I kan lige så godt vænne jer til de her dobbeltafsnit. Nye læsere bør begynde forfra.

Torsdag havde vejrguderne endnu engang betænkt Skrællinge med store mængder sne. Niels havde derfor besluttet at køre ud i Leyland'en. For kunne man nu regne med, at det lyserøde monstrum kunne køre i den slags føre?

Trods en del forsinkelser - vejene omkring Yderstolperup var traditionen tro ikke blevet prioriteret i snedrydningen - gik første morgentur nogenlunde. Men nu var snekaos efterhånden også blevet rutine for både Niels og passagererne.

Belært af mandagens fadæse, mindede Niels konstant sig selv om, at turen skulle gå via Strutmølle. Det var hverken glippet tirsdag eller onsdag, og det skete heller ikke i dag (det vil sige i går, eftersom julekalenderen er bagefter). Men der opstod et andet problem. For som altid i snevejr, valgte en del mennesker at lade bilen eller cyklen stå og tage bussen i stedet. Det plejede også at gå fint, for de omkring 30 skolebørn, der normalt kørte med bussen på den mest benyttede morgentur, fyldte alligevel kun to tredjedele af bussens 47 siddepladser, og så var der også 24 ståpladser at gøre godt med. Da Niels kørte fra Vinterbyvester, var mange af ståpladserne kommet i brug, og de par håndfulde mennesker, der tirsdag og onsdag var stået på i Strutmølle, skulle der nok blive plads til, mente han.

Med små ti minutters forsinkelse drejede Niels serie 7'eren om hjørnet og ind på Hovedgaden i Strutmølle. Stor var hans overraskelse, da han så opbuddet af ventende passagerer ved stoppestedet ud for den nedlagte købmandsbutik. I højttalerne bad han folk om at rykke sammen. Det blev der brug for! Efter flere minutters asen og masen måtte Niels alligevel efterlade otte-ni mennesker, der højlydt protesterede over servicen. Nej, der kom ingen ekstrabus, måtte Niels svare dem. Næste bus kom først i morgen tidlig. Niels kunne ikke huske, at han nogensinde havde måttet efterlade folk før. Men nu var ruten selvfølgelig også lige blevet omlagt, så den erstattede Rodløse-rutebilen.

Klaphatten

Efter at have givet sjette klasse dagens sidste geografitime, kørte Mette med Niels ind til Bøvelse. Én af fordelene ved at køre med sin mand var, at Niels gerne tog en lille afstikker fra ruten, for at sætte hende af lige dér, hvor hun skulle hen. Så hun kunne komme næsten tørskoet fra bussen og direkte ind på Café Claphat, hvor det var aftalen at mødes med Kaja.

Ligesom Mette var Kaja skolelærer. De havde kendt hinanden, siden de sammen gik på seminariet i Rettested. Det seminarium, der nu hed Professionshøjskolen VIA University College Rettested. Kaja underviste dog på skolen i Bøvelse, hvor eleverne fra Skrællinge Centralskole fortsatte efter syvende klasse. Hvis skolen i Skrællinge blev nedlagt, som byrådet pønsede på, ville Mette og Kaja blive kolleger på Bøvelse Skole. Det var faktisk det eneste gode ved lukningen, Mette kunne få øje på.

Venindernes samtale spandt som vanligt over emner i øst og vest såvel som Øster Bøvelse og Vester Bøvelse, og humøret var højt. Lige indtil Mette lancerede et nyt emne: Hendes bekymring over datterens nye "kæreste". Kaja lagde ud med at være lyttende og komme med beroligende, optimistiske kommentarer. Indtil Mette kom til navnet "Jonas". "Åh, nej...," var Kajas umiddelbare reaktion.

De næste tyve minutter gik med at udveksle oplevelser med den nævenyttige, ugidelige elev, som Mette havde haft fra anden til syvende klasse, og som Kaja nu døjede med flere gange om ugen. Samtalen vendte dog efterhånden tilbage til Mettes problem. Fra næste år, fortalte Mette, ville Ida komme i ottende klasse og derfor ind på samme skole som Jonas. Hvad skulle hun dog gøre? Kaja mente, at der måske trods alt var så mange andre drenge i Bøvelse, at Ida kunne finde én af dem mere interessant. Desuden holdt forholdene jo ikke så længe i dén alder.

En egentlig løsning på problemet fandt veninderne ikke, men de skiltes mere enige end nogensinde før. Og således lidt opmuntret gik Mette på julegaveindkøb, mens Kaja måtte hjem for at rette en stak i bedste fald middelmådige samfundsfagsopgaver fra 9.b, der havde fået til opgave at forklare forskellen på Regeringens henholdsvis Socialdemokraterne og SFs pointsystem.

Avisen

Fredagens vejr var ikke stort bedre end torsdagens, men Niels mandede sig alligevel op til at køre ud i demobussen. For når alt kom til alt skulle han jo netop finde ud af, hvad den duede til, og hvilket vejr ville være bedre til det?

Bussen gjorde faktisk Niels' skepsis til skamme. Den kunne godt køre, også på de glatte veje. Den behageligt svage, summende motorlyd stod dog i skærende kontrast til de serier af vrælelyde, der kom, hver gang dørene skulle åbnes eller lukkes. Også passagererne bemærkede den nye bus, og det var faktisk rosende kommentarer. Nogle af børnene fra Yderstolperup - bl.a. Jonas, datterens "kæreste" - var helt vilde, og de tog billeder af bussen med deres mobiltelefoner.

I Strutmølle var der desværre samme problem som dagen før. Dog havde lidt færre mennesker denne morgen stillet sig op for at vente på bussen. Niels kunne forstå på dem, han trods alt havde plads til, at de andre havde søgt alternativ transport.

Efter ankomst til Bøvelse hentede Niels dagens udgave af Bøvelse-Posten. Han bladede avisen igennem, mens han afventede afgangstid mod Skrællinge. Til hans egen overraskelse var hans rute åbenbart et varmt emne i dagens udgave.

To forskellige læsere fra Strutmølle havde begået vrede læserbreve. Den ene var gal over, at den eneste morgenbus slet ikke var kommet i mandags, og at bussen i går torsdag havde været så fyldt, at hun ikke var kommet med. Begge dage havde hun måttet dele en taxa med nogle andre passagerer. Hun mente ikke, det kunne være rigtigt, at hun selv skulle lægge sådanne beløb ud flere gange om ugen her i den dyre julemåned, selvom hun var klar over, at trafikselskabet havde rejsegaranti og derfor måske ville refundere hendes udlæg. Det andet læserbrev var knap så sagligt og betvivlede i stedet Niels' hæderlighed. Hvordan kunne Niels tillade sig at fortrænge den velfungerende Rodløse-bus, når han ikke engang selv kunne finde ud af at betjene Strutmølle ordenligt?

Redaktionen havde også ladet en journalist bruge tid på emnet. Kommunen, som jo var ansvarlig i kraft af sin bestillerrolle, beklagede den forringede betjening af Strutmølle, men det var nødvendigt at skære ned. Man havde ingen forklaring på, hvorfor bussen var udeblevet mandag, men henviste til rejsegarantien, og at vognmanden fik bøder for den slags. Hvad angik pladsproblemerne i bussen, handlede det om penge, hvis der skulle køres ekstrabusser. Avisen havde desværre ikke haft held til at få en kommentar fra Niels' bror, som var det byrådsmedlem, der var mest inde sagerne om busdriften. Birthe Nielsen fra Egnslisten var til gengæld som altid frisk med en spids kommentar, og den bestod ikke i udelt opbakning til Niels' bror. Slutteligt garanterede avisen, at man ville følge sagen i de kommende dage.

Bliver pladsproblemerne i morgenbussen løst?
Skal Niels og broderen hænges til tørre i lokalpressen igen?

Følg med her i (h)julekalenderen!

Nye læsere bør begynde med første del.

Niels havde lyttet. Både til vognmand Klavsen fra Knolderød, til sælgeren hos busforhandleren og til sin kone. Han havde besluttet at låne en ny bus, magen til den, han havde kørt en prøvetur i, og anvende den på sin rute i nogle dage. Det blev spændende at høre folks reaktioner, tænkte han.

Først skulle demobussen dog afhentes. Den befandt sig netop nu på MegaBus' garageanlæg i Tryllebøllemagle, ikke så langt fra Tryllebølle, hvor MegaBus netop havde begyndt kørslen på en stor kontrakt. Da fabrikken ikke helt havde kunnet følge med, havde man udlånt nogle andre busser - heriblandt demovognen - til MegaBus i de første dage. Nu var de manglende busser dog dukket op, så demobussen kunne undværes. Som aftalt var Niels taget til Tryllemøllemagle for at hente kareten.

Kulturmødet

Det var et stort anlæg, MegaBus havde anlagt her. Efter resultaterne af trafikselskabets seneste udbud var MegaBus blevet ret... mega. Så de havde investeret i nogle nye, store og veludstyrede garageanlæg. Netop dette anlæg rummede også MegaBus' administration og hovedværksted, og det bar præg af, at der var brugt penge.

Niels meldte sin ankomst i receptionen og blev bedt om at tage plads i et sofaarrangement i tilknytning til hvilket, der fandtes et lille bord og friskbrygget, økologisk gourmetkaffe samt frugt til høflig selvbetjening. Han så sig om i den moderne bygning, hvor der var højt til loftet og glas i fuld højde ud mod busopstillingspladsen. På en opslagstavle bag receptionisten fik han øje på en plakat med MegaBus' fem værdier, der sammenfattedes i ordet "TATOO":

• Talent
• Ansvar
• Tolerance
• Overblik
• Overskud

Niels spekulerede på, om de nu også ville få overskud med de priser, de bød med ved licitationerne. Flere af hans kolleger var i hvert fald skeptiske. Han blev dog afbrudt i sine tanker, da en ung, smart jakkesætklædt herre med en engelsk titel, der vist nok kunne koges ned til, at han var ansvarlig for vognparken, rakte ham hånden og præsenterede sig.

Det blev til en kort snak på mandens kontor, hvor de lavede overdragelsesforretning vedrørende bussen. Niels blev blandt andet fortalt, at MegaBus havde været utilfreds med, at de nye busser var tungere end lovet ved bestillingen. Det kostede mere brændstof og sled på granitbelægningen på den nye store garageplads. Dog havde leverandøren planlagt en softwareopdatering til busserne, der ville løse problemet.

Snart efter kørte Niels af sted mod Skrællinge i det nymodens uhyre. Bussen var, i overensstemmelse med trafikselskabets designkrav, i skrigende lyserød bemaling. Mon han kunne parkere en bus i dén farve ved hjemmet i Skrællinge, uden at byens ungdom ville hærge den?

Faren ved sport

Som altid om onsdagen var Mette ved syttentiden kørt til Stolperup Hallen, for at hente Ida efter håndboldtræning. Hun kom i god tid, men til hendes overraskelse skulle hun denne gang ikke vente på, at datteren blev færdig. Tværtimod stod hun uden for og talte med Jonas. Var han nu også her? Mette rullede med øjnene, dog uden at datteren så det.

Ida havde åbenbart lovet Jonas, at Mette kunne tage ham med, og at hjemturen derfor gik via Yderstolperup. Mette lod pænt som om, det ikke generede hende. Af børnenes indforståede samtale på bagsædet kunne Mette forstå, at Jonas åbenbart spillede fodbold i Stolperup, og at de havde mødt hinanden i hallens cafeterie. Desværre fremgik det også af ordvekslingerne, at de ikke var holdt op med at "komme sammen" siden weekenden.

Efter at have fået losset Jonas af i Yderstolperup, spurgte Mette på så pæn en måde, som overhovedet muligt, hvad pokker datteren egentlig så i Jonas? Han lavede jo aldrig lektier! Ida mente sig dog ikke på samme måde forpligtet til at svare så pænt som muligt, og gjorde det helt klart, at drenge, der lavede lektier, var kedelige, og at Mette under alle omstændigheder ikke skulle blande sig i, hvem hun kom sammen med. Som om det ikke var nok, havde datteren tilføjet, at hun håbede, skolen i Skrællinge ville blive lukket rigtig hurtigt, så hun kunne komme ind til Bøvelse og gå på samme skole som Jonas!

Det ligger uden for denne julekalenders snævre rammer at komme ind på, hvilke udvekslinger af synspunkter, der efterfølgende fandt sted i den lille bil, men den højlydte markering af standpunkter i diskussionen stoppede brat, da mor og datter ankom til hjemmet i Skrællinge. En stor, rumskibslignende, lyserød bus var opstillet foran huset. "Hvad er der sket med den rigtige bus?," ville Ida vide. Mette vidste ikke noget. Bare Niels nu ikke var kørt galt med 7'eren?

Heldigvis sad Niels inden for i varmen og ventede på dem. Således beroliget med forklaringen på den lyserøde bus, begyndte Mette at fortælle Niels om sine bekymringer for datteren. Men Niels virkede slet ikke, som om han tog på vej over, at Ida var kærester med Jonas. Det irriterede hende. Men i morgen skulle hun mødes med sin veninde Kaja, og så kunne hun vel få luft for sine følelser.

Kan man virkelig nedbringe vægten af en bus med en softwareopdatering?
Bliver den lyserøde bus smadret af Skrællinges børn?
Hvad mener Kaja om Idas forhold til Jonas?

Hvis du følger med her i (H)jul i Udkantsdanmark, får du måske svar på nogle af disse og mange andre spørgsmål.

Nye læsere bør begynde med første afsnit.

Mandag morgen havde aldrig været Niels' livret. Og som om det ikke var slemt nok i sig selv, ringede vækkeuret ti minutter tidligere end det plejede. I den nye køreplan skulle Niels jo afgå fra Yderstolperup fire minutter før hidtil, fordi han skulle køre via Strutmølle.

Allerede inden afgang fra garagen drejede Niels den ene talrulle om fra '3' til '5'. Hans rute hed jo nu 561 og ikke længere 361. Rullefilmen var helt tydeligt ikke vant til at blive motioneret, men det gik da, uden at den knækkede. Niels gik ud foran bussen for at tage den nye beskiltning i øjesyn. Selvom der nu korrekt nok stod "561", var 3-tallet stadig fuldt læseligt. Det var nærmest brændt fast i glasset efter at have siddet der i årevis. Niels spekulerede på, om han mon overhovedet kunne gøre noget ved det?

Dagens første tur gik ellers fint. Lørdagens tøvejr var godt nok blevet afløst af ny kulde, men foreløbigt uden nedbør, så der var hverken sne eller is. Rettidigt samlede Niels de første passagerer op i Yderstolperup, herunder datterens nye udkårne. Ingen sagde noget til det nye rutenummer. Faktisk var alt som det plejede. Men Niels sørgede også for at lægge mærke til, om der manglede nogen, for det var måske ikke alle, der var opmærksomme på den nye, lidt tidligere afgangstid.

Flere minutter foran køreplanen rullede Niels ind foran Bøvelse Skole, hvor Jonas og de andre børn stod af. Niels kastede et blik på uret. Jo - fire minutter før tiden. Det var alligevel nogle dage siden, han sidst havde prøvet det. Til gengæld var bussen fra Rodløse åbenbart sent på den, tænkte Niels. Så var det, at det slog ham: Rodløse-bussen kørte jo ikke mere. Og han havde glemt at køre via Strutmølle! Så var det derfor, han var kommet foran køreplanen. Hvad mon bøden fra trafikselskabet ville komme til at koste? Jo, det var en ægte mandag morgen.

Busterminalen

Efter dagens sidste time på gymnasiet i Rettested var Casper cyklet direkte til Tryllebølle Busterminal. Heroppe mødtes et par af de ruter, der havde fået ny entreprenør og nye busser i forbindelse med weekendens køreplansskift. Det var nu MegaBus, der havde alle de busser, der kom på busterminalen i Tryllebølle.

Casper stillede cyklen ved siden af de to andre cykler, der stod i cykelstativet på busterminalen. Han kiggede sig omkring. Selve terminalen var anlagt i 1978 og lå på et areal, der vel nogenlunde modsvarede en fodboldbane. I alt var der indrettet 16 holdepladser til busser. Hver plads var forsynet med læskur, papirkurv osv. Dengang terminalen blev bygget, kørte der 14 busruter til Tryllebølle, og der var korrespondance mellem de vigtigste ruter to gange i timen. Billedet havde ændret sig noget siden da, så nu var der kun tre ruter, der anløb terminalen, og de havde ikke indbyrdes forbindelse.

Ved det ene af de 16 stoppesteder stod der en hel kødrand af mennesker, så Casper gik derover for at være skudklar. Lidt over køreplansat ankomsttid drønede én af MegaBus' nyeste busser ind på terminalen og hen til stoppestedet. Den var stopfyldt, men da Tryllebølle var endestationen, havde de mange ventende passagerer ingen grund til at være bekymrede. De skulle nok komme med.

Bussen skulle egentlig være afgået allerede et minut efter ankomsten ifølge køreplanen, men afgangstiden var allerede overskredet med flere minutter. Casper havde dog alligevel god tid til at fotografere, for det tog trods alt sin tid at få de mange mennesker ind og ud. Bussen kørte da også af sted igen for fuld fart i samme splitsekund, den sidste passager havde fået frakken inden for.

Tre kvarter senere kom en anden stopfyldt bus kørende ind på terminalen, ti minutter efter den skulle være afgået derfra igen. Det var en helt ny bus, MegaBus netop havde sat i drift. Den havde ikke engang fået reklamer på endnu. Casper skyndte sig at tage billederne. Bussen havde også travlt med at komme væk igen, så der på ny var øde på terminalen.

Casper syntes det var lidt komisk med terminaler som den i Tryllebølle. Der var plads til masser af busser, men der var stort set aldrig mere end én bus ad gangen, og den opholdt sig der kun ganske kort tid, fordi køreplanen var lavet så effektivt. Der var heller ikke mange mennesker. Kun lige op til en afgang, hvor en hel masse passagerer stimlede sammen omkring én bestemt holdeplads. Casper kunne ikke rigtig finde ud af, om det var hamrende effektivt eller det stik modsatte. Men hans cykel afgik rettidigt hjemad.

Går 3-tallet nogensinde af ruden foran skiltet på Niels' serie 7'er?
Bliver der ballade, fordi Niels glemte at køre via Strutmølle?
Hvorfor korresponderer busserne ikke længere i Tryllebølle?

Snyd ikke dig selv for den ucensurerede fortsættelse!

Endelig halvvejs. Men hvis du først står på nu, bør du stadig begynde med første afsnit.

Varedeklaration: Til fremstillingen af dette dobbelttafsnit af (H)jul i Udkantsdanmark er medgået 5 kopper uøkologisk kaffe, 4 brunkager, 11 pebernødder og 2 Golden Delicious-æbler ekskl. kernehuse. Produktet kan indeholde rester af kollektiv trafik.

- Baseret på virkelige hændelser. -

Weekenden begyndte med et brag. Niels og Mette sad straks op i sengen. Hvad skete der? Var det store træ i haven mon væltet ned i bussen? Niels tog sin morgenkåbe på og forlod soveværelset for at undersøge sagen. Heldigvis viste det sig hurtigt, at braget blot var en lavine tøsne fra taget, der var landet på jorden lige uden for soveværelsesvinduet. Men nu var de jo vågne, så de kunne lige så godt gå i gang med dagens gøremål. Des tidligere de var færdige med at handle ind i Bøvelse, des før kunne familien tage ud til Niels' mor.

Familiemiddagen

Først på eftermiddagen kørte Niels, Mette, Ida og Mads af sted mod Niels' gamle mor. Det var faktisk heldigt, at det var blevet tøvejr, for hun boede lidt uden for Yderstolperup Overdrev, hvor kommunen - trods en ihærdig indsats fra Niels' brors side - ikke prioriterede at rydde sne.

Da Niels svingede bilen ind på hjulsporet, der førte hen til moderens hus, fik han øje på broderens bil. Var han der også? Nu tegnede det, der ellers skulle have været en hyggelig familiesammenkost uden Niels' bror, til at blive en knap så hyggelig familiesammenkost sammen med Niels' bror. Mette tænkte åbenbart det samme, for inden de steg ud af bilen, bad hun Niels om at tage striden med broderen under kun deres egne fire øjne.

Besøget indledtes traditionen tro en kop te serveret sammen med et fad knastørre småkager. Ingen af brødrene bragte emnet om Niels' rute og byrådet op, og de undgik også hinandens øjne. Mette var også klar over, at det ikke gik at tage hul på skolelukningen i stedet, for det ville uværgeligt komme til at sætte gang i den anden diskussion. Samtalen koncentrerede sig derfor i stedet om vejrliget, julemaden og ghettoproblemerne i Bimmerparken, mens Mads og Ida havde snuderne dybt begravede i deres mobiltelefoner.

Fire kopper te senere meddelte Ida, at hun "gik lige". Mette ville egentlig til at spørge, hvor hun skulle hen, og hvornår hun kom tilbage, men stoppede sig selv. Datteren var jo 13 år nu, og hun blev hidsig, når hendes pylrede mor blandede sig i, hvad hun lavede. Så hun fik lov at gå. Hun havde jo mobiltelefonen med, hvis nu... I stedet fik Mette arrangeret, at hun og Mads hjalp bedstemoderen med at rydde af bordet, så brødrene kunne få taget deres slagsmål.

Alene i stuen med sin bror skulle Niels til at skælde ud som aldrig før. Broderen begyndte dog straks selv at beklage situationen. Han bedyrede, at han ikke havde forudset, at vognmand Klavsen ville have krav på kompensation, når lokalruten i Øster Bøvelse blev nedlagt. Niels vidste ikke rigtig, om han troede på sin bror. Godt nok havde stridsøksen været begravet i mange år, men kunne han nu være sikker på, at broderen talte sandt? Niels insisterede på, at broderen enten løste problemet eller viste sin loyalitet ved at stemme imod spareforslagene om at lukke lokalruten i Øster Bøvelse og Skrællinge Centralskole. At Niels' bror måske syntes, det ville se uheldigt ud at ændre kurs, var broderens egen hovedpine, mente Niels.

Deres samtale blev afbrudt, da Ida kom ind fra entreen sammen én af de skoledrenge, Niels hver morgen samlede op i Yderstolperup. De to talte indforstået sammen, så de kendte vel hinanden, konkluderede Niels. Da Mette, Mads og bedstemor også vendte tilbage til stuen, blev der kastet lys over sagen. Med hinanden i hånden bekendtgjorde Ida og drengen nemlig, at de "kom sammen".

Weekendens andet brag lød. Denne gang var det bakken med bedstemors nyvaskede gamle testel, der styrtede til jorden. Mette havde glemt alt om at at holde på bakken, da hun hørte børnenes besked. "Heh... Hej Jonas," fremstammede hun.

Køreturen hjem til Skrællinge var præget af stilhed. Niels spekulerede, så det knagede. Talte broderen sandt, eller manipulerede han? Mette tænkte bekymret over sin datter. Hvorfor skulle hun af alle drenge lige have udset sig Jonas? Hun kunne udmærket huske, hvordan det var at undervise den ugidelige, uinteresserede møgunge, indtil han endelig sidste år rykkede op i 8. klasse og dermed væk fra Skrællinge Centralskole og Mettes ansvarsområde. Ida drømte muntert om Jonas. Mads' tanker kredsede om mulige strategier for at vinde i et computerspil.

Julekalenderen

Hjemme i Rettested var Casper sent søndag aften klar til at skrive lørdagens og søndagens afsnit af den julekalender, han skrev på sin blog på nettet. Det havde trukket ud, for weekenden var gået med at rejse rundt og fotografere busser, der forsvandt i forbindelse med det store køreplansskift, trafikselskabet altså havde valgt at placere på denne upraktiske årstid.

Egentlig havde weekendens fotosafari været en blanding af det bedste og det værste. Lørdag var en dejlig mild dag. Plusgrader for første gang i ugevis! Tilmed havde det været vindstille, så Casper havde næsten fået forårsfornemmelser. Og så havde det samtidig været så tilpas overskyet, at solen ikke gav problemer, men heller ikke så overskyet, at der manglede lys. Søndag var straks værre. Kulden var vendt tilbage, og så var den tilsat kraftig vind, der havde fået Casper til at ryste af kulde efter de første få minutter udendørs. Alligevel havde han holdt ud i flere timer, og det til trods for, at solen skinnede fra en tilnærmelsesvist skyfri himmel, hvilket gjorde udvalget af gode fotosteder aldeles begrænset. Det var en hård omgang. Nu var kropsvarmen dog nogenlunde vendt tilbage, og så måtte der jo laves noget.

Problemet for Casper var, at han ikke rigtig havde nogen stor, forkromet plan for, hvad der skulle ske i julekalenderen. Det var noget, han sad og fandt på fra dag til dag, og hvad nu, hvis det hele ikke endte med at passe sammen? Især havde han, mens han weekenden igennem havde stået på gader og stræder og ventet på næste bus, grublet lidt over, om ikke han hellere måtte holde op med at introducere nye personer nu halvvejs inde i historien, hvis han skulle have en rimelig chance for at binde enderne ordentligt sammen inden jul. Tilsvarende havde han skrottet ideen om, at der skulle husere en blotter i det lokalsamfund, historien omhandlede. Det ville nok virke lidt for plat, mente han, selvom det kunne have været sjovt at lade en navneløs og lidt karaktersvag person, der indgik i historien, anholde af politiet den 24. december.

Hvad ser Ida dog i Jonas?
Hvad skriver Casper i sin julekalender?
Finder Niels' bror en måde at holde broderen skadesløs på?

Læs den halsbrækkende fortsættelse i morgen! (Ja, i morgen!)

Nye læsere bør begynde med første afsnit.

Niels fik jævnligt post fra kommunen. Men i denne uge var der særlig kort mellem brevene. Torsdag var der kommet en kuvert med et byrådsreferat og et følgebrev, men Niels havde endnu ikke læst nogen af delene. Og nu fredag var der igen brev.

Med en kop kaffe gik Niels i lag med kommunens skriblerier. Han skulle altid tage sig sammen til at komme igennem det, for det var i reglen fyldt med lange, snørklede sætninger, og det var tør læsning. Gid, de bare ville skrive på dansk, hvad det betød for ham.

Vejen

Det senest ankomne brev var det tyndeste, så Niels begyndte med det. Brevet viste sig - rent undtagelsesvist - ikke at vedrøre rutebilforretningen, men var sendt til Niels som borger. Brevet var et svar fra vejnavnenævnet.

Skrællinge var gennem halvfemserne og nullerne vokset med nogle nye villaveje. Takket være Niels' bror i byrådet, var tre af vejene blevet navngivet Mettevej, Idavej og Madsvej efter Niels' kone og børn. De andre veje i området havde ellers navne efter fugle. Udvidelsen af Skrællinge var gået noget i stå i finans- og boligkriseårene, men der var faktisk så småt en ny vej på trapperne, og den skulle jo også navngives. Niels havde, efter opfordring fra sin bror, indsendt et forslag til navnet på den nye villavej. Den skulle hedde Lenevej, havde Niels ønsket, for det var navnet på apotekerkonen i Bøvelse, som Niels for mange år siden havde haft en affære med og aldrig helt havde glemt.

Vejnavnenævnet havde dog ikke delt Niels' opfattelse, fremgik det af brevet. Nævnet betragtede det som sin opgave at sikre ligestilling, også på dette område, og i brevet henviste man til, at der var mangel på drengenavne i Skrællinge, hvor Madsvej var den eneste vej opkaldt efter et hankønsvæsen. Veje med pigenavne var derimod i overtal. I sit brev henviste nævnet således til eksistensen af både en Mettevej, en Idavej og en Hejrevej i Skrællinge. Af denne grund havde nævnet i stedet indstillet, at den nye vej fik navnet Klavsensvej efter forslag fra Birthe Nielsen, Egnslisten. Hvis Niels var uenig, kunne han dog inden 14 dage indsende en klage til Ankenævnet for Knolderød-Bøvelse Kommunes Vejnavnenævn, og denne klage ville i så fald blive tillagt "opsættende virkning". Det forstod Niels ikke rigtig. Faktisk var det en dårlig skrivelse, syntes han.

Løgnen

Et dybt suk senere kastede Niels sig over det mere omfattende brev, der var vedlagt referatet fra et byrådsmøde tidligere på ugen. Der var en følgeskrivelse fra teknik- og miljøforvaltningen, og Niels begyndte med dén i håbet om at få et praj om, hvad han skulle bruge hele bunken af papirer til.

Det var igen en dårlig skrivelse, konstaterede Niels. Men hvad værre var, inde i den dårlige skrivelse kunne Niels læse, at han måske slet ikke fik udvidet sin rute, hvis Skrællinge Centralskole lukkede. Ydermere risikerede han endda at måtte afstå et par af sine eftermiddagsture til Klavsen fra KnoldBus, fordi Klavsens lokalrute i Øster Bøvelse skulle spares væk.

Niels rødmede af raseri. Hvordan kunne hans bror fylde ham med så meget løgn? Vidste han slet ikke, hvor ked Mette var af, at skolen måske skulle lukke? "Sådan har han altid været," skumlede Niels, mens han knyttede næverne. Endnu engang blev Niels mindet om barndomsårene, hvor brødrene havde konkurreret om alt, og hvor ethvert kneb gjaldt. Og Niels' bror havde alt for ofte vundet. Men det her skulle han få betalt, garanterede Niels sig selv.

Klager Niels over vejnavnenævnets afgørelse?
Vil brødrene kunne være i stue sammen til jul?

Læs den socialrealistiske fortsættelse i de kommende dage...