rettested. Den var til gengæld på lager i rigt mål, men ruten var jo heller ikke blevet ændret. Kioskmanden anede ikke, hvornår han fik et nyt oplag hjem.

Snart efter ventede Casper skudklar ved Bøvelse Skole. Mon det var demobussen, der kørte turen? Det håbede han, for ellers havde han godt nok spildt sin tid denne eftermiddag. Der viste sig heldigvis at være bid.

Nu var der så den underlige chauffør at slås med. Casper besluttede at ignorere ham og tog sine billeder med det samme. Først skråt fra fronten og dørsiden, dernæst fra fronten og vinduessiden. Casper tjekkede straks billederne på skærmen bag på kameraet. Jo, det var lykkedes at fange teksten på de drilske LED-skilte. "God jul!," råbte chaufføren fra den nu åbne siderude. Casper kiggede op fra kameraet. "Bok!," sagde det, da den pebernød, der var sendt af sted fra bussen, ramte Casper hårdt direkte i panden.

Hvor længe bliver der brug for en ekstrabus om morgenen?
Hvornår får Klavsen svar fra kommunen?
Gider Jonas hjælpe Kaja fri af sneen?

Følg med, og få svar på mindst det ene spørsgmål inden jul!

Velkommen til hjulekalenderens måske eneste trippelafsnit. Nye læsere bør begynde med første afsnit og har efterhånden en del at indhente!

Casper havde efter sommerferien taget sig et nyt fritidsjob. Nogle eftermiddage om ugen lavede han forskelligt forefaldende arbejde på MegaBus' garageanlæg i Rettested. Lønnen var ikke verdens bedste, men til gengæld havde han pludselig fået adgang til en masse spændende informationer om, hvad der rørte sig i MegaBus og trafikselskabet.

Jobbet indebar også den lidt mere sociale opgave med at afvikle garagens julefrokost. Den var - modsat de fleste firmajulefrokoster - placeret lørdag eftermiddag og aften, hvor der ikke var brug for så mange chauffører ude i driften, og hvor det heller ikke var nødvendigt, at ret mange julefrokostdeltagere kunne møde til kørsel næste morgen.

Da Casper vågnede op søndag formiddag, var det således med en vellykket julefrokost i tankerne. Han havde taget en sang med hjem, som de havde sunget under middagen:

Dørene i bussen siger bip, bip, bip
bip, bip, bip
bip, bip, bip.
Dørene i bussen siger bip, bip, bip
gennem hele byen.

Plastikken i bussen siger rasle, rasle, knirk
rasle, rasle, knirk
rasle, rasle, knirk.
Plastikken i bussen siger rasle, rasle, knæk
gennem hele byen.

Almex'en i bussen siger beep, beep, beep
beep, beep, beep
beep, beep, klip.
Almex'en i bussen siger beep, beep, beep
gennem hele byen.

Casper skulle dog til at smøge ærmerne op, for han havde en stor opgave, der skulle afleveres på gymnasiet mandag morgen, og derfor kneb det med tiden til at medvirke i julekalendere.

Tryk stop i god tid

Søndagsudgaven af Bøvelse-Posten bar præg af, at avisen denne uge havde fået en stor sag at skrive om: Den elendige busbetjening af Strutmølle, og Rodløses totale mangel på samme. Birthe Nielsen fra Egnslisten havde fået et interview, der begyndte på avisens forside og yderligere bredte sig over et helt opslag inde i bladet. "Egnslisten vil trykke stop i god tid," lød overskriften.

Over morgenkaffen læste Niels' bror misfornøjet den store artikel. Birthe Nielsen slog fast, at det kun var et snævert byrådsflertal, der havde sparet Rodløse-bussen væk. Hun henledte læsernes opmærksomhed på, at også lokalruten i Øster Bøvelse var på vej til at blive sparet væk, og at den eneste rute, der stod til udvidelse, "tilfældigvis" var den, som Niels' brors bror kørte. Og den kunne jo, som fredagens avis havde indeholdt anekdotisk dokumentation for, kun være en særdeles ringe erstatning. Og det var, hvis vognmanden altså overhovedet gad køre! Hun opfordrede borgerne - vælgerne! - til at "trykke stop i god tid". De skulle protestere og ikke mindst huske, hvilke politikere der skar deres busser væk, når der næste gang skulle stemmes til byrådet. Ved den lejlighed kunne de passende i stedet sætte krydset ud for Egnslisten, der ifølge Birthe Nielsen ville gøre det til deres mærkesag, "at genindføre buskørsel på i-landsniveau i Bøvelse-området".

Rødglødende af raseri vendte Niels' bror side i avisen. Nu var den lange historie, Birthe fra Egnslisten havde fået plantet, da endelig slut. Men avisen havde ikke forladt temaet. Nej, der fulgte nu et interview med vognmand Klavsen for KnoldBus. Klavsen bekræftede over for avisen, at han havde modtaget et brev fra teknik- og miljøforvaltningen, hvor han blev orienteret om den mulige nedlæggelse af hans lokalrute. Dog blev han stillet en vis kompensation i udsigt i form af noget kørsel på den udvidede skolebusrute mellem Yderstolperup og Bøvelse. Vognmanden ville dog hellere have fortsat og priste sig lykkelig for, at han havde sin velfungerende turistbusvirksomhed at leve af, når nu kommunen ikke mente at have råd til kollektiv trafik. Avisen havde også forholdt ham Birthe Nielsens betragtninger, og dem støttede vognmand Klavsen skam. Dog korrigerede han hende for så vidt, at det ikke var hans gode ven fra Skrællinge Turist & Minibus, der skulle køre hele udvidelsen af ruten mellem Yderstolperup og Bøvelse, men også KnoldBus.

Trods det, at den afsluttende bemærkning vel var en formildende omstændighed, besluttede Niels' bror på stedet, at han ville insistere på, at Klavsen aldrig mere blev inviteret til partiforeningens julearrangementer. Nu var det hans egen tur til at trykke stop i god tid!

Mere ophidsende skriveri

Mandage morgener havde aldrig været Kajas kop te. Men de kom jo altid nådesløst alligevel, så der var ikke andet at gøre end at få forløsning ved at vrisse lidt mere af Jonas og de andre uduelige møgunger på Bøvelse Skole. I weekenden havde hun rettet Jonas og Frederiks genafleverede historieopgaver, og dem skulle de have tilbage nu mandag i første time. Frederiks opgave var sådan set okay, men Jonas var som sædvanlig kravlet over, hvor gærdet var lavest.

Jonas mødte klokken ti minutter over otte. Han havde ellers været med samme bus som alle de andre børn fra Yderstolperup, Skrællinge og Vinterbyvester. Det var ren ond vilje! Så var det godt, at Kaja også var rigtig ond i sulet, tænkte hun. Hun gennemgik derfor foran hele klassen alle fejl i Jonas' opgave, hvilket han dog til hendes store irritation ikke lod til at tage sig synderligt af. For dog at få ham engageret i nedrakningen af det indleverede stykke venstrehåndsarbejde, spurgte hun ham, hvorfor han konsekvent havde skrevet "premiere", som når en biograffilm kommer frem, i stedet for "præmiere" om overrækkelsen af en præmie, der var omtalt i opgaven. Han havde vel en ordbog?

Kaja var ved at eksplodere af indestængt vrede, da knægten skamløst hævdede, at han havde tjekket, at det var stavet korrekt: På Google var der 118 millioner hits på "premiere", mens der var under elleve tusinde på "præmiere". Altså måtte det første være den rigtige stavning. Faktisk, mente Jonas, burde hun selv sørge for at have orden i tingene. Klassen fik tidligt frikvarter, så Kaja kunne bringe nerverne i ro.

Bliver busproblemerne ved med at fylde Bøvelse-Postens spalter?
Får Birthe fra Egnslisten stoppet byrådsflertallets planer?
Bliver det før eller efter jul, at Kaja får sit nervesammenbrud?

Du maksimerer sandsynligheden for at få svar på disse spørgsmål, hvis du følger med i de kommende dages afsluttende drama!

I kan lige så godt vænne jer til de her dobbeltafsnit. Nye læsere bør begynde forfra.

Torsdag havde vejrguderne endnu engang betænkt Skrællinge med store mængder sne. Niels havde derfor besluttet at køre ud i Leyland'en. For kunne man nu regne med, at det lyserøde monstrum kunne køre i den slags føre?

Trods en del forsinkelser - vejene omkring Yderstolperup var traditionen tro ikke blevet prioriteret i snedrydningen - gik første morgentur nogenlunde. Men nu var snekaos efterhånden også blevet rutine for både Niels og passagererne.

Belært af mandagens fadæse, mindede Niels konstant sig selv om, at turen skulle gå via Strutmølle. Det var hverken glippet tirsdag eller onsdag, og det skete heller ikke i dag (det vil sige i går, eftersom julekalenderen er bagefter). Men der opstod et andet problem. For som altid i snevejr, valgte en del mennesker at lade bilen eller cyklen stå og tage bussen i stedet. Det plejede også at gå fint, for de omkring 30 skolebørn, der normalt kørte med bussen på den mest benyttede morgentur, fyldte alligevel kun to tredjedele af bussens 47 siddepladser, og så var der også 24 ståpladser at gøre godt med. Da Niels kørte fra Vinterbyvester, var mange af ståpladserne kommet i brug, og de par håndfulde mennesker, der tirsdag og onsdag var stået på i Strutmølle, skulle der nok blive plads til, mente han.

Med små ti minutters forsinkelse drejede Niels serie 7'eren om hjørnet og ind på Hovedgaden i Strutmølle. Stor var hans overraskelse, da han så opbuddet af ventende passagerer ved stoppestedet ud for den nedlagte købmandsbutik. I højttalerne bad han folk om at rykke sammen. Det blev der brug for! Efter flere minutters asen og masen måtte Niels alligevel efterlade otte-ni mennesker, der højlydt protesterede over servicen. Nej, der kom ingen ekstrabus, måtte Niels svare dem. Næste bus kom først i morgen tidlig. Niels kunne ikke huske, at han nogensinde havde måttet efterlade folk før. Men nu var ruten selvfølgelig også lige blevet omlagt, så den erstattede Rodløse-rutebilen.

Klaphatten

Efter at have givet sjette klasse dagens sidste geografitime, kørte Mette med Niels ind til Bøvelse. Én af fordelene ved at køre med sin mand var, at Niels gerne tog en lille afstikker fra ruten, for at sætte hende af lige dér, hvor hun skulle hen. Så hun kunne komme næsten tørskoet fra bussen og direkte ind på Café Claphat, hvor det var aftalen at mødes med Kaja.

Ligesom Mette var Kaja skolelærer. De havde kendt hinanden, siden de sammen gik på seminariet i Rettested. Det seminarium, der nu hed Professionshøjskolen VIA University College Rettested. Kaja underviste dog på skolen i Bøvelse, hvor eleverne fra Skrællinge Centralskole fortsatte efter syvende klasse. Hvis skolen i Skrællinge blev nedlagt, som byrådet pønsede på, ville Mette og Kaja blive kolleger på Bøvelse Skole. Det var faktisk det eneste gode ved lukningen, Mette kunne få øje på.

Venindernes samtale spandt som vanligt over emner i øst og vest såvel som Øster Bøvelse og Vester Bøvelse, og humøret var højt. Lige indtil Mette lancerede et nyt emne: Hendes bekymring over datterens nye "kæreste". Kaja lagde ud med at være lyttende og komme med beroligende, optimistiske kommentarer. Indtil Mette kom til navnet "Jonas". "Åh, nej...," var Kajas umiddelbare reaktion.

De næste tyve minutter gik med at udveksle oplevelser med den nævenyttige, ugidelige elev, som Mette havde haft fra anden til syvende klasse, og som Kaja nu døjede med flere gange om ugen. Samtalen vendte dog efterhånden tilbage til Mettes problem. Fra næste år, fortalte Mette, ville Ida komme i ottende klasse og derfor ind på samme skole som Jonas. Hvad skulle hun dog gøre? Kaja mente, at der måske trods alt var så mange andre drenge i Bøvelse, at Ida kunne finde én af dem mere interessant. Desuden holdt forholdene jo ikke så længe i dén alder.

En egentlig løsning på problemet fandt veninderne ikke, men de skiltes mere enige end nogensinde før. Og således lidt opmuntret gik Mette på julegaveindkøb, mens Kaja måtte hjem for at rette en stak i bedste fald middelmådige samfundsfagsopgaver fra 9.b, der havde fået til opgave at forklare forskellen på Regeringens henholdsvis Socialdemokraterne og SFs pointsystem.

Avisen

Fredagens vejr var ikke stort bedre end torsdagens, men Niels mandede sig alligevel op til at køre ud i demobussen. For når alt kom til alt skulle han jo netop finde ud af, hvad den duede til, og hvilket vejr ville være bedre til det?

Bussen gjorde faktisk Niels' skepsis til skamme. Den kunne godt køre, også på de glatte veje. Den behageligt svage, summende motorlyd stod dog i skærende kontrast til de serier af vrælelyde, der kom, hver gang dørene skulle åbnes eller lukkes. Også passagererne bemærkede den nye bus, og det var faktisk rosende kommentarer. Nogle af børnene fra Yderstolperup - bl.a. Jonas, datterens "kæreste" - var helt vilde, og de tog billeder af bussen med deres mobiltelefoner.

I Strutmølle var der desværre samme problem som dagen før. Dog havde lidt færre mennesker denne morgen stillet sig op for at vente på bussen. Niels kunne forstå på dem, han trods alt havde plads til, at de andre havde søgt alternativ transport.

Efter ankomst til Bøvelse hentede Niels dagens udgave af Bøvelse-Posten. Han bladede avisen igennem, mens han afventede afgangstid mod Skrællinge. Til hans egen overraskelse var hans rute åbenbart et varmt emne i dagens udgave.

To forskellige læsere fra Strutmølle havde begået vrede læserbreve. Den ene var gal over, at den eneste morgenbus slet ikke var kommet i mandags, og at bussen i går torsdag havde været så fyldt, at hun ikke var kommet med. Begge dage havde hun måttet dele en taxa med nogle andre passagerer. Hun mente ikke, det kunne være rigtigt, at hun selv skulle lægge sådanne beløb ud flere gange om ugen her i den dyre julemåned, selvom hun var klar over, at trafikselskabet havde rejsegaranti og derfor måske ville refundere hendes udlæg. Det andet læserbrev var knap så sagligt og betvivlede i stedet Niels' hæderlighed. Hvordan kunne Niels tillade sig at fortrænge den velfungerende Rodløse-bus, når han ikke engang selv kunne finde ud af at betjene Strutmølle ordenligt?

Redaktionen havde også ladet en journalist bruge tid på emnet. Kommunen, som jo var ansvarlig i kraft af sin bestillerrolle, beklagede den forringede betjening af Strutmølle, men det var nødvendigt at skære ned. Man havde ingen forklaring på, hvorfor bussen var udeblevet mandag, men henviste til rejsegarantien, og at vognmanden fik bøder for den slags. Hvad angik pladsproblemerne i bussen, handlede det om penge, hvis der skulle køres ekstrabusser. Avisen havde desværre ikke haft held til at få en kommentar fra Niels' bror, som var det byrådsmedlem, der var mest inde sagerne om busdriften. Birthe Nielsen fra Egnslisten var til gengæld som altid frisk med en spids kommentar, og den bestod ikke i udelt opbakning til Niels' bror. Slutteligt garanterede avisen, at man ville følge sagen i de kommende dage.

Bliver pladsproblemerne i morgenbussen løst?
Skal Niels og broderen hænges til tørre i lokalpressen igen?

Følg med her i (h)julekalenderen!

Nye læsere bør begynde med første del.

Niels havde lyttet. Både til vognmand Klavsen fra Knolderød, til sælgeren hos busforhandleren og til sin kone. Han havde besluttet at låne en ny bus, magen til den, han havde kørt en prøvetur i, og anvende den på sin rute i nogle dage. Det blev spændende at høre folks reaktioner, tænkte han.

Først skulle demobussen dog afhentes. Den befandt sig netop nu på MegaBus' garageanlæg i Tryllebøllemagle, ikke så langt fra Tryllebølle, hvor MegaBus netop havde begyndt kørslen på en stor kontrakt. Da fabrikken ikke helt havde kunnet følge med, havde man udlånt nogle andre busser - heriblandt demovognen - til MegaBus i de første dage. Nu var de manglende busser dog dukket op, så demobussen kunne undværes. Som aftalt var Niels taget til Tryllemøllemagle for at hente kareten.

Kulturmødet

Det var et stort anlæg, MegaBus havde anlagt her. Efter resultaterne af trafikselskabets seneste udbud var MegaBus blevet ret... mega. Så de havde investeret i nogle nye, store og veludstyrede garageanlæg. Netop dette anlæg rummede også MegaBus' administration og hovedværksted, og det bar præg af, at der var brugt penge.

Niels meldte sin ankomst i receptionen og blev bedt om at tage plads i et sofaarrangement i tilknytning til hvilket, der fandtes et lille bord og friskbrygget, økologisk gourmetkaffe samt frugt til høflig selvbetjening. Han så sig om i den moderne bygning, hvor der var højt til loftet og glas i fuld højde ud mod busopstillingspladsen. På en opslagstavle bag receptionisten fik han øje på en plakat med MegaBus' fem værdier, der sammenfattedes i ordet "TATOO":

• Talent
• Ansvar
• Tolerance
• Overblik
• Overskud

Niels spekulerede på, om de nu også ville få overskud med de priser, de bød med ved licitationerne. Flere af hans kolleger var i hvert fald skeptiske. Han blev dog afbrudt i sine tanker, da en ung, smart jakkesætklædt herre med en engelsk titel, der vist nok kunne koges ned til, at han var ansvarlig for vognparken, rakte ham hånden og præsenterede sig.

Det blev til en kort snak på mandens kontor, hvor de lavede overdragelsesforretning vedrørende bussen. Niels blev blandt andet fortalt, at MegaBus havde været utilfreds med, at de nye busser var tungere end lovet ved bestillingen. Det kostede mere brændstof og sled på granitbelægningen på den nye store garageplads. Dog havde leverandøren planlagt en softwareopdatering til busserne, der ville løse problemet.

Snart efter kørte Niels af sted mod Skrællinge i det nymodens uhyre. Bussen var, i overensstemmelse med trafikselskabets designkrav, i skrigende lyserød bemaling. Mon han kunne parkere en bus i dén farve ved hjemmet i Skrællinge, uden at byens ungdom ville hærge den?

Faren ved sport

Som altid om onsdagen var Mette ved syttentiden kørt til Stolperup Hallen, for at hente Ida efter håndboldtræning. Hun kom i god tid, men til hendes overraskelse skulle hun denne gang ikke vente på, at datteren blev færdig. Tværtimod stod hun uden for og talte med Jonas. Var han nu også her? Mette rullede med øjnene, dog uden at datteren så det.

Ida havde åbenbart lovet Jonas, at Mette kunne tage ham med, og at hjemturen derfor gik via Yderstolperup. Mette lod pænt som om, det ikke generede hende. Af børnenes indforståede samtale på bagsædet kunne Mette forstå, at Jonas åbenbart spillede fodbold i Stolperup, og at de havde mødt hinanden i hallens cafeterie. Desværre fremgik det også af ordvekslingerne, at de ikke var holdt op med at "komme sammen" siden weekenden.

Efter at have fået losset Jonas af i Yderstolperup, spurgte Mette på så pæn en måde, som overhovedet muligt, hvad pokker datteren egentlig så i Jonas? Han lavede jo aldrig lektier! Ida mente sig dog ikke på samme måde forpligtet til at svare så pænt som muligt, og gjorde det helt klart, at drenge, der lavede lektier, var kedelige, og at Mette under alle omstændigheder ikke skulle blande sig i, hvem hun kom sammen med. Som om det ikke var nok, havde datteren tilføjet, at hun håbede, skolen i Skrællinge ville blive lukket rigtig hurtigt, så hun kunne komme ind til Bøvelse og gå på samme skole som Jonas!

Det ligger uden for denne julekalenders snævre rammer at komme ind på, hvilke udvekslinger af synspunkter, der efterfølgende fandt sted i den lille bil, men den højlydte markering af standpunkter i diskussionen stoppede brat, da mor og datter ankom til hjemmet i Skrællinge. En stor, rumskibslignende, lyserød bus var opstillet foran huset. "Hvad er der sket med den rigtige bus?," ville Ida vide. Mette vidste ikke noget. Bare Niels nu ikke var kørt galt med 7'eren?

Heldigvis sad Niels inden for i varmen og ventede på dem. Således beroliget med forklaringen på den lyserøde bus, begyndte Mette at fortælle Niels om sine bekymringer for datteren. Men Niels virkede slet ikke, som om han tog på vej over, at Ida var kærester med Jonas. Det irriterede hende. Men i morgen skulle hun mødes med sin veninde Kaja, og så kunne hun vel få luft for sine følelser.

Kan man virkelig nedbringe vægten af en bus med en softwareopdatering?
Bliver den lyserøde bus smadret af Skrællinges børn?
Hvad mener Kaja om Idas forhold til Jonas?

Hvis du følger med her i (H)jul i Udkantsdanmark, får du måske svar på nogle af disse og mange andre spørgsmål.